Kontoret blev reddet af en midaldrende jomfru

I dag så jeg nogle rigtige levende piger. De var pæne, og det var godt. Jeg tror heldigvis, at jeg var i affekt i sidste uge, da jeg pludselig forelskede mig i Pam Beesly, den bedårende og morsomme receptionist i Scranton-afdelingen af papirdistributionsfirmaet Dunder Mifflin. Det er ikke et rigtigt firma, og Pam Beesly er i virkeligheden den ligeså bedårende skuespillerinde Jenna Fischer.
Som det sikkert fremgår af nedenstående indlæg er jeg nu en meget stor fan af den amerikanske udgave af The Office. Jeg dyrkede serien meget intenst seks dage i træk, og nu trapper jeg ned, og opdager til min glæde, at der også er noget ved de rigtige mennesker i verden.
Som sagt. Jeg så rigtige piger i dag. De var pæne, og det var godt. Jeg er ikke længere forelsket i en fiktiv person. Det er også godt.

Men min besættelse af The Office er også en god ting. Den har genvakt min begejstring for (gode) sitcoms, og den største overraskelse ved, at det netop er denne serie, som efter min mening, selv efter den første brusende fascination har lagt sig, er en af de bedste sitcoms siden Seinfeld. Og det er overraskende, i hvert fald for mig, for jeg er en stor tilhænger af originalen. I ved, Ricky Gervais/Stephen Merchants mesterværk. Da jeg første gang hørte, at amerikanerne ville lave en remake, var jeg stærkt skeptisk, og boycottede faktisk den første sæson, som dr2, den herlige kanal, ellers var modige nok til at vise.

Den første sæson af The Office – An American workplace, der udspiller sig i provinsbyen Scranton, Pennsylvania, en by der er for langt væk fra New York (to timers kørsel) til at være en pendlerby, og alligevel tæt nok på til, at de fleste har lyst til at bo der, er faktisk heller ikke mere end hæderlig.

Piloten, som det første afsnit hedder i sitcom-terminologi, er indspillet ord for ord efter den britiske, og NBC bestilte kun seks afsnit til den første sæson. Modtagelsen fra alle de mange skeptikere, der ligesom jeg mente, at det var helligbrøde at pille ved ’kontoret’ i Slough, dømte serien ude, og skuespillerne, der dengang stort set alle sammen var relativt ukendte var sådan set ved at tage billederne ned af væggene. De havde ellers allerede etableret en ret unik kemi i ensemblet, og serien havde i løbet af sæsonen udviklet sig fra at være en lidt spag oversættelse til et glimrende supplement til den universelle fortælling om et kontor med en åndssvag chef, irriterende kolleger og et røvkedeligt arbejde. Alligevel var seertallene lave, og sæson to meget langt væk.

Men så blev Dunder Mifflins chef pludselig en superstjerne. Steve Carell er i dag så universelt afholdt og så stor en box-office-succes, at man glemmer, at det faktisk ikke er ret meget mere end tre år siden, at det stort set kun var det trods alt beskedne udsnit af den amerikanske (og det minimale udsnit af den danske), der havde set ham i andet end The Daily Show og i en markant birolle i Jim Carreys Bruce Almighty. Han havde været i Hollywood-trumlen i 20 år, og gennembruddet var aldrig kommet. SLAM. The 40-year Old Virgin.

Den film skabte både Carell og den nu så toneangivende instruktør Judd Apatow (Knocked Up, Superbad etc.) The Office havde pludselig en stjerne. Kontoret havde pludselig også seere.

NBC bestilte en sæson mere og efterhånden blev satsningen så stor, at de flyttede den til en del af deres meget gunstige ’Must See’ tidsflade om torsdagen. Kontoret udviklede sig til en seersucces, blandt andet også på grund af en talstærk og meget aktiv fanskare på internettet. Tjek for eksempel Lifeintheoffice.com. Og i sæson to og fremefter har serien udviklet sig fra at være en forholdsvis loyal kopi af Gervais’ The Office til at udvikle en stærk selvstændig identitet, og er blevet en fremragende sitcom. På flere måder er den stærkere end originalen. Den er selvfølgelig ikke den samme revolution, som den første, men der er så mange ting, der virker i The Office. Dens form, der ellers ikke er rettet mod den gængse amerikanske smag, uden laughtrack og publikum adskiller sig fra alt anden amerikansk komik i billedet, og mockumentaryformen, stærkt skuespil og blændende forfattere har gjort, at man identificerer sig vældigt med disse tilsyneladende almindelige mennesker.

Jim + Pam = Jam. Netop den uforløste hengivenhed mellem receptionisten Pam Beesly og den morsomme og følsomme unge sælger Jim Halpert har udviklet sig til et fænomen, der overgår det hysteriske og lidt skingre sitcompar numero uno Ross og Rachel fra Friends. Youtube flyder med hyldestvideoer til 'The greatest tv-couple. Ever!' (Det er ikke mine ord, men jeg er nok nærmest enig.) Præcis som kyniske misantropiske Mikkel, led horder af mænd med Jim, der er skælvende forelsket i den generte, men varme, bedårende og morsomme Pam, der ikke kan indse, at hun er lige så forelsket i ham, og ikke i det sikre valg, den brovtende og ubetænksomme lagerarbejder Roy, som hun har været sammen med siden gymnasiet og forlovet med i tre år. Og endnu flere kvinder følte med den generte lille Pam, og længtes efter Jim, der langsomt blev forvandlet til en ukarakteristisk førsteelsker på amerikansk tv.

Steve Carells Michael Scott er en mere sympatisk, men lige så ubetænksom, dum og uvidende chef som David Brent. Han bærer op mod 40 procent af serien, og han gør det fremragende. Rainn Wilsons Dwight Schrute er på niveau med Kramer, og man kunne fremhæve mange flere af kollegerne. Men det er helet, der har løftet The Office op på seriens nuværende meget høje niveau. Det er et fantastisk ensemble, og en fantastisk serie, og hvis jeg var dig og ikke mig, ville jeg fluks taste mig ind på en af world wide webs mange butikker og bestille de første sæsoner… Ikke mere herfra. Denne tekst er alt for lang alligevel.