Misantropi biennale

Jeg er en spøjs een. Magelig/luddoven/lejlighedsvis misantropisk glemmer jeg at omgås mennesker. Eller jeg forsømmer det. Og det er ris til egen røv, for det meste af tiden kan jeg godt lide (en hel del) mennesker. Men jeg får ikke taget mig sammen til at komme udenfor og møde dem. Og så kan en fredag aften sagtens passere, hvor jeg tøffer rundt og pludrer med min (fars) espressomaskine.
»Crema, crema, crema. Sikke du kan. Kulsort kaffe. Lækker. Lækker.«
Men aldrig er jeg mere socialt besværet end under en fodboldslutrunde. Jeg får det dårligt ved tanken om at gå glip af bare en enkelt kamp. Og tro mig. Ikke engang jeg ser frem til Østrig-Polen i aften, men jeg SKAL se den. Og jeg SKAL se dem alle sammen. Min far kalder det min ’tvangstanke,’ og han har ret. Det er et problem, og jeg kan ikke lave aftaler uden at tænke ligegyldige fodboldkampe ind i min ellers så blanke kalender.
Men jeg bliver trods alt ældre. Wimbledon bliver meget on-off, jeg har ikke længere noget forhold til Tour de France, og de Olympiske Lege er for mig at se bare en samling af de sportsgrene, der er så perifære, at ingen gider se på dem een ad gangen. Så det skal jeg ikke se.
Der er 21 kampe tilbage, og så hæves forbandelsen.

I øvrigt. Filmsæsonen er stillet i bero. Kan i sagens natur heller ikke gå i biografen for tiden. Men gæsteanmeldelser er utroligt velkomne. Er der nogen, der har set Iron Man for eksempel? Eller Harrison Ford-show?

Menihvertfald. Jeg skal nok passe Røret lidt bedre fremover. For eksempel under Østrig – Polen i aften.

Lige et par afsluttende sommeranbefalinger: Musik, film, sport, mad, alkohol, bøger, tobak og asparges er alle fine ting.