Det er egentlig mere kuriøst, end det er oplysende. Kan i huske 'Müsli Page'? Det der i dag hedder Guernica? Anyways, Kristian Gaarskjærs gamle band spiller på Stengade 30 i morgen aften.

Min gode ven Thomas er også repræsenteret på nettet. På hans hjemmeside fører han en lignende dagbog. Læs den og i vil opdage den vigtigste grund til, at Thomas og jeg ikke lever i et registreret partnerskab. Det faktum at vi begge er til piger, er ikke nær så tungt et argument, som det faktum at manden står op klokken kvart over SEKS om morgenen. Er han da stjerneåndssvag??? Dagen efter dette afsindige selvpineri føler han behov for at undskylde, at han stod op to timer FØR han skulle møde på universitetet. Jeg er frygtelig ked af det Thomas. Du er følsom, fornuftig og en rigtig god ven, men dette er simpelthen uforeneligt med alt, hvad unge mænd på din alder står for. Du skal sove længe, komme for sent og stadig være våd i røven, når du løber til de offentlige. Tandpasta i skægget er heller ikke unormalt...

Jeg har sjældent set noget lignende. I hvert fald ikke i fodbold. Mit hold Tottenham Hotspurs er nogen gange et LORTEHOLD. Omkamp i F.A. Cuppens fjerde runde. Vi møder Manchester City på White Hart Lane. Vi kommer foran efter to minutter, 2-0 efter 20. Anelka, der ubetinget er Citys bedste offensive kort bliver skadet og må lade sig udskifte. Ved pausen fører vi 3-0. Da spillerne går i omklædningsrummene, bliver Citys Joey Barton udvist for at overfuse dommeren. City er nu reduceret til ti mand, og de 11 der var på banen i første halvleg spillede som en pose nødder. Her tror Mikkel den blåøjede optimist, at nu kører vi dem MIDT over de latterlige lyseblå tøsedrenge. Men... Rigtigt gættet mine herrer. Først reducerer et sindssygt kæmpende udehold føringen ved Sylvain Distin, mens vi jokker rundt og ser sløve ud. Så kommer Anthony Gardner til at score i eget net. 3-2. Så udligner de guddødeme, mens deres bøvede islandske keeper pludselig tager ALT hvad vi hælder i hovedet på ham. Og så i overtiden scorer de fandeme til 3-4. Det er satanedemenogetsåkraftigtiminlådnerøv ikke nemt at holde med Tottenham...

Her kommer den endelig! Steppeulven 2004 er arrangeret af FDM. Ikke dem med bilerne, men Foreningen af Danske Musikkritikere. Klaus Lynggaard fra Information er kendt for at være for gammel til sit sprog. 48 år gammel er han stadig 'def', 'cool' og 'streetsmart'. Han opfordrer sine læsere til at 'fucke ned' og købe de særligt gode plader. Det var sandsynligvis derfor, kollegerne fra de andre dagblade valgte ham som konferencier, og hr. Lynggaard løste opgaven med vanlig mangel på finesse. Men det var spas. Hans historier uden pointe var til at sluge på grund af et glimrende program. Pernille Rosendahl og resten af Swan Lee, som denne anmelder ikke er udelt begejstret for, var glimrende lige som den små Pernille endelig fik mine øjne op for, hvor lækker hun egentlig er. En lille rockkilling. Jeg er hermed omvendt. Hun var dog ikke den eneste lækkerhed på scenen. Senere fik jeg lejlighed til at se/høre Tina Dickow live for første gang, og det var en helt uventet positiv overraskelse. Hendes album 'Notes' må være fænomenalt, hvis man tager udgangspunkt i de to numre, hun optrådte med i fredags. Jeg investerer... Mine livehelte Vildnis spillede i pausen, og vækkede vist Rikke Øxner fra Roskilde Festivalens interesse. Love Shop løb med tre priser, gangsta-pimpen fra Hillerød Jesper Dahl aka. Jokeren spænede med to ufortjente priser, og Mew nakkede de to tunge. 'Årets album' og 'Årets orkester'. Senere hang Peter Elsnab og jeg ud med de kendte og blev fulde. René Fredensborg og Els forsvandt fra mig på Ideal Bar, Oliver Zahle førte sig frem og jeg gik hjem. Spas, skæg, sjov og ballade. Jeg skal med næste år igen...

Steppeulven er et besynderligt arrangement. På den ene side er det utroligt morsomt, forfriskende og ukonventionelt. Aftenens tonstunge set fra Mnemic eksempelvis. På den anden side drejer dette arrangement sig mindst 40 % om anmelderne... Men det var skægt og jeg vender tilbage med en mere udførlig beretning... God søndag...