Fortællingen: Prolog

Maj, 1945
Oda var utrøstelig. Hun stod foran spejlet i den lille forblæste vestjyske by og betragtede sin maskinklippede isse. Krigen var slut, og Gerhard med de pæne og regelmæssige tænder var rejst hjem til Nürnberg. 'Jeg kan ikke leve med den skam, jeg må afsted,' hulkede hun til sit spejlbillede. Den 16-årige pige blødte i hovedbunden. Ringkøbings indbyggere havde ingen forståelse for hendes stormende forelskelse. For dem var hun bare en tyskertøs.
I en beskeden lejlighed på Nørrebro sad en samling opstemte mænd og drak Rød Tuborg. Først og fremmest fordi befrielsen stadig ikke var afløst af hverdagens trivialitet, men også fordi Røde Maren midt i den boblende beruselse den 5. Maj havde lovet at ligge med alle frihedskæmpere, der kunne fremvise en kommunistisk partibog. Nu var der gået 14 dage, og Maren var så småt begyndt at fortryde sit lokkende tilbud. Heldigvis var kun en lille snes mødt op i dag, og der KUNNE snart ikke være flere tilbage. Marens sidste 'besøgende' var den 17-årige og yderst potente Kalle Blom. Sådan gik det til, at lille Erna blev undfanget. For Kalle betød synet af sine svedende forældre, der forlod nabolejligheden, at han for evigt fraskrev sig den marxistiske lære.
Olrik var medlem af Roklubben Kvik. Hans stærke arme og ubeskrivelige energi gjorde ham til hovedmanden i klubbens berømte 'otter', der fejrede talrige triumfer under krigen. Olrik var eksemplet på den danske arier lige indtil den dag, den et år yngre Simon Spies ved en fejltagelse ramte ham i hovedet med en af de solide årer. Udadtil var Olrik stadig den samme, men det hårde slag i tindingen ændrede for evigt ved hjernens indviklede kemi.
Den lille fortryllende brunette var ikke kendt for sin intelligens. Knap fyldt 15 var Sus, som hun hed, til gengæld et dagligt lyspunkt for oprydningsarbejderne ved den sønderbombede Franske Skole. Sorgløs og koket trippede Olriks lillesøster fra skole, mens popoen vrikkede herligt i den lysgrønne spadseredragt.

At de fire purunge menneskers skæbne skulle vikles uløseligt ind i hverandres, var i den første tid efter de fem onde år ikke sandsynligt...