Smofie og dragen – uden ridder.
Jeg havde psykologi i 3.g. i gymnasiet. På mellemniveau goddammit!
Derfor ved jeg et og andet, om det der hejs, og jeg foretager min egen drømmetydning. Ikke baseret på den teori, jeg har glemt og/eller aldrig lærte, men på min egen sunde fornuft. Ifølge min sunde fornuft er min underbevidsthed i gang med at advare mig om en snart kommende eksistenskrise.
Aha. Interessant! sidder i sikkert for jer selv og tænker kære læsere, men vi vil have eksempler.
Ok, nok lige et tought publikum. Men så får i da sidste nats drøm, der omhandler en unavngiven pige, jeg engang var vældigt glad for. Hun skal helst ikke vide, at hun er med i mine drømme, flere af jer kender hende faktisk. Så derfor skriver jeg i kode. Hun hedder nu Smofie. Clever ikke sandt…
Denne drøm er en variation af en klassiker. Jeg har ikke drømt den siden i vinters.
Vi har det sjovt oppe på førstesalen af en flot villa, hvor vi drikker rødvin og lytter til musik. Mange af mine faste læsere er med til festen. Der er en flydende kronologi i mine drømme, der ofte er ret langvarige. Og den del af den, hvor i kære læsere er med som festgæster er 1. kedelig, 2. svær at huske og 3. ikke det i vil læse om. Spole spole.
Smofie ankommer nede i haven, og jeg sidder og ser på henne fra et vindue. Jeg er forelsket, og det knækker hjertet, når hendes kæreste dukker op (garanteret efter at have parkeret sin møglækre bil, det svin). Ganske som hun plejer ser Smofie fantastisk ud, og han ligner en filmskurk. Og de kommer op at skændes, hun er en klassisk skønjomfru, og han er så meget en drage. Han slår hende. Og jeg hopper ud af vinduet og slår ham til hummus. Hun græder, og jeg bærer hende væk fra hendes slubbert af en EKSkæreste. Hun klynger sig til mig, og scenen skifter pludseligt til en skovsø, der minder meget om branddammen i Tisvilde Hegn. Vi taler, hun er bedårende. Og hun kysser mig, og baggrundsmusikken er den der med Elvira Madigan. Jeg har, ynkeligt nok, drømt denne drøm utallige gange.
Men…
Denne gang, however, slår han hende, og jeg stivner. Jeg kan ikke bevæge mig ud af stedet. Hun løber ind i huset, kommer ind til os, ser på mig med et hjerteskærende blik, der indeholder så dyb en skuffelse, at jeg bliver bittelille. Senere kommer han, røvhullet, ind i stuen og jeg trækker HAM til side, og begynder at fortælle ham, at det nok er en dårlig idé, at han sådan slår sin kæreste. Så henter jeg Smofie og agerer parterapeut til de hulkende indser deres store kærlighed. Jeg forlader dem, mens de lægger an til at lave børn, og så vågner jeg.
Lidt perpleks ligger jeg i min seng, og forsøger at holde styr på nattens begivenheder. Der er mange ting galt med denne drøm. Et er udgangen ikke nær så behagelig som vanligt, og samtidig er det sært, at jeg drømmer om Smofie igen, men så får jeg en tanke. Med Sigmund Freuds ånd i rummet konkluderer jeg, at det nok har noget at gøre med, at jeg ikke længere SELV opfatter mig som den uovervindelige hævner, jeg egentlig altid har tæret på. Selv i de situationer, hvor jeg ikke fik et arbejde eller blev pure afvist af en kvinde eller på andre måder har TABT, har jeg inderst inde tænkt: ’Op i røven, jeg er stærkere og klogere end jer’. Jeg ved da udmærket godt, at det ikke passer, og at det er en sær forsvarsmekanisme, men den har altså betydet meget for min personlighed og den massive selvtillid jeg udviser, der tit bliver forvekslet med snobberi og arrogance.
Og jeg synes ikke, det er en særlig god ting.
Det er en sær tolkning af denne nederen drøm, og der er andre langt mere oplagte af slagsen. Jeg har selv et par stykker, men i endnu et forsøg på at gøre Talerøret interaktivt vil jeg lade jer komme til orde… Og samtidig ved jeg, at Talerøret har ligget stille så længe, at der nok ingen læsere er, og at det sikkert også er de færreste, der gider læse så langt…