Thursday, May 11, 2006

Rødgaards blog-log

Torsdag 11/5-2005

9.05: Vågnede. Var fornøjet over tidspunktet. Satte kaffe over. Åbnede persiennerne. Opdagede at jeg kunne sove videre fordi jeg er arbejdsløs. Lukkede persiennerne igen. Glemte kaffen. Sov.

11.20: Vågnede for anden gang. Var mindre fornøjet med tidspunktet. Kaffen er ikke frisk, men den virker. Gik i bad. Barberede mig. Høvlede en knop af på halsen. Blod. Var utilfreds.

12.30: Drak kaffe. Så Cosby og Co. Var utilfreds med at Cosby ikke har opdaget at han ikke ligner to ud af fem børn. Tænkte på dagens sysler. Opdagede at der ingen var.

13.00: Så Dallas. Bobby var irriterende. Holder med JR. Jock er hjernedød.

14.00: Bandede over TV2s nyheder. Claus Elming var ved at komme for sent. Slukkede fjernsynet. Gik udenfor.

14.30: Købte en danskvand i inderkiosken på Østrigsgade. Drak den.

14.45: Hjemme igen. Satte kaffe over. Kiggede på at overboen kiggede på mig. Hun er en gammel dame, der altid sidder og kigger ind af folks vinduer. Drak kaffe.

16.00: Bandede over TV2s nyheder. Gik i Superbrugsen. Købte rugbrød, ost og kaffe.

16.10: Satte kaffe over. Drak den.

17.00: Så på hjemmesider.

18.00: Gik ned i Lergravsparken. Købte en iste med citronsmag i kiosken på hjørnet af Østrigsgade og Lergravsvej. Drak den.

19.00: Så på mit cv på jobnet.dk. Ingen har læst det. Vidste jeg godt. Misfornøjet. Så fjernsyn. Slukkede igen. Skrev underlig skønlitteratur. Satte kaffe over. Drak den.

20.42: Fjernsyn er fyldt med jyske børn, anlægsgartnere og tykke mennesker. Slukker. Sætter kaffe over. Drikker den.