Mysteriet Franz Ferdinand

Kunne vi egentlig ikke allesammen lide dette engang så feterede og succesombruste orkester fra Glasgow? Jeg kunne. I den salige (en eller anden årstid) 2004 hørte jeg Franz Ferdinands debutplade og Princes Musicology på skift hele tiden. Jeg rockede ud til en glimrende koncert på Roskilde, og jeg købte den til folk. Så gik der et par måneder, og så gik der et år. Så kom der en ny plade, som jeg aldrig rigtig fik hørt, og så gik der noget længere tid. Og jeg hørte dem slet ikke. Og når jeg hører dem igen siger de mig ingenverdens ting. Jeg har lige, single og lad som jeg er, siddet og bladret i mit Itunes-bibliotek og lagt digital kabale. Og hørte så Franz Ferdinand. Ingenting. Stadigvæk. De fleste andre plader jeg har købt og sat pris på, kan jeg i det mindste finde en nostalgisk værdi ved. Jeg har for eksempel muntret mig med oldtidsarkæologiske rester som Travis' The Invisible Band, Jeff Buckleys Grace og Becks Midnite Vultures på mine alt for lange køreture til og fra arbejde og har skrålet med, så de andre bilister er ved at køre i grøften på grund af den manisk skrigende mand i den lille bil i bakspejlet.
Men når jeg hører Franz Ferdinand, er det ikke irriterende. Det er heller ikke godt. Det er ikke nostalgisk, og jeg bliver ikke sur over det. Det siger mig bare ingenting overhovedet. Jeg kunne ligesågodt åbne et vindue og lytte til trafikken på Jagtvej.
Det er meget sjældent, at jeg ikke kan behæfte en eller anden form for følelse ved musik. Specielt når det er min egen.

Er der nogen derude i den begrænsede blogosfære, der har haft en lignende oplevelse. Brug kommentarfeltet. Det er til for det samme.