Friday, August 26, 2005

Hej Århus

Min far har et uproblematisk forhold til Århus. Jeg ved faktisk ikke, om han har problemer med ret mange steder faktisk. Altså jeg tror ikke han har lyst til at holde ferie på Svalbard eller i Basra, men det er kun Kvickly i Frederiksværk, jeg har hørt ham udtrykke et mildt ubehag over for. Der var mange mennesker...
Hans ældste søn derimod (det er mig), har problemer med steder, byer og lande. Oftest ufortjent tillægges disse steder en række negative kvaliteter. Som Århus.
I mandags besluttede jeg mig for, at jeg ikke gad at sove i mine kammeraters stuer længere. Det har jeg gjort hele sommerferien. Jeg kan godt lide mine venner, og jeg har en klar formodning om, at de også synes godt om mig, men efter de allesammen er flyttet sammen med deres kærester, er det pludselig ikke længere så attraktivt at huse en storrygende og lettere højrøstet stodder med en bizar døgnrytme. Fabulerer jeg?
Okay. Jeg blev offer for Banedanmark/Venstres markante angreb på almindelige borgeres mentale helbred og tålmod og en samling sygeplejerskestuderende fra Vejle, der valgte at sætte sig lige ved siden af mig, lige da jeg var kommet til sidste kapitel i The Hitchhikers guide to the galaxy (by the way. Undgå filmen. Læs bogen.)

...There remains little still to tell... Afbrydelse. Skinger jysk kvindestemme. - Men Rasmus har bilen i hverdagene. Jeg tager toget hver morgen... -

Om igen ...There remains little still to tell... Afbrydelse. Skinger jysk kvindestemme. - Og nu er toget forsinket hele tiden. Det er såå irriterende...

Vi prøver igen... There remains little still to tell... Afbrydelse. To skingre jyske kvindestemmer. - Det synes jeg også. Ja ikke? Jeg ved ikke om hun overhovedet ejer et spejl. Tre skingre jyske kvindestemmer. - Ha ha ha ha ha...

Yes. Pointen må være klar nok. Det var ganske enkelt en vældigt irriterende togtur, og den lille engelske sætning var indledningen på det sidste kapitel, det tog hele vejen fra Vejle til Århus at læse... Jeg aner ikke, hvad det handler om...
Fabulerer jeg?

Nå, men da jeg endelig ankom til Århus Banegård, opdagede jeg, at jeg stadig havde et problem med stedet. Da jeg som den eneste stod til højre på rulletrappen, indså jeg præcis hvor dumme århusianerne er... Og det gik jeg og gentog for mig selv, mens jeg gik på toilettet, købte smøger i dsb-kiosken og spadserede ud i det strålende solskin, der ville have fået både Helmig og Annemette Elten til at bryde ud i glædestårer.
Det var først, da jeg kom halvvejs ned til Storetorv, at jeg opdagede, at jeg havde glemt at knappe mine bukser, og at ingen kunne undgå at opdage, at jeg havde mine Snurre Snup-boksershorts på, at jeg blev glad for stedet igen. Jeg har problemer med Århus, men jeg kan godt lide byen.
Hej Århus. Godt at se dig din åndssvage, men alligevel ret elskværdige købstad. Gør mig en tjeneste. Fyr Martin Lumbye og ryk ned i første division...

Hej læsere. Nu er der ævl på nettet igen...