Se allesammen. Zach Braff KAN spille skuespil uden at være manisk morsom. Og se allesammen. Mikkel ER en håbløs romantiker. Og hør allesammen. Garden State ER en poetisk og anbefalelsesværdig lille film.
Saturday, March 29, 2008
King Kong (2005) (8)
År: 2005
Instr.: Peter Jackson
Medv.: Naomi Watts, Jack Black, Adrien Brody, Andy Serkis + Andy Serkis som en vældigt stor abe.
Jeg husker den oprindelige King Kong fra 1933, som en af de uhyggeligste film, jeg nogensinde har set. Og da jeg så den godt 50-55 år (altså som ganske klejn) efter den blev lavet er det noget af en præstation for en film. der hviler så stærkt på special effects. Derfor besluttede jeg mig for at brygge kaffe på forhånd og tisse af inden den nyeste remake blev vist på fjernsyn. Netop disse to gøremål plus internet, manglende cigaretter og læsestof på toilettet har ødelagt mange film på tv for mig. Men ikke denne gang. For Peter Jacksons King Kong er faktisk en rigtig skide god film. Og jeg kunne godt abstrahere fra hygiejnebind og frostpizzaer umiddelbart efter overraskende uhyggelige scener i filmen.
Vi er forvænte biografgængere. Special effects imponerer os ikke længere. Vi har set dinosaurer, talende dyr og ildebrande på rumstationer nok til at tage det som en selvfølge. Derfor er det ikke effekterne, (der som ventet er meget imponerende,) men historien, der virker så stærkt. Det er selvfølgelig spas, ballade og samtidig kvalmende, at se forhistoriske kæmpeorme æde mennesker, og sådan... Men altså.
Undskyld. Jeg skrev aldrig videre, og jeg kan knap huske, hvad det var jeg vurderede var så godt, at King Kong rammer en fornem otter. Jack Blacks præstation i rollen som den alt for ambitiøse filminstruktør Carl Denham er nuanceret og ikke lige så stereotypt grådig som i den første (som jeg husker endnu dårligere,) Naomi Watts er en dejlig heltinde. Hun får rent faktisk skabt en person og ikke bare en skrigeballon, som hende platindamen fra 1933, og ja. God film. Kong er så flink, så flink, og gokker jo kun folk i stykker, der provokerer ham.
Hov. Jeg kan huske, jeg sagde til Jacob fra arbejdet, at slutningen i New York var lidt påklistret. Kan ikke huske, hvad jeg mente. Prøv at ringe til ham og spørge...
Friday, March 28, 2008
Nu skal i høre noget sjovt
Det er jo en overskrift, der forpligter. Jeg aner ikke, hvad jeg kan fortælle af sjovt, men jeg vil gerne have frekvensen af indlæg en anelse i vejret. Derfor har jeg besluttet mig for (en gang i mellem, bare rolig) bare at skrive. Hov. A propos afstemningen til højre. Robert de Niro, (eller Bob, som jeg kalder ham. Hvorfor gør jeg egentlig det?) er i fjernsynet. Skægt i øvrigt at Turturro har fået flere stemmer end Pacino. Det er overraskende. Jesus Quintana-effekten måske...
Nå. Min foretrukne anmelder er Roger Ebert. Ihærdige oscar-show-seere kender ham måske fra livetransmissionerne, hvor han plejede at foretage interviews ved den røde løber. Det gør han (midlertidigt forhåbentlig) ikke længere efter et bæst af en kræftsygdom, der i øjeblikket har sendt ham på en længerevarende orlov, og i øvrigt gør, at han ikke kan tale. Han er, som jeg, (absolut ingen sammenligning) også tilbøjelig til at lade følelserne løbe af med sig. Han ÆÆÆLSKEDE også Juno, og han har, som jeg, også et svagt punkt for Hugh Grant i romantiske komedier. Og selv om han bestemt ikke er bange for at trampe på folk, der fortjener det, er hans lange virke et testamente til hans kærlighed til film. Jeg kan godt lide at læse anmeldere, der tør lade sig begejstre. Hvis man vel at mærke kun overgiver sig, når det er berettiget.
Nå... det var egentlig ikke særlig sjovt. Okay... på falderebet. En jyde, en alsing og en fyr fra Espergærde, går ind på en bar....... og ...... så bestiller de ...... så skændes de ..... og så siger den ene.... Nå fuck det. Zach Galifianakis er sjov.
Det er jo en overskrift, der forpligter. Jeg aner ikke, hvad jeg kan fortælle af sjovt, men jeg vil gerne have frekvensen af indlæg en anelse i vejret. Derfor har jeg besluttet mig for (en gang i mellem, bare rolig) bare at skrive. Hov. A propos afstemningen til højre. Robert de Niro, (eller Bob, som jeg kalder ham. Hvorfor gør jeg egentlig det?) er i fjernsynet. Skægt i øvrigt at Turturro har fået flere stemmer end Pacino. Det er overraskende. Jesus Quintana-effekten måske...
Nå. Min foretrukne anmelder er Roger Ebert. Ihærdige oscar-show-seere kender ham måske fra livetransmissionerne, hvor han plejede at foretage interviews ved den røde løber. Det gør han (midlertidigt forhåbentlig) ikke længere efter et bæst af en kræftsygdom, der i øjeblikket har sendt ham på en længerevarende orlov, og i øvrigt gør, at han ikke kan tale. Han er, som jeg, (absolut ingen sammenligning) også tilbøjelig til at lade følelserne løbe af med sig. Han ÆÆÆLSKEDE også Juno, og han har, som jeg, også et svagt punkt for Hugh Grant i romantiske komedier. Og selv om han bestemt ikke er bange for at trampe på folk, der fortjener det, er hans lange virke et testamente til hans kærlighed til film. Jeg kan godt lide at læse anmeldere, der tør lade sig begejstre. Hvis man vel at mærke kun overgiver sig, når det er berettiget.
Nå... det var egentlig ikke særlig sjovt. Okay... på falderebet. En jyde, en alsing og en fyr fra Espergærde, går ind på en bar....... og ...... så bestiller de ...... så skændes de ..... og så siger den ene.... Nå fuck det. Zach Galifianakis er sjov.
Thursday, March 27, 2008
Interview (7)
År: 2007
Instr.: Steve Buscemi
Medv.: Steve Buscemi, Sienna Miller.
Denne fortælling om et interview, der udvikler sig mellem en kynisk, livstræt politisk journalist og en ung blond sexbombe a la Paris Hilton/Lindsay Lohan ville faktisk have virket stærkere på en teaterscene. Dette lille kammerspil er en remake af en hollandsk film fra 2003 af Theo Van Gogh (I ved. Ham der blev myrdet af en muslimsk fanatiker.) Steve Buscemi har i stedet påtaget sig instruktørrollen, og med ham og Sienna Miller som de altopslugende roller i to akter i en kort film har han fortalt en stram og disciplineret historie, der forløber over få timer eller... et interview.
Buscemi er Pierre Peters, hvis stjerne på bladet er faldende. Han får ikke længere lov at dække politik og verdensbegivenheder og er i stedet blevet sat til at lave 'People profiles.' Og han skal starte med at interviewe den unge Katya (Miller): Starlet/sexsymbol/b-skuespiller/tabloidoffer. Han foragter genren, og han kan næsten ikke holde ud at skulle tale med Katya, som han sådan set foragter uden at kende hende. Han foragter det hun repræsenterer.
Jeg har lavet den slags interviews, og det er ikke en stor journalistisk udfordring, og jeg kender også en hel del journalister, hvor en sådan opgave enten ville betyde raseri og en opsigelse, eller en opførsel som Buscemis over for Katya. I den forstand er filmen forholdsvis realistisk...
Katya kommer for sent til interviewet, Pierre fornærmer hende ved at sige, at han ikke kender noget som helst om hende, og hun skrider. Hun gider ikke spilde sin tid. Hun bliver omringet af paparazzi uden for restauranten og i tumulten slår Pierre sit hovede. Hun inviterer ham med op i lejligheden til en drink og en pose frosne ærter på den beskadigede bold, og de drikker, interviewer, flirter, skændes og græder. Og så slutter aftenen mærkeligt.
Buscemi ligner Buscemi og Sienna Miller er jo yndig, så den romance, man måske/måske ikke får, virker undervejs usandsynlig, somme tider pludselig plausibel og andre gange er det slet ikke det det handler om. De gennemlever en masse følelser i løbet og man er egentlig hele tiden lidt i tvivl om, hvem der egentlig er foran på point i deres indbyrdes magtkamp. Han er erfaren, kynisk og intelligent og provokerer hende. Hun er forførende, barnlig, lige så intelligent og provokerer ham tilbage.
Det er som sagt en lille kort film, der er oplagt til en teaterscene. Det er ikke nogen stor film, men ret fascinerende. Det er et mærkværdigt interview, dog. Ligner ikke noget jeg har været med til.
År: 2007
Instr.: Steve Buscemi
Medv.: Steve Buscemi, Sienna Miller.
Denne fortælling om et interview, der udvikler sig mellem en kynisk, livstræt politisk journalist og en ung blond sexbombe a la Paris Hilton/Lindsay Lohan ville faktisk have virket stærkere på en teaterscene. Dette lille kammerspil er en remake af en hollandsk film fra 2003 af Theo Van Gogh (I ved. Ham der blev myrdet af en muslimsk fanatiker.) Steve Buscemi har i stedet påtaget sig instruktørrollen, og med ham og Sienna Miller som de altopslugende roller i to akter i en kort film har han fortalt en stram og disciplineret historie, der forløber over få timer eller... et interview.
Buscemi er Pierre Peters, hvis stjerne på bladet er faldende. Han får ikke længere lov at dække politik og verdensbegivenheder og er i stedet blevet sat til at lave 'People profiles.' Og han skal starte med at interviewe den unge Katya (Miller): Starlet/sexsymbol/b-skuespiller/tabloidoffer. Han foragter genren, og han kan næsten ikke holde ud at skulle tale med Katya, som han sådan set foragter uden at kende hende. Han foragter det hun repræsenterer.
Jeg har lavet den slags interviews, og det er ikke en stor journalistisk udfordring, og jeg kender også en hel del journalister, hvor en sådan opgave enten ville betyde raseri og en opsigelse, eller en opførsel som Buscemis over for Katya. I den forstand er filmen forholdsvis realistisk...
Katya kommer for sent til interviewet, Pierre fornærmer hende ved at sige, at han ikke kender noget som helst om hende, og hun skrider. Hun gider ikke spilde sin tid. Hun bliver omringet af paparazzi uden for restauranten og i tumulten slår Pierre sit hovede. Hun inviterer ham med op i lejligheden til en drink og en pose frosne ærter på den beskadigede bold, og de drikker, interviewer, flirter, skændes og græder. Og så slutter aftenen mærkeligt.
Buscemi ligner Buscemi og Sienna Miller er jo yndig, så den romance, man måske/måske ikke får, virker undervejs usandsynlig, somme tider pludselig plausibel og andre gange er det slet ikke det det handler om. De gennemlever en masse følelser i løbet og man er egentlig hele tiden lidt i tvivl om, hvem der egentlig er foran på point i deres indbyrdes magtkamp. Han er erfaren, kynisk og intelligent og provokerer hende. Hun er forførende, barnlig, lige så intelligent og provokerer ham tilbage.
Det er som sagt en lille kort film, der er oplagt til en teaterscene. Det er ikke nogen stor film, men ret fascinerende. Det er et mærkværdigt interview, dog. Ligner ikke noget jeg har været med til.
Monday, March 24, 2008
Påskeferien der forsvandt
Jeg har, som en rigtig påskeferie skal tilbringes, ligget brak og sløj det meste af påskedagene. Sur numse, men ham Jesus går jo amok i helligdage den nærmeste tid, så det går nok.
Nåmen. Ihvorvel.
Jeg har brugt noget af tiden på at læse om film på internettet. Her stødte jeg på en ikke særlig velskrevet, velargumenteret eller informativ lille bid om de dårligste film gennem tiderne. Joe Queenan i The Guardian for de interesserede. Han bruger den åbenbart monumentalt elendige Paris Hilton-film som afsæt. Fred være med det. Den får jeg garantrisse aldrig set. Emnet er dog interessant nok. Måske sætter jeg mine egne ukvalificerede meninger i en sammenhæng, når inspirationen tager mig...
Jeg så også en film på tv. Og skrev en halv ret begejstret anmeldelse af Peter Jacksons King Kong. Jeg klistrer alle mine sære formuleringer sammen til noget, der minder om en helhed på et tidspunkt... For det er faktisk en rigtig god film.
Apropos gode film. Jeg tror, jeg har set dem, der er gode i øjeblikket. Jeg har jo som sikkert nævnt taget en lang selvvalgt pause fra danske film, derfor er Dansen og To Verdener ude af programmet, 10.000 BC lyder som en af de film, der stjæler både dine penge og dine hjerneceller, og så vil jeg egentlig hellere læse Drageløberen end at se den på film.
Hvoromaltingeroggudskelovdafordetterarefaktum. Natfilm starter lige om lidt. Der må da være noget spas.
Det koster 2900 agurker at studere filmhistorie på åbent uni. Det overvejer jeg.
Og så overvejer jeg at skrive et forsvar for en lidet anerkendt genre. Den romantiske komedie.
Og så er der også et stykke på vej om uforklarlige filmyndlinge som alle andre hader... The Boondock Saints, The Wedding Singer og The Hudsucker Proxy er alle glimrende underholdning for mig. Selvom jeg rent objektivt sagtens kan regne ud, hvorfor de ikke fungerer, kan jeg stadig godt lide at se dem... Willem Dafoe, som jeg er stor tilhænger af, er magnetisk i førstnævnte...
Nå. Alle disse hensigtserklæringer kan eventuelle læsere ikke bruge til noget. Jeg vil forsøge at gøre alvor af truslerne. Og så skal i huske at stemme i mine polls...
Jeg har, som en rigtig påskeferie skal tilbringes, ligget brak og sløj det meste af påskedagene. Sur numse, men ham Jesus går jo amok i helligdage den nærmeste tid, så det går nok.
Nåmen. Ihvorvel.
Jeg har brugt noget af tiden på at læse om film på internettet. Her stødte jeg på en ikke særlig velskrevet, velargumenteret eller informativ lille bid om de dårligste film gennem tiderne. Joe Queenan i The Guardian for de interesserede. Han bruger den åbenbart monumentalt elendige Paris Hilton-film som afsæt. Fred være med det. Den får jeg garantrisse aldrig set. Emnet er dog interessant nok. Måske sætter jeg mine egne ukvalificerede meninger i en sammenhæng, når inspirationen tager mig...
Jeg så også en film på tv. Og skrev en halv ret begejstret anmeldelse af Peter Jacksons King Kong. Jeg klistrer alle mine sære formuleringer sammen til noget, der minder om en helhed på et tidspunkt... For det er faktisk en rigtig god film.
Apropos gode film. Jeg tror, jeg har set dem, der er gode i øjeblikket. Jeg har jo som sikkert nævnt taget en lang selvvalgt pause fra danske film, derfor er Dansen og To Verdener ude af programmet, 10.000 BC lyder som en af de film, der stjæler både dine penge og dine hjerneceller, og så vil jeg egentlig hellere læse Drageløberen end at se den på film.
Hvoromaltingeroggudskelovdafordetterarefaktum. Natfilm starter lige om lidt. Der må da være noget spas.
Det koster 2900 agurker at studere filmhistorie på åbent uni. Det overvejer jeg.
Og så overvejer jeg at skrive et forsvar for en lidet anerkendt genre. Den romantiske komedie.
Og så er der også et stykke på vej om uforklarlige filmyndlinge som alle andre hader... The Boondock Saints, The Wedding Singer og The Hudsucker Proxy er alle glimrende underholdning for mig. Selvom jeg rent objektivt sagtens kan regne ud, hvorfor de ikke fungerer, kan jeg stadig godt lide at se dem... Willem Dafoe, som jeg er stor tilhænger af, er magnetisk i førstnævnte...
Nå. Alle disse hensigtserklæringer kan eventuelle læsere ikke bruge til noget. Jeg vil forsøge at gøre alvor af truslerne. Og så skal i huske at stemme i mine polls...
Subscribe to:
Posts (Atom)