Fra hans kolde døde hænder
Nu kan man endelig tage revolveren fra Charlton Heston. Han kradsede jo, som de fleste ved, af forleden, og bevares. Han gav den da gas engang. Men for mig er han stadig den semisenile tosse, der med geværet i hånden, personificerede Europas tømmermænd. Hvorfor lod vi ikke bare indianerne stå for showet derovre...? Nå nå. Så ville vi jo ikke have Coca Cola og Windows 2000.
Men der er faktisk nogen, der mener, at hans tegneserieoptrædender i film som Ben Hur, Moses og Abernes Planet var et vidnesbyrd om en eller anden form for talent. Og i behøver da ikke nøjes med min gnavne udlægning...
The Guardian om manden de kaldte Bims...
Tuesday, April 08, 2008
Monday, April 07, 2008
Mysteriet Franz Ferdinand
Kunne vi egentlig ikke allesammen lide dette engang så feterede og succesombruste orkester fra Glasgow? Jeg kunne. I den salige (en eller anden årstid) 2004 hørte jeg Franz Ferdinands debutplade og Princes Musicology på skift hele tiden. Jeg rockede ud til en glimrende koncert på Roskilde, og jeg købte den til folk. Så gik der et par måneder, og så gik der et år. Så kom der en ny plade, som jeg aldrig rigtig fik hørt, og så gik der noget længere tid. Og jeg hørte dem slet ikke. Og når jeg hører dem igen siger de mig ingenverdens ting. Jeg har lige, single og lad som jeg er, siddet og bladret i mit Itunes-bibliotek og lagt digital kabale. Og hørte så Franz Ferdinand. Ingenting. Stadigvæk. De fleste andre plader jeg har købt og sat pris på, kan jeg i det mindste finde en nostalgisk værdi ved. Jeg har for eksempel muntret mig med oldtidsarkæologiske rester som Travis' The Invisible Band, Jeff Buckleys Grace og Becks Midnite Vultures på mine alt for lange køreture til og fra arbejde og har skrålet med, så de andre bilister er ved at køre i grøften på grund af den manisk skrigende mand i den lille bil i bakspejlet.
Men når jeg hører Franz Ferdinand, er det ikke irriterende. Det er heller ikke godt. Det er ikke nostalgisk, og jeg bliver ikke sur over det. Det siger mig bare ingenting overhovedet. Jeg kunne ligesågodt åbne et vindue og lytte til trafikken på Jagtvej.
Det er meget sjældent, at jeg ikke kan behæfte en eller anden form for følelse ved musik. Specielt når det er min egen.
Er der nogen derude i den begrænsede blogosfære, der har haft en lignende oplevelse. Brug kommentarfeltet. Det er til for det samme.
Kunne vi egentlig ikke allesammen lide dette engang så feterede og succesombruste orkester fra Glasgow? Jeg kunne. I den salige (en eller anden årstid) 2004 hørte jeg Franz Ferdinands debutplade og Princes Musicology på skift hele tiden. Jeg rockede ud til en glimrende koncert på Roskilde, og jeg købte den til folk. Så gik der et par måneder, og så gik der et år. Så kom der en ny plade, som jeg aldrig rigtig fik hørt, og så gik der noget længere tid. Og jeg hørte dem slet ikke. Og når jeg hører dem igen siger de mig ingenverdens ting. Jeg har lige, single og lad som jeg er, siddet og bladret i mit Itunes-bibliotek og lagt digital kabale. Og hørte så Franz Ferdinand. Ingenting. Stadigvæk. De fleste andre plader jeg har købt og sat pris på, kan jeg i det mindste finde en nostalgisk værdi ved. Jeg har for eksempel muntret mig med oldtidsarkæologiske rester som Travis' The Invisible Band, Jeff Buckleys Grace og Becks Midnite Vultures på mine alt for lange køreture til og fra arbejde og har skrålet med, så de andre bilister er ved at køre i grøften på grund af den manisk skrigende mand i den lille bil i bakspejlet.
Men når jeg hører Franz Ferdinand, er det ikke irriterende. Det er heller ikke godt. Det er ikke nostalgisk, og jeg bliver ikke sur over det. Det siger mig bare ingenting overhovedet. Jeg kunne ligesågodt åbne et vindue og lytte til trafikken på Jagtvej.
Det er meget sjældent, at jeg ikke kan behæfte en eller anden form for følelse ved musik. Specielt når det er min egen.
Er der nogen derude i den begrænsede blogosfære, der har haft en lignende oplevelse. Brug kommentarfeltet. Det er til for det samme.
Det er forår og bolden hopper
Min gode ven og hidtidige fodboldignorant Kenneth Hansen har netop nydt en kedelig fodboldkamp på Århus Stadion. Forår og bold hører sammen. Fodbold er godt, selvom jeg efterhånden nærmer mig en tidligere berygtet kulturministers udsagn: Det er sjovere at være med end at se på. Og da vi ikke har taget os sammen til at spille fodbold i snart to år, har jeg jo sammen med Kristian Nørregaard-Troels kastet mig over en anden og mindst ligeså glimrende sport.
Tennis i Sundby Tennisklub er mægtigt. Og I skal allesammen med.
Kristian-Troels og jeg har spillet 18,5 kampe mod hinanden, siden vi startede ude på Englandsvej, og det er forbløffende nok nærmest endt fuldstændig uafgjort. I henhold til den stort opsatte tennis-statistik fører jeg 9,5 mod 9 til Kristian i vores indbyrdes opgør. Som jeg huskede det, spillede vi egentlig til ti, men Troels-Kristian har nulstillet resultaterne. Ny sæson siger han.
"Tennis-statistikken var kun sjov, dengang jeg vandt."
Og den imponerende lige statistik er nemlig også kun en del af billedet. I starten vandt Kristian tre ud af fire opgør. Men så fandt jeg ud af, hvordan man undgik at lave dobbeltfejl hele tiden, og nu har jeg i al beskedenhed tampet ham de sidste seks gange. Men altså. Det er en ny sæson, og derfor:
Den store tennisstatistik '08.
1. 6. April 2008
Mikkel - Kristian = 6-2, 6-2
2. 6. April 2008
Mikkel - Kristian = 6-3, 6-3
Min gode ven og hidtidige fodboldignorant Kenneth Hansen har netop nydt en kedelig fodboldkamp på Århus Stadion. Forår og bold hører sammen. Fodbold er godt, selvom jeg efterhånden nærmer mig en tidligere berygtet kulturministers udsagn: Det er sjovere at være med end at se på. Og da vi ikke har taget os sammen til at spille fodbold i snart to år, har jeg jo sammen med Kristian Nørregaard-Troels kastet mig over en anden og mindst ligeså glimrende sport.
Tennis i Sundby Tennisklub er mægtigt. Og I skal allesammen med.
Kristian-Troels og jeg har spillet 18,5 kampe mod hinanden, siden vi startede ude på Englandsvej, og det er forbløffende nok nærmest endt fuldstændig uafgjort. I henhold til den stort opsatte tennis-statistik fører jeg 9,5 mod 9 til Kristian i vores indbyrdes opgør. Som jeg huskede det, spillede vi egentlig til ti, men Troels-Kristian har nulstillet resultaterne. Ny sæson siger han.
"Tennis-statistikken var kun sjov, dengang jeg vandt."
Og den imponerende lige statistik er nemlig også kun en del af billedet. I starten vandt Kristian tre ud af fire opgør. Men så fandt jeg ud af, hvordan man undgik at lave dobbeltfejl hele tiden, og nu har jeg i al beskedenhed tampet ham de sidste seks gange. Men altså. Det er en ny sæson, og derfor:
Den store tennisstatistik '08.
1. 6. April 2008
Mikkel - Kristian = 6-2, 6-2
2. 6. April 2008
Mikkel - Kristian = 6-3, 6-3
Subscribe to:
Posts (Atom)