Ikke siden Mary Ingalls Wilder,

da jeg var ni år gammel. I ved, der hvor Lauras yndige storesøster bliver blind. Det kunne jeg slet ikke tage. Ligeså 17 år senere, hvor Jim og Pams følelser går rent ind hos mig. Tim og Dawn var et stort plus for det oprindelige kontor, men de to førnævnte er rent guld. Rent guld siger jeg jer. Jeg kunne godt tænke mig at finde en pige, at se den her serie med. Ultimativ lakmusprøve for et eventuelt forhold. Vil hun kunne klare, at jeg fik blanke øjne over adskillige afsnit? Eller ville jeg for den sags skyld kunne acceptere, at hun tilsyneladende ingen følelser har, hvis hun ikke tuder lidt med?
...
Jeg er sådan en pige. Men nu er det sagt. Jeg lægger ikke skjul på, at jeg efterhånden bliver blødere og blødere. Jeg tror, jeg projicerer adskillige forelskelser og i hvert fald en af de store over i det her forhold. Jeg ved, at jeg ville kortslutte hver gang Pam smilede.
... Igen. Det er en tv-serie. Det er fiktion.
Jeg må virkelig ud at spille noget tennis... Og på en eller anden måde komme over det store hul i mit koffeinplagede hjerte, der er kommet over, at jeg skal vente helt til september med at få næste afsnit i føljetonen om Jim og Pam. Og jeg har bange anelser...