Thursday, September 01, 2005

Kapitel 1.
En lettere overvægtig ældre kvinde fulgte sin lille hund af terrier-racen med stort besvær. Det var hendes daglige motion og et fast ritual, at den snavsethvide, men absolut racerene, terrier skulle være den første hund, der så Østerbro hver dag. Hun betragtede sig selv med en vis stolthed som en af de mest morgenduelige københavnere, og det var en forfærdelig start på dagen, hvis en anden hundelufter kom hende i forkøbet. Netop igår kunne hun skimte ikke bare en, men TO hundeejere, der triumferede på Øster Søgade.
I dag var hun stået op klokken fem. Bare for at komme først, og selv om det var diset og klamt, og det småregnede, spredte der sig en stille glæde i maven på hende, da hun så, at missionen var lykkedes. Hvis hunde er mere intelligente, end mennesket har kunnet påvise må den lille terrier have været frygteligt irriteret over de patroniserende, men velmente bemærkninger hun øsede over den.
Men pludselig blev glæden afløst af først forskrækkelse, siden forfjamskelse, for på bænk nummer to sad en ung mand, der utvivlsomt måtte have lyttet med.
Den besynderlige mand sad nu fuldstændigt uanfægtet og læste i en efterhånden ret gennemblødt udgave af Weekendavisen. På bænken lå adskillige andre aviser og en håndfuld papkrus fra Seven Eleven. Han havde altså med en vis sandsynlighed siddet der, om ikke hele natten, så ret længe. Hun overvejede et kort øjeblik at gå den anden vej rundt om søerne for at undgå manden, men hvis han allerede havde siddet på den bænk i flere timer, var der vel ikke den store sandsynlighed form at han lige skulle finde på at gå i løbet af de næste 20 minutter.
Han var nu ulasteligt påklædt, eller rettere sagt, han så forholdsvis velsoigneret ud af en ung mand anno 2005, selv om han selvfølgelig var ret våd.
Da hun kom nærmere på toppen af sin ydeevne, for hun var svær, og hunden var ivrig, sænkede manden den halvt opløste avis, præsenterede et afmålt, men høfligt smil og løftede på en usynlig hat.
Han pegede på hunden, og stadig med det høflige smil på læberne, sagde han:
"Kan den svømme?"
Hun vendte sig om på hælene, og med en adræthed der slet ikke lå til hendes alder eller hendes kropsbygning, slæbte hun sin desperat gispende hund efter sig hele vejen hjem til enkefruelejligheden på Classensgade, skænkede sig et glas sherry og gik i seng.