Interview (7)

År: 2007
Instr.: Steve Buscemi
Medv.: Steve Buscemi, Sienna Miller.

Denne fortælling om et interview, der udvikler sig mellem en kynisk, livstræt politisk journalist og en ung blond sexbombe a la Paris Hilton/Lindsay Lohan ville faktisk have virket stærkere på en teaterscene. Dette lille kammerspil er en remake af en hollandsk film fra 2003 af Theo Van Gogh (I ved. Ham der blev myrdet af en muslimsk fanatiker.) Steve Buscemi har i stedet påtaget sig instruktørrollen, og med ham og Sienna Miller som de altopslugende roller i to akter i en kort film har han fortalt en stram og disciplineret historie, der forløber over få timer eller... et interview.

Buscemi er Pierre Peters, hvis stjerne på bladet er faldende. Han får ikke længere lov at dække politik og verdensbegivenheder og er i stedet blevet sat til at lave 'People profiles.' Og han skal starte med at interviewe den unge Katya (Miller): Starlet/sexsymbol/b-skuespiller/tabloidoffer. Han foragter genren, og han kan næsten ikke holde ud at skulle tale med Katya, som han sådan set foragter uden at kende hende. Han foragter det hun repræsenterer.
Jeg har lavet den slags interviews, og det er ikke en stor journalistisk udfordring, og jeg kender også en hel del journalister, hvor en sådan opgave enten ville betyde raseri og en opsigelse, eller en opførsel som Buscemis over for Katya. I den forstand er filmen forholdsvis realistisk...

Katya kommer for sent til interviewet, Pierre fornærmer hende ved at sige, at han ikke kender noget som helst om hende, og hun skrider. Hun gider ikke spilde sin tid. Hun bliver omringet af paparazzi uden for restauranten og i tumulten slår Pierre sit hovede. Hun inviterer ham med op i lejligheden til en drink og en pose frosne ærter på den beskadigede bold, og de drikker, interviewer, flirter, skændes og græder. Og så slutter aftenen mærkeligt.

Buscemi ligner Buscemi og Sienna Miller er jo yndig, så den romance, man måske/måske ikke får, virker undervejs usandsynlig, somme tider pludselig plausibel og andre gange er det slet ikke det det handler om. De gennemlever en masse følelser i løbet og man er egentlig hele tiden lidt i tvivl om, hvem der egentlig er foran på point i deres indbyrdes magtkamp. Han er erfaren, kynisk og intelligent og provokerer hende. Hun er forførende, barnlig, lige så intelligent og provokerer ham tilbage.

Det er som sagt en lille kort film, der er oplagt til en teaterscene. Det er ikke nogen stor film, men ret fascinerende. Det er et mærkværdigt interview, dog. Ligner ikke noget jeg har været med til.