Friday, January 23, 2004

Tue West, Sofiekælderen den 22.01.2004.
Han har en fantastisk og unik stemme, knægten fra Hundested, og hans sange er iørefaldende og stemningsladede, men det der for alvor gør en liveoplevelse med Tue West til en speciel oplevelse, er hans umiddelbare og afvæbnende charme. Når han storsmilende fortæller, at han er så frygtelig glad for at spille for os i publikum, tror man sgu på ham. Torsdag aften startede den prisbelønnede debutant med at tabe en fadøl på gulvet og så sig meget forlegen omkring. Han satte sig senere blandt publikum mens han overlod scenen til et par venner, og det understreger bare mandens totale mangel på stjernenykker. Det er voldsomt forfriskende på en dansk musikscene, hvor nye og upcoming rocknavne gør en dyd af enten at være total rock'n'roll eller 'too cool for school'.
Med sit piano og sin backup-guitarist lykkedes det Tue West at levere medrivende og særdeles vellykkede udgaver af sine sange over for at blufærdigt publikum, der langsomt tøede op. Radiohits som 'Tanken om dig', 'Hun er fri (Kvinden og lottokuglerne)' sad lige i skabet, mens de resterende sange på albummet fik en taknemmelig, men mere afdæmpet modtagelse. Hundested-drengens ukomplicerede og længselsfulde popsange er glimrende på et lille sted som Sofiekælderen, men kommer ikke helt til sin ret, som da denne anmelder oplevede Tue West med fuldt band live på Rust. Det trækker også ned, at hans materiale er så begrænset, at han ved det uundgåelige ekstranummer måtte gentage sit største hit 'Hun er fri'.
Alt i alt anbefaler jeg, at man oplever Tue West live, og dommen falder på et pænt 10-tal.

No comments: