Tour - retour - nedtour

Sikke et år det har været for dansk sport. Vi charmerende lykkelige nordboere. Vi er samba med sne, glade amatører med rene idealer, handlekraftige lejlighedsvikinger, der ikke stikker op for bollemælk eller ligger under for janteloven. Når vores gæve gutter, der kommer fra beskedne provinsbyer som Tølløse, Asnæs, Fårvang eller Ryomgård kører, tackler eller spiller på viljen er det noget så livsbekræftende og fællesskabende.

Vi er Danmarks drenge/piger, der vinder i Enge-land og er jernhårde og ladies eller gentlemen. Og vi gør det en for alle og i røg og damp, og bøgen er skidelækker og pilsnerne er møgkolde.

Vi kan vel allesammen blive provokerede, ikke? Christian Poulsen er et mandfolk, og havde vi ikke alle lyst til at nakke svensken? Og grim var han jo også ham Rosenberg. Skal du provokere? Er det det, du skal? Fisenberg. Ha ha.
Og vores Ironhard Ladies. Lækre og smærke. Søde og bløde. Ærgerligt at de ikke har talent eller charme, for ellers havde jeg nok lige syntes, det var interessant. Det er underordnet, at vi selv har opfundet spillet og er en af de tre nationer i verden, der gider gå op i dette pseudospil. Og vores store stærke Nutella-mænner fik jo bronze. Metal! Medalje! Til lille Danmark. Det er da bare det fedeste. Yummi yummi - hvor' mit gummi?

Og nu lille Michael. Han kørte jo fremragende. Og vi lod os rive med. Og Tv2's kommentator/ekspert/kritiske journalist/overall nice guy Dennis Ritter forsøgte jo at overbevise os om, at der blev skrevet historie hver dag. Det var da fantastisk. Også imponerende at Dennis i sin egen optik kunne skille snot fra kanel og have så mange kasketter på samtidig. Og hvorfor er de tossede franskmænd dog så sure på Michael? Har det noget med Muhammed at gøre? Hvad er der nu i vejen med os? For det er jo da bare vores allesammens lille grillkylling fra flade Tølløse og ikke en af de dersens fæle og infame gutter, der tager det dersens doping...

Nå. Det var en skriftlig lille 'rant'. Spas at skrive i hvert fald.

Det er svært at vide, hvad der er op og ned i Rasmussen-sagen. Jeg ved mindre end de fleste, så derfor gider jeg ikke sidde og spekulere. Det lader jeg sportsjournalister som Dennis Ritter og Kristian Nørregaard om, men det er frustrerende og pisseåndssvagt. To ting er dog rimeligt indlysende: 1. Man suspenderer normalt ikke en vindende rytter uden grund. Og 2. Tour de France, Giro D'Italia, Vueltaen og alle de klassikere, der engang betød noget har totalt mistet deres eksistensberettigelse. Luk butikken i tre år, og gør dog for helvede op med dopingspøgelser, dobbeltmoral og hykleri.

Det gør de selvfølgelig ikke, så længe vi tåbelige seere og lyttere stadig hænger på. Boykot lortet.

Rødgaard recap.

Ford Ka hedder den lille mærkelige, men vidunderlige bil, jeg har købt. Den er sort og kører dejligt, og jeg er pisseglad for den. Jeg fik den i dag.

Slotsbyerne hedder den avis, jeg starter som journalist på i morgen. Den ligger i Hillerød og vil gerne være en utraditionel og ambitiøs lokalavis. Det skal jeg forsøge at hjælpe med.

Min Flight of The Conchords t-shirt er kommet med posten. Den er lyseblå og smart, og jeg går med den í ny og næ.

Jeg ser Tour de France igen. Det er pinligt, men jeg er ret fascineret af ham den lille gule skid, der kører hurtigt opad og ok ligeud.

Otrivin er mit nye drug of choice. I hvert fald når jeg er så pisseforkølet, som jeg har været den seneste uge.