American Gangster (7)

År: 2007
Instr.: Ridley Scott
Medv.: Denzel Washington, Russell Crowe, Josh Brolin, Cuba Gooding Jr. Ruby Dee, m.fl.

Det er jo så lykkeligt, at jeg fuldstændig bestemmer form og indhold i mine anmeldelser på denne blog, hvor jeg kan se, at tilslutningen endnu ikke berettiger til et milliontilbud fra Billy G.

Altså: For at få denne glimrende, men ikke bemærkelsesværdige gangsterfilm ud af klappen, skriver jeg kort, og for fagnørderne - med ethos...

I slutningen af tresserne dratter Harlems junkier pludselig om på stribe. Den ene overdosis heroin efter den anden. Frank Lucas har entreret markedet.
Ham Frank er nemlig smartere end alle de andre pushere i den betændte bydels underverden. Han sælger bedre kvalitet billigere end alle de andre gangstere, og det tjener han en helvedes masse penge på. Hvordan kan det lade sig give sig? Fordi han har elimineret mellemmændene, der stjæler profitten, og importerer tonsvis af hvidt pulver direkte fra de thailandske valmuer. Frank Lucas er ikke en almindelig gangster....

Pladder... Elendig start på en anmeldelse, men heldigvis (uheldigvis) er der så få mennesker, der læser denne blog, at jeg sikkert når at skrive en ny version, inden der er nogen, der læser overstående. Any which wayward Waylon Jennings way. Det kommer nok til mig...

Opgør med de fire stjerner

I Danmark er standarden at anmelde film i et seks-stjerne-system. Det gør de på stort set alle dagblade, med undtagelse af for eksempel Information, og det gjorde Julie og jeg også på dato. Det er fint, ikke mindst for læserne, med denne konsensus, og der er da også et vist råderum inden for disse seks stjerner (i meget sjældne tilfælde er der anmeldere, der benytter sig af 0 stjerne-dommen. Men så er der også tale om en negativ milepæl), men jeg baksede altid med den. En og to stjerner var nemme at dele ud. De er nemme at dechiffrere.

Een stjerne er en fabelagtig dynge afføring. Den er så dårlig, at man hidser sig op over den. (Yderst sjældent kan det også være en film, der sutter så meget popo, at det er sjovt. Jeg har for eksempel en mægtig lyst til at se 'Stjerner uden hjerner' igen)
(Eksempler: Spiceworld. The Prince and me, Scary Movie 2...)

Toeren er i mit hovede slet og ret en dårlig film. Den er spild af tid og/eller penge. Man kan dog også give to stjerner til en film, der virkelig skuffer. Hvis en instruktør, man holder af, laver noget, der er langt under sin egen høje standard, bliver en treer for eksempel hurtigt degraderet.
(Eksempler: Evan Almighty, Åndernes Hus, The Majestic, Bicentennial Man, Idioterne (eksempel på stor skuffelse.))

Treeren er lidt mere tvetydig, i det, at den både kan gives til en film, der er ligegyldig, hæderlig, stærkt klichépræget eller måske endda seværdig, men med en skønhedsfejl, der sidder så irriterende fast i baghovedet, at man alligevel ikke kan anbefale den.
(Eksempler: 300, The Ladykillers, Unbreakable, A good year, Snatch and so on, etc., og så videre)

Femmeren er fandenslaskeme en god film. Nej, det er en fremragende film. Det er en, du kan tale længe om, og opfordrer folk til at gå ind og se. Alternativt er det en film, der ikke rammer følelserne, men imponerer sokkerne af en.
(Eksempler: The Big Lebowski, The Shawshank Redemption, Forrest Gump, Groundhog Day, Festen, American Beauty.......)

Sekseren klokker direkte ind på din top20 over det bedste du har set, smagt, oplevet, hørt nogensinde. (Forudsat selvfølgelig, at du elsker film.) Et mesterværk, og/eller en, der påvirker hele måden man laver film på. Dem er der ikke mange af.
(Eksempler: Fargo, Taxi Driver, Casablanca... Pulp Fiction)

Det er sent og mine eksempler er delvist valgt ud fra film, jeg lige kan komme i tanke om. Hvis jeg satte mig ned og brugte lang tid på det, ville jeg sikkert nævne helt andre...

Men for at vende tilbage til rubrikken på denne efterhånden alenlange smøre... Fire stjerner er skideirriterende at tildele en film. Denne karakter er alt, alt, alt for unuanceret. Udover det grundlæggende, at filmen på et eller andet niveau er anbefalelsesværdig, dækker den over et alt for bredt spekter. På den gamle trettenskala dækker fire stjerner i princippet karaktererne 8-9-10. Og hvis du nogensinde er gået op i en eksamen, ved du at der er meget stor forskel.
Fireren er for mig både en charmerende romantisk komedie eller en nem latter, som Love Actually eller Night at The Museum i den lave ende, eller glimrende veldrejede film som The Truman Show, Casino eller Reservoir Dogs på tærsklen til femmeren.

Derfor: For at undgå krumspring med pile op eller ned har jeg besluttet mig for at indføre den ikke særligt originale titrins-model. Plads til nuancer. Slam!

Altså:
* er i mit system en 1'er.
** kan være både 2 og 3.
*** er enten en 4 eller en 5'er.
**** dækker, hurra, over både 6,7 og 8.
***** er tæt på perfektion = 9.
****** er selvfølgelig den næsten uopnåelige 10'er.

Og når alt det er sagt skal en numerisk bedømmelse altid (helst) læses i sammenhæng med argumentationen, dvs. den egentlige anmeldelse.

Heath Ledger 1979-2008

Nu hvor denne blog skal handle om film, bliver jeg vel nødt til at runde Heath Ledgers død. Det er tragisk og meningsløst, som så frygtelig meget andet, og det er synd for en masse mennesker. Ikke mindst den lille datter. Og resten af familien og så videre.
Jeg har ikke set ret mange af de film, han har spillet med i, heller ikke den, der kommer til at være referencepunktet for den legende, der uundgåeligt vil blive bygget op omkring ham. Brokeback Mountain var et fænomen, og det helt store samtaleemne i 2005, og han fik den oscar-nominering, der gør, at man ikke bare vil huske ham som ung og lovende. Og det er da trods alt en trøst. Eller måske egentlig ikke...
Til sommer kan man se ham i hans sidste rolle, som Jokeren i Christopher Nolans 'Batman-sequel,' og det er sandsynligvis et spektakulært punktum på en (for) kort karriere. Op i røven med karrieren. Et for kort liv...

Relancering vol. 22

Eller sådan noget. Der har ikke været nødder og bolde at skrive om i meget lang tid. Eller jeg har i hvert fald ikke fundet anledning til at skrive noget mere end det, jeg får klunset sammen til avisen.
Men nu har Christian A. og jeg (der i øvrigt ikke deler en for lille lejlighed mere. Jeg er flyttet over i nr. 87)... Hvor kom jeg fra? Jo, vi har i hvert fald i teorien genoplivet de regelmæssige besøg i Empire Bio. Og så besluttede jeg mig for at skrive de anmeldelser, jeg sådan savner igen at få penge for at skrive.
Det er Oscar-sæson, og jeg glæder mig allerede som en lille pige til at se 'No Country for Old Men,' som bliver kaldt Coen-brødrenes bedste hidtil. Og det siger absolut ikke så lidt. 'Juno,' og 'There will be Blood' venter jeg mig også mægtig meget af. Men jeg og vi må vente.
Det er givet, at jeg skriver dette til absolut ingen, men anywhichway. Så skriver jeg lidt for min egen skyld. Det har jeg gjort før...