Jeg har altid villet være forfatter. Da jeg var 9-10 år gammel, skrev jeg en fortsættelse til Enid Blytons ’De fem’ bøger på den rejseskrivemaskine, jeg havde fået til jul. Jeg kunne bedre lide Dick end Julian, og jeg var egentlig ret træt af både Anne og George, så derfor handlede den mest om Dick og hunden Tim.
Den rejseskrivemaskine var jeg glad for. Jeg skrev et anonymt brev om mine klassekammerater Mikkel Hartmann, Jette og Made og deres komplicerede menage a trois og lagde den i Hartmanns taske. Jeg frydede mig over min enestående evne for intriger, indtil jeg blev afsløret som rænkesmeden. Min fejl var, at jeg, som min mor havde lært mig, havde skrevet afsender på brevet (og det er ikke engang løgn!!!).
Et par kluntede romanforsøg senere var farvebåndet udtjent, og jeg kunne ikke finde ud af at skifte skidtet. Herefter samlede skrivemaskinen støv et par år, og computeren begyndte at vinde indpas. Jeg fik lov at låne en Macintosh af min far. Han kunne godt se entusiasmen hos knægten, der læste en bog om dagen og erklærede, at fremtidsdrømmen var et omfattende forfatterskab og en deltidsstilling som cykelsmed. (Jeg cyklede gennem Tisvilde Hegn, når jeg skulle til over til min far i Frederiksværk, og det lykkedes mig hver eneste gang at punktere midt i skoven.) På den computer skrev jeg utallige romanudkast, som regel et direkte plagiat af den sidste bog jeg havde læst eller kærlighedshistorier med rollerne besat af mig og Mette, som tidligere er nævnt her på siden.
Jeg læste aviser og drak kaffe i en meget ung alder. Derfor var det oplagt, at journalist var det, jeg skulle være, når jeg blev voksen engang. Selvfølgelig med en sidebeskæftigelse som bestseller-forfatter. At skrive faldt mig naturligt. Mit ordforråd var enormt for en 14-årig, fordi jeg havde læst så latterligt mange bøger, straks fra jeg lærte at læse et par måneder inde i første klasse. Da jeg flyttede for et par år siden, fandt jeg mellem atletikmærker, karakterbøger og gamle blækregninger et julekort fra min klasselærer Kirsten Otto dateret julen 1988: ’Kære Mikkel. Du fik jo hurtigt lært at læse og stave, så nu ved du nok, hvad du skal lave’. Gad vide om hun lever endnu?
Problemet med at have et stort ordforråd som gammelklog teenager var, at jeg kun havde set alle de skaldede ord på tekst. Når jeg så forsøgte at dupere min far, udtalte jeg ordene som Jan Mølby udtaler navnene på kontinentale fodboldspillere, hvilket min far trods sin pædagogiske skolelærer-uddannelse morede sig højlydt over. Det sårede naturligvis mit skrøbelige pubertets-ego.
Da jeg havde klunset mig gennem gymnasiet med en absolut minimumsindsats, var mine ambitioner en anelse mere diffuse, og efter halvandet sabbatår var det egentlig lidt tilfældigt, at jeg tilmeldte mig optagelsesprøven på Danmarks Journalisthøjskole. Egentlig havde jeg tænkt mig at læse statskundskab, men jeg tog alligevel til Århus og blev optaget. Nu sidder jeg her i min lejlighed på Østerbro på sjette semester i de sidste måneder af min praktik på Urban. Sonny Rollins blæser i sin tenorsax, og jeg ryger smøger.
Jeg skriver jo hele tiden, men til avisen og ikke for min fornøjelses skyld. På skrivebordet på min computer ligger otte dokumenter, med det der skulle være århundredets danske roman, men ikke er andet end otte blanke word-dokumenter med titlerne roman 1 – 8. For nylig satte jeg mig for at skrive et pilotafsnit til en sitcom, men kom ikke længere end til at finde ud af, at handlingen skulle finde sted på en tankstation.
Det ser altså sløjt ud med mit forfatterskab. Jeg bliver ved med at sige til mig selv, ’at der bare skal hul på bylden’, men det er fandeme en byld af hærdet kernelæder.