At ikke gide en fest!

Det er noget jeg har for vane. Social interaktion fungerer for mig, hvis jeg for alvor investerer hele mit fokus på det. Hvis jeg er i det rette humør kan jeg drive en stemning alene. Hvis ikke, som lige nu, er jeg slet ikke i stand til at se det sjove i folk. Og jeg skal underholde/underholdes.

Kristian og jeg er infantile nok til at synes denne joke er rigtig skæg. Vi var i hvert fald ved at omkomme af grin, da vi hørte den i weekenden.

En kvinde er til gynækologen, der er en af de typer, der taler og taler for at illudere, at det er ganske normalt at blive rodet i understellet af en midaldrende mand.

Han taler og taler og pludselig går der et hornorkester forbi ude på gaden. Hvilket får den ivrigt rablende gynækolog til at kækt at udbryde: Nå så. Nu mangler vi bare øllerne...

(Jeg kan stadig ikke vurdere om det er sjovt. Måske skulle man have været der...)

Een ting har jeg lært i min omgang med kvinder. Med alderen har jeg lært nærmest at eliminere den lille trækning, man får i ansigtet, når man har siddet en hel aften og snakket med den mest bedårende lille skabning, og hun så klokken 4 henkastet nævner sin kæreste. Kæresten som hun ellers ikke har omtalt med et ord.
Det er sket for mig så mange gange, at man nu skal se rigtigt godt efter for at se lyset slukke. For det gælder om at opretholde facaden og få afviklet kvinden meget diskret...