Hvad synes du om cybersex med fabeldyr?
Jeg skal være den første til at indrømme mit noget antikvariske forhold til læserne. I min verden er jeg indsamler, bearbejder, formidler og ultimativt afsender af information. Til læserne. Og det er da i vid udstrækning også min rolle som journalist i dag.
Men... Ovenstående spørgsmål, som er hentet fra eb.dk, er samtidig en klar indikator for, hvor meget man egentlig bestræber sig på at forny (forplumre) mediernes rolle. Efterhånden er al information ligestillet, og alle holdninger er lige valide. Og bevares. Dine holdninger er lige så gode som mine og alle andres, men din viden er måske ikke helt på niveau med folk, der har gjort kvalificerede studier ud i det område, du udtaler dig om.
Genindfør smagsdommeriet og ekspertvældet.
p.s.
Det er helt i orden. Så længe ingen lider overlast. Altså med hensyn til det indledende spørgsmål.
Wednesday, August 01, 2007
Bill Plympton - 25 Ways To Quit Smoking
Og nu entrerer vi den skæbnesvangre måned, hvor driftige barejere får travlt med plastre og hamre, når de skal opstille nødtørftige skillevægge, der skal snyde myndighederne.
Og i øvrigt. Det er usundt at ryge, og ufedt at få krampe.
Tuesday, July 31, 2007
Hvem er det?
"...an inquisitive mind interested in everything, but too lazy to actually read up about it."
Sådan beskriver kritikeren Steve Bennett Eddie Izzard i sin anmeldelse af stand-uppens Zinedine Zidane, Eddie Izzard.
Sådan vil jeg også fremover beskrive mig selv. Mikkel, stand-uppens Jens Risager...
"...an inquisitive mind interested in everything, but too lazy to actually read up about it."
Sådan beskriver kritikeren Steve Bennett Eddie Izzard i sin anmeldelse af stand-uppens Zinedine Zidane, Eddie Izzard.
Sådan vil jeg også fremover beskrive mig selv. Mikkel, stand-uppens Jens Risager...
Sunday, July 29, 2007
Mens vi venter på afklaring
Først og fremmest er jeg faktisk nok af en romantiker til at synes, Michael Rasmussen er en fantastisk cykelrytter. En modig ener der kombinerer Richard Virenques nosser og vilje til at forsøge sig på vanvidstogter over 100 kilometer, samt noget der minder om Pantanis evner på den sidste stigning. Da den diminutive orange dansker smadrede konkurrenterne på en knaldhård etape i Vueltaen i 2003, var jeg begejstret over at se en dansk rytter eksemplificere en ægte grimpeur i et felt, der undtaget de to førnævnte (dopingbelastede) har været overbefolket af enten slidere uden udstråling (Moreau, Sastre, Evans, Mejia, Zubeldia, Klöden, Escartin etc.), tempospecialister med mangler i bjergene (Zülle, Olano, Botero, Rogers etc. eller de helt store allroundere, der låste hinanden i røvkedelig taktik (Lance selvfølgelig, Ullrich og til dels Basso og Heras).
Til gengæld synes jeg det lyder alt for usandsynligt, at Rasmussens besynderlige exit udelukkende handler om, at Rabobanks sportslige ledelse er blevet sindssyg. Som mange har antydet, må det altså være muligt at undersøge om, han har været i Italien eller i Mellemamerika. Og spørgsmålet er jo sådan set, hvilke oplysninger offentligheden ikke kender til. Det får vi sandsynligvis aldrig at vide. Men uanset hvordan tingene hænger sammen, er det et faktum, at Rasmussen ikke er blevet behandlet fair hverken i pressen eller i særdeleshed af hyperhyklerne i Tour de France-ledelsen og i UCI.
For officielt har Rasmussen ikke brudt reglerne. Men det hindrede ikke Prudhomme og Patrice Clerc i at lægge pres på Rabobank, og det har heller ikke forhindret specielt den udenlandske presse i at stemple den lille dansker som en dopingsnyder på et meget tyndt grundlag.
Nu har jeg fulgt ret intenst med i den udenlandske dækning siden den chokerende nyhed sprang. Og dobbeltmoralen hersker helt åndssvagt. Australierne er grundigt forargede på Cadel Evans vegne,og på trods af at den lille temporytter har kørt næsten lige så hurtigt opad som specialisterne Contador og Rasmussen, er der ingen mistanke til deres yndling.
Spanierne hylder deres nye Indurain og ignorerer Contadors mistænkelige forbindelser til kontroversielle dopinglæger og Operation Puerto.
Briterne er de mest ulidelige. ’I’m mad as hell’ skrev The Guardians William Fotheringham forleden, fordi deres middelmådige tempodreng Bradley Wiggins er blevet ’snydt’ af Rasmussen og Vino (den er jo så god nok.) For Brad er jo clean. Det har han nemlig selv sagt. Og David Millar er et kapitel for sig selv. En af feltets få beviste dopingsyndere er nemlig begyndt at dømme sine kolleger på trods af, at han i mine øjne er den første, der skal lukke røven.
Alle medier og specielt de amerikanske omtaler Rasmussen som dopingsynder i samme åndedrag som Vino, på trods af at pressen rent faktisk ikke har beviser for, at han har brudt reglerne og det simple faktum, at han ikke er testet positiv.
Og der er ingen, der stiller spørgsmålstegn ved denne proces. Rasmussen kommer ikke til orde, og der er ingen, der tager fat i spørgsmålet om hans retssikkerhed. Heller ikke et ellers bemærkelsesværdigt forsvar fra Miguel Indurain, den mest respekterede skikkelse i cykling bliver refereret.
Jeg har selv temmelig svært ved at tro på, at Rasmussen er uskyldig, men jeg har ikke tænkt mig at dømme ham, før jeg får beviser på, at han har forbrudt sig mod reglerne. Det eneste, man foreløbig kan være sikker på er, at man ikke kan være sikker på noget.
Jeg klynger mig stadig til et spinkelt håb om, at Rasmussen beviser sin påstand og bliver anerkendt som moralsk vinder af denne håbløse begivenhed. Men jeg tror ikke på det.
Først og fremmest er jeg faktisk nok af en romantiker til at synes, Michael Rasmussen er en fantastisk cykelrytter. En modig ener der kombinerer Richard Virenques nosser og vilje til at forsøge sig på vanvidstogter over 100 kilometer, samt noget der minder om Pantanis evner på den sidste stigning. Da den diminutive orange dansker smadrede konkurrenterne på en knaldhård etape i Vueltaen i 2003, var jeg begejstret over at se en dansk rytter eksemplificere en ægte grimpeur i et felt, der undtaget de to førnævnte (dopingbelastede) har været overbefolket af enten slidere uden udstråling (Moreau, Sastre, Evans, Mejia, Zubeldia, Klöden, Escartin etc.), tempospecialister med mangler i bjergene (Zülle, Olano, Botero, Rogers etc. eller de helt store allroundere, der låste hinanden i røvkedelig taktik (Lance selvfølgelig, Ullrich og til dels Basso og Heras).
Til gengæld synes jeg det lyder alt for usandsynligt, at Rasmussens besynderlige exit udelukkende handler om, at Rabobanks sportslige ledelse er blevet sindssyg. Som mange har antydet, må det altså være muligt at undersøge om, han har været i Italien eller i Mellemamerika. Og spørgsmålet er jo sådan set, hvilke oplysninger offentligheden ikke kender til. Det får vi sandsynligvis aldrig at vide. Men uanset hvordan tingene hænger sammen, er det et faktum, at Rasmussen ikke er blevet behandlet fair hverken i pressen eller i særdeleshed af hyperhyklerne i Tour de France-ledelsen og i UCI.
For officielt har Rasmussen ikke brudt reglerne. Men det hindrede ikke Prudhomme og Patrice Clerc i at lægge pres på Rabobank, og det har heller ikke forhindret specielt den udenlandske presse i at stemple den lille dansker som en dopingsnyder på et meget tyndt grundlag.
Nu har jeg fulgt ret intenst med i den udenlandske dækning siden den chokerende nyhed sprang. Og dobbeltmoralen hersker helt åndssvagt. Australierne er grundigt forargede på Cadel Evans vegne,og på trods af at den lille temporytter har kørt næsten lige så hurtigt opad som specialisterne Contador og Rasmussen, er der ingen mistanke til deres yndling.
Spanierne hylder deres nye Indurain og ignorerer Contadors mistænkelige forbindelser til kontroversielle dopinglæger og Operation Puerto.
Briterne er de mest ulidelige. ’I’m mad as hell’ skrev The Guardians William Fotheringham forleden, fordi deres middelmådige tempodreng Bradley Wiggins er blevet ’snydt’ af Rasmussen og Vino (den er jo så god nok.) For Brad er jo clean. Det har han nemlig selv sagt. Og David Millar er et kapitel for sig selv. En af feltets få beviste dopingsyndere er nemlig begyndt at dømme sine kolleger på trods af, at han i mine øjne er den første, der skal lukke røven.
Alle medier og specielt de amerikanske omtaler Rasmussen som dopingsynder i samme åndedrag som Vino, på trods af at pressen rent faktisk ikke har beviser for, at han har brudt reglerne og det simple faktum, at han ikke er testet positiv.
Og der er ingen, der stiller spørgsmålstegn ved denne proces. Rasmussen kommer ikke til orde, og der er ingen, der tager fat i spørgsmålet om hans retssikkerhed. Heller ikke et ellers bemærkelsesværdigt forsvar fra Miguel Indurain, den mest respekterede skikkelse i cykling bliver refereret.
Jeg har selv temmelig svært ved at tro på, at Rasmussen er uskyldig, men jeg har ikke tænkt mig at dømme ham, før jeg får beviser på, at han har forbrudt sig mod reglerne. Det eneste, man foreløbig kan være sikker på er, at man ikke kan være sikker på noget.
Jeg klynger mig stadig til et spinkelt håb om, at Rasmussen beviser sin påstand og bliver anerkendt som moralsk vinder af denne håbløse begivenhed. Men jeg tror ikke på det.
Thursday, July 26, 2007
Tour - retour - nedtour
Sikke et år det har været for dansk sport. Vi charmerende lykkelige nordboere. Vi er samba med sne, glade amatører med rene idealer, handlekraftige lejlighedsvikinger, der ikke stikker op for bollemælk eller ligger under for janteloven. Når vores gæve gutter, der kommer fra beskedne provinsbyer som Tølløse, Asnæs, Fårvang eller Ryomgård kører, tackler eller spiller på viljen er det noget så livsbekræftende og fællesskabende.
Vi er Danmarks drenge/piger, der vinder i Enge-land og er jernhårde og ladies eller gentlemen. Og vi gør det en for alle og i røg og damp, og bøgen er skidelækker og pilsnerne er møgkolde.
Vi kan vel allesammen blive provokerede, ikke? Christian Poulsen er et mandfolk, og havde vi ikke alle lyst til at nakke svensken? Og grim var han jo også ham Rosenberg. Skal du provokere? Er det det, du skal? Fisenberg. Ha ha.
Og vores Ironhard Ladies. Lækre og smærke. Søde og bløde. Ærgerligt at de ikke har talent eller charme, for ellers havde jeg nok lige syntes, det var interessant. Det er underordnet, at vi selv har opfundet spillet og er en af de tre nationer i verden, der gider gå op i dette pseudospil. Og vores store stærke Nutella-mænner fik jo bronze. Metal! Medalje! Til lille Danmark. Det er da bare det fedeste. Yummi yummi - hvor' mit gummi?
Og nu lille Michael. Han kørte jo fremragende. Og vi lod os rive med. Og Tv2's kommentator/ekspert/kritiske journalist/overall nice guy Dennis Ritter forsøgte jo at overbevise os om, at der blev skrevet historie hver dag. Det var da fantastisk. Også imponerende at Dennis i sin egen optik kunne skille snot fra kanel og have så mange kasketter på samtidig. Og hvorfor er de tossede franskmænd dog så sure på Michael? Har det noget med Muhammed at gøre? Hvad er der nu i vejen med os? For det er jo da bare vores allesammens lille grillkylling fra flade Tølløse og ikke en af de dersens fæle og infame gutter, der tager det dersens doping...
Nå. Det var en skriftlig lille 'rant'. Spas at skrive i hvert fald.
Det er svært at vide, hvad der er op og ned i Rasmussen-sagen. Jeg ved mindre end de fleste, så derfor gider jeg ikke sidde og spekulere. Det lader jeg sportsjournalister som Dennis Ritter og Kristian Nørregaard om, men det er frustrerende og pisseåndssvagt. To ting er dog rimeligt indlysende: 1. Man suspenderer normalt ikke en vindende rytter uden grund. Og 2. Tour de France, Giro D'Italia, Vueltaen og alle de klassikere, der engang betød noget har totalt mistet deres eksistensberettigelse. Luk butikken i tre år, og gør dog for helvede op med dopingspøgelser, dobbeltmoral og hykleri.
Det gør de selvfølgelig ikke, så længe vi tåbelige seere og lyttere stadig hænger på. Boykot lortet.
Sikke et år det har været for dansk sport. Vi charmerende lykkelige nordboere. Vi er samba med sne, glade amatører med rene idealer, handlekraftige lejlighedsvikinger, der ikke stikker op for bollemælk eller ligger under for janteloven. Når vores gæve gutter, der kommer fra beskedne provinsbyer som Tølløse, Asnæs, Fårvang eller Ryomgård kører, tackler eller spiller på viljen er det noget så livsbekræftende og fællesskabende.
Vi er Danmarks drenge/piger, der vinder i Enge-land og er jernhårde og ladies eller gentlemen. Og vi gør det en for alle og i røg og damp, og bøgen er skidelækker og pilsnerne er møgkolde.
Vi kan vel allesammen blive provokerede, ikke? Christian Poulsen er et mandfolk, og havde vi ikke alle lyst til at nakke svensken? Og grim var han jo også ham Rosenberg. Skal du provokere? Er det det, du skal? Fisenberg. Ha ha.
Og vores Ironhard Ladies. Lækre og smærke. Søde og bløde. Ærgerligt at de ikke har talent eller charme, for ellers havde jeg nok lige syntes, det var interessant. Det er underordnet, at vi selv har opfundet spillet og er en af de tre nationer i verden, der gider gå op i dette pseudospil. Og vores store stærke Nutella-mænner fik jo bronze. Metal! Medalje! Til lille Danmark. Det er da bare det fedeste. Yummi yummi - hvor' mit gummi?
Og nu lille Michael. Han kørte jo fremragende. Og vi lod os rive med. Og Tv2's kommentator/ekspert/kritiske journalist/overall nice guy Dennis Ritter forsøgte jo at overbevise os om, at der blev skrevet historie hver dag. Det var da fantastisk. Også imponerende at Dennis i sin egen optik kunne skille snot fra kanel og have så mange kasketter på samtidig. Og hvorfor er de tossede franskmænd dog så sure på Michael? Har det noget med Muhammed at gøre? Hvad er der nu i vejen med os? For det er jo da bare vores allesammens lille grillkylling fra flade Tølløse og ikke en af de dersens fæle og infame gutter, der tager det dersens doping...
Nå. Det var en skriftlig lille 'rant'. Spas at skrive i hvert fald.
Det er svært at vide, hvad der er op og ned i Rasmussen-sagen. Jeg ved mindre end de fleste, så derfor gider jeg ikke sidde og spekulere. Det lader jeg sportsjournalister som Dennis Ritter og Kristian Nørregaard om, men det er frustrerende og pisseåndssvagt. To ting er dog rimeligt indlysende: 1. Man suspenderer normalt ikke en vindende rytter uden grund. Og 2. Tour de France, Giro D'Italia, Vueltaen og alle de klassikere, der engang betød noget har totalt mistet deres eksistensberettigelse. Luk butikken i tre år, og gør dog for helvede op med dopingspøgelser, dobbeltmoral og hykleri.
Det gør de selvfølgelig ikke, så længe vi tåbelige seere og lyttere stadig hænger på. Boykot lortet.
Monday, July 23, 2007
Rødgaard recap.
Ford Ka hedder den lille mærkelige, men vidunderlige bil, jeg har købt. Den er sort og kører dejligt, og jeg er pisseglad for den. Jeg fik den i dag.
Slotsbyerne hedder den avis, jeg starter som journalist på i morgen. Den ligger i Hillerød og vil gerne være en utraditionel og ambitiøs lokalavis. Det skal jeg forsøge at hjælpe med.
Min Flight of The Conchords t-shirt er kommet med posten. Den er lyseblå og smart, og jeg går med den í ny og næ.
Jeg ser Tour de France igen. Det er pinligt, men jeg er ret fascineret af ham den lille gule skid, der kører hurtigt opad og ok ligeud.
Otrivin er mit nye drug of choice. I hvert fald når jeg er så pisseforkølet, som jeg har været den seneste uge.
Ford Ka hedder den lille mærkelige, men vidunderlige bil, jeg har købt. Den er sort og kører dejligt, og jeg er pisseglad for den. Jeg fik den i dag.
Slotsbyerne hedder den avis, jeg starter som journalist på i morgen. Den ligger i Hillerød og vil gerne være en utraditionel og ambitiøs lokalavis. Det skal jeg forsøge at hjælpe med.
Min Flight of The Conchords t-shirt er kommet med posten. Den er lyseblå og smart, og jeg går med den í ny og næ.
Jeg ser Tour de France igen. Det er pinligt, men jeg er ret fascineret af ham den lille gule skid, der kører hurtigt opad og ok ligeud.
Otrivin er mit nye drug of choice. I hvert fald når jeg er så pisseforkølet, som jeg har været den seneste uge.
Thursday, July 12, 2007
MESSI
Der har været mange små nye Maradonaer, men Messi ser ud til at indfri Argentinas forventninger. Dette lob er endda bedre end Sukers lob over Schmeichel i '96. Suker havde tid og plads til at chippe bolden, mens Messi er i fuldt løb. Imponerende.
Mitch
Smacked op på 'drugs and booze,' død og det endda før sit endelige gennembrud. Men Mitch Hedberg er stadig morsom...
Det begynder måske at gå lidt for stærkt...
... men så måske ikke, for min mor vil have mig til at købe en meget lille fiat. Men under alle omstændigheder er jeg måske på nippet til at erhverve mig min første rigtige voksenting, siden jeg selv købte et dørslag som 18-årig. Jeg er meget splittet mellem den frihed, der ligger i at have en bil, man ikke skal aflevere i sine forældres indkørsel om et par timer, og den frihed jeg har, nu hvor kronisk ludfattige Mikkel rent faktisk har luft i budgettet. Jeg giver måske snart en tur i en lillebitte hatchback fra slutningen af 90'erne... Eller sådan noget...
... men så måske ikke, for min mor vil have mig til at købe en meget lille fiat. Men under alle omstændigheder er jeg måske på nippet til at erhverve mig min første rigtige voksenting, siden jeg selv købte et dørslag som 18-årig. Jeg er meget splittet mellem den frihed, der ligger i at have en bil, man ikke skal aflevere i sine forældres indkørsel om et par timer, og den frihed jeg har, nu hvor kronisk ludfattige Mikkel rent faktisk har luft i budgettet. Jeg giver måske snart en tur i en lillebitte hatchback fra slutningen af 90'erne... Eller sådan noget...
Monday, July 09, 2007
Robin Ince on Creationism
Vores allesammen Peter Martin Wilhjelm har engang i en af sine mere religiøse perioder udtalt sig positivt om 'Intelligent Design.' Og som al anden religiøs teori kan også denne reduceres til 'Magic Man done it.' Og det illustrerer Robin Ince så smukt her...
Bill Bailey - Hats of to the Zebra
Endnu en oprigtig musikalsk appel til det gode i mennesket. Op i røven med Live Aid.
New Zealand in Danish
Jeg er ingen englænder, ej heller irsk. Jeg er ikke som andre født i New Jersey eller Perth. Jeg er født i Hillerød, og derfor fortsætter vi på dansk. Og lidt oftere. Meget oftere faktisk, for nu har jeg lært at 'embedde.'
Chris A. og jeg er meget begejstrede for New Zealands fjerdestørste folk-parodi-orkester. Og det bør i også, for det er mægtig spas. Hvis i vil have min ydmyge ufejlbarlige mening, som arbejdsløs anmelder...
Når nu Rødgaard har lært at 'embedde' skal i have spas, skal i, ja i skal. Og det bliver mægtigt, ja det bliver.
Jeg er ingen englænder, ej heller irsk. Jeg er ikke som andre født i New Jersey eller Perth. Jeg er født i Hillerød, og derfor fortsætter vi på dansk. Og lidt oftere. Meget oftere faktisk, for nu har jeg lært at 'embedde.'
Chris A. og jeg er meget begejstrede for New Zealands fjerdestørste folk-parodi-orkester. Og det bør i også, for det er mægtig spas. Hvis i vil have min ydmyge ufejlbarlige mening, som arbejdsløs anmelder...
Når nu Rødgaard har lært at 'embedde' skal i have spas, skal i, ja i skal. Og det bliver mægtigt, ja det bliver.
Thursday, May 03, 2007
As you might know. I've been cancelled
Or fired, but I prefer the other term. And it's also more accurate. The infamous free newspaper 'dato' reached a total of 166 editions, and was a part of the fabled 'paperwar' for eight months, before the board in 'The Berlingske Officin' decided enough was enough. It was a sad day, when the talking suits visited our little newsroom and pulled the plug exactly 14 days ago, but it wasn't entirely unexpected.
We (the editorial staff) knew that it probably wasn't going to last for too long, when we arrived at the konference room in 'Berlingske Hus, in mid-August last year', and 'dato' actually held on longer than I thought. But it was, as every socalled expert said from the beginning, only a matter of time, before one of the three new mailbox-delivered papers went under. And two days after we made our hastened debut (we built the paper from scratch in four days), a bookmaker decided to take bets on which paper would 'die' first, as they put it. We (dato) were huge favourites.
Now, while I sit at home centemplating the near future, I have fond memories of the weird little orange pamphlet I was very much a part of for three quarters of a year. Even though it could be frustrating as hell, when the rest of the Danish press, used every opportunity to figuratively speaking, kick us in the groin, and we were always understaffed, I realise that it was the most fun I've ever had. I loved going to work, and I miss it terribly now. Mainly because of my colleagues. A possitive that I derived from the cancellation of 'dato' was that I realised that many of them weren't just colleagues, but friends. And besides not sharing my day with this group of friends every day, it's just incredibly boring not having anything to do.
Luckily I'm still on the payroll for a few more months, but I'm about to decide what to do now. I'l let you know.
Or fired, but I prefer the other term. And it's also more accurate. The infamous free newspaper 'dato' reached a total of 166 editions, and was a part of the fabled 'paperwar' for eight months, before the board in 'The Berlingske Officin' decided enough was enough. It was a sad day, when the talking suits visited our little newsroom and pulled the plug exactly 14 days ago, but it wasn't entirely unexpected.
We (the editorial staff) knew that it probably wasn't going to last for too long, when we arrived at the konference room in 'Berlingske Hus, in mid-August last year', and 'dato' actually held on longer than I thought. But it was, as every socalled expert said from the beginning, only a matter of time, before one of the three new mailbox-delivered papers went under. And two days after we made our hastened debut (we built the paper from scratch in four days), a bookmaker decided to take bets on which paper would 'die' first, as they put it. We (dato) were huge favourites.
Now, while I sit at home centemplating the near future, I have fond memories of the weird little orange pamphlet I was very much a part of for three quarters of a year. Even though it could be frustrating as hell, when the rest of the Danish press, used every opportunity to figuratively speaking, kick us in the groin, and we were always understaffed, I realise that it was the most fun I've ever had. I loved going to work, and I miss it terribly now. Mainly because of my colleagues. A possitive that I derived from the cancellation of 'dato' was that I realised that many of them weren't just colleagues, but friends. And besides not sharing my day with this group of friends every day, it's just incredibly boring not having anything to do.
Luckily I'm still on the payroll for a few more months, but I'm about to decide what to do now. I'l let you know.
Tuesday, April 10, 2007
Fest!!!
Fodboldfest altså.
Lige så snart man ikke længere kunne udholde dødssyge målfattige møgkampe, bliver ens interesse i det i bund og grund åndssvage spil vakt igen. I onsdags spillede Roma Man U ud af banen i Rom. Jeg havde store forventninger til returkampen, som spiller, mens jeg skriver. Jeg hader United, og Roma har altid været en yndling. Men efter 20 minutter var der ikke spænding mere, men bare en afsindig opvisning i drømmebold. United fører siger og skriver 6-1, men det er egentlig ok på grund af måden, de gjorde det på. De har simpelthen kørt deres store engelske provinstraktor over de romerske elegantierer. Og det er sgu flot, surrealistisk og uventet.
... Og nu scorede Evra til 7-1. Fodbold er sjovt...
Fodboldfest altså.
Lige så snart man ikke længere kunne udholde dødssyge målfattige møgkampe, bliver ens interesse i det i bund og grund åndssvage spil vakt igen. I onsdags spillede Roma Man U ud af banen i Rom. Jeg havde store forventninger til returkampen, som spiller, mens jeg skriver. Jeg hader United, og Roma har altid været en yndling. Men efter 20 minutter var der ikke spænding mere, men bare en afsindig opvisning i drømmebold. United fører siger og skriver 6-1, men det er egentlig ok på grund af måden, de gjorde det på. De har simpelthen kørt deres store engelske provinstraktor over de romerske elegantierer. Og det er sgu flot, surrealistisk og uventet.
... Og nu scorede Evra til 7-1. Fodbold er sjovt...
Wednesday, March 07, 2007
Wednesday, February 07, 2007
Mænd er sjovere end kvinder...
Fordi de bliver nødt til det. Christopher Hitchens er berømt for sine polemiske provo-klummer, og denne i januars Vanity Fair er ikke anderledes. Snarere har han i sin langstrakte argumentation for at kvinder, malet med den brede pensel mind you, er mindre morsomme end kvinder, ramt flere læsere end længe før.
Jeg er ikke hundrede procent uenig, faktisk er jeg slet ikke uenig i præmissen, men hans argumentationer hænger ikke altid sammen.
Han mener, at mænd er sjovere end kvinder, fordi det er deres våben i den endeløse kamp for at imponere det modsatte køn. Man komplimenterer en kvinde med 'Du er smuk,' mens en mand hellere vil høre: 'Du er så sjov.' Nu forenkler jeg hans ord, og nu sidder du sikkert, afhængig af dit køn, og tænker: 'Min kæreste er bare superspas' eller 'Jeg er da mindst lige så sjov som ham Rødgaard,' men i det har han jo ofte ret. Jeg kan for eksempel ikke trække voldsomt på mit udseende i forhold til kvinder. Min force er klart, at jeg er morsom og har vid. Og det er jeg da smerteligt bevidst om. Sådan er det for mange mænd. En afgørende forskel på mænd og kvinder i denne henseende er, at mænd til gengæld ikke har den store selverkendelse. Selv fyre, der ikke kan sige noget sjovt, selv hvis de læser en god joke op af den bog, de har lånt på biblioteket forsøger sig med humor. Og det kan gå spektakulært ad helvede til. Men under alle omstændigheder forsøger de sig. Det enten gider kvinder ikke, eller også vil vi mænd ikke konkurrere på dette område. En mand, der forsøger at imponere en kvinde, der viser sig at være lige så morsom som ham selv, vil i mange tilfælde miste interessen. Det holder kvinderne tilbage. Tror jeg...
Nå, men kvinder, der har læst denne klumme har fået trykket alle deres knapper. Blandt andet hende her, der er mægtigt provokeret, samt en masse andre.
Jeg har diskuteret dette emne med min medskribent på kulturredaktionen det meste af dagen, og Julie argumenterer for, ikke helt ueffent, at det i høj grad skyldes en nedarvet mekanisme, der gør at mænd ikke vil acceptere at kvinder er sjove. Det er ganske enkelt ikke acceptabelt for os bavianer, der foretrækker at trække på urinstinkter og vores røde røve, mens hunnerne bare skal sidde og se bedårende ud. Igen en forenkling, men igen heller ikke forkert.
Jeg tror min konklusion er, og så må i ellers læse på de glimrende links, at mænd er sjovere, fordi de prøver hårdere, men at kvinder har potentiale for at være mindst lige så spas. Historien er med mig. Prøv at tælle kvinderne på denne liste.
Og igen. Dette er ikke et forsøg på at disse alle de møgskægge kvinder, der kan få mælk eller fadøl til at sprøjte ud af næseborene. Bredpenselmaling.
Sarah Silverman er for eksempel mægtig.
Der er vist stadig et kommentarfelt på denne side. Skriv hvis jeg tager fejl, eller hvis du er enig kan du eventuelt elaborere.
I øvrigt mener jeg, at alle bør købe 'The Good, The Bad & The Queen'.
Mikkel
Fordi de bliver nødt til det. Christopher Hitchens er berømt for sine polemiske provo-klummer, og denne i januars Vanity Fair er ikke anderledes. Snarere har han i sin langstrakte argumentation for at kvinder, malet med den brede pensel mind you, er mindre morsomme end kvinder, ramt flere læsere end længe før.
Jeg er ikke hundrede procent uenig, faktisk er jeg slet ikke uenig i præmissen, men hans argumentationer hænger ikke altid sammen.
Han mener, at mænd er sjovere end kvinder, fordi det er deres våben i den endeløse kamp for at imponere det modsatte køn. Man komplimenterer en kvinde med 'Du er smuk,' mens en mand hellere vil høre: 'Du er så sjov.' Nu forenkler jeg hans ord, og nu sidder du sikkert, afhængig af dit køn, og tænker: 'Min kæreste er bare superspas' eller 'Jeg er da mindst lige så sjov som ham Rødgaard,' men i det har han jo ofte ret. Jeg kan for eksempel ikke trække voldsomt på mit udseende i forhold til kvinder. Min force er klart, at jeg er morsom og har vid. Og det er jeg da smerteligt bevidst om. Sådan er det for mange mænd. En afgørende forskel på mænd og kvinder i denne henseende er, at mænd til gengæld ikke har den store selverkendelse. Selv fyre, der ikke kan sige noget sjovt, selv hvis de læser en god joke op af den bog, de har lånt på biblioteket forsøger sig med humor. Og det kan gå spektakulært ad helvede til. Men under alle omstændigheder forsøger de sig. Det enten gider kvinder ikke, eller også vil vi mænd ikke konkurrere på dette område. En mand, der forsøger at imponere en kvinde, der viser sig at være lige så morsom som ham selv, vil i mange tilfælde miste interessen. Det holder kvinderne tilbage. Tror jeg...
Nå, men kvinder, der har læst denne klumme har fået trykket alle deres knapper. Blandt andet hende her, der er mægtigt provokeret, samt en masse andre.
Jeg har diskuteret dette emne med min medskribent på kulturredaktionen det meste af dagen, og Julie argumenterer for, ikke helt ueffent, at det i høj grad skyldes en nedarvet mekanisme, der gør at mænd ikke vil acceptere at kvinder er sjove. Det er ganske enkelt ikke acceptabelt for os bavianer, der foretrækker at trække på urinstinkter og vores røde røve, mens hunnerne bare skal sidde og se bedårende ud. Igen en forenkling, men igen heller ikke forkert.
Jeg tror min konklusion er, og så må i ellers læse på de glimrende links, at mænd er sjovere, fordi de prøver hårdere, men at kvinder har potentiale for at være mindst lige så spas. Historien er med mig. Prøv at tælle kvinderne på denne liste.
Og igen. Dette er ikke et forsøg på at disse alle de møgskægge kvinder, der kan få mælk eller fadøl til at sprøjte ud af næseborene. Bredpenselmaling.
Sarah Silverman er for eksempel mægtig.
Der er vist stadig et kommentarfelt på denne side. Skriv hvis jeg tager fejl, eller hvis du er enig kan du eventuelt elaborere.
I øvrigt mener jeg, at alle bør købe 'The Good, The Bad & The Queen'.
Mikkel
Comeback
Jeg har overvejet at slette Talerøret, men har ikke kunne tage mig sammen til at slette dette infernalske rod af nonsens og sene nattetimer. Så nu prøver vi igen. dato tager hovedparten af mine skriblerier. Talerøret er til overskudsproduktionen. Velkommen tilbage
Jeg har overvejet at slette Talerøret, men har ikke kunne tage mig sammen til at slette dette infernalske rod af nonsens og sene nattetimer. Så nu prøver vi igen. dato tager hovedparten af mine skriblerier. Talerøret er til overskudsproduktionen. Velkommen tilbage
Subscribe to:
Posts (Atom)