Tuesday, March 04, 2008

Juno (9)

År: 2007
Instr.: Jason Reitman
Medv.: Ellen Page, Jennifer Garner, Michael Cera, JK Simmons, Jason Bateman m.fl.

Teenage-Mikkel er smaskforelsket

Kan i huske dengang, man ikke accepterede, at filmen var slut? Når man sad derhjemme i sengen og digtede videre på Feivels eventyr i Rejsen til Amerika, Tilbage til fremtiden eller What have you... Måske ikke. Men jeg blev så barnligt fortryllet af universet og stemningen i denne ultimative film for din mentale helse, at Juno og Paulie endnu ikke har sluppet deres tag i mig. Jeg er gladere i en deprimerende tid. Hvis du ikke synes det er en god grund til at gå i biografen, så er du sgu selv ude om det. Tag Kafka, minderne om alle dine ekskærester og vintergråvejret ned under dynen og nyd det, din masochist.
Hvis der er lidt latent glæde tilbage i dig, så er den bedste måde at fremprovokere den kun en biograftur væk.

Juno (Ellen Page) er en knivskarp 16-årig teenagepige, der ved hjælp af sin bedste ven Paulie (Michael Cera) beslutter sig for at komme af med deres begges mødom. Det er ikke hans idé, men han er ikke utilfreds. Og det er ikke kun kedsomhed, påpeger den fårede, men så gennemført sympatiske Paulie senere, da hun affærdiger ham, for der var Blair Witch på tv og den havde hun sagt, at hun gerne ville se.
Nå, men den ømme seance foregik tankeløst au naturel (Juno er intelligent, men også teenager) og nu er Juno til sin irritation gravid. Hun beslutter sig for ikke at få en abort og finder i stedet et smukt og velhavende par i avisen, der ønsker at adoptere. Bingo, så er det, det vi gør... Og så får vi lov at følge med. Og taxa mange gange.

I modsætning til ligesindede überintelligente teenagepiger, som Thora Birch i Ghost World eller Claire Danes i My Socalled Life er Junos problemer reelle og ikke skabt af kedsomhed. Men Juno er stærk, stædig, glad, veltilpasset nok til grundlæggende at betragte graviditeten med en nonchalance, der placerer teenagegraviditeten et sted mellem at få bøjle på og slæbe rundt med et brækket ben. Og selv om det næsten er for nemt, elsker vi hende for det. Hun er ikke offer for andet end sin egen dumhed, men hun bebrejder hverken sig selv eller Paulie. Men det var jo heller ikke hans idé.

Paulie er vores undskyldning for at forelske os hovedkuls i den lille flabede, men strålende pige. Han er så vild med hende, at det smerter os, og ikke mindst teenageren inden i, når hun ikke lukker ham helt ind. Hvis ikke årene mellem 13 og 18 passerer revy inde i hovederne på i hvert fald det mandlige publikum, har de haft en helt anden ungdom end den vi havde i Tisvildeleje. Måske har de slet ikke haft en ungdom.

De fleste af os har en vag idé om, hvordan en graviditet starter og slutter, og Juno gør sine planer med barnet klart fra starten af, da hun endeligt beslutter sig for at forære denne gave til det velhavende barnløse par Vanessa (Jennifer Garner), som brændende ønsker sig et barn og Mark (Jason Bateman), der måske er 40 år udenpå, men meget yngre indeni. Alligevel kan man ikke regne ud, hvad der sker, og man glæder sig til hver gang, man ser de mennesker på skærmen, som man i løbet af filmen simpelthen kommer til at holde så uendeligt meget af. Junos forældre er for eksempel ældre, klogere, morsommere og mindre karikerede end i stort set alle andre komedier, og man kan pludselig forstå, hvorfor Juno er sådan et livsstykke.

Instruktøren Jason Reitman og (den nu oscarvindende) manuskriptforfatter Diablo Cody er lige ved at gøre Junos graviditet for nem og uproblematisk, men redder sig selv i to stramme rørende scener, hvor publikums kroniske øretiløre-smil for en kort stund erstattes af blanke øjne. Det er djævelsk godt skrevet (Diablo... get it?) og instrueret. Det er rigtige mennesker oppe på det lærred. Og de spiller med i den bedste film jeg har set i denne genre.

Hov. Og man griner. Meget. For de er skægge de her mennesker.

Og... I har absolut ikke hørt det her først, men Ellen Page som Juno er dårende dejlig. Mikkel anno 1997 ville være helt væk i hende, og Mikkel anno 2008 glæder sig til at se hende på lærredet igen. På trods af fine og poetiske præstationer fra blandt andre Michael Cera og JK Simmons er den fortjent oscarnominerede canadier i særklasse. Hendes Juno er ganske enkelt livgivende. Jeg smiler stadig. Ciao.