Friday, November 13, 2009

Quiz # 1 - Død og fodbold

Den tyske landsholdskeeper Robert Enke kunne ikke holde sin depression ud længere og tog en tragisk enkeltbillet forleden. Denne uges fodboldquiz handler om fodboldspillere, som enten har mistet livet midt i karrieren eller på anden måde har fået deres karriere defineret af tragiske dødsfald.

1. Hvad hed den kolossale midtbanemand fra Cameroon og Manchester City, som kollapsede på banen i en landskamp for Cameroon mod Colombia i Confederations Cup i 2003? Han, som fejrede sine største succeser i den franske liga for blandt andet Lens og Lyon, døde kort tid efter af en hjertefejl.

2. En hjertefejl var også det, som gjorde det af med en af Christian Poulsens holdkammerater i Sevilla i 2007. Sevillas supportere klapper for at mindes deres talentfulde venstre back gennem hele det 16. minut, fordi den 23-årige bar trøje nummer 16. Hvad hed den unge mand?

3. En anden venstreback mistede livet som 23-årig (og i øvrigt med en enkelt landskamp lige som den førnævnte). Denne unge mand spillede for Juventus i årene 1993 til sin død i 1995, hvor han døde af en kompliceret lungebetændelse som fulgte efter en kamp mod leukæmi. Hvad hed denne back, som var udset til at konkurrere om pladsen ved siden af Baresi med selveste Paolo Maldini op til VM 94?

4. Denne skaldede engelske angriber lever i bedste velgående, som en del af nyrige Notts Countys forsøg på at vende tilbage til de øvre lag af engelsk fodbold. Han var topscorer og rekordindkøb for blandet andet Coventry og West Bromwich Albion i slutningen af halvfemserne og starten af 00’erne, da han med sin Mercedes kørte ind i en anden bil, hvor føreren døde. Angriberen stak af og meldte sig først til politiet dagen efter. Året efter blev han dømt for uagtsomt manddrab og sad i fængsel i tre år frem til 2007, hvor han skrev kontrakt med Oldham FC. Hvem er han?

5. Et selvmål mod USA i 1994 gjorde, at Colombias landshold ikke kom videre fra gruppespillet i den turnering, som colombianerne med blandt andre Carlos Valderrama og Faustina Asprilla på holdet var outsidere til at vinde. Den uheldige centerforsvarer, som kom til at kure bolden i eget net, blev få dage senere brutalt henrettet af storspillende narkobagmænd på en bar i Medellin. Hvad hed den 28-årige forsvarer, som man måtte pille otte kugler ud af kroppen på efterfølgende?

5 comments:

Mikl said...

Jeg kan dem allesammen. Hvor skal man skrive svarene henne og kan man vinde noget?

Mikl said...

Det er et godt spørgsmål, Mikkel Rødgaard. Send dem bare til mig på redgaard@gmail.com, og hvis du på et tidspunkt ikke længere er den eneste, som svarer, vil jeg overveje at indstifte en præmie.
God weekend.
Mikkel Rødgaard

Unknown said...

Så har jeg sendt de rigtige svar til redgaard@gmail.com

Mikl said...

Mange tak, C.
Du havde fem rigtige ud af fem.

Svarene er:
1. Marc Vivien Foé
2. Antonio Puerta
3. Andrea Fortunato
4. Lee Hughes
5. Andres Escobar

Tak fordi i gættede med...

Anonymous said...

Tak for en interessant blog