Sikke en sommer
Jeg er ikke bare i mægtigt humør lige nu. Jeg er det faktisk hele tiden. I går slettede Lars Aksel alle vores mails på arbejdet. Normalt ville det have gjort mig megapissed, men nix. Stadig i godt humør. Jeg er stoppet med at ryge, (næsten. Det er meget tæt på) men jeg er overhovedet ikke gnaven. Der er i det hele taget en masse ting, der burde gå mig på, men det gør de ikke. Forleden spillede jeg tennis med TKM og smed andet sæt væk på at spille forfærdeligt. Jeg smed kun med ketcheren een gang. Det er så uvant mig, at det er fantastisk sært.
Det er Siljas skyld. Hun er min kæreste, og jeg er så glad for hende, at jeg smiler hele tiden. Vi blev kærester med det samme, faktisk. Hun er sød, smuk, varm og klog, og så griner hun, når jeg siger ting. Det er fantastisk, og denne sommer er den bedste i mange år. Jeg er næsten aldrig hjemme for tiden, og jeg er faktisk meget mere interesseret i at høre på hende end på mig selv. Derfor er der ikke meget ballade på Røret for tiden.
Tak for interessen.
Mikkel
Thursday, July 24, 2008
Tuesday, July 08, 2008
Pepe med EM 2008s bedste mål... Og andre ting.
Jeg har skrevet ganske lidt om fodbold. Dette smukke mål af Pepe mod Tyrkiet, var i mine øjne slutrundens bedste...
Derudover. Jeg har ferie et smut, og den tegner til at blive en glimrende een af slagsen. Jeg er i mægtigt humør, og selv om jeg allerede skal tilbage på arbejde på mandag, tror jeg, at batterierne nok skal blive ladet op. På trods af at jeg rent faktisk var på vej ned i bilen i morges...
Thomas'en var hjemme i Danmark i den forgangne uge, og han er en dejlig dreng. Tak for en god uge, min ven. Vi ses i München eller noget...
Det er altid hyggeligt at besøge Christian A., men nu er der den ekstra bonus, at man samtidig kan se på verdens største fjernsyn. Tillykke med det fine køb.
Jeg mødte Made ud af det blå i lørdags. Han ligner sig selv, og det er alt for længe siden, han sidst lavede mos af min beskedne viden. Jeg giver den kloge mand en øl ved lejlighed.
Det har været en god ferie. I morgen bliver også en god dag...
Tuesday, July 01, 2008
Oh no - endnu en strejke
Niks. Det er ikke herhjemme, hvor batterierne er løbet flade for de offentligt ansatte. De fik deres minimale indrømmelser og tømt deres strejkekasser. Jeg vil gerne være solidarisk, men det var ikke andet end gratis research for mig.
Hvad der bekymrer mig mere er den truende strejke fra SAG (The Screen Actors Guild). Skuespillerne har endnu ikke besluttet sig, men meget tyder på, at skuespillerne går på barrikaderne, og så har vi balladen. Så går al film og tv-produktion simpelthen i stå. Og det ville sågu være frustrerende. Specielt når man som jeg glæder sig utrolig meget til blandt meget andet sæsonstarten på The Office, men ikke mindst at der kommer andet end superheltemøvere nede i Empire.
I november nægtede WGA (Writers Guild of America) at sætte flere ord sammen i sammenhæng før de fik et stykke af kagen, der smager af New Media. Det vil sige, at de ikke blev kompenseret for, at deres arbejde blev udgivet eller vist på internettet, og det er i bund og grund de samme rettigheder (WGA indgik overenskomst i februar) som skuespillerne nu ser ud til at skulle slås for. Lad os krydse fingre for, at det ikke sker... For jeg skal guddødeme se The Office.
Niks. Det er ikke herhjemme, hvor batterierne er løbet flade for de offentligt ansatte. De fik deres minimale indrømmelser og tømt deres strejkekasser. Jeg vil gerne være solidarisk, men det var ikke andet end gratis research for mig.
Hvad der bekymrer mig mere er den truende strejke fra SAG (The Screen Actors Guild). Skuespillerne har endnu ikke besluttet sig, men meget tyder på, at skuespillerne går på barrikaderne, og så har vi balladen. Så går al film og tv-produktion simpelthen i stå. Og det ville sågu være frustrerende. Specielt når man som jeg glæder sig utrolig meget til blandt meget andet sæsonstarten på The Office, men ikke mindst at der kommer andet end superheltemøvere nede i Empire.
I november nægtede WGA (Writers Guild of America) at sætte flere ord sammen i sammenhæng før de fik et stykke af kagen, der smager af New Media. Det vil sige, at de ikke blev kompenseret for, at deres arbejde blev udgivet eller vist på internettet, og det er i bund og grund de samme rettigheder (WGA indgik overenskomst i februar) som skuespillerne nu ser ud til at skulle slås for. Lad os krydse fingre for, at det ikke sker... For jeg skal guddødeme se The Office.
Sunday, June 29, 2008
Reyes de Europa
Ok. Det var vel fortjent nok. Spanierne var de rigtige vinder af et EM, der bød på rigeligt med god fodbold, et Poborsky-gennembrud til Arshavin, masser af sidste øjebliksafgørelser og desværre ikke særlig megen stemning.
Franskmændene og Italienerne var de største skuffelser, og Spanierne var både det bedste hold og den største overraskelse. Russerne spillede halvanden god kamp, og det tæller ikke rigtig.
Ikke mere fodbold herfra. Weitergehen...
Ok. Det var vel fortjent nok. Spanierne var de rigtige vinder af et EM, der bød på rigeligt med god fodbold, et Poborsky-gennembrud til Arshavin, masser af sidste øjebliksafgørelser og desværre ikke særlig megen stemning.
Franskmændene og Italienerne var de største skuffelser, og Spanierne var både det bedste hold og den største overraskelse. Russerne spillede halvanden god kamp, og det tæller ikke rigtig.
Ikke mere fodbold herfra. Weitergehen...
Wednesday, June 25, 2008
Mikkel er ikke tilfreds
Snarere gal i skralden. Og så har han en lille smule dårlig samvittighed over for det danske færdselspoliti. Byrådsmødet i Hillerød trak ud helt sindssygt, og det sluttede for 28 minutter siden. Hvis Mikkel havde overholdt færdselsbegrænsningerne ville han stadig være på motorvejen, men han er alligevel gået glip af de første 50 minutter af en em-semifinale...
Snarere gal i skralden. Og så har han en lille smule dårlig samvittighed over for det danske færdselspoliti. Byrådsmødet i Hillerød trak ud helt sindssygt, og det sluttede for 28 minutter siden. Hvis Mikkel havde overholdt færdselsbegrænsningerne ville han stadig være på motorvejen, men han er alligevel gået glip af de første 50 minutter af en em-semifinale...
Republikanernes gnavne gammelfar
'At least I don't plaster on the make-up like a trollop, you cunt'
Slap dog af Bassemand... Det bliver en svær valgkamp for John McCain, nu hvor demokraterne er holdt op med at slås med hinanden. Utroskab, mistanke om samme, dumsmarte politiske udmeldinger (Vi bliver i Irak om det skal tage 100 år) og ikke mindst krigsheltens koleriske temperament kommer til at boble til overfladen. Og hvis ikke man er slidt helt ned oven på Hillarys mange måneder, hvor hun nægtede at dø, kan netop McCains plettede fortid nok komme til at gøre præsidentvalgkampen lige så (tragi)komisk som altid.
Den hidsige udmelding ovenfor ramte fru Cindy i 1992, da hun kærligt påpegede, at platinmanken ikke var lige så kraftig, som den havde været.
'At least I don't plaster on the make-up like a trollop, you cunt'
Slap dog af Bassemand... Det bliver en svær valgkamp for John McCain, nu hvor demokraterne er holdt op med at slås med hinanden. Utroskab, mistanke om samme, dumsmarte politiske udmeldinger (Vi bliver i Irak om det skal tage 100 år) og ikke mindst krigsheltens koleriske temperament kommer til at boble til overfladen. Og hvis ikke man er slidt helt ned oven på Hillarys mange måneder, hvor hun nægtede at dø, kan netop McCains plettede fortid nok komme til at gøre præsidentvalgkampen lige så (tragi)komisk som altid.
Den hidsige udmelding ovenfor ramte fru Cindy i 1992, da hun kærligt påpegede, at platinmanken ikke var lige så kraftig, som den havde været.
Farvel til 'one funny motherfucker'
Ikonet George Carlin døde 71 år gammel i søndags. Jeg har faktisk aldrig hørt hans '7 words you can't say on television,' men den var kraftigt medvirkende til den ikonstatus, Carlin opnåede. Både officielt og uofficielt rangerer han blandt de bedste nogensinde, og der var ikke umiddelbart udsigt til, at den tidligere hippie, junkie og enfant terrible var på vej ned i tempo. Han var kontroversiel, ærlig og morsom, og det materiale, jeg har hørt er, selv om det er efter hans storhedstid, faktisk ganske godt. Tryk på linket ovenover og bliv klogere.
Ikonet George Carlin døde 71 år gammel i søndags. Jeg har faktisk aldrig hørt hans '7 words you can't say on television,' men den var kraftigt medvirkende til den ikonstatus, Carlin opnåede. Både officielt og uofficielt rangerer han blandt de bedste nogensinde, og der var ikke umiddelbart udsigt til, at den tidligere hippie, junkie og enfant terrible var på vej ned i tempo. Han var kontroversiel, ærlig og morsom, og det materiale, jeg har hørt er, selv om det er efter hans storhedstid, faktisk ganske godt. Tryk på linket ovenover og bliv klogere.
Kontoret blev reddet af en midaldrende jomfru
I dag så jeg nogle rigtige levende piger. De var pæne, og det var godt. Jeg tror heldigvis, at jeg var i affekt i sidste uge, da jeg pludselig forelskede mig i Pam Beesly, den bedårende og morsomme receptionist i Scranton-afdelingen af papirdistributionsfirmaet Dunder Mifflin. Det er ikke et rigtigt firma, og Pam Beesly er i virkeligheden den ligeså bedårende skuespillerinde Jenna Fischer.
Som det sikkert fremgår af nedenstående indlæg er jeg nu en meget stor fan af den amerikanske udgave af The Office. Jeg dyrkede serien meget intenst seks dage i træk, og nu trapper jeg ned, og opdager til min glæde, at der også er noget ved de rigtige mennesker i verden.
Som sagt. Jeg så rigtige piger i dag. De var pæne, og det var godt. Jeg er ikke længere forelsket i en fiktiv person. Det er også godt.
Men min besættelse af The Office er også en god ting. Den har genvakt min begejstring for (gode) sitcoms, og den største overraskelse ved, at det netop er denne serie, som efter min mening, selv efter den første brusende fascination har lagt sig, er en af de bedste sitcoms siden Seinfeld. Og det er overraskende, i hvert fald for mig, for jeg er en stor tilhænger af originalen. I ved, Ricky Gervais/Stephen Merchants mesterværk. Da jeg første gang hørte, at amerikanerne ville lave en remake, var jeg stærkt skeptisk, og boycottede faktisk den første sæson, som dr2, den herlige kanal, ellers var modige nok til at vise.
Den første sæson af The Office – An American workplace, der udspiller sig i provinsbyen Scranton, Pennsylvania, en by der er for langt væk fra New York (to timers kørsel) til at være en pendlerby, og alligevel tæt nok på til, at de fleste har lyst til at bo der, er faktisk heller ikke mere end hæderlig.
Piloten, som det første afsnit hedder i sitcom-terminologi, er indspillet ord for ord efter den britiske, og NBC bestilte kun seks afsnit til den første sæson. Modtagelsen fra alle de mange skeptikere, der ligesom jeg mente, at det var helligbrøde at pille ved ’kontoret’ i Slough, dømte serien ude, og skuespillerne, der dengang stort set alle sammen var relativt ukendte var sådan set ved at tage billederne ned af væggene. De havde ellers allerede etableret en ret unik kemi i ensemblet, og serien havde i løbet af sæsonen udviklet sig fra at være en lidt spag oversættelse til et glimrende supplement til den universelle fortælling om et kontor med en åndssvag chef, irriterende kolleger og et røvkedeligt arbejde. Alligevel var seertallene lave, og sæson to meget langt væk.
Men så blev Dunder Mifflins chef pludselig en superstjerne. Steve Carell er i dag så universelt afholdt og så stor en box-office-succes, at man glemmer, at det faktisk ikke er ret meget mere end tre år siden, at det stort set kun var det trods alt beskedne udsnit af den amerikanske (og det minimale udsnit af den danske), der havde set ham i andet end The Daily Show og i en markant birolle i Jim Carreys Bruce Almighty. Han havde været i Hollywood-trumlen i 20 år, og gennembruddet var aldrig kommet. SLAM. The 40-year Old Virgin.
Den film skabte både Carell og den nu så toneangivende instruktør Judd Apatow (Knocked Up, Superbad etc.) The Office havde pludselig en stjerne. Kontoret havde pludselig også seere.
NBC bestilte en sæson mere og efterhånden blev satsningen så stor, at de flyttede den til en del af deres meget gunstige ’Must See’ tidsflade om torsdagen. Kontoret udviklede sig til en seersucces, blandt andet også på grund af en talstærk og meget aktiv fanskare på internettet. Tjek for eksempel Lifeintheoffice.com. Og i sæson to og fremefter har serien udviklet sig fra at være en forholdsvis loyal kopi af Gervais’ The Office til at udvikle en stærk selvstændig identitet, og er blevet en fremragende sitcom. På flere måder er den stærkere end originalen. Den er selvfølgelig ikke den samme revolution, som den første, men der er så mange ting, der virker i The Office. Dens form, der ellers ikke er rettet mod den gængse amerikanske smag, uden laughtrack og publikum adskiller sig fra alt anden amerikansk komik i billedet, og mockumentaryformen, stærkt skuespil og blændende forfattere har gjort, at man identificerer sig vældigt med disse tilsyneladende almindelige mennesker.
Jim + Pam = Jam. Netop den uforløste hengivenhed mellem receptionisten Pam Beesly og den morsomme og følsomme unge sælger Jim Halpert har udviklet sig til et fænomen, der overgår det hysteriske og lidt skingre sitcompar numero uno Ross og Rachel fra Friends. Youtube flyder med hyldestvideoer til 'The greatest tv-couple. Ever!' (Det er ikke mine ord, men jeg er nok nærmest enig.) Præcis som kyniske misantropiske Mikkel, led horder af mænd med Jim, der er skælvende forelsket i den generte, men varme, bedårende og morsomme Pam, der ikke kan indse, at hun er lige så forelsket i ham, og ikke i det sikre valg, den brovtende og ubetænksomme lagerarbejder Roy, som hun har været sammen med siden gymnasiet og forlovet med i tre år. Og endnu flere kvinder følte med den generte lille Pam, og længtes efter Jim, der langsomt blev forvandlet til en ukarakteristisk førsteelsker på amerikansk tv.
Steve Carells Michael Scott er en mere sympatisk, men lige så ubetænksom, dum og uvidende chef som David Brent. Han bærer op mod 40 procent af serien, og han gør det fremragende. Rainn Wilsons Dwight Schrute er på niveau med Kramer, og man kunne fremhæve mange flere af kollegerne. Men det er helet, der har løftet The Office op på seriens nuværende meget høje niveau. Det er et fantastisk ensemble, og en fantastisk serie, og hvis jeg var dig og ikke mig, ville jeg fluks taste mig ind på en af world wide webs mange butikker og bestille de første sæsoner… Ikke mere herfra. Denne tekst er alt for lang alligevel.
I dag så jeg nogle rigtige levende piger. De var pæne, og det var godt. Jeg tror heldigvis, at jeg var i affekt i sidste uge, da jeg pludselig forelskede mig i Pam Beesly, den bedårende og morsomme receptionist i Scranton-afdelingen af papirdistributionsfirmaet Dunder Mifflin. Det er ikke et rigtigt firma, og Pam Beesly er i virkeligheden den ligeså bedårende skuespillerinde Jenna Fischer.
Som det sikkert fremgår af nedenstående indlæg er jeg nu en meget stor fan af den amerikanske udgave af The Office. Jeg dyrkede serien meget intenst seks dage i træk, og nu trapper jeg ned, og opdager til min glæde, at der også er noget ved de rigtige mennesker i verden.
Som sagt. Jeg så rigtige piger i dag. De var pæne, og det var godt. Jeg er ikke længere forelsket i en fiktiv person. Det er også godt.
Men min besættelse af The Office er også en god ting. Den har genvakt min begejstring for (gode) sitcoms, og den største overraskelse ved, at det netop er denne serie, som efter min mening, selv efter den første brusende fascination har lagt sig, er en af de bedste sitcoms siden Seinfeld. Og det er overraskende, i hvert fald for mig, for jeg er en stor tilhænger af originalen. I ved, Ricky Gervais/Stephen Merchants mesterværk. Da jeg første gang hørte, at amerikanerne ville lave en remake, var jeg stærkt skeptisk, og boycottede faktisk den første sæson, som dr2, den herlige kanal, ellers var modige nok til at vise.
Den første sæson af The Office – An American workplace, der udspiller sig i provinsbyen Scranton, Pennsylvania, en by der er for langt væk fra New York (to timers kørsel) til at være en pendlerby, og alligevel tæt nok på til, at de fleste har lyst til at bo der, er faktisk heller ikke mere end hæderlig.
Piloten, som det første afsnit hedder i sitcom-terminologi, er indspillet ord for ord efter den britiske, og NBC bestilte kun seks afsnit til den første sæson. Modtagelsen fra alle de mange skeptikere, der ligesom jeg mente, at det var helligbrøde at pille ved ’kontoret’ i Slough, dømte serien ude, og skuespillerne, der dengang stort set alle sammen var relativt ukendte var sådan set ved at tage billederne ned af væggene. De havde ellers allerede etableret en ret unik kemi i ensemblet, og serien havde i løbet af sæsonen udviklet sig fra at være en lidt spag oversættelse til et glimrende supplement til den universelle fortælling om et kontor med en åndssvag chef, irriterende kolleger og et røvkedeligt arbejde. Alligevel var seertallene lave, og sæson to meget langt væk.
Men så blev Dunder Mifflins chef pludselig en superstjerne. Steve Carell er i dag så universelt afholdt og så stor en box-office-succes, at man glemmer, at det faktisk ikke er ret meget mere end tre år siden, at det stort set kun var det trods alt beskedne udsnit af den amerikanske (og det minimale udsnit af den danske), der havde set ham i andet end The Daily Show og i en markant birolle i Jim Carreys Bruce Almighty. Han havde været i Hollywood-trumlen i 20 år, og gennembruddet var aldrig kommet. SLAM. The 40-year Old Virgin.
Den film skabte både Carell og den nu så toneangivende instruktør Judd Apatow (Knocked Up, Superbad etc.) The Office havde pludselig en stjerne. Kontoret havde pludselig også seere.
NBC bestilte en sæson mere og efterhånden blev satsningen så stor, at de flyttede den til en del af deres meget gunstige ’Must See’ tidsflade om torsdagen. Kontoret udviklede sig til en seersucces, blandt andet også på grund af en talstærk og meget aktiv fanskare på internettet. Tjek for eksempel Lifeintheoffice.com. Og i sæson to og fremefter har serien udviklet sig fra at være en forholdsvis loyal kopi af Gervais’ The Office til at udvikle en stærk selvstændig identitet, og er blevet en fremragende sitcom. På flere måder er den stærkere end originalen. Den er selvfølgelig ikke den samme revolution, som den første, men der er så mange ting, der virker i The Office. Dens form, der ellers ikke er rettet mod den gængse amerikanske smag, uden laughtrack og publikum adskiller sig fra alt anden amerikansk komik i billedet, og mockumentaryformen, stærkt skuespil og blændende forfattere har gjort, at man identificerer sig vældigt med disse tilsyneladende almindelige mennesker.
Jim + Pam = Jam. Netop den uforløste hengivenhed mellem receptionisten Pam Beesly og den morsomme og følsomme unge sælger Jim Halpert har udviklet sig til et fænomen, der overgår det hysteriske og lidt skingre sitcompar numero uno Ross og Rachel fra Friends. Youtube flyder med hyldestvideoer til 'The greatest tv-couple. Ever!' (Det er ikke mine ord, men jeg er nok nærmest enig.) Præcis som kyniske misantropiske Mikkel, led horder af mænd med Jim, der er skælvende forelsket i den generte, men varme, bedårende og morsomme Pam, der ikke kan indse, at hun er lige så forelsket i ham, og ikke i det sikre valg, den brovtende og ubetænksomme lagerarbejder Roy, som hun har været sammen med siden gymnasiet og forlovet med i tre år. Og endnu flere kvinder følte med den generte lille Pam, og længtes efter Jim, der langsomt blev forvandlet til en ukarakteristisk førsteelsker på amerikansk tv.
Steve Carells Michael Scott er en mere sympatisk, men lige så ubetænksom, dum og uvidende chef som David Brent. Han bærer op mod 40 procent af serien, og han gør det fremragende. Rainn Wilsons Dwight Schrute er på niveau med Kramer, og man kunne fremhæve mange flere af kollegerne. Men det er helet, der har løftet The Office op på seriens nuværende meget høje niveau. Det er et fantastisk ensemble, og en fantastisk serie, og hvis jeg var dig og ikke mig, ville jeg fluks taste mig ind på en af world wide webs mange butikker og bestille de første sæsoner… Ikke mere herfra. Denne tekst er alt for lang alligevel.
Min 29-årige legekammerat og ærkefjende
Kristian og jeg kan ikke være sammen i en halv time uden at svine hinanden til. Når vi spiller tennis er der stadig mindst to bolde, hvor jeg forsøger at ramme ham i hovedet frem for at vinde pointet. Når vi diskuterer film, siger han, at jeg er prætentiøs, og jeg siger, at han er dum. Jeg siger, at han har forfærdelig smag i alting, og han siger, at alting jeg kan lide stinker. Jeg siger, han er en idiot. Han siger, at jeg er en fed abe.
Så vi er ikke særligt gamle alligevel, og Kristian er stadig ham, der køber en Paul Potts-billet til 400 kroner, udelukkende fordi der kun er een billet tilbage. Han melder stadig sine kammerater til sms-nyhedsbreve fra Hjem Is, Scandlinesfærgerne og allergivarsler, og han kan stadig være sin særegne blanding af naiv/spontan/dumdristig. Han er altså stadig en barnerøv, og jeg holder meget af ham.
Tillykke... Idiot...
Saturday, June 21, 2008
Ikke siden Mary Ingalls Wilder,
da jeg var ni år gammel. I ved, der hvor Lauras yndige storesøster bliver blind. Det kunne jeg slet ikke tage. Ligeså 17 år senere, hvor Jim og Pams følelser går rent ind hos mig. Tim og Dawn var et stort plus for det oprindelige kontor, men de to førnævnte er rent guld. Rent guld siger jeg jer. Jeg kunne godt tænke mig at finde en pige, at se den her serie med. Ultimativ lakmusprøve for et eventuelt forhold. Vil hun kunne klare, at jeg fik blanke øjne over adskillige afsnit? Eller ville jeg for den sags skyld kunne acceptere, at hun tilsyneladende ingen følelser har, hvis hun ikke tuder lidt med?
...
Jeg er sådan en pige. Men nu er det sagt. Jeg lægger ikke skjul på, at jeg efterhånden bliver blødere og blødere. Jeg tror, jeg projicerer adskillige forelskelser og i hvert fald en af de store over i det her forhold. Jeg ved, at jeg ville kortslutte hver gang Pam smilede.
... Igen. Det er en tv-serie. Det er fiktion.
Jeg må virkelig ud at spille noget tennis... Og på en eller anden måde komme over det store hul i mit koffeinplagede hjerte, der er kommet over, at jeg skal vente helt til september med at få næste afsnit i føljetonen om Jim og Pam. Og jeg har bange anelser...
da jeg var ni år gammel. I ved, der hvor Lauras yndige storesøster bliver blind. Det kunne jeg slet ikke tage. Ligeså 17 år senere, hvor Jim og Pams følelser går rent ind hos mig. Tim og Dawn var et stort plus for det oprindelige kontor, men de to førnævnte er rent guld. Rent guld siger jeg jer. Jeg kunne godt tænke mig at finde en pige, at se den her serie med. Ultimativ lakmusprøve for et eventuelt forhold. Vil hun kunne klare, at jeg fik blanke øjne over adskillige afsnit? Eller ville jeg for den sags skyld kunne acceptere, at hun tilsyneladende ingen følelser har, hvis hun ikke tuder lidt med?
...
Jeg er sådan en pige. Men nu er det sagt. Jeg lægger ikke skjul på, at jeg efterhånden bliver blødere og blødere. Jeg tror, jeg projicerer adskillige forelskelser og i hvert fald en af de store over i det her forhold. Jeg ved, at jeg ville kortslutte hver gang Pam smilede.
... Igen. Det er en tv-serie. Det er fiktion.
Jeg må virkelig ud at spille noget tennis... Og på en eller anden måde komme over det store hul i mit koffeinplagede hjerte, der er kommet over, at jeg skal vente helt til september med at få næste afsnit i føljetonen om Jim og Pam. Og jeg har bange anelser...
Friday, June 20, 2008
Jim and Pam: How Can I Tell You?
Hvis du, som jeg, er lige så anal omkring ikke at få noget som helst at vide, du selv vil finde ud af, så skal du ikke se denne video. Hvis du er normal, er dette både en meget poetisk opsummering af The Office - US, helt store force, nemlig forholdet mellem Jim og Pam, og samtidig en video, der faktisk rører mig til tårer. Og det har jeg aldrig oplevet med tv før...
Fodbold på kontoret
Der er forlænget spilletid i em-kvartfinalen mellem Kroatien og Tyrkiet. Ud fra Flemming Toft lyder det ikke særlig spændende. Men jeg følger heller ikke rigtig med. Den eneste grund til at mit fjernsyn er tændt er vel egentlig min 14-årige ubrudte slutrundestatistik. Altså at jeg har set dem alle sammen. Altså kampene, hvis nogen skulle være i tvivl om, hvor vanskelig jeg er i sommermånederne.
Men jeg ser ikke kampen. Og jeg sidder egentlig bare og venter på en straffesparkskonkurrence. Og så kan jeg slukke igen. Og det er en sensation i min lillebitte verden.
I går spillede to af giganterne. Tyskland - Portugal. Eller Ballack, Klose, Podolski mod Cristiano Ronaldo, Simao og Moutinho. Storkamp. Europæiske giganter. Og den så jeg knap nok heller ikke. Den var på mute, og den fik et dovent blik i ny og næ. Så engageret er jeg i hvad der ellers har været en blændende slutrunde.
Er Mikkel endelig blevet en anelse mere voksen? Er han deprimeret? Er han lykkedes med at lave om på sin forfærdelige personlighed? Er han selvoptaget nok til at stille sig selv spørgsmål?
Svarene er måske, nej, ikke rigtig og selvfølgelig. Men de ovennævnte er ikke grunden til at Mikkel bryder sine egne dogmer... Nej. Nej. Nej. Jeg er forelsket på en VOLDSOMT uhensigtsmæssig måde. Ikke rigtig forelsket forstås, men det er alligevel slemt nok. Jeg er på det nærmeste blevet besat af den amerikanske udgave af The Office, og min underbevidsthed har besluttet sig for, at jeg skulle udvikle en mildest talt bizar betagelse af denne fremragende series fiktive receptionist Pam Beesley. Eller også af Jenna Fischer som spiller hende. Nå. Det er sært, og belyser egentlig bare det indlysende faktum, at jeg skal til at genoptage det socialliv, jeg trods alt havde engang.
Men altså. Som svar til Thomas. En af årsagerne til, at jeg ikke har skrevet et pip, om hvad der tegner til at overgå den sidste rigtigt fantastiske slutrunde, nemlig EM 2000, er at jeg har set alle fire sæsoner af The Office to gange siden i mandags. Og det svarer til 132 sitcom-afsnit. Det er meget. Det er alt for meget.
Mine brandvarme anbefalinger til denne serie, der i øvrigt kører på DR2 mandag til torsdag. Og nu scorede Kroatien vist... To sekunder. Trods alt... Og så scorede tyrkerne fame. So long.
Der er forlænget spilletid i em-kvartfinalen mellem Kroatien og Tyrkiet. Ud fra Flemming Toft lyder det ikke særlig spændende. Men jeg følger heller ikke rigtig med. Den eneste grund til at mit fjernsyn er tændt er vel egentlig min 14-årige ubrudte slutrundestatistik. Altså at jeg har set dem alle sammen. Altså kampene, hvis nogen skulle være i tvivl om, hvor vanskelig jeg er i sommermånederne.
Men jeg ser ikke kampen. Og jeg sidder egentlig bare og venter på en straffesparkskonkurrence. Og så kan jeg slukke igen. Og det er en sensation i min lillebitte verden.
I går spillede to af giganterne. Tyskland - Portugal. Eller Ballack, Klose, Podolski mod Cristiano Ronaldo, Simao og Moutinho. Storkamp. Europæiske giganter. Og den så jeg knap nok heller ikke. Den var på mute, og den fik et dovent blik i ny og næ. Så engageret er jeg i hvad der ellers har været en blændende slutrunde.
Er Mikkel endelig blevet en anelse mere voksen? Er han deprimeret? Er han lykkedes med at lave om på sin forfærdelige personlighed? Er han selvoptaget nok til at stille sig selv spørgsmål?
Svarene er måske, nej, ikke rigtig og selvfølgelig. Men de ovennævnte er ikke grunden til at Mikkel bryder sine egne dogmer... Nej. Nej. Nej. Jeg er forelsket på en VOLDSOMT uhensigtsmæssig måde. Ikke rigtig forelsket forstås, men det er alligevel slemt nok. Jeg er på det nærmeste blevet besat af den amerikanske udgave af The Office, og min underbevidsthed har besluttet sig for, at jeg skulle udvikle en mildest talt bizar betagelse af denne fremragende series fiktive receptionist Pam Beesley. Eller også af Jenna Fischer som spiller hende. Nå. Det er sært, og belyser egentlig bare det indlysende faktum, at jeg skal til at genoptage det socialliv, jeg trods alt havde engang.
Men altså. Som svar til Thomas. En af årsagerne til, at jeg ikke har skrevet et pip, om hvad der tegner til at overgå den sidste rigtigt fantastiske slutrunde, nemlig EM 2000, er at jeg har set alle fire sæsoner af The Office to gange siden i mandags. Og det svarer til 132 sitcom-afsnit. Det er meget. Det er alt for meget.
Mine brandvarme anbefalinger til denne serie, der i øvrigt kører på DR2 mandag til torsdag. Og nu scorede Kroatien vist... To sekunder. Trods alt... Og så scorede tyrkerne fame. So long.
Thursday, June 12, 2008
Misantropi biennale
Jeg er en spøjs een. Magelig/luddoven/lejlighedsvis misantropisk glemmer jeg at omgås mennesker. Eller jeg forsømmer det. Og det er ris til egen røv, for det meste af tiden kan jeg godt lide (en hel del) mennesker. Men jeg får ikke taget mig sammen til at komme udenfor og møde dem. Og så kan en fredag aften sagtens passere, hvor jeg tøffer rundt og pludrer med min (fars) espressomaskine.
»Crema, crema, crema. Sikke du kan. Kulsort kaffe. Lækker. Lækker.«
Men aldrig er jeg mere socialt besværet end under en fodboldslutrunde. Jeg får det dårligt ved tanken om at gå glip af bare en enkelt kamp. Og tro mig. Ikke engang jeg ser frem til Østrig-Polen i aften, men jeg SKAL se den. Og jeg SKAL se dem alle sammen. Min far kalder det min ’tvangstanke,’ og han har ret. Det er et problem, og jeg kan ikke lave aftaler uden at tænke ligegyldige fodboldkampe ind i min ellers så blanke kalender.
Men jeg bliver trods alt ældre. Wimbledon bliver meget on-off, jeg har ikke længere noget forhold til Tour de France, og de Olympiske Lege er for mig at se bare en samling af de sportsgrene, der er så perifære, at ingen gider se på dem een ad gangen. Så det skal jeg ikke se.
Der er 21 kampe tilbage, og så hæves forbandelsen.
I øvrigt. Filmsæsonen er stillet i bero. Kan i sagens natur heller ikke gå i biografen for tiden. Men gæsteanmeldelser er utroligt velkomne. Er der nogen, der har set Iron Man for eksempel? Eller Harrison Ford-show?
Menihvertfald. Jeg skal nok passe Røret lidt bedre fremover. For eksempel under Østrig – Polen i aften.
Lige et par afsluttende sommeranbefalinger: Musik, film, sport, mad, alkohol, bøger, tobak og asparges er alle fine ting.
Jeg er en spøjs een. Magelig/luddoven/lejlighedsvis misantropisk glemmer jeg at omgås mennesker. Eller jeg forsømmer det. Og det er ris til egen røv, for det meste af tiden kan jeg godt lide (en hel del) mennesker. Men jeg får ikke taget mig sammen til at komme udenfor og møde dem. Og så kan en fredag aften sagtens passere, hvor jeg tøffer rundt og pludrer med min (fars) espressomaskine.
»Crema, crema, crema. Sikke du kan. Kulsort kaffe. Lækker. Lækker.«
Men aldrig er jeg mere socialt besværet end under en fodboldslutrunde. Jeg får det dårligt ved tanken om at gå glip af bare en enkelt kamp. Og tro mig. Ikke engang jeg ser frem til Østrig-Polen i aften, men jeg SKAL se den. Og jeg SKAL se dem alle sammen. Min far kalder det min ’tvangstanke,’ og han har ret. Det er et problem, og jeg kan ikke lave aftaler uden at tænke ligegyldige fodboldkampe ind i min ellers så blanke kalender.
Men jeg bliver trods alt ældre. Wimbledon bliver meget on-off, jeg har ikke længere noget forhold til Tour de France, og de Olympiske Lege er for mig at se bare en samling af de sportsgrene, der er så perifære, at ingen gider se på dem een ad gangen. Så det skal jeg ikke se.
Der er 21 kampe tilbage, og så hæves forbandelsen.
I øvrigt. Filmsæsonen er stillet i bero. Kan i sagens natur heller ikke gå i biografen for tiden. Men gæsteanmeldelser er utroligt velkomne. Er der nogen, der har set Iron Man for eksempel? Eller Harrison Ford-show?
Menihvertfald. Jeg skal nok passe Røret lidt bedre fremover. For eksempel under Østrig – Polen i aften.
Lige et par afsluttende sommeranbefalinger: Musik, film, sport, mad, alkohol, bøger, tobak og asparges er alle fine ting.
Wednesday, May 21, 2008
Lysvågen med tømmermænd
Det har været tømmermænd af den gode slags. Ingen kvalme, hovedpine, der kan tages med panodiler og en generel glæde over, at jeg ikke er for gammel til at drikke åndssvagt meget før en arbejdsdag.
Benjamin og jeg var til Nick Cave i KB-hallen mandag aften, og det var mægtigt trods rygeforbud og koncertgængere, der lugter ad helvede til. Meget kan man sige om folks sundhed, og i heldige ikkerygere er jo også stærkt begejstrede for ikke at stinke af røg, når i vender hjem fra byen, men for satan da osse. Mine mange år med røg har på det nærmeste svitset et par stykker af mine sanser væk, men alligevel havde jeg svært ved at abstrahere fra stanken af mennesker... Anyways. Hvis Nick Cave og The Bad Seeds havde spillet bare et par stykker flere af klassikerne, ville det have været en fremragende koncert. Cave og Warren Ellis var forrygende veloplagte, men de spillede meget højt og meget hurtigt, og det var fedt, men viste kun halvdelen af, hvad et af mine absolutte yndlingsorkestre kan. God koncert. Solid firer.
Og så drak vi nok et par stykker mere, end vi burde. Vores fremskredne alder taget i betragtning.
Hej Thomas. Rart at se, at der trods alt er een læser her på det forårsramte rør. Jeg smed som du sikkert ved min telefon væk for en bid tid siden, så du må meget gerne sende mig en smsmsmsms med dine kontaktoplysninger. Chris A. er ikke meget for at slippe dem.
Jeg er træt, men lysvågen. Godnat og vi snakkes ved... Og ballade. Og til alle jer, jeg ikke snakker (nok) med for tiden. Hej. Jeg ringer. Eller også kan du lige slå på tråden. Det er dejligt vejr. Lad os lave skægge ting...
Det har været tømmermænd af den gode slags. Ingen kvalme, hovedpine, der kan tages med panodiler og en generel glæde over, at jeg ikke er for gammel til at drikke åndssvagt meget før en arbejdsdag.
Benjamin og jeg var til Nick Cave i KB-hallen mandag aften, og det var mægtigt trods rygeforbud og koncertgængere, der lugter ad helvede til. Meget kan man sige om folks sundhed, og i heldige ikkerygere er jo også stærkt begejstrede for ikke at stinke af røg, når i vender hjem fra byen, men for satan da osse. Mine mange år med røg har på det nærmeste svitset et par stykker af mine sanser væk, men alligevel havde jeg svært ved at abstrahere fra stanken af mennesker... Anyways. Hvis Nick Cave og The Bad Seeds havde spillet bare et par stykker flere af klassikerne, ville det have været en fremragende koncert. Cave og Warren Ellis var forrygende veloplagte, men de spillede meget højt og meget hurtigt, og det var fedt, men viste kun halvdelen af, hvad et af mine absolutte yndlingsorkestre kan. God koncert. Solid firer.
Og så drak vi nok et par stykker mere, end vi burde. Vores fremskredne alder taget i betragtning.
Hej Thomas. Rart at se, at der trods alt er een læser her på det forårsramte rør. Jeg smed som du sikkert ved min telefon væk for en bid tid siden, så du må meget gerne sende mig en smsmsmsms med dine kontaktoplysninger. Chris A. er ikke meget for at slippe dem.
Jeg er træt, men lysvågen. Godnat og vi snakkes ved... Og ballade. Og til alle jer, jeg ikke snakker (nok) med for tiden. Hej. Jeg ringer. Eller også kan du lige slå på tråden. Det er dejligt vejr. Lad os lave skægge ting...
Thursday, May 01, 2008
Wednesday, April 30, 2008
DF-hånden oppe i Anders Fogh i gang igen.
- Ens religion er ens egen sag. Det skal man ikke blande sig i.
- Den ene statsmagt skal ikke blande sig i en andens statsmagts anliggender.
Der er gået G.W. Bush i dansk politik. Anders Fogh Rasmussens forslag om at fjerne religiøse symboler i de danske retssager er endnu et eksempel på, at Regeringen tror, den kan bestemme alt.
Torben Goldin er retspræsident ved Frederiksberg Ret. Min nye bedste ven. Det er ham, der kan citeres for de to meget sande udtalelser ovenover. Nu må vi se, om de har nogen effekt.
Og vi har lige haft valg. Det er lige til at vræle over...
P.S. Tillykke til Ben, Stina og selvfølgelig lille Karla.
- Ens religion er ens egen sag. Det skal man ikke blande sig i.
- Den ene statsmagt skal ikke blande sig i en andens statsmagts anliggender.
Der er gået G.W. Bush i dansk politik. Anders Fogh Rasmussens forslag om at fjerne religiøse symboler i de danske retssager er endnu et eksempel på, at Regeringen tror, den kan bestemme alt.
Torben Goldin er retspræsident ved Frederiksberg Ret. Min nye bedste ven. Det er ham, der kan citeres for de to meget sande udtalelser ovenover. Nu må vi se, om de har nogen effekt.
Og vi har lige haft valg. Det er lige til at vræle over...
P.S. Tillykke til Ben, Stina og selvfølgelig lille Karla.
Tuesday, April 08, 2008
Fra hans kolde døde hænder
Nu kan man endelig tage revolveren fra Charlton Heston. Han kradsede jo, som de fleste ved, af forleden, og bevares. Han gav den da gas engang. Men for mig er han stadig den semisenile tosse, der med geværet i hånden, personificerede Europas tømmermænd. Hvorfor lod vi ikke bare indianerne stå for showet derovre...? Nå nå. Så ville vi jo ikke have Coca Cola og Windows 2000.
Men der er faktisk nogen, der mener, at hans tegneserieoptrædender i film som Ben Hur, Moses og Abernes Planet var et vidnesbyrd om en eller anden form for talent. Og i behøver da ikke nøjes med min gnavne udlægning...
The Guardian om manden de kaldte Bims...
Nu kan man endelig tage revolveren fra Charlton Heston. Han kradsede jo, som de fleste ved, af forleden, og bevares. Han gav den da gas engang. Men for mig er han stadig den semisenile tosse, der med geværet i hånden, personificerede Europas tømmermænd. Hvorfor lod vi ikke bare indianerne stå for showet derovre...? Nå nå. Så ville vi jo ikke have Coca Cola og Windows 2000.
Men der er faktisk nogen, der mener, at hans tegneserieoptrædender i film som Ben Hur, Moses og Abernes Planet var et vidnesbyrd om en eller anden form for talent. Og i behøver da ikke nøjes med min gnavne udlægning...
The Guardian om manden de kaldte Bims...
Monday, April 07, 2008
Mysteriet Franz Ferdinand
Kunne vi egentlig ikke allesammen lide dette engang så feterede og succesombruste orkester fra Glasgow? Jeg kunne. I den salige (en eller anden årstid) 2004 hørte jeg Franz Ferdinands debutplade og Princes Musicology på skift hele tiden. Jeg rockede ud til en glimrende koncert på Roskilde, og jeg købte den til folk. Så gik der et par måneder, og så gik der et år. Så kom der en ny plade, som jeg aldrig rigtig fik hørt, og så gik der noget længere tid. Og jeg hørte dem slet ikke. Og når jeg hører dem igen siger de mig ingenverdens ting. Jeg har lige, single og lad som jeg er, siddet og bladret i mit Itunes-bibliotek og lagt digital kabale. Og hørte så Franz Ferdinand. Ingenting. Stadigvæk. De fleste andre plader jeg har købt og sat pris på, kan jeg i det mindste finde en nostalgisk værdi ved. Jeg har for eksempel muntret mig med oldtidsarkæologiske rester som Travis' The Invisible Band, Jeff Buckleys Grace og Becks Midnite Vultures på mine alt for lange køreture til og fra arbejde og har skrålet med, så de andre bilister er ved at køre i grøften på grund af den manisk skrigende mand i den lille bil i bakspejlet.
Men når jeg hører Franz Ferdinand, er det ikke irriterende. Det er heller ikke godt. Det er ikke nostalgisk, og jeg bliver ikke sur over det. Det siger mig bare ingenting overhovedet. Jeg kunne ligesågodt åbne et vindue og lytte til trafikken på Jagtvej.
Det er meget sjældent, at jeg ikke kan behæfte en eller anden form for følelse ved musik. Specielt når det er min egen.
Er der nogen derude i den begrænsede blogosfære, der har haft en lignende oplevelse. Brug kommentarfeltet. Det er til for det samme.
Kunne vi egentlig ikke allesammen lide dette engang så feterede og succesombruste orkester fra Glasgow? Jeg kunne. I den salige (en eller anden årstid) 2004 hørte jeg Franz Ferdinands debutplade og Princes Musicology på skift hele tiden. Jeg rockede ud til en glimrende koncert på Roskilde, og jeg købte den til folk. Så gik der et par måneder, og så gik der et år. Så kom der en ny plade, som jeg aldrig rigtig fik hørt, og så gik der noget længere tid. Og jeg hørte dem slet ikke. Og når jeg hører dem igen siger de mig ingenverdens ting. Jeg har lige, single og lad som jeg er, siddet og bladret i mit Itunes-bibliotek og lagt digital kabale. Og hørte så Franz Ferdinand. Ingenting. Stadigvæk. De fleste andre plader jeg har købt og sat pris på, kan jeg i det mindste finde en nostalgisk værdi ved. Jeg har for eksempel muntret mig med oldtidsarkæologiske rester som Travis' The Invisible Band, Jeff Buckleys Grace og Becks Midnite Vultures på mine alt for lange køreture til og fra arbejde og har skrålet med, så de andre bilister er ved at køre i grøften på grund af den manisk skrigende mand i den lille bil i bakspejlet.
Men når jeg hører Franz Ferdinand, er det ikke irriterende. Det er heller ikke godt. Det er ikke nostalgisk, og jeg bliver ikke sur over det. Det siger mig bare ingenting overhovedet. Jeg kunne ligesågodt åbne et vindue og lytte til trafikken på Jagtvej.
Det er meget sjældent, at jeg ikke kan behæfte en eller anden form for følelse ved musik. Specielt når det er min egen.
Er der nogen derude i den begrænsede blogosfære, der har haft en lignende oplevelse. Brug kommentarfeltet. Det er til for det samme.
Det er forår og bolden hopper
Min gode ven og hidtidige fodboldignorant Kenneth Hansen har netop nydt en kedelig fodboldkamp på Århus Stadion. Forår og bold hører sammen. Fodbold er godt, selvom jeg efterhånden nærmer mig en tidligere berygtet kulturministers udsagn: Det er sjovere at være med end at se på. Og da vi ikke har taget os sammen til at spille fodbold i snart to år, har jeg jo sammen med Kristian Nørregaard-Troels kastet mig over en anden og mindst ligeså glimrende sport.
Tennis i Sundby Tennisklub er mægtigt. Og I skal allesammen med.
Kristian-Troels og jeg har spillet 18,5 kampe mod hinanden, siden vi startede ude på Englandsvej, og det er forbløffende nok nærmest endt fuldstændig uafgjort. I henhold til den stort opsatte tennis-statistik fører jeg 9,5 mod 9 til Kristian i vores indbyrdes opgør. Som jeg huskede det, spillede vi egentlig til ti, men Troels-Kristian har nulstillet resultaterne. Ny sæson siger han.
"Tennis-statistikken var kun sjov, dengang jeg vandt."
Og den imponerende lige statistik er nemlig også kun en del af billedet. I starten vandt Kristian tre ud af fire opgør. Men så fandt jeg ud af, hvordan man undgik at lave dobbeltfejl hele tiden, og nu har jeg i al beskedenhed tampet ham de sidste seks gange. Men altså. Det er en ny sæson, og derfor:
Den store tennisstatistik '08.
1. 6. April 2008
Mikkel - Kristian = 6-2, 6-2
2. 6. April 2008
Mikkel - Kristian = 6-3, 6-3
Min gode ven og hidtidige fodboldignorant Kenneth Hansen har netop nydt en kedelig fodboldkamp på Århus Stadion. Forår og bold hører sammen. Fodbold er godt, selvom jeg efterhånden nærmer mig en tidligere berygtet kulturministers udsagn: Det er sjovere at være med end at se på. Og da vi ikke har taget os sammen til at spille fodbold i snart to år, har jeg jo sammen med Kristian Nørregaard-Troels kastet mig over en anden og mindst ligeså glimrende sport.
Tennis i Sundby Tennisklub er mægtigt. Og I skal allesammen med.
Kristian-Troels og jeg har spillet 18,5 kampe mod hinanden, siden vi startede ude på Englandsvej, og det er forbløffende nok nærmest endt fuldstændig uafgjort. I henhold til den stort opsatte tennis-statistik fører jeg 9,5 mod 9 til Kristian i vores indbyrdes opgør. Som jeg huskede det, spillede vi egentlig til ti, men Troels-Kristian har nulstillet resultaterne. Ny sæson siger han.
"Tennis-statistikken var kun sjov, dengang jeg vandt."
Og den imponerende lige statistik er nemlig også kun en del af billedet. I starten vandt Kristian tre ud af fire opgør. Men så fandt jeg ud af, hvordan man undgik at lave dobbeltfejl hele tiden, og nu har jeg i al beskedenhed tampet ham de sidste seks gange. Men altså. Det er en ny sæson, og derfor:
Den store tennisstatistik '08.
1. 6. April 2008
Mikkel - Kristian = 6-2, 6-2
2. 6. April 2008
Mikkel - Kristian = 6-3, 6-3
Sunday, March 30, 2008
Min telefon ligger et sted
Jeg ved bare ikke, hvad det er for et sted. Så jeg er midlertidigt uden for rækkevidde. Det er megairriterende, men så kan man heldigvis skrive på redgaard@gmail.com eller skrive ting og sager, som Chris. A. i kommentarfeltet her på webpamfletten.
Det skal i øvrigt lige indskydes, at Politiken.dk leverede dagens bedste ord. Hyggeblasfemi. Det er et godt ord... Smager lidt af selvironi i en stadigt mere religiøs og humorforladt verden.
Jeg ville gerne have opfundet et ord i dag, men kan kun tænke på ordet karamelstang. Men det er lissom brugt.
Kristian Nørregaard er en flink ung mand med sunde interesser. Jeg er ked af, at jeg gentagne gange kaldte dig en debil idiot i går.
Jeg ved bare ikke, hvad det er for et sted. Så jeg er midlertidigt uden for rækkevidde. Det er megairriterende, men så kan man heldigvis skrive på redgaard@gmail.com eller skrive ting og sager, som Chris. A. i kommentarfeltet her på webpamfletten.
Det skal i øvrigt lige indskydes, at Politiken.dk leverede dagens bedste ord. Hyggeblasfemi. Det er et godt ord... Smager lidt af selvironi i en stadigt mere religiøs og humorforladt verden.
Jeg ville gerne have opfundet et ord i dag, men kan kun tænke på ordet karamelstang. Men det er lissom brugt.
Kristian Nørregaard er en flink ung mand med sunde interesser. Jeg er ked af, at jeg gentagne gange kaldte dig en debil idiot i går.
Saturday, March 29, 2008
Garden State
Se allesammen. Zach Braff KAN spille skuespil uden at være manisk morsom. Og se allesammen. Mikkel ER en håbløs romantiker. Og hør allesammen. Garden State ER en poetisk og anbefalelsesværdig lille film.
King Kong (2005) (8)
År: 2005
Instr.: Peter Jackson
Medv.: Naomi Watts, Jack Black, Adrien Brody, Andy Serkis + Andy Serkis som en vældigt stor abe.
Jeg husker den oprindelige King Kong fra 1933, som en af de uhyggeligste film, jeg nogensinde har set. Og da jeg så den godt 50-55 år (altså som ganske klejn) efter den blev lavet er det noget af en præstation for en film. der hviler så stærkt på special effects. Derfor besluttede jeg mig for at brygge kaffe på forhånd og tisse af inden den nyeste remake blev vist på fjernsyn. Netop disse to gøremål plus internet, manglende cigaretter og læsestof på toilettet har ødelagt mange film på tv for mig. Men ikke denne gang. For Peter Jacksons King Kong er faktisk en rigtig skide god film. Og jeg kunne godt abstrahere fra hygiejnebind og frostpizzaer umiddelbart efter overraskende uhyggelige scener i filmen.
Vi er forvænte biografgængere. Special effects imponerer os ikke længere. Vi har set dinosaurer, talende dyr og ildebrande på rumstationer nok til at tage det som en selvfølge. Derfor er det ikke effekterne, (der som ventet er meget imponerende,) men historien, der virker så stærkt. Det er selvfølgelig spas, ballade og samtidig kvalmende, at se forhistoriske kæmpeorme æde mennesker, og sådan... Men altså.
Undskyld. Jeg skrev aldrig videre, og jeg kan knap huske, hvad det var jeg vurderede var så godt, at King Kong rammer en fornem otter. Jack Blacks præstation i rollen som den alt for ambitiøse filminstruktør Carl Denham er nuanceret og ikke lige så stereotypt grådig som i den første (som jeg husker endnu dårligere,) Naomi Watts er en dejlig heltinde. Hun får rent faktisk skabt en person og ikke bare en skrigeballon, som hende platindamen fra 1933, og ja. God film. Kong er så flink, så flink, og gokker jo kun folk i stykker, der provokerer ham.
Hov. Jeg kan huske, jeg sagde til Jacob fra arbejdet, at slutningen i New York var lidt påklistret. Kan ikke huske, hvad jeg mente. Prøv at ringe til ham og spørge...
Friday, March 28, 2008
Nu skal i høre noget sjovt
Det er jo en overskrift, der forpligter. Jeg aner ikke, hvad jeg kan fortælle af sjovt, men jeg vil gerne have frekvensen af indlæg en anelse i vejret. Derfor har jeg besluttet mig for (en gang i mellem, bare rolig) bare at skrive. Hov. A propos afstemningen til højre. Robert de Niro, (eller Bob, som jeg kalder ham. Hvorfor gør jeg egentlig det?) er i fjernsynet. Skægt i øvrigt at Turturro har fået flere stemmer end Pacino. Det er overraskende. Jesus Quintana-effekten måske...
Nå. Min foretrukne anmelder er Roger Ebert. Ihærdige oscar-show-seere kender ham måske fra livetransmissionerne, hvor han plejede at foretage interviews ved den røde løber. Det gør han (midlertidigt forhåbentlig) ikke længere efter et bæst af en kræftsygdom, der i øjeblikket har sendt ham på en længerevarende orlov, og i øvrigt gør, at han ikke kan tale. Han er, som jeg, (absolut ingen sammenligning) også tilbøjelig til at lade følelserne løbe af med sig. Han ÆÆÆLSKEDE også Juno, og han har, som jeg, også et svagt punkt for Hugh Grant i romantiske komedier. Og selv om han bestemt ikke er bange for at trampe på folk, der fortjener det, er hans lange virke et testamente til hans kærlighed til film. Jeg kan godt lide at læse anmeldere, der tør lade sig begejstre. Hvis man vel at mærke kun overgiver sig, når det er berettiget.
Nå... det var egentlig ikke særlig sjovt. Okay... på falderebet. En jyde, en alsing og en fyr fra Espergærde, går ind på en bar....... og ...... så bestiller de ...... så skændes de ..... og så siger den ene.... Nå fuck det. Zach Galifianakis er sjov.
Det er jo en overskrift, der forpligter. Jeg aner ikke, hvad jeg kan fortælle af sjovt, men jeg vil gerne have frekvensen af indlæg en anelse i vejret. Derfor har jeg besluttet mig for (en gang i mellem, bare rolig) bare at skrive. Hov. A propos afstemningen til højre. Robert de Niro, (eller Bob, som jeg kalder ham. Hvorfor gør jeg egentlig det?) er i fjernsynet. Skægt i øvrigt at Turturro har fået flere stemmer end Pacino. Det er overraskende. Jesus Quintana-effekten måske...
Nå. Min foretrukne anmelder er Roger Ebert. Ihærdige oscar-show-seere kender ham måske fra livetransmissionerne, hvor han plejede at foretage interviews ved den røde løber. Det gør han (midlertidigt forhåbentlig) ikke længere efter et bæst af en kræftsygdom, der i øjeblikket har sendt ham på en længerevarende orlov, og i øvrigt gør, at han ikke kan tale. Han er, som jeg, (absolut ingen sammenligning) også tilbøjelig til at lade følelserne løbe af med sig. Han ÆÆÆLSKEDE også Juno, og han har, som jeg, også et svagt punkt for Hugh Grant i romantiske komedier. Og selv om han bestemt ikke er bange for at trampe på folk, der fortjener det, er hans lange virke et testamente til hans kærlighed til film. Jeg kan godt lide at læse anmeldere, der tør lade sig begejstre. Hvis man vel at mærke kun overgiver sig, når det er berettiget.
Nå... det var egentlig ikke særlig sjovt. Okay... på falderebet. En jyde, en alsing og en fyr fra Espergærde, går ind på en bar....... og ...... så bestiller de ...... så skændes de ..... og så siger den ene.... Nå fuck det. Zach Galifianakis er sjov.
Thursday, March 27, 2008
Interview (7)
År: 2007
Instr.: Steve Buscemi
Medv.: Steve Buscemi, Sienna Miller.
Denne fortælling om et interview, der udvikler sig mellem en kynisk, livstræt politisk journalist og en ung blond sexbombe a la Paris Hilton/Lindsay Lohan ville faktisk have virket stærkere på en teaterscene. Dette lille kammerspil er en remake af en hollandsk film fra 2003 af Theo Van Gogh (I ved. Ham der blev myrdet af en muslimsk fanatiker.) Steve Buscemi har i stedet påtaget sig instruktørrollen, og med ham og Sienna Miller som de altopslugende roller i to akter i en kort film har han fortalt en stram og disciplineret historie, der forløber over få timer eller... et interview.
Buscemi er Pierre Peters, hvis stjerne på bladet er faldende. Han får ikke længere lov at dække politik og verdensbegivenheder og er i stedet blevet sat til at lave 'People profiles.' Og han skal starte med at interviewe den unge Katya (Miller): Starlet/sexsymbol/b-skuespiller/tabloidoffer. Han foragter genren, og han kan næsten ikke holde ud at skulle tale med Katya, som han sådan set foragter uden at kende hende. Han foragter det hun repræsenterer.
Jeg har lavet den slags interviews, og det er ikke en stor journalistisk udfordring, og jeg kender også en hel del journalister, hvor en sådan opgave enten ville betyde raseri og en opsigelse, eller en opførsel som Buscemis over for Katya. I den forstand er filmen forholdsvis realistisk...
Katya kommer for sent til interviewet, Pierre fornærmer hende ved at sige, at han ikke kender noget som helst om hende, og hun skrider. Hun gider ikke spilde sin tid. Hun bliver omringet af paparazzi uden for restauranten og i tumulten slår Pierre sit hovede. Hun inviterer ham med op i lejligheden til en drink og en pose frosne ærter på den beskadigede bold, og de drikker, interviewer, flirter, skændes og græder. Og så slutter aftenen mærkeligt.
Buscemi ligner Buscemi og Sienna Miller er jo yndig, så den romance, man måske/måske ikke får, virker undervejs usandsynlig, somme tider pludselig plausibel og andre gange er det slet ikke det det handler om. De gennemlever en masse følelser i løbet og man er egentlig hele tiden lidt i tvivl om, hvem der egentlig er foran på point i deres indbyrdes magtkamp. Han er erfaren, kynisk og intelligent og provokerer hende. Hun er forførende, barnlig, lige så intelligent og provokerer ham tilbage.
Det er som sagt en lille kort film, der er oplagt til en teaterscene. Det er ikke nogen stor film, men ret fascinerende. Det er et mærkværdigt interview, dog. Ligner ikke noget jeg har været med til.
År: 2007
Instr.: Steve Buscemi
Medv.: Steve Buscemi, Sienna Miller.
Denne fortælling om et interview, der udvikler sig mellem en kynisk, livstræt politisk journalist og en ung blond sexbombe a la Paris Hilton/Lindsay Lohan ville faktisk have virket stærkere på en teaterscene. Dette lille kammerspil er en remake af en hollandsk film fra 2003 af Theo Van Gogh (I ved. Ham der blev myrdet af en muslimsk fanatiker.) Steve Buscemi har i stedet påtaget sig instruktørrollen, og med ham og Sienna Miller som de altopslugende roller i to akter i en kort film har han fortalt en stram og disciplineret historie, der forløber over få timer eller... et interview.
Buscemi er Pierre Peters, hvis stjerne på bladet er faldende. Han får ikke længere lov at dække politik og verdensbegivenheder og er i stedet blevet sat til at lave 'People profiles.' Og han skal starte med at interviewe den unge Katya (Miller): Starlet/sexsymbol/b-skuespiller/tabloidoffer. Han foragter genren, og han kan næsten ikke holde ud at skulle tale med Katya, som han sådan set foragter uden at kende hende. Han foragter det hun repræsenterer.
Jeg har lavet den slags interviews, og det er ikke en stor journalistisk udfordring, og jeg kender også en hel del journalister, hvor en sådan opgave enten ville betyde raseri og en opsigelse, eller en opførsel som Buscemis over for Katya. I den forstand er filmen forholdsvis realistisk...
Katya kommer for sent til interviewet, Pierre fornærmer hende ved at sige, at han ikke kender noget som helst om hende, og hun skrider. Hun gider ikke spilde sin tid. Hun bliver omringet af paparazzi uden for restauranten og i tumulten slår Pierre sit hovede. Hun inviterer ham med op i lejligheden til en drink og en pose frosne ærter på den beskadigede bold, og de drikker, interviewer, flirter, skændes og græder. Og så slutter aftenen mærkeligt.
Buscemi ligner Buscemi og Sienna Miller er jo yndig, så den romance, man måske/måske ikke får, virker undervejs usandsynlig, somme tider pludselig plausibel og andre gange er det slet ikke det det handler om. De gennemlever en masse følelser i løbet og man er egentlig hele tiden lidt i tvivl om, hvem der egentlig er foran på point i deres indbyrdes magtkamp. Han er erfaren, kynisk og intelligent og provokerer hende. Hun er forførende, barnlig, lige så intelligent og provokerer ham tilbage.
Det er som sagt en lille kort film, der er oplagt til en teaterscene. Det er ikke nogen stor film, men ret fascinerende. Det er et mærkværdigt interview, dog. Ligner ikke noget jeg har været med til.
Monday, March 24, 2008
Påskeferien der forsvandt
Jeg har, som en rigtig påskeferie skal tilbringes, ligget brak og sløj det meste af påskedagene. Sur numse, men ham Jesus går jo amok i helligdage den nærmeste tid, så det går nok.
Nåmen. Ihvorvel.
Jeg har brugt noget af tiden på at læse om film på internettet. Her stødte jeg på en ikke særlig velskrevet, velargumenteret eller informativ lille bid om de dårligste film gennem tiderne. Joe Queenan i The Guardian for de interesserede. Han bruger den åbenbart monumentalt elendige Paris Hilton-film som afsæt. Fred være med det. Den får jeg garantrisse aldrig set. Emnet er dog interessant nok. Måske sætter jeg mine egne ukvalificerede meninger i en sammenhæng, når inspirationen tager mig...
Jeg så også en film på tv. Og skrev en halv ret begejstret anmeldelse af Peter Jacksons King Kong. Jeg klistrer alle mine sære formuleringer sammen til noget, der minder om en helhed på et tidspunkt... For det er faktisk en rigtig god film.
Apropos gode film. Jeg tror, jeg har set dem, der er gode i øjeblikket. Jeg har jo som sikkert nævnt taget en lang selvvalgt pause fra danske film, derfor er Dansen og To Verdener ude af programmet, 10.000 BC lyder som en af de film, der stjæler både dine penge og dine hjerneceller, og så vil jeg egentlig hellere læse Drageløberen end at se den på film.
Hvoromaltingeroggudskelovdafordetterarefaktum. Natfilm starter lige om lidt. Der må da være noget spas.
Det koster 2900 agurker at studere filmhistorie på åbent uni. Det overvejer jeg.
Og så overvejer jeg at skrive et forsvar for en lidet anerkendt genre. Den romantiske komedie.
Og så er der også et stykke på vej om uforklarlige filmyndlinge som alle andre hader... The Boondock Saints, The Wedding Singer og The Hudsucker Proxy er alle glimrende underholdning for mig. Selvom jeg rent objektivt sagtens kan regne ud, hvorfor de ikke fungerer, kan jeg stadig godt lide at se dem... Willem Dafoe, som jeg er stor tilhænger af, er magnetisk i førstnævnte...
Nå. Alle disse hensigtserklæringer kan eventuelle læsere ikke bruge til noget. Jeg vil forsøge at gøre alvor af truslerne. Og så skal i huske at stemme i mine polls...
Jeg har, som en rigtig påskeferie skal tilbringes, ligget brak og sløj det meste af påskedagene. Sur numse, men ham Jesus går jo amok i helligdage den nærmeste tid, så det går nok.
Nåmen. Ihvorvel.
Jeg har brugt noget af tiden på at læse om film på internettet. Her stødte jeg på en ikke særlig velskrevet, velargumenteret eller informativ lille bid om de dårligste film gennem tiderne. Joe Queenan i The Guardian for de interesserede. Han bruger den åbenbart monumentalt elendige Paris Hilton-film som afsæt. Fred være med det. Den får jeg garantrisse aldrig set. Emnet er dog interessant nok. Måske sætter jeg mine egne ukvalificerede meninger i en sammenhæng, når inspirationen tager mig...
Jeg så også en film på tv. Og skrev en halv ret begejstret anmeldelse af Peter Jacksons King Kong. Jeg klistrer alle mine sære formuleringer sammen til noget, der minder om en helhed på et tidspunkt... For det er faktisk en rigtig god film.
Apropos gode film. Jeg tror, jeg har set dem, der er gode i øjeblikket. Jeg har jo som sikkert nævnt taget en lang selvvalgt pause fra danske film, derfor er Dansen og To Verdener ude af programmet, 10.000 BC lyder som en af de film, der stjæler både dine penge og dine hjerneceller, og så vil jeg egentlig hellere læse Drageløberen end at se den på film.
Hvoromaltingeroggudskelovdafordetterarefaktum. Natfilm starter lige om lidt. Der må da være noget spas.
Det koster 2900 agurker at studere filmhistorie på åbent uni. Det overvejer jeg.
Og så overvejer jeg at skrive et forsvar for en lidet anerkendt genre. Den romantiske komedie.
Og så er der også et stykke på vej om uforklarlige filmyndlinge som alle andre hader... The Boondock Saints, The Wedding Singer og The Hudsucker Proxy er alle glimrende underholdning for mig. Selvom jeg rent objektivt sagtens kan regne ud, hvorfor de ikke fungerer, kan jeg stadig godt lide at se dem... Willem Dafoe, som jeg er stor tilhænger af, er magnetisk i førstnævnte...
Nå. Alle disse hensigtserklæringer kan eventuelle læsere ikke bruge til noget. Jeg vil forsøge at gøre alvor af truslerne. Og så skal i huske at stemme i mine polls...
Tuesday, March 11, 2008
There Will Be Blood (8) Daniel Day-Lewis (10)
År: 2007
Instr.: Paul Thomas Anderson
Medv.: Daniel Day-Lewis, Daniel Day-Lewis, Daniel Day-Lewis, Paul Dano, Dillon Freasier. Også medvirkende: Daniel Day-Lewis.
Du skal ikke være kontrær, Mikkel. Du skal ikke pludselig synes, at
filmen er dårligere end den er, du skal ikke provokeres til at lave
en Henning Høeg (BT-anmelder som svinede No Country for at få opmærksomhed,) du
ved bedre end at læse andre anmeldelser, før du skriver din egen.
Vigtigst af alt: Din anmeldelse skal ikke handle om de andres
anmeldelser...
En lille huskeseddel til mig selv. Mens jeg skriver anmeldelsen af
’There Will Be Blood’ vil jeg engang imellem læse ovenstående
opremsning. Men jeg kan ikke love noget. For de danske anmeldere, der
alle uden undtagelse er kommet i bukserne over Paul Thomas Andersons
semi-epiker, har enten delt en solid håndfuld lykkepiller før pressevisningen,
eller også har de ikke set den samme film, jeg har.
Først, fremmest og med det samme før jeg alligevel fortaber mig i de
ting, jeg havde lovet mig selv at lade være med. ’There Will Be
Blood’ er en rigtig god film. Daniel Day-Lewis, der bærer og tynger hele
filmen har skabt en grum og fascinerende karakter, og der er i lyd (Utroligt stemningsladet. Skaber suspense i stillestående landskabsscener. Christian A. hadede lydsiden. Jeg synes, den var en af filmens største forcer) og billeder (samme endeløse ørken som blev brugt i No Country for Old Men, plus en masse snavs og ild) meget godt at sige om filmens indpakning. Men der er bare ikke nok i den. Den er knap to en halv time lang, men den føles længere. Der er ikke historie nok, og handlingen slæber afsted i lange passager.
'There Will Be Blood' er historien om en misantropisk mand, der har een ambition. At tjene så mange penge som muligt. Og han skyr ikke mange midler for at tilfredsstille sin grådighed. I løbet af små 30 år følger vi Daniel Plainview, som han hedder, og hans kamp mod sit mål. Først som enlig ukuelig sølvgraver og siden en af oliebranchens helt store spillere i starten af det tyvende århundrede, efter han med møje og besvær, trods ulideligt hårdt arbejde, mord og religiøse fanatikere, scorer den helt store jackpot i landsbyen Little Boston i Californien, som rummer et helt hav af olie i undergrunden. Han hader alle mennesker, pånær, i hvert fald for en tid, sin adoptivsøn, og han har ingen venner, ingen fortrolige, ingen kvinder. Han har kun sig selv og ultimativt sine penge.
Han er brutalt hensynsløs, frygtindgydende, humorforladt og tydeligvis skingrende sindssyg.
Hvem skal man sætte til at spille denne rolle? Daniel Day-Lewis selvfølgelig, og er du da tosset, hvor denne mageløse skuespiller sætter alle sejl til. Han overspiller, som kun han kan. Hans ansigt er forvrænget, stemmen lyder som om han har drukket et par liter af sin egen olie og spist grus, og han LARMER!!! i alle scener. Selv når han intet siger. Og Day-Lewis er i alle scener, og er centrum for alle begivenheder. En fuldstændig ubegribelig tour de force for den engelsk/irske excentriker. "I am an oilman," siger han insisterende med en dyb, hypnotiserende, overartikuleret stemme, der på en gang er tilsyneladende ligefrem og ærlig, men på den samme tid giver en lyst til enten at tisse i bukserne af skræk eller slå ham i det imponerende overskæg med en skovl og flygte ud over stepperne.
Og Day-Lewis skaber en stor rolle. Det er imponerende, hvad han kan overkomme. Og når man så samtidig ved, hvor meget han går op i sin method acting, ved man også, hvor ulidelig han har været på settet.
Men... På et tidspunkt bliver man træt. Der sker ikke nogen udvikling med manden, det hele handler om. Vi ved ikke rigtig noget om ham, han har ingen andre ambitioner end sine penge, vi ved, at han hader mennesker og kan også godt regne ud, at han hader sig selv. Hvor stammer denne urkraft og grådighed fra? Det får vi ikke svar på. Hvordan reagerer han på dødsfald, utilgivelige synder, ulykke, religiøse fanatikere? Han er rasende, umenneskelig, brutal, hensynsløs og ulykkelig. Hvad sker der, når han endelig får de store penge mellem hænderne?.... øøh.... Han er rasende, umenneskelig, brutal, hensynsløs og ulykkelig.
Daniel Plainview er en imponerende og fascinerende person. Og når det er etableret, hvilket sker hurtigt, er det ligesom det. Han har een dimension. Den amerikanske drøm forvandlet til et mareridt personificeret af en plaget, sindssyg mand. Og det bliver There Will Be Blood så ved med at fortælle os i to en halv time, der føles som fire.
Hvis Paul Thomas Anderson havde lavet filmen med Keanu Reeves eller
Steve Guttenberg, eller for den sags skyld de fleste andre skuepillere i hovedrollen og stadig fået et seværdigt resultat ud af det, så ville jeg være imponeret af filmen og historien. Nu anerkender jeg bare, at Daniel Day-Lewis er en imponerende skuespiller. Og i øvrigt en fortjent Oscar-vinder.
Men altså... Ingen Daniel Day Lewis. Ingen film.
Igen. Det er ikke helt fair. Man kan ikke kritisere Paul Thomas Anderson for at have hyret den bedste skuepiller til rollen. Og der er da også grum humor og glimrende præstationer i de andre skuespilleres bittesmå bidrag til filmen. Men mesterværk? Så langt fra. Det er ikke engang Paul Thomas Andersons bedste. (Og gud bevare os nej. Jeg mener ikke Magnolia. Punch Drunk Love er stærkt anbefalelsesværdig. Og det er endda med Adam Sandler i hovedrollen)
At de fleste danske anmeldere mener, at denne film er bedre end No Country er latterligt.
Det er i øvrigt sjovt, at det er tredje år i træk, at den mandlige Oscar er gået til en stor skuespillerpræstation i en ikke fantastisk film. Phillip Seymour Hoffman i Capote, Forrest Whitaker i 'The Last King of Scotland' og nu Daniel Day Lewis.
År: 2007
Instr.: Paul Thomas Anderson
Medv.: Daniel Day-Lewis, Daniel Day-Lewis, Daniel Day-Lewis, Paul Dano, Dillon Freasier. Også medvirkende: Daniel Day-Lewis.
Du skal ikke være kontrær, Mikkel. Du skal ikke pludselig synes, at
filmen er dårligere end den er, du skal ikke provokeres til at lave
en Henning Høeg (BT-anmelder som svinede No Country for at få opmærksomhed,) du
ved bedre end at læse andre anmeldelser, før du skriver din egen.
Vigtigst af alt: Din anmeldelse skal ikke handle om de andres
anmeldelser...
En lille huskeseddel til mig selv. Mens jeg skriver anmeldelsen af
’There Will Be Blood’ vil jeg engang imellem læse ovenstående
opremsning. Men jeg kan ikke love noget. For de danske anmeldere, der
alle uden undtagelse er kommet i bukserne over Paul Thomas Andersons
semi-epiker, har enten delt en solid håndfuld lykkepiller før pressevisningen,
eller også har de ikke set den samme film, jeg har.
Først, fremmest og med det samme før jeg alligevel fortaber mig i de
ting, jeg havde lovet mig selv at lade være med. ’There Will Be
Blood’ er en rigtig god film. Daniel Day-Lewis, der bærer og tynger hele
filmen har skabt en grum og fascinerende karakter, og der er i lyd (Utroligt stemningsladet. Skaber suspense i stillestående landskabsscener. Christian A. hadede lydsiden. Jeg synes, den var en af filmens største forcer) og billeder (samme endeløse ørken som blev brugt i No Country for Old Men, plus en masse snavs og ild) meget godt at sige om filmens indpakning. Men der er bare ikke nok i den. Den er knap to en halv time lang, men den føles længere. Der er ikke historie nok, og handlingen slæber afsted i lange passager.
'There Will Be Blood' er historien om en misantropisk mand, der har een ambition. At tjene så mange penge som muligt. Og han skyr ikke mange midler for at tilfredsstille sin grådighed. I løbet af små 30 år følger vi Daniel Plainview, som han hedder, og hans kamp mod sit mål. Først som enlig ukuelig sølvgraver og siden en af oliebranchens helt store spillere i starten af det tyvende århundrede, efter han med møje og besvær, trods ulideligt hårdt arbejde, mord og religiøse fanatikere, scorer den helt store jackpot i landsbyen Little Boston i Californien, som rummer et helt hav af olie i undergrunden. Han hader alle mennesker, pånær, i hvert fald for en tid, sin adoptivsøn, og han har ingen venner, ingen fortrolige, ingen kvinder. Han har kun sig selv og ultimativt sine penge.
Han er brutalt hensynsløs, frygtindgydende, humorforladt og tydeligvis skingrende sindssyg.
Hvem skal man sætte til at spille denne rolle? Daniel Day-Lewis selvfølgelig, og er du da tosset, hvor denne mageløse skuespiller sætter alle sejl til. Han overspiller, som kun han kan. Hans ansigt er forvrænget, stemmen lyder som om han har drukket et par liter af sin egen olie og spist grus, og han LARMER!!! i alle scener. Selv når han intet siger. Og Day-Lewis er i alle scener, og er centrum for alle begivenheder. En fuldstændig ubegribelig tour de force for den engelsk/irske excentriker. "I am an oilman," siger han insisterende med en dyb, hypnotiserende, overartikuleret stemme, der på en gang er tilsyneladende ligefrem og ærlig, men på den samme tid giver en lyst til enten at tisse i bukserne af skræk eller slå ham i det imponerende overskæg med en skovl og flygte ud over stepperne.
Og Day-Lewis skaber en stor rolle. Det er imponerende, hvad han kan overkomme. Og når man så samtidig ved, hvor meget han går op i sin method acting, ved man også, hvor ulidelig han har været på settet.
Men... På et tidspunkt bliver man træt. Der sker ikke nogen udvikling med manden, det hele handler om. Vi ved ikke rigtig noget om ham, han har ingen andre ambitioner end sine penge, vi ved, at han hader mennesker og kan også godt regne ud, at han hader sig selv. Hvor stammer denne urkraft og grådighed fra? Det får vi ikke svar på. Hvordan reagerer han på dødsfald, utilgivelige synder, ulykke, religiøse fanatikere? Han er rasende, umenneskelig, brutal, hensynsløs og ulykkelig. Hvad sker der, når han endelig får de store penge mellem hænderne?.... øøh.... Han er rasende, umenneskelig, brutal, hensynsløs og ulykkelig.
Daniel Plainview er en imponerende og fascinerende person. Og når det er etableret, hvilket sker hurtigt, er det ligesom det. Han har een dimension. Den amerikanske drøm forvandlet til et mareridt personificeret af en plaget, sindssyg mand. Og det bliver There Will Be Blood så ved med at fortælle os i to en halv time, der føles som fire.
Hvis Paul Thomas Anderson havde lavet filmen med Keanu Reeves eller
Steve Guttenberg, eller for den sags skyld de fleste andre skuepillere i hovedrollen og stadig fået et seværdigt resultat ud af det, så ville jeg være imponeret af filmen og historien. Nu anerkender jeg bare, at Daniel Day-Lewis er en imponerende skuespiller. Og i øvrigt en fortjent Oscar-vinder.
Men altså... Ingen Daniel Day Lewis. Ingen film.
Igen. Det er ikke helt fair. Man kan ikke kritisere Paul Thomas Anderson for at have hyret den bedste skuepiller til rollen. Og der er da også grum humor og glimrende præstationer i de andre skuespilleres bittesmå bidrag til filmen. Men mesterværk? Så langt fra. Det er ikke engang Paul Thomas Andersons bedste. (Og gud bevare os nej. Jeg mener ikke Magnolia. Punch Drunk Love er stærkt anbefalelsesværdig. Og det er endda med Adam Sandler i hovedrollen)
At de fleste danske anmeldere mener, at denne film er bedre end No Country er latterligt.
Det er i øvrigt sjovt, at det er tredje år i træk, at den mandlige Oscar er gået til en stor skuespillerpræstation i en ikke fantastisk film. Phillip Seymour Hoffman i Capote, Forrest Whitaker i 'The Last King of Scotland' og nu Daniel Day Lewis.
Tuesday, March 04, 2008
Juno (9)
År: 2007
Instr.: Jason Reitman
Medv.: Ellen Page, Jennifer Garner, Michael Cera, JK Simmons, Jason Bateman m.fl.
Teenage-Mikkel er smaskforelsket
Kan i huske dengang, man ikke accepterede, at filmen var slut? Når man sad derhjemme i sengen og digtede videre på Feivels eventyr i Rejsen til Amerika, Tilbage til fremtiden eller What have you... Måske ikke. Men jeg blev så barnligt fortryllet af universet og stemningen i denne ultimative film for din mentale helse, at Juno og Paulie endnu ikke har sluppet deres tag i mig. Jeg er gladere i en deprimerende tid. Hvis du ikke synes det er en god grund til at gå i biografen, så er du sgu selv ude om det. Tag Kafka, minderne om alle dine ekskærester og vintergråvejret ned under dynen og nyd det, din masochist.
Hvis der er lidt latent glæde tilbage i dig, så er den bedste måde at fremprovokere den kun en biograftur væk.
Juno (Ellen Page) er en knivskarp 16-årig teenagepige, der ved hjælp af sin bedste ven Paulie (Michael Cera) beslutter sig for at komme af med deres begges mødom. Det er ikke hans idé, men han er ikke utilfreds. Og det er ikke kun kedsomhed, påpeger den fårede, men så gennemført sympatiske Paulie senere, da hun affærdiger ham, for der var Blair Witch på tv og den havde hun sagt, at hun gerne ville se.
Nå, men den ømme seance foregik tankeløst au naturel (Juno er intelligent, men også teenager) og nu er Juno til sin irritation gravid. Hun beslutter sig for ikke at få en abort og finder i stedet et smukt og velhavende par i avisen, der ønsker at adoptere. Bingo, så er det, det vi gør... Og så får vi lov at følge med. Og taxa mange gange.
I modsætning til ligesindede überintelligente teenagepiger, som Thora Birch i Ghost World eller Claire Danes i My Socalled Life er Junos problemer reelle og ikke skabt af kedsomhed. Men Juno er stærk, stædig, glad, veltilpasset nok til grundlæggende at betragte graviditeten med en nonchalance, der placerer teenagegraviditeten et sted mellem at få bøjle på og slæbe rundt med et brækket ben. Og selv om det næsten er for nemt, elsker vi hende for det. Hun er ikke offer for andet end sin egen dumhed, men hun bebrejder hverken sig selv eller Paulie. Men det var jo heller ikke hans idé.
Paulie er vores undskyldning for at forelske os hovedkuls i den lille flabede, men strålende pige. Han er så vild med hende, at det smerter os, og ikke mindst teenageren inden i, når hun ikke lukker ham helt ind. Hvis ikke årene mellem 13 og 18 passerer revy inde i hovederne på i hvert fald det mandlige publikum, har de haft en helt anden ungdom end den vi havde i Tisvildeleje. Måske har de slet ikke haft en ungdom.
De fleste af os har en vag idé om, hvordan en graviditet starter og slutter, og Juno gør sine planer med barnet klart fra starten af, da hun endeligt beslutter sig for at forære denne gave til det velhavende barnløse par Vanessa (Jennifer Garner), som brændende ønsker sig et barn og Mark (Jason Bateman), der måske er 40 år udenpå, men meget yngre indeni. Alligevel kan man ikke regne ud, hvad der sker, og man glæder sig til hver gang, man ser de mennesker på skærmen, som man i løbet af filmen simpelthen kommer til at holde så uendeligt meget af. Junos forældre er for eksempel ældre, klogere, morsommere og mindre karikerede end i stort set alle andre komedier, og man kan pludselig forstå, hvorfor Juno er sådan et livsstykke.
Instruktøren Jason Reitman og (den nu oscarvindende) manuskriptforfatter Diablo Cody er lige ved at gøre Junos graviditet for nem og uproblematisk, men redder sig selv i to stramme rørende scener, hvor publikums kroniske øretiløre-smil for en kort stund erstattes af blanke øjne. Det er djævelsk godt skrevet (Diablo... get it?) og instrueret. Det er rigtige mennesker oppe på det lærred. Og de spiller med i den bedste film jeg har set i denne genre.
Hov. Og man griner. Meget. For de er skægge de her mennesker.
Og... I har absolut ikke hørt det her først, men Ellen Page som Juno er dårende dejlig. Mikkel anno 1997 ville være helt væk i hende, og Mikkel anno 2008 glæder sig til at se hende på lærredet igen. På trods af fine og poetiske præstationer fra blandt andre Michael Cera og JK Simmons er den fortjent oscarnominerede canadier i særklasse. Hendes Juno er ganske enkelt livgivende. Jeg smiler stadig. Ciao.
År: 2007
Instr.: Jason Reitman
Medv.: Ellen Page, Jennifer Garner, Michael Cera, JK Simmons, Jason Bateman m.fl.
Teenage-Mikkel er smaskforelsket
Kan i huske dengang, man ikke accepterede, at filmen var slut? Når man sad derhjemme i sengen og digtede videre på Feivels eventyr i Rejsen til Amerika, Tilbage til fremtiden eller What have you... Måske ikke. Men jeg blev så barnligt fortryllet af universet og stemningen i denne ultimative film for din mentale helse, at Juno og Paulie endnu ikke har sluppet deres tag i mig. Jeg er gladere i en deprimerende tid. Hvis du ikke synes det er en god grund til at gå i biografen, så er du sgu selv ude om det. Tag Kafka, minderne om alle dine ekskærester og vintergråvejret ned under dynen og nyd det, din masochist.
Hvis der er lidt latent glæde tilbage i dig, så er den bedste måde at fremprovokere den kun en biograftur væk.
Juno (Ellen Page) er en knivskarp 16-årig teenagepige, der ved hjælp af sin bedste ven Paulie (Michael Cera) beslutter sig for at komme af med deres begges mødom. Det er ikke hans idé, men han er ikke utilfreds. Og det er ikke kun kedsomhed, påpeger den fårede, men så gennemført sympatiske Paulie senere, da hun affærdiger ham, for der var Blair Witch på tv og den havde hun sagt, at hun gerne ville se.
Nå, men den ømme seance foregik tankeløst au naturel (Juno er intelligent, men også teenager) og nu er Juno til sin irritation gravid. Hun beslutter sig for ikke at få en abort og finder i stedet et smukt og velhavende par i avisen, der ønsker at adoptere. Bingo, så er det, det vi gør... Og så får vi lov at følge med. Og taxa mange gange.
I modsætning til ligesindede überintelligente teenagepiger, som Thora Birch i Ghost World eller Claire Danes i My Socalled Life er Junos problemer reelle og ikke skabt af kedsomhed. Men Juno er stærk, stædig, glad, veltilpasset nok til grundlæggende at betragte graviditeten med en nonchalance, der placerer teenagegraviditeten et sted mellem at få bøjle på og slæbe rundt med et brækket ben. Og selv om det næsten er for nemt, elsker vi hende for det. Hun er ikke offer for andet end sin egen dumhed, men hun bebrejder hverken sig selv eller Paulie. Men det var jo heller ikke hans idé.
Paulie er vores undskyldning for at forelske os hovedkuls i den lille flabede, men strålende pige. Han er så vild med hende, at det smerter os, og ikke mindst teenageren inden i, når hun ikke lukker ham helt ind. Hvis ikke årene mellem 13 og 18 passerer revy inde i hovederne på i hvert fald det mandlige publikum, har de haft en helt anden ungdom end den vi havde i Tisvildeleje. Måske har de slet ikke haft en ungdom.
De fleste af os har en vag idé om, hvordan en graviditet starter og slutter, og Juno gør sine planer med barnet klart fra starten af, da hun endeligt beslutter sig for at forære denne gave til det velhavende barnløse par Vanessa (Jennifer Garner), som brændende ønsker sig et barn og Mark (Jason Bateman), der måske er 40 år udenpå, men meget yngre indeni. Alligevel kan man ikke regne ud, hvad der sker, og man glæder sig til hver gang, man ser de mennesker på skærmen, som man i løbet af filmen simpelthen kommer til at holde så uendeligt meget af. Junos forældre er for eksempel ældre, klogere, morsommere og mindre karikerede end i stort set alle andre komedier, og man kan pludselig forstå, hvorfor Juno er sådan et livsstykke.
Instruktøren Jason Reitman og (den nu oscarvindende) manuskriptforfatter Diablo Cody er lige ved at gøre Junos graviditet for nem og uproblematisk, men redder sig selv i to stramme rørende scener, hvor publikums kroniske øretiløre-smil for en kort stund erstattes af blanke øjne. Det er djævelsk godt skrevet (Diablo... get it?) og instrueret. Det er rigtige mennesker oppe på det lærred. Og de spiller med i den bedste film jeg har set i denne genre.
Hov. Og man griner. Meget. For de er skægge de her mennesker.
Og... I har absolut ikke hørt det her først, men Ellen Page som Juno er dårende dejlig. Mikkel anno 1997 ville være helt væk i hende, og Mikkel anno 2008 glæder sig til at se hende på lærredet igen. På trods af fine og poetiske præstationer fra blandt andre Michael Cera og JK Simmons er den fortjent oscarnominerede canadier i særklasse. Hendes Juno er ganske enkelt livgivende. Jeg smiler stadig. Ciao.
Thursday, February 28, 2008
Farvel og tak
Til Thomas Helveg. Jeg, der har været denne bundsolide og sympatiske forsvarers mest ihærdige støtte, vil gerne sige mange tak. 108 kampe på det danske fodboldlandshold. Det var mere end vi kunne håbe på.
I øvrigt. En anden Thomas kommer på visit i København i dag. Ham fra Tyskland. Det bliver spas.
Til Thomas Helveg. Jeg, der har været denne bundsolide og sympatiske forsvarers mest ihærdige støtte, vil gerne sige mange tak. 108 kampe på det danske fodboldlandshold. Det var mere end vi kunne håbe på.
I øvrigt. En anden Thomas kommer på visit i København i dag. Ham fra Tyskland. Det bliver spas.
Wednesday, February 27, 2008
Hvem har brug for Blå Kors?
Kan i se billedet ovenfor. Jeg ser så begejstret/beruset ud, og det er jo altid sjovt. Sådan kender i Rødgaard. Larmende og lykkelig.
Men det er også en forevigelse af den næstsidste gang, jeg drak alkohol. Jeg fik et par bajere til datos julefrokost. Det var den 25. januar. Og siden har jeg ikke fået så meget som rødvin i maden. Jeg har ikke drukket noget som helst andet end kaffe, the og et par sodavand i over en måned. Og det er ikke engang med vilje.
Det siger måske også noget om, hvor lidt jeg egentlig ser mine venner. Men jeg overvejer egentlig at holde den kørende. Hvem havde troet, at Rødgaard skulle blive afholdsmand? Rødgaard havde ikke.
I øvrigt. Glæd jer som små piger til 'No Country for Old Men.' Med mindre selvfølgelig du er en lille pige. Den er ret blodig.
Kan i se billedet ovenfor. Jeg ser så begejstret/beruset ud, og det er jo altid sjovt. Sådan kender i Rødgaard. Larmende og lykkelig.
Men det er også en forevigelse af den næstsidste gang, jeg drak alkohol. Jeg fik et par bajere til datos julefrokost. Det var den 25. januar. Og siden har jeg ikke fået så meget som rødvin i maden. Jeg har ikke drukket noget som helst andet end kaffe, the og et par sodavand i over en måned. Og det er ikke engang med vilje.
Det siger måske også noget om, hvor lidt jeg egentlig ser mine venner. Men jeg overvejer egentlig at holde den kørende. Hvem havde troet, at Rødgaard skulle blive afholdsmand? Rødgaard havde ikke.
I øvrigt. Glæd jer som små piger til 'No Country for Old Men.' Med mindre selvfølgelig du er en lille pige. Den er ret blodig.
Monday, February 25, 2008
Heath Ledger in memoriam med hindbærroulade og Joel/Ethans triumf
Hej. Oscarballade fra start til slut i Imperial. Jeg skal på arbejde om 29 sekunder, så derfor aftenen i punktform indtil jeg har sovet...
Coen-brødrene har begået en fabelagtig film. 'No country for old men' er lige så god som Fargo.
Jesper Steinmetz var ulidelig i rollen som Oscarvært.
Kun een gedigen overraskelse blandt de tunge priser. Marion Cotillard vandt 'bedste skuespillerinde' for sin rolle som Edith Piaff. Ved ikke om det er fortjent, men vil finde ud af det.
Jesper Steinmetz var ulidelig i rollen som Oscarvært. Og TV2s tilbageværende public serviceforpligtelse skal være at lade DR transmittere alle kulturelle begivenheder. Til gengæld for den ulejlighed, skal de få fuld brugsret over mit forslag til et genialt underholdningsprogram. 'Lunken i vand,' hvor Pelle Hvenegaard og Henrik Skovgaard er værter på et program, hvor andre tv2-journalister lærer synkronsvømning.
Jon Stewart var i form, og det var ikke hans skyld, at Oscarfest nr. 80 var en flad affære. Der var ingen underholdning og alt for mange middelmådige sange.
Jesper Steinmetz var ulidelig i rollen som Oscarvært. Da montagen over årets afdøde filmfolk klingede af med et billede af Heath Ledger og vi vendte tilbage til TV2 Film, havde Steinmetz (som i øvrigt var ulidelig) inviteret en der hed Ole i studiet, og han havde taget en kage med. Der var hindbær i.
Lad for jehova/allah/allan/guds/whatevers skyld være med at tage til Oscarshow i Imperial.
Det sjoveste, ja ha ha, var egentlig, at Søren Høy, der stod for nogle glimrende Oscar-transmissioner på DR2, gad medvirke i denne pinagtige udsendelse. Han er en udmærket og meget vidende anmelder, der gang på gang udstillede både Steinmetz (som i øvrigt var ulidelig) og den anden 'ekspert' Frederikke Lett. Hun udtalte konsekvent navnene på skuespillere og film forkert. Og det var egentlig meget sjovt. Hun kunne for eksempel lide 'Atonement' så meget, at hun klaskede ekstra vokaler ind i titlen. Hæ hæ.
Publikum i Imperial denne aften bestod af en masse mennesker, der angiveligt troede, at transmissionen var interaktiv. Disse debile mennesker klappede og hujede gennem hele natten. Men sådan er det jo egentlig altid i Emperial...
Som Christian A., sagde: Nu er det prøvet.
Nu lyder det egentlig som om det var spild af penge og tid, men nej. 'No Country' er så fremragende, at jeg vil ind og se den igen. Og så får i den anmeldelse, jeg allerede nu kan afsløre bliver placeret et eller andet sted mellem 9 og 10.
For lige at runde af: Jesper Steinmetz var ulidelig.
Hej. Oscarballade fra start til slut i Imperial. Jeg skal på arbejde om 29 sekunder, så derfor aftenen i punktform indtil jeg har sovet...
Coen-brødrene har begået en fabelagtig film. 'No country for old men' er lige så god som Fargo.
Jesper Steinmetz var ulidelig i rollen som Oscarvært.
Kun een gedigen overraskelse blandt de tunge priser. Marion Cotillard vandt 'bedste skuespillerinde' for sin rolle som Edith Piaff. Ved ikke om det er fortjent, men vil finde ud af det.
Jesper Steinmetz var ulidelig i rollen som Oscarvært. Og TV2s tilbageværende public serviceforpligtelse skal være at lade DR transmittere alle kulturelle begivenheder. Til gengæld for den ulejlighed, skal de få fuld brugsret over mit forslag til et genialt underholdningsprogram. 'Lunken i vand,' hvor Pelle Hvenegaard og Henrik Skovgaard er værter på et program, hvor andre tv2-journalister lærer synkronsvømning.
Jon Stewart var i form, og det var ikke hans skyld, at Oscarfest nr. 80 var en flad affære. Der var ingen underholdning og alt for mange middelmådige sange.
Jesper Steinmetz var ulidelig i rollen som Oscarvært. Da montagen over årets afdøde filmfolk klingede af med et billede af Heath Ledger og vi vendte tilbage til TV2 Film, havde Steinmetz (som i øvrigt var ulidelig) inviteret en der hed Ole i studiet, og han havde taget en kage med. Der var hindbær i.
Lad for jehova/allah/allan/guds/whatevers skyld være med at tage til Oscarshow i Imperial.
Det sjoveste, ja ha ha, var egentlig, at Søren Høy, der stod for nogle glimrende Oscar-transmissioner på DR2, gad medvirke i denne pinagtige udsendelse. Han er en udmærket og meget vidende anmelder, der gang på gang udstillede både Steinmetz (som i øvrigt var ulidelig) og den anden 'ekspert' Frederikke Lett. Hun udtalte konsekvent navnene på skuespillere og film forkert. Og det var egentlig meget sjovt. Hun kunne for eksempel lide 'Atonement' så meget, at hun klaskede ekstra vokaler ind i titlen. Hæ hæ.
Publikum i Imperial denne aften bestod af en masse mennesker, der angiveligt troede, at transmissionen var interaktiv. Disse debile mennesker klappede og hujede gennem hele natten. Men sådan er det jo egentlig altid i Emperial...
Som Christian A., sagde: Nu er det prøvet.
Nu lyder det egentlig som om det var spild af penge og tid, men nej. 'No Country' er så fremragende, at jeg vil ind og se den igen. Og så får i den anmeldelse, jeg allerede nu kan afsløre bliver placeret et eller andet sted mellem 9 og 10.
For lige at runde af: Jesper Steinmetz var ulidelig.
Sunday, February 24, 2008
Monday, February 18, 2008
Tuesday, February 12, 2008
Charlie Wilson’s War (6)
Man sidder dårligt i Falkoner Bio. I hvert fald i den lille sal 5. Jeg fik meget tid til at gå, på bekostning af denne atypiske krigsfilm, med at finde en nogenlunde behagelig siddestilling. Og det har givet påvirket min vurdering af filmen, ligesom jeg midt i sidste års mislykkede rygestop blev voldsomt irriteret over Luc Bessons animationsfilm ’Arthur og Minimoyserne.’ Den film fik måske lidt ufortjent kniven, og det kan ikke være meningen.
Christian Andreasen, der angiveligt sad bedre end jeg, syntes at denne film var glimrende underholdning. Det gjorde jeg ikke. På trods af flere gode øjeblikke.
Charlie Wilson’s War er noget rod. Tom Hanks er udmærket, på den Tom Hanks-agtige måde, i titelrollen, men han lider under filmens manglende samlede idé
Man sidder dårligt i Falkoner Bio. I hvert fald i den lille sal 5. Jeg fik meget tid til at gå, på bekostning af denne atypiske krigsfilm, med at finde en nogenlunde behagelig siddestilling. Og det har givet påvirket min vurdering af filmen, ligesom jeg midt i sidste års mislykkede rygestop blev voldsomt irriteret over Luc Bessons animationsfilm ’Arthur og Minimoyserne.’ Den film fik måske lidt ufortjent kniven, og det kan ikke være meningen.
Christian Andreasen, der angiveligt sad bedre end jeg, syntes at denne film var glimrende underholdning. Det gjorde jeg ikke. På trods af flere gode øjeblikke.
Charlie Wilson’s War er noget rod. Tom Hanks er udmærket, på den Tom Hanks-agtige måde, i titelrollen, men han lider under filmens manglende samlede idé
Friday, February 08, 2008
Sweeney Todd: The Demon Barber of Fleet Street (5)
År: 2007
Instr.: Tim Burton
Medv.: Johnny Depp, Helena Bonham Carter, Alan Rickman, Timothy Spall, Sascha Baron Cohen m.fl.
Jeg kan ikke lide musicals. Specielt ikke musicals på film. Hvis det er jumbofråderen for dig, så er denne anmeldelse ikke skrevet til dig. For så er det sikkert en fremragende en af slagsen.
Kritikerne af denne ellers universelt anmelderroste syngefilm har kaldt markedsføringen af Sweeney Todd for svindel, fordi traileren ikke gør det klart, hvor klar den er i sin musicalform. Kritikken er berettiget. Jeg troede, at Johnny og Helena ville gøre det, de er så fremragende til, nemlig at spille veloplagt i de to alt overskyggende roller som den morderiske barber og den forsmåede elsker, der bager Londons værste pies. Og så ville de engang imellem bryde ud i sang. For ligesom at løfte stemningen eller bidrage til den. Men non... Dette er ikke en spoiler, det er en advarsel. De synger hele fucking tiden. Og hvis der er Stephen Sondheim-fans blandt Rødgaards læsere (hvilket ville undre mig overordentligt) så undskyld... Sangene er bare monotone og ensformige. Nej... Hvordan er det nu? De sutter røv...
Det er ikke kun skidt. Der er mange glimrende ting ved Sweeney Todd. Fredag fortæller jeg hvorfor, vi lander på en middelkarakter. Nu skal jeg være en ansvarlig samfundsstøtte, som Anders F. helst vil have det. Med andre ord. Jeg skal på arbejde i morgen. Godnat...
I øvrigt vil jeg sikkert også sætte tale dunder over folk, der fører samtaler under biograffilm. Men det er kun fordi, jeg er irriteret nu.
År: 2007
Instr.: Tim Burton
Medv.: Johnny Depp, Helena Bonham Carter, Alan Rickman, Timothy Spall, Sascha Baron Cohen m.fl.
Jeg kan ikke lide musicals. Specielt ikke musicals på film. Hvis det er jumbofråderen for dig, så er denne anmeldelse ikke skrevet til dig. For så er det sikkert en fremragende en af slagsen.
Kritikerne af denne ellers universelt anmelderroste syngefilm har kaldt markedsføringen af Sweeney Todd for svindel, fordi traileren ikke gør det klart, hvor klar den er i sin musicalform. Kritikken er berettiget. Jeg troede, at Johnny og Helena ville gøre det, de er så fremragende til, nemlig at spille veloplagt i de to alt overskyggende roller som den morderiske barber og den forsmåede elsker, der bager Londons værste pies. Og så ville de engang imellem bryde ud i sang. For ligesom at løfte stemningen eller bidrage til den. Men non... Dette er ikke en spoiler, det er en advarsel. De synger hele fucking tiden. Og hvis der er Stephen Sondheim-fans blandt Rødgaards læsere (hvilket ville undre mig overordentligt) så undskyld... Sangene er bare monotone og ensformige. Nej... Hvordan er det nu? De sutter røv...
Det er ikke kun skidt. Der er mange glimrende ting ved Sweeney Todd. Fredag fortæller jeg hvorfor, vi lander på en middelkarakter. Nu skal jeg være en ansvarlig samfundsstøtte, som Anders F. helst vil have det. Med andre ord. Jeg skal på arbejde i morgen. Godnat...
I øvrigt vil jeg sikkert også sætte tale dunder over folk, der fører samtaler under biograffilm. Men det er kun fordi, jeg er irriteret nu.
Friday, February 01, 2008
Wednesday, January 30, 2008
3:10 to Yuma (9)
År: 2007
Instr.: James Mangold
Medv.: Russell Crowe, Christian Bale, Ben Foster, Peter Fonda m.fl.
År: 2007
Instr.: James Mangold
Medv.: Russell Crowe, Christian Bale, Ben Foster, Peter Fonda m.fl.
Jeg er normalt ikke den store fan af westerngenren, men denne enkle, velfortalte og utroligt intense 'remake' af en klassisk western fra 1957 er faktisk en af de bedste spændingsfilm, jeg har set i lang tid.
Multimorderen Ben Wade er både charmerende og uberegnelig, og samtidig har man hele tiden fornemmelsen af, at han finder hele situationen lidt lattervækkende. Hans oppassere er en ikke imponerende skare. De er en bebrillet dyrlæge, der ikke kan skyde, en aldrende, udslidt og såret dusørjæger, en repræsentant for det jernbaneselskab, som Wades bande har terroriseret og en storskrydende, usympatisk slambert fra Bisbee. Og så er der den etbenede plagede og forpinte rancher, der kun er med på denne selvmordsmission for at skaffe penge til sine kreditorer og brød på bordet derhjemme. Det er denne forpinte, benhårde mand, der kæmper for sin selvrespekt og familiens overlevelse, der viser sig at være den eneste kvalificerede modstander for den uhyggeligt stærke forbryder.
Dan Evans' 14-årige søn har mistet respekten for sin far, og slutter sig mod farens formaninger uventet til gruppen, der når frem til Contention et par mand færre og en masse blod og kugler senere. Men de er der længe før, toget kommer, og så når desperadoerne frem...
Handlingen bevæger sig ikke langt i tid og rum, og der er ingen episke tilbageblik eller langvarige forklaringer, der gør os klogere på de forskellige personer. Men det behøves ikke. Handlingen er så stramt fortalt og så strippet for overflødige scener, at man får lige præcis nok at vide til at forstå, hvorfor disse mænd er, som de er og gør som de gør. Det er fandeme imponerende instruktion, der i løbet af et par henkastede samtaler mellem Crowes morder og Bales forhutlede bonde etablerer både motiver og baggrund for de to hovedkarakterer. Vi ved lige præcis, hvad vi har brug for at vide, og kan derfra bevæge os ud i den skæbnesvangre rejse, der er så stemningsmættet og medrivende, at man ikke keder sig to sekunder undervejs.
Jeg har dog en enkelt anke over for handlingen. Mod slutningen udvikler forholdet fange(Wade) og tilfangetager(Evans) sig en anelse ulogisk, men jeg vil uden at afsløre noget nøjes med at konstatere, at instruktøren James Mangold ved nærmere eftertanke redder logikken i de allersidste fem sekunder af filmen. Men det syntes jeg faktisk ikke umiddelbart efter, jeg forlod biografen.
Men… anyways…
Den nøje afstemte handling er '3:10 to Yuma's næststørste aktiv. Det bedste er den inspirerede casting.
Peter Fonda er et barsk og amoralsk jern af en determineret dusørjæger og Ben Foster er skræmmende i rollen som Wades næstkommanderende Charlie Prince. Den lille spinkle mand med de psykotiske træk og den latente forelskelse i Ben Wade gør ham næsten farligere end Wade selv. De andre biroller er også fine, men det er dog de to hovedrolleindehavere, der bærer filmen.
Russell Crowe er en glimrende skurk. Han er charmerende, men uberegnelig. Mærkeligt sympatisk, men dødsensfarlig og frem for alt gløder han af karisma.
Og så er Christian Bale utrolig stærk som den forpinte, desperate, halte bonde, som kæmper for sin families overlevelse og sin egen og sin ældste søns selvrespekt. Han er både ynkelig og ærefrygtindgydende og vokser i statur efterhånden som de kommer tættere på det tog, de ikke må komme for sent til. Hans ansigt er uudgrundeligt og udmattet, men der er et eller andet overmenneskeligt inde bag de tætsiddende øjne. Han er ganske enkelt fremragende, og kemien mellem ham og Crowe bærer den her film på en måde, så jeg ikke kan forestille mig andre i rollerne.
Som skrevet er jeg normalt ikke den store tilhænger af de næsten formulariske westerns. Selv om historien er klassisk (og det er jo en remake) så er den simpelthen så fremragende forløst, at der er håb for den døende genre. Hurra for det.
Og så må amerikanerne et eller andet sted sidde og skamme sig over, at to af de stærkeste westernhelte i mange år rent faktisk er spillet af en walisiskfødt englænder og en New zealandsk australier.
Ugens sidste forestilling
Filmklubben, som jeg ellers flittigt har forsøgt at hverve medlemmer til, blev ikke sparket over rampen i søndags, som det ellers var meningen. Det er ellers et meget enkelt koncept. Fremover booker vi pladser til søndagens sidste forestilling i den glimrende Empire Bio, hvor vi (eller jeg) vælger den mest interessante af fredagens premierefilm til anmeldelse og generel underholdning. Sidste forestilling starter omkring klokken ti, og der er altid pladser i biografen. Det bliver mægtigt. Film skal ses i biografen.
Planen er lidt, at jeg, i samråd med de andre medlemmer, offentliggører ugens film, og har man tid og lyst til at komme med, skal man bare sige bingo, eller hvad man nu finder på, i kommentarfeltet.
Helt ekstraordinært tog de to stiftende medlemmer i biografen tirsdag aften, hvor vi så den intense western '3:10 to Yuma.'
Den anmelder jeg i øvrigt i morgen, sammen med den stærkt forsinkede og lettere forsvundne anmeldelse af American Gangster.
Nu har jeg nemlig en nogenlunde stabil internetforbindelse. Det hjælper.
Mikkel
P.S. Der er i øvrigt masser af plads til gæsteanmeldelser og/eller anbefalinger. Send dem til redgaard@gmail.com, så kommer de på Billedrøret.
Filmklubben, som jeg ellers flittigt har forsøgt at hverve medlemmer til, blev ikke sparket over rampen i søndags, som det ellers var meningen. Det er ellers et meget enkelt koncept. Fremover booker vi pladser til søndagens sidste forestilling i den glimrende Empire Bio, hvor vi (eller jeg) vælger den mest interessante af fredagens premierefilm til anmeldelse og generel underholdning. Sidste forestilling starter omkring klokken ti, og der er altid pladser i biografen. Det bliver mægtigt. Film skal ses i biografen.
Planen er lidt, at jeg, i samråd med de andre medlemmer, offentliggører ugens film, og har man tid og lyst til at komme med, skal man bare sige bingo, eller hvad man nu finder på, i kommentarfeltet.
Helt ekstraordinært tog de to stiftende medlemmer i biografen tirsdag aften, hvor vi så den intense western '3:10 to Yuma.'
Den anmelder jeg i øvrigt i morgen, sammen med den stærkt forsinkede og lettere forsvundne anmeldelse af American Gangster.
Nu har jeg nemlig en nogenlunde stabil internetforbindelse. Det hjælper.
Mikkel
P.S. Der er i øvrigt masser af plads til gæsteanmeldelser og/eller anbefalinger. Send dem til redgaard@gmail.com, så kommer de på Billedrøret.
Thursday, January 24, 2008
American Gangster (7)
År: 2007
Instr.: Ridley Scott
Medv.: Denzel Washington, Russell Crowe, Josh Brolin, Cuba Gooding Jr. Ruby Dee, m.fl.
Det er jo så lykkeligt, at jeg fuldstændig bestemmer form og indhold i mine anmeldelser på denne blog, hvor jeg kan se, at tilslutningen endnu ikke berettiger til et milliontilbud fra Billy G.
Altså: For at få denne glimrende, men ikke bemærkelsesværdige gangsterfilm ud af klappen, skriver jeg kort, og for fagnørderne - med ethos...
I slutningen af tresserne dratter Harlems junkier pludselig om på stribe. Den ene overdosis heroin efter den anden. Frank Lucas har entreret markedet.
Ham Frank er nemlig smartere end alle de andre pushere i den betændte bydels underverden. Han sælger bedre kvalitet billigere end alle de andre gangstere, og det tjener han en helvedes masse penge på. Hvordan kan det lade sig give sig? Fordi han har elimineret mellemmændene, der stjæler profitten, og importerer tonsvis af hvidt pulver direkte fra de thailandske valmuer. Frank Lucas er ikke en almindelig gangster....
Pladder... Elendig start på en anmeldelse, men heldigvis (uheldigvis) er der så få mennesker, der læser denne blog, at jeg sikkert når at skrive en ny version, inden der er nogen, der læser overstående. Any which wayward Waylon Jennings way. Det kommer nok til mig...
År: 2007
Instr.: Ridley Scott
Medv.: Denzel Washington, Russell Crowe, Josh Brolin, Cuba Gooding Jr. Ruby Dee, m.fl.
Det er jo så lykkeligt, at jeg fuldstændig bestemmer form og indhold i mine anmeldelser på denne blog, hvor jeg kan se, at tilslutningen endnu ikke berettiger til et milliontilbud fra Billy G.
Altså: For at få denne glimrende, men ikke bemærkelsesværdige gangsterfilm ud af klappen, skriver jeg kort, og for fagnørderne - med ethos...
I slutningen af tresserne dratter Harlems junkier pludselig om på stribe. Den ene overdosis heroin efter den anden. Frank Lucas har entreret markedet.
Ham Frank er nemlig smartere end alle de andre pushere i den betændte bydels underverden. Han sælger bedre kvalitet billigere end alle de andre gangstere, og det tjener han en helvedes masse penge på. Hvordan kan det lade sig give sig? Fordi han har elimineret mellemmændene, der stjæler profitten, og importerer tonsvis af hvidt pulver direkte fra de thailandske valmuer. Frank Lucas er ikke en almindelig gangster....
Pladder... Elendig start på en anmeldelse, men heldigvis (uheldigvis) er der så få mennesker, der læser denne blog, at jeg sikkert når at skrive en ny version, inden der er nogen, der læser overstående. Any which wayward Waylon Jennings way. Det kommer nok til mig...
Wednesday, January 23, 2008
Opgør med de fire stjerner
I Danmark er standarden at anmelde film i et seks-stjerne-system. Det gør de på stort set alle dagblade, med undtagelse af for eksempel Information, og det gjorde Julie og jeg også på dato. Det er fint, ikke mindst for læserne, med denne konsensus, og der er da også et vist råderum inden for disse seks stjerner (i meget sjældne tilfælde er der anmeldere, der benytter sig af 0 stjerne-dommen. Men så er der også tale om en negativ milepæl), men jeg baksede altid med den. En og to stjerner var nemme at dele ud. De er nemme at dechiffrere.
Een stjerne er en fabelagtig dynge afføring. Den er så dårlig, at man hidser sig op over den. (Yderst sjældent kan det også være en film, der sutter så meget popo, at det er sjovt. Jeg har for eksempel en mægtig lyst til at se 'Stjerner uden hjerner' igen)
(Eksempler: Spiceworld. The Prince and me, Scary Movie 2...)
Toeren er i mit hovede slet og ret en dårlig film. Den er spild af tid og/eller penge. Man kan dog også give to stjerner til en film, der virkelig skuffer. Hvis en instruktør, man holder af, laver noget, der er langt under sin egen høje standard, bliver en treer for eksempel hurtigt degraderet.
(Eksempler: Evan Almighty, Åndernes Hus, The Majestic, Bicentennial Man, Idioterne (eksempel på stor skuffelse.))
Treeren er lidt mere tvetydig, i det, at den både kan gives til en film, der er ligegyldig, hæderlig, stærkt klichépræget eller måske endda seværdig, men med en skønhedsfejl, der sidder så irriterende fast i baghovedet, at man alligevel ikke kan anbefale den.
(Eksempler: 300, The Ladykillers, Unbreakable, A good year, Snatch and so on, etc., og så videre)
Femmeren er fandenslaskeme en god film. Nej, det er en fremragende film. Det er en, du kan tale længe om, og opfordrer folk til at gå ind og se. Alternativt er det en film, der ikke rammer følelserne, men imponerer sokkerne af en.
(Eksempler: The Big Lebowski, The Shawshank Redemption, Forrest Gump, Groundhog Day, Festen, American Beauty.......)
Sekseren klokker direkte ind på din top20 over det bedste du har set, smagt, oplevet, hørt nogensinde. (Forudsat selvfølgelig, at du elsker film.) Et mesterværk, og/eller en, der påvirker hele måden man laver film på. Dem er der ikke mange af.
(Eksempler: Fargo, Taxi Driver, Casablanca... Pulp Fiction)
Det er sent og mine eksempler er delvist valgt ud fra film, jeg lige kan komme i tanke om. Hvis jeg satte mig ned og brugte lang tid på det, ville jeg sikkert nævne helt andre...
Men for at vende tilbage til rubrikken på denne efterhånden alenlange smøre... Fire stjerner er skideirriterende at tildele en film. Denne karakter er alt, alt, alt for unuanceret. Udover det grundlæggende, at filmen på et eller andet niveau er anbefalelsesværdig, dækker den over et alt for bredt spekter. På den gamle trettenskala dækker fire stjerner i princippet karaktererne 8-9-10. Og hvis du nogensinde er gået op i en eksamen, ved du at der er meget stor forskel.
Fireren er for mig både en charmerende romantisk komedie eller en nem latter, som Love Actually eller Night at The Museum i den lave ende, eller glimrende veldrejede film som The Truman Show, Casino eller Reservoir Dogs på tærsklen til femmeren.
Derfor: For at undgå krumspring med pile op eller ned har jeg besluttet mig for at indføre den ikke særligt originale titrins-model. Plads til nuancer. Slam!
Altså:
* er i mit system en 1'er.
** kan være både 2 og 3.
*** er enten en 4 eller en 5'er.
**** dækker, hurra, over både 6,7 og 8.
***** er tæt på perfektion = 9.
****** er selvfølgelig den næsten uopnåelige 10'er.
Og når alt det er sagt skal en numerisk bedømmelse altid (helst) læses i sammenhæng med argumentationen, dvs. den egentlige anmeldelse.
I Danmark er standarden at anmelde film i et seks-stjerne-system. Det gør de på stort set alle dagblade, med undtagelse af for eksempel Information, og det gjorde Julie og jeg også på dato. Det er fint, ikke mindst for læserne, med denne konsensus, og der er da også et vist råderum inden for disse seks stjerner (i meget sjældne tilfælde er der anmeldere, der benytter sig af 0 stjerne-dommen. Men så er der også tale om en negativ milepæl), men jeg baksede altid med den. En og to stjerner var nemme at dele ud. De er nemme at dechiffrere.
Een stjerne er en fabelagtig dynge afføring. Den er så dårlig, at man hidser sig op over den. (Yderst sjældent kan det også være en film, der sutter så meget popo, at det er sjovt. Jeg har for eksempel en mægtig lyst til at se 'Stjerner uden hjerner' igen)
(Eksempler: Spiceworld. The Prince and me, Scary Movie 2...)
Toeren er i mit hovede slet og ret en dårlig film. Den er spild af tid og/eller penge. Man kan dog også give to stjerner til en film, der virkelig skuffer. Hvis en instruktør, man holder af, laver noget, der er langt under sin egen høje standard, bliver en treer for eksempel hurtigt degraderet.
(Eksempler: Evan Almighty, Åndernes Hus, The Majestic, Bicentennial Man, Idioterne (eksempel på stor skuffelse.))
Treeren er lidt mere tvetydig, i det, at den både kan gives til en film, der er ligegyldig, hæderlig, stærkt klichépræget eller måske endda seværdig, men med en skønhedsfejl, der sidder så irriterende fast i baghovedet, at man alligevel ikke kan anbefale den.
(Eksempler: 300, The Ladykillers, Unbreakable, A good year, Snatch and so on, etc., og så videre)
Femmeren er fandenslaskeme en god film. Nej, det er en fremragende film. Det er en, du kan tale længe om, og opfordrer folk til at gå ind og se. Alternativt er det en film, der ikke rammer følelserne, men imponerer sokkerne af en.
(Eksempler: The Big Lebowski, The Shawshank Redemption, Forrest Gump, Groundhog Day, Festen, American Beauty.......)
Sekseren klokker direkte ind på din top20 over det bedste du har set, smagt, oplevet, hørt nogensinde. (Forudsat selvfølgelig, at du elsker film.) Et mesterværk, og/eller en, der påvirker hele måden man laver film på. Dem er der ikke mange af.
(Eksempler: Fargo, Taxi Driver, Casablanca... Pulp Fiction)
Det er sent og mine eksempler er delvist valgt ud fra film, jeg lige kan komme i tanke om. Hvis jeg satte mig ned og brugte lang tid på det, ville jeg sikkert nævne helt andre...
Men for at vende tilbage til rubrikken på denne efterhånden alenlange smøre... Fire stjerner er skideirriterende at tildele en film. Denne karakter er alt, alt, alt for unuanceret. Udover det grundlæggende, at filmen på et eller andet niveau er anbefalelsesværdig, dækker den over et alt for bredt spekter. På den gamle trettenskala dækker fire stjerner i princippet karaktererne 8-9-10. Og hvis du nogensinde er gået op i en eksamen, ved du at der er meget stor forskel.
Fireren er for mig både en charmerende romantisk komedie eller en nem latter, som Love Actually eller Night at The Museum i den lave ende, eller glimrende veldrejede film som The Truman Show, Casino eller Reservoir Dogs på tærsklen til femmeren.
Derfor: For at undgå krumspring med pile op eller ned har jeg besluttet mig for at indføre den ikke særligt originale titrins-model. Plads til nuancer. Slam!
Altså:
* er i mit system en 1'er.
** kan være både 2 og 3.
*** er enten en 4 eller en 5'er.
**** dækker, hurra, over både 6,7 og 8.
***** er tæt på perfektion = 9.
****** er selvfølgelig den næsten uopnåelige 10'er.
Og når alt det er sagt skal en numerisk bedømmelse altid (helst) læses i sammenhæng med argumentationen, dvs. den egentlige anmeldelse.
Heath Ledger 1979-2008
Nu hvor denne blog skal handle om film, bliver jeg vel nødt til at runde Heath Ledgers død. Det er tragisk og meningsløst, som så frygtelig meget andet, og det er synd for en masse mennesker. Ikke mindst den lille datter. Og resten af familien og så videre.
Jeg har ikke set ret mange af de film, han har spillet med i, heller ikke den, der kommer til at være referencepunktet for den legende, der uundgåeligt vil blive bygget op omkring ham. Brokeback Mountain var et fænomen, og det helt store samtaleemne i 2005, og han fik den oscar-nominering, der gør, at man ikke bare vil huske ham som ung og lovende. Og det er da trods alt en trøst. Eller måske egentlig ikke...
Til sommer kan man se ham i hans sidste rolle, som Jokeren i Christopher Nolans 'Batman-sequel,' og det er sandsynligvis et spektakulært punktum på en (for) kort karriere. Op i røven med karrieren. Et for kort liv...
Nu hvor denne blog skal handle om film, bliver jeg vel nødt til at runde Heath Ledgers død. Det er tragisk og meningsløst, som så frygtelig meget andet, og det er synd for en masse mennesker. Ikke mindst den lille datter. Og resten af familien og så videre.
Jeg har ikke set ret mange af de film, han har spillet med i, heller ikke den, der kommer til at være referencepunktet for den legende, der uundgåeligt vil blive bygget op omkring ham. Brokeback Mountain var et fænomen, og det helt store samtaleemne i 2005, og han fik den oscar-nominering, der gør, at man ikke bare vil huske ham som ung og lovende. Og det er da trods alt en trøst. Eller måske egentlig ikke...
Til sommer kan man se ham i hans sidste rolle, som Jokeren i Christopher Nolans 'Batman-sequel,' og det er sandsynligvis et spektakulært punktum på en (for) kort karriere. Op i røven med karrieren. Et for kort liv...
Tuesday, January 22, 2008
Relancering vol. 22
Eller sådan noget. Der har ikke været nødder og bolde at skrive om i meget lang tid. Eller jeg har i hvert fald ikke fundet anledning til at skrive noget mere end det, jeg får klunset sammen til avisen.
Men nu har Christian A. og jeg (der i øvrigt ikke deler en for lille lejlighed mere. Jeg er flyttet over i nr. 87)... Hvor kom jeg fra? Jo, vi har i hvert fald i teorien genoplivet de regelmæssige besøg i Empire Bio. Og så besluttede jeg mig for at skrive de anmeldelser, jeg sådan savner igen at få penge for at skrive.
Det er Oscar-sæson, og jeg glæder mig allerede som en lille pige til at se 'No Country for Old Men,' som bliver kaldt Coen-brødrenes bedste hidtil. Og det siger absolut ikke så lidt. 'Juno,' og 'There will be Blood' venter jeg mig også mægtig meget af. Men jeg og vi må vente.
Det er givet, at jeg skriver dette til absolut ingen, men anywhichway. Så skriver jeg lidt for min egen skyld. Det har jeg gjort før...
Eller sådan noget. Der har ikke været nødder og bolde at skrive om i meget lang tid. Eller jeg har i hvert fald ikke fundet anledning til at skrive noget mere end det, jeg får klunset sammen til avisen.
Men nu har Christian A. og jeg (der i øvrigt ikke deler en for lille lejlighed mere. Jeg er flyttet over i nr. 87)... Hvor kom jeg fra? Jo, vi har i hvert fald i teorien genoplivet de regelmæssige besøg i Empire Bio. Og så besluttede jeg mig for at skrive de anmeldelser, jeg sådan savner igen at få penge for at skrive.
Det er Oscar-sæson, og jeg glæder mig allerede som en lille pige til at se 'No Country for Old Men,' som bliver kaldt Coen-brødrenes bedste hidtil. Og det siger absolut ikke så lidt. 'Juno,' og 'There will be Blood' venter jeg mig også mægtig meget af. Men jeg og vi må vente.
Det er givet, at jeg skriver dette til absolut ingen, men anywhichway. Så skriver jeg lidt for min egen skyld. Det har jeg gjort før...
Subscribe to:
Posts (Atom)