Tårer To The End

Gamle venner, ny relevans og tårer gennem en af halvfemsernes mest perfekte popperler.

Silja og jeg vil gerne noget mere i biografen, men der er så mange film og så lidt tid (overskud) til rent faktisk at se dem.
Derfor vil jeg nu, i anledning af det fedeste ever, begynde at skrive om en af de få ting jeg faktisk ved noget om her på røret i den nærmeste tid.

Jeg er på arbejde, og det bliver ikke nu, men når Damon, kære Damon, er blevet gode venner med Graham igen, og Blur har genfundet både spilleglæde og hinanden igen, bliver Mikkel så glad. Tænk sig. Damon Albarn begyndte at græde efter at have spillet den fantastiske To The End på Glastonbury i weekenden.

Jamen, jamen...