There Will Be Blood (8) Daniel Day-Lewis (10)

År: 2007
Instr.: Paul Thomas Anderson
Medv.: Daniel Day-Lewis, Daniel Day-Lewis, Daniel Day-Lewis, Paul Dano, Dillon Freasier. Også medvirkende: Daniel Day-Lewis.

Du skal ikke være kontrær, Mikkel. Du skal ikke pludselig synes, at
filmen er dårligere end den er, du skal ikke provokeres til at lave
en Henning Høeg (BT-anmelder som svinede No Country for at få opmærksomhed,) du
ved bedre end at læse andre anmeldelser, før du skriver din egen.
Vigtigst af alt: Din anmeldelse skal ikke handle om de andres
anmeldelser...

En lille huskeseddel til mig selv. Mens jeg skriver anmeldelsen af
’There Will Be Blood’ vil jeg engang imellem læse ovenstående
opremsning. Men jeg kan ikke love noget. For de danske anmeldere, der
alle uden undtagelse er kommet i bukserne over Paul Thomas Andersons
semi-epiker, har enten delt en solid håndfuld lykkepiller før pressevisningen,
eller også har de ikke set den samme film, jeg har.

Først, fremmest og med det samme før jeg alligevel fortaber mig i de
ting, jeg havde lovet mig selv at lade være med. ’There Will Be
Blood’ er en rigtig god film. Daniel Day-Lewis, der bærer og tynger hele
filmen har skabt en grum og fascinerende karakter, og der er i lyd (Utroligt stemningsladet. Skaber suspense i stillestående landskabsscener. Christian A. hadede lydsiden. Jeg synes, den var en af filmens største forcer) og billeder (samme endeløse ørken som blev brugt i No Country for Old Men, plus en masse snavs og ild) meget godt at sige om filmens indpakning. Men der er bare ikke nok i den. Den er knap to en halv time lang, men den føles længere. Der er ikke historie nok, og handlingen slæber afsted i lange passager.
'There Will Be Blood' er historien om en misantropisk mand, der har een ambition. At tjene så mange penge som muligt. Og han skyr ikke mange midler for at tilfredsstille sin grådighed. I løbet af små 30 år følger vi Daniel Plainview, som han hedder, og hans kamp mod sit mål. Først som enlig ukuelig sølvgraver og siden en af oliebranchens helt store spillere i starten af det tyvende århundrede, efter han med møje og besvær, trods ulideligt hårdt arbejde, mord og religiøse fanatikere, scorer den helt store jackpot i landsbyen Little Boston i Californien, som rummer et helt hav af olie i undergrunden. Han hader alle mennesker, pånær, i hvert fald for en tid, sin adoptivsøn, og han har ingen venner, ingen fortrolige, ingen kvinder. Han har kun sig selv og ultimativt sine penge.
Han er brutalt hensynsløs, frygtindgydende, humorforladt og tydeligvis skingrende sindssyg.

Hvem skal man sætte til at spille denne rolle? Daniel Day-Lewis selvfølgelig, og er du da tosset, hvor denne mageløse skuespiller sætter alle sejl til. Han overspiller, som kun han kan. Hans ansigt er forvrænget, stemmen lyder som om han har drukket et par liter af sin egen olie og spist grus, og han LARMER!!! i alle scener. Selv når han intet siger. Og Day-Lewis er i alle scener, og er centrum for alle begivenheder. En fuldstændig ubegribelig tour de force for den engelsk/irske excentriker. "I am an oilman," siger han insisterende med en dyb, hypnotiserende, overartikuleret stemme, der på en gang er tilsyneladende ligefrem og ærlig, men på den samme tid giver en lyst til enten at tisse i bukserne af skræk eller slå ham i det imponerende overskæg med en skovl og flygte ud over stepperne.
Og Day-Lewis skaber en stor rolle. Det er imponerende, hvad han kan overkomme. Og når man så samtidig ved, hvor meget han går op i sin method acting, ved man også, hvor ulidelig han har været på settet.

Men... På et tidspunkt bliver man træt. Der sker ikke nogen udvikling med manden, det hele handler om. Vi ved ikke rigtig noget om ham, han har ingen andre ambitioner end sine penge, vi ved, at han hader mennesker og kan også godt regne ud, at han hader sig selv. Hvor stammer denne urkraft og grådighed fra? Det får vi ikke svar på. Hvordan reagerer han på dødsfald, utilgivelige synder, ulykke, religiøse fanatikere? Han er rasende, umenneskelig, brutal, hensynsløs og ulykkelig. Hvad sker der, når han endelig får de store penge mellem hænderne?.... øøh.... Han er rasende, umenneskelig, brutal, hensynsløs og ulykkelig.
Daniel Plainview er en imponerende og fascinerende person. Og når det er etableret, hvilket sker hurtigt, er det ligesom det. Han har een dimension. Den amerikanske drøm forvandlet til et mareridt personificeret af en plaget, sindssyg mand. Og det bliver There Will Be Blood så ved med at fortælle os i to en halv time, der føles som fire.

Hvis Paul Thomas Anderson havde lavet filmen med Keanu Reeves eller
Steve Guttenberg, eller for den sags skyld de fleste andre skuepillere i hovedrollen og stadig fået et seværdigt resultat ud af det, så ville jeg være imponeret af filmen og historien. Nu anerkender jeg bare, at Daniel Day-Lewis er en imponerende skuespiller. Og i øvrigt en fortjent Oscar-vinder.

Men altså... Ingen Daniel Day Lewis. Ingen film.

Igen. Det er ikke helt fair. Man kan ikke kritisere Paul Thomas Anderson for at have hyret den bedste skuepiller til rollen. Og der er da også grum humor og glimrende præstationer i de andre skuespilleres bittesmå bidrag til filmen. Men mesterværk? Så langt fra. Det er ikke engang Paul Thomas Andersons bedste. (Og gud bevare os nej. Jeg mener ikke Magnolia. Punch Drunk Love er stærkt anbefalelsesværdig. Og det er endda med Adam Sandler i hovedrollen)

At de fleste danske anmeldere mener, at denne film er bedre end No Country er latterligt.

Det er i øvrigt sjovt, at det er tredje år i træk, at den mandlige Oscar er gået til en stor skuespillerpræstation i en ikke fantastisk film. Phillip Seymour Hoffman i Capote, Forrest Whitaker i 'The Last King of Scotland' og nu Daniel Day Lewis.

Juno (9)

År: 2007
Instr.: Jason Reitman
Medv.: Ellen Page, Jennifer Garner, Michael Cera, JK Simmons, Jason Bateman m.fl.

Teenage-Mikkel er smaskforelsket

Kan i huske dengang, man ikke accepterede, at filmen var slut? Når man sad derhjemme i sengen og digtede videre på Feivels eventyr i Rejsen til Amerika, Tilbage til fremtiden eller What have you... Måske ikke. Men jeg blev så barnligt fortryllet af universet og stemningen i denne ultimative film for din mentale helse, at Juno og Paulie endnu ikke har sluppet deres tag i mig. Jeg er gladere i en deprimerende tid. Hvis du ikke synes det er en god grund til at gå i biografen, så er du sgu selv ude om det. Tag Kafka, minderne om alle dine ekskærester og vintergråvejret ned under dynen og nyd det, din masochist.
Hvis der er lidt latent glæde tilbage i dig, så er den bedste måde at fremprovokere den kun en biograftur væk.

Juno (Ellen Page) er en knivskarp 16-årig teenagepige, der ved hjælp af sin bedste ven Paulie (Michael Cera) beslutter sig for at komme af med deres begges mødom. Det er ikke hans idé, men han er ikke utilfreds. Og det er ikke kun kedsomhed, påpeger den fårede, men så gennemført sympatiske Paulie senere, da hun affærdiger ham, for der var Blair Witch på tv og den havde hun sagt, at hun gerne ville se.
Nå, men den ømme seance foregik tankeløst au naturel (Juno er intelligent, men også teenager) og nu er Juno til sin irritation gravid. Hun beslutter sig for ikke at få en abort og finder i stedet et smukt og velhavende par i avisen, der ønsker at adoptere. Bingo, så er det, det vi gør... Og så får vi lov at følge med. Og taxa mange gange.

I modsætning til ligesindede überintelligente teenagepiger, som Thora Birch i Ghost World eller Claire Danes i My Socalled Life er Junos problemer reelle og ikke skabt af kedsomhed. Men Juno er stærk, stædig, glad, veltilpasset nok til grundlæggende at betragte graviditeten med en nonchalance, der placerer teenagegraviditeten et sted mellem at få bøjle på og slæbe rundt med et brækket ben. Og selv om det næsten er for nemt, elsker vi hende for det. Hun er ikke offer for andet end sin egen dumhed, men hun bebrejder hverken sig selv eller Paulie. Men det var jo heller ikke hans idé.

Paulie er vores undskyldning for at forelske os hovedkuls i den lille flabede, men strålende pige. Han er så vild med hende, at det smerter os, og ikke mindst teenageren inden i, når hun ikke lukker ham helt ind. Hvis ikke årene mellem 13 og 18 passerer revy inde i hovederne på i hvert fald det mandlige publikum, har de haft en helt anden ungdom end den vi havde i Tisvildeleje. Måske har de slet ikke haft en ungdom.

De fleste af os har en vag idé om, hvordan en graviditet starter og slutter, og Juno gør sine planer med barnet klart fra starten af, da hun endeligt beslutter sig for at forære denne gave til det velhavende barnløse par Vanessa (Jennifer Garner), som brændende ønsker sig et barn og Mark (Jason Bateman), der måske er 40 år udenpå, men meget yngre indeni. Alligevel kan man ikke regne ud, hvad der sker, og man glæder sig til hver gang, man ser de mennesker på skærmen, som man i løbet af filmen simpelthen kommer til at holde så uendeligt meget af. Junos forældre er for eksempel ældre, klogere, morsommere og mindre karikerede end i stort set alle andre komedier, og man kan pludselig forstå, hvorfor Juno er sådan et livsstykke.

Instruktøren Jason Reitman og (den nu oscarvindende) manuskriptforfatter Diablo Cody er lige ved at gøre Junos graviditet for nem og uproblematisk, men redder sig selv i to stramme rørende scener, hvor publikums kroniske øretiløre-smil for en kort stund erstattes af blanke øjne. Det er djævelsk godt skrevet (Diablo... get it?) og instrueret. Det er rigtige mennesker oppe på det lærred. Og de spiller med i den bedste film jeg har set i denne genre.

Hov. Og man griner. Meget. For de er skægge de her mennesker.

Og... I har absolut ikke hørt det her først, men Ellen Page som Juno er dårende dejlig. Mikkel anno 1997 ville være helt væk i hende, og Mikkel anno 2008 glæder sig til at se hende på lærredet igen. På trods af fine og poetiske præstationer fra blandt andre Michael Cera og JK Simmons er den fortjent oscarnominerede canadier i særklasse. Hendes Juno er ganske enkelt livgivende. Jeg smiler stadig. Ciao.

Farvel og tak

Til Thomas Helveg. Jeg, der har været denne bundsolide og sympatiske forsvarers mest ihærdige støtte, vil gerne sige mange tak. 108 kampe på det danske fodboldlandshold. Det var mere end vi kunne håbe på.

I øvrigt. En anden Thomas kommer på visit i København i dag. Ham fra Tyskland. Det bliver spas.

Hvem har brug for Blå Kors?

Kan i se billedet ovenfor. Jeg ser så begejstret/beruset ud, og det er jo altid sjovt. Sådan kender i Rødgaard. Larmende og lykkelig.
Men det er også en forevigelse af den næstsidste gang, jeg drak alkohol. Jeg fik et par bajere til datos julefrokost. Det var den 25. januar. Og siden har jeg ikke fået så meget som rødvin i maden. Jeg har ikke drukket noget som helst andet end kaffe, the og et par sodavand i over en måned. Og det er ikke engang med vilje.
Det siger måske også noget om, hvor lidt jeg egentlig ser mine venner. Men jeg overvejer egentlig at holde den kørende. Hvem havde troet, at Rødgaard skulle blive afholdsmand? Rødgaard havde ikke.

I øvrigt. Glæd jer som små piger til 'No Country for Old Men.' Med mindre selvfølgelig du er en lille pige. Den er ret blodig.

Heath Ledger in memoriam med hindbærroulade og Joel/Ethans triumf

Hej. Oscarballade fra start til slut i Imperial. Jeg skal på arbejde om 29 sekunder, så derfor aftenen i punktform indtil jeg har sovet...

Coen-brødrene har begået en fabelagtig film. 'No country for old men' er lige så god som Fargo.

Jesper Steinmetz var ulidelig i rollen som Oscarvært.

Kun een gedigen overraskelse blandt de tunge priser. Marion Cotillard vandt 'bedste skuespillerinde' for sin rolle som Edith Piaff. Ved ikke om det er fortjent, men vil finde ud af det.

Jesper Steinmetz var ulidelig i rollen som Oscarvært. Og TV2s tilbageværende public serviceforpligtelse skal være at lade DR transmittere alle kulturelle begivenheder. Til gengæld for den ulejlighed, skal de få fuld brugsret over mit forslag til et genialt underholdningsprogram. 'Lunken i vand,' hvor Pelle Hvenegaard og Henrik Skovgaard er værter på et program, hvor andre tv2-journalister lærer synkronsvømning.

Jon Stewart var i form, og det var ikke hans skyld, at Oscarfest nr. 80 var en flad affære. Der var ingen underholdning og alt for mange middelmådige sange.

Jesper Steinmetz var ulidelig i rollen som Oscarvært. Da montagen over årets afdøde filmfolk klingede af med et billede af Heath Ledger og vi vendte tilbage til TV2 Film, havde Steinmetz (som i øvrigt var ulidelig) inviteret en der hed Ole i studiet, og han havde taget en kage med. Der var hindbær i.

Lad for jehova/allah/allan/guds/whatevers skyld være med at tage til Oscarshow i Imperial.

Det sjoveste, ja ha ha, var egentlig, at Søren Høy, der stod for nogle glimrende Oscar-transmissioner på DR2, gad medvirke i denne pinagtige udsendelse. Han er en udmærket og meget vidende anmelder, der gang på gang udstillede både Steinmetz (som i øvrigt var ulidelig) og den anden 'ekspert' Frederikke Lett. Hun udtalte konsekvent navnene på skuespillere og film forkert. Og det var egentlig meget sjovt. Hun kunne for eksempel lide 'Atonement' så meget, at hun klaskede ekstra vokaler ind i titlen. Hæ hæ.

Publikum i Imperial denne aften bestod af en masse mennesker, der angiveligt troede, at transmissionen var interaktiv. Disse debile mennesker klappede og hujede gennem hele natten. Men sådan er det jo egentlig altid i Emperial...

Som Christian A., sagde: Nu er det prøvet.

Nu lyder det egentlig som om det var spild af penge og tid, men nej. 'No Country' er så fremragende, at jeg vil ind og se den igen. Og så får i den anmeldelse, jeg allerede nu kan afsløre bliver placeret et eller andet sted mellem 9 og 10.

For lige at runde af: Jesper Steinmetz var ulidelig.

Nej, hvor ser Rødgaard egentlig fuld ud på det billede...

Undermålerne er i finalen

Come on you Spurs. Jeg glæder mig til en fodboldkamp. Hvad skal det dog ikke ende med... Og så er der jo Oscar-ballade i aften. Det er en god søndag.

Pisseforkølet. Nok om det.

Oscar-show. I Imperial på søndag. Der er kaffe, Coen-brødre, Javier Bardems frisure, morgenmad og storskærm. Chris A. og jeg tager afsted. Det skulle i også. Men skynd jer. Der er meget få billetter tilbage.

Charlie Wilson’s War (6)

Man sidder dårligt i Falkoner Bio. I hvert fald i den lille sal 5. Jeg fik meget tid til at gå, på bekostning af denne atypiske krigsfilm, med at finde en nogenlunde behagelig siddestilling. Og det har givet påvirket min vurdering af filmen, ligesom jeg midt i sidste års mislykkede rygestop blev voldsomt irriteret over Luc Bessons animationsfilm ’Arthur og Minimoyserne.’ Den film fik måske lidt ufortjent kniven, og det kan ikke være meningen.
Christian Andreasen, der angiveligt sad bedre end jeg, syntes at denne film var glimrende underholdning. Det gjorde jeg ikke. På trods af flere gode øjeblikke.
Charlie Wilson’s War er noget rod. Tom Hanks er udmærket, på den Tom Hanks-agtige måde, i titelrollen, men han lider under filmens manglende samlede idé

Sweeney Todd: The Demon Barber of Fleet Street (5)

År: 2007
Instr.: Tim Burton
Medv.: Johnny Depp, Helena Bonham Carter, Alan Rickman, Timothy Spall, Sascha Baron Cohen m.fl.

Jeg kan ikke lide musicals. Specielt ikke musicals på film. Hvis det er jumbofråderen for dig, så er denne anmeldelse ikke skrevet til dig. For så er det sikkert en fremragende en af slagsen.
Kritikerne af denne ellers universelt anmelderroste syngefilm har kaldt markedsføringen af Sweeney Todd for svindel, fordi traileren ikke gør det klart, hvor klar den er i sin musicalform. Kritikken er berettiget. Jeg troede, at Johnny og Helena ville gøre det, de er så fremragende til, nemlig at spille veloplagt i de to alt overskyggende roller som den morderiske barber og den forsmåede elsker, der bager Londons værste pies. Og så ville de engang imellem bryde ud i sang. For ligesom at løfte stemningen eller bidrage til den. Men non... Dette er ikke en spoiler, det er en advarsel. De synger hele fucking tiden. Og hvis der er Stephen Sondheim-fans blandt Rødgaards læsere (hvilket ville undre mig overordentligt) så undskyld... Sangene er bare monotone og ensformige. Nej... Hvordan er det nu? De sutter røv...

Det er ikke kun skidt. Der er mange glimrende ting ved Sweeney Todd. Fredag fortæller jeg hvorfor, vi lander på en middelkarakter. Nu skal jeg være en ansvarlig samfundsstøtte, som Anders F. helst vil have det. Med andre ord. Jeg skal på arbejde i morgen. Godnat...

I øvrigt vil jeg sikkert også sætte tale dunder over folk, der fører samtaler under biograffilm. Men det er kun fordi, jeg er irriteret nu.

Gilliams forbandelse

Senere vil jeg fortælle jer, hvorfor det også er smaddersynd for instruktøren af The Imaginarium of Doctor Parnassus, at Heath Ledger tog den endegyldige enkeltbillet.
Jeg skal bare lige researche lidt...

3:10 to Yuma (9)

År: 2007
Instr.: James Mangold
Medv.: Russell Crowe, Christian Bale, Ben Foster, Peter Fonda m.fl.

Jeg er normalt ikke den store fan af westerngenren, men denne enkle, velfortalte og utroligt intense 'remake' af en klassisk western fra 1957 er faktisk en af de bedste spændingsfilm, jeg har set i lang tid.

Præmis og handling er såre simpel. Den morderiske ’outlaw’ Ben Wade (Russell Crowe) bliver fanget i den lille flække Bisbee, og han skal eskorteres til togstationen i Contention, hvor toget, der går 3:10 dagen efter til fængslet i Yuma, skal transportere ham direkte til galgen. Og det skal eddersparkeme gå stærkt for Wades bande af snavsede og dødsensfarlige desperadoer med den diabolske Charlie Prince i spidsen vil gøre alt for at befri deres leder. Der er langt, og de er ikke mange, der tør binde an med opgaven. Med bandens og Wades eget ry, er opgaven på mange måder decideret selvmord.

Dan Evans (Christian Bale) er en bonde, der er på desperationens rand. Han fik skudt sit ene ben i stykker i den amerikanske borgerkrig. Der er tørke, hans jord er gold ørken, kvæget bliver magrere og mindre værd for hver dag, der går. Hans kone og to børn går sultne i seng, og hvis ikke han betaler sine brutale kreditorer inden en uge, mister han jorden og hele sit og familiens livsgrundlag. Derfor slutter han sig (mod en sum af 200 dollars) til den lille gruppe, der mod fornuft og bedre viden begiver sig ud på rejsen mod, hvad der ligner den visse død gennem land med krigsgale apacheindianere og med Charlie Prince og de andre desperadoer, der kommer tættere og tættere på.

Multimorderen Ben Wade er både charmerende og uberegnelig, og samtidig har man hele tiden fornemmelsen af, at han finder hele situationen lidt lattervækkende. Hans oppassere er en ikke imponerende skare. De er en bebrillet dyrlæge, der ikke kan skyde, en aldrende, udslidt og såret dusørjæger, en repræsentant for det jernbaneselskab, som Wades bande har terroriseret og en storskrydende, usympatisk slambert fra Bisbee. Og så er der den etbenede plagede og forpinte rancher, der kun er med på denne selvmordsmission for at skaffe penge til sine kreditorer og brød på bordet derhjemme. Det er denne forpinte, benhårde mand, der kæmper for sin selvrespekt og familiens overlevelse, der viser sig at være den eneste kvalificerede modstander for den uhyggeligt stærke forbryder.

Dan Evans' 14-årige søn har mistet respekten for sin far, og slutter sig mod farens formaninger uventet til gruppen, der når frem til Contention et par mand færre og en masse blod og kugler senere. Men de er der længe før, toget kommer, og så når desperadoerne frem...

Handlingen bevæger sig ikke langt i tid og rum, og der er ingen episke tilbageblik eller langvarige forklaringer, der gør os klogere på de forskellige personer. Men det behøves ikke. Handlingen er så stramt fortalt og så strippet for overflødige scener, at man får lige præcis nok at vide til at forstå, hvorfor disse mænd er, som de er og gør som de gør. Det er fandeme imponerende instruktion, der i løbet af et par henkastede samtaler mellem Crowes morder og Bales forhutlede bonde etablerer både motiver og baggrund for de to hovedkarakterer. Vi ved lige præcis, hvad vi har brug for at vide, og kan derfra bevæge os ud i den skæbnesvangre rejse, der er så stemningsmættet og medrivende, at man ikke keder sig to sekunder undervejs.

Jeg har dog en enkelt anke over for handlingen. Mod slutningen udvikler forholdet fange(Wade) og tilfangetager(Evans) sig en anelse ulogisk, men jeg vil uden at afsløre noget nøjes med at konstatere, at instruktøren James Mangold ved nærmere eftertanke redder logikken i de allersidste fem sekunder af filmen. Men det syntes jeg faktisk ikke umiddelbart efter, jeg forlod biografen.

Men… anyways…
Den nøje afstemte handling er '3:10 to Yuma's næststørste aktiv. Det bedste er den inspirerede casting.
Peter Fonda er et barsk og amoralsk jern af en determineret dusørjæger og Ben Foster er skræmmende i rollen som Wades næstkommanderende Charlie Prince. Den lille spinkle mand med de psykotiske træk og den latente forelskelse i Ben Wade gør ham næsten farligere end Wade selv. De andre biroller er også fine, men det er dog de to hovedrolleindehavere, der bærer filmen.
Russell Crowe er en glimrende skurk. Han er charmerende, men uberegnelig. Mærkeligt sympatisk, men dødsensfarlig og frem for alt gløder han af karisma.
Og så er Christian Bale utrolig stærk som den forpinte, desperate, halte bonde, som kæmper for sin families overlevelse og sin egen og sin ældste søns selvrespekt. Han er både ynkelig og ærefrygtindgydende og vokser i statur efterhånden som de kommer tættere på det tog, de ikke må komme for sent til. Hans ansigt er uudgrundeligt og udmattet, men der er et eller andet overmenneskeligt inde bag de tætsiddende øjne. Han er ganske enkelt fremragende, og kemien mellem ham og Crowe bærer den her film på en måde, så jeg ikke kan forestille mig andre i rollerne.

Som skrevet er jeg normalt ikke den store tilhænger af de næsten formulariske westerns. Selv om historien er klassisk (og det er jo en remake) så er den simpelthen så fremragende forløst, at der er håb for den døende genre. Hurra for det.
Og så må amerikanerne et eller andet sted sidde og skamme sig over, at to af de stærkeste westernhelte i mange år rent faktisk er spillet af en walisiskfødt englænder og en New zealandsk australier.

Ugens sidste forestilling

Filmklubben, som jeg ellers flittigt har forsøgt at hverve medlemmer til, blev ikke sparket over rampen i søndags, som det ellers var meningen. Det er ellers et meget enkelt koncept. Fremover booker vi pladser til søndagens sidste forestilling i den glimrende Empire Bio, hvor vi (eller jeg) vælger den mest interessante af fredagens premierefilm til anmeldelse og generel underholdning. Sidste forestilling starter omkring klokken ti, og der er altid pladser i biografen. Det bliver mægtigt. Film skal ses i biografen.
Planen er lidt, at jeg, i samråd med de andre medlemmer, offentliggører ugens film, og har man tid og lyst til at komme med, skal man bare sige bingo, eller hvad man nu finder på, i kommentarfeltet.

Helt ekstraordinært tog de to stiftende medlemmer i biografen tirsdag aften, hvor vi så den intense western '3:10 to Yuma.'
Den anmelder jeg i øvrigt i morgen, sammen med den stærkt forsinkede og lettere forsvundne anmeldelse af American Gangster.
Nu har jeg nemlig en nogenlunde stabil internetforbindelse. Det hjælper.

Mikkel

P.S. Der er i øvrigt masser af plads til gæsteanmeldelser og/eller anbefalinger. Send dem til redgaard@gmail.com, så kommer de på Billedrøret.

American Gangster (7)

År: 2007
Instr.: Ridley Scott
Medv.: Denzel Washington, Russell Crowe, Josh Brolin, Cuba Gooding Jr. Ruby Dee, m.fl.

Det er jo så lykkeligt, at jeg fuldstændig bestemmer form og indhold i mine anmeldelser på denne blog, hvor jeg kan se, at tilslutningen endnu ikke berettiger til et milliontilbud fra Billy G.

Altså: For at få denne glimrende, men ikke bemærkelsesværdige gangsterfilm ud af klappen, skriver jeg kort, og for fagnørderne - med ethos...

I slutningen af tresserne dratter Harlems junkier pludselig om på stribe. Den ene overdosis heroin efter den anden. Frank Lucas har entreret markedet.
Ham Frank er nemlig smartere end alle de andre pushere i den betændte bydels underverden. Han sælger bedre kvalitet billigere end alle de andre gangstere, og det tjener han en helvedes masse penge på. Hvordan kan det lade sig give sig? Fordi han har elimineret mellemmændene, der stjæler profitten, og importerer tonsvis af hvidt pulver direkte fra de thailandske valmuer. Frank Lucas er ikke en almindelig gangster....

Pladder... Elendig start på en anmeldelse, men heldigvis (uheldigvis) er der så få mennesker, der læser denne blog, at jeg sikkert når at skrive en ny version, inden der er nogen, der læser overstående. Any which wayward Waylon Jennings way. Det kommer nok til mig...

Opgør med de fire stjerner

I Danmark er standarden at anmelde film i et seks-stjerne-system. Det gør de på stort set alle dagblade, med undtagelse af for eksempel Information, og det gjorde Julie og jeg også på dato. Det er fint, ikke mindst for læserne, med denne konsensus, og der er da også et vist råderum inden for disse seks stjerner (i meget sjældne tilfælde er der anmeldere, der benytter sig af 0 stjerne-dommen. Men så er der også tale om en negativ milepæl), men jeg baksede altid med den. En og to stjerner var nemme at dele ud. De er nemme at dechiffrere.

Een stjerne er en fabelagtig dynge afføring. Den er så dårlig, at man hidser sig op over den. (Yderst sjældent kan det også være en film, der sutter så meget popo, at det er sjovt. Jeg har for eksempel en mægtig lyst til at se 'Stjerner uden hjerner' igen)
(Eksempler: Spiceworld. The Prince and me, Scary Movie 2...)

Toeren er i mit hovede slet og ret en dårlig film. Den er spild af tid og/eller penge. Man kan dog også give to stjerner til en film, der virkelig skuffer. Hvis en instruktør, man holder af, laver noget, der er langt under sin egen høje standard, bliver en treer for eksempel hurtigt degraderet.
(Eksempler: Evan Almighty, Åndernes Hus, The Majestic, Bicentennial Man, Idioterne (eksempel på stor skuffelse.))

Treeren er lidt mere tvetydig, i det, at den både kan gives til en film, der er ligegyldig, hæderlig, stærkt klichépræget eller måske endda seværdig, men med en skønhedsfejl, der sidder så irriterende fast i baghovedet, at man alligevel ikke kan anbefale den.
(Eksempler: 300, The Ladykillers, Unbreakable, A good year, Snatch and so on, etc., og så videre)

Femmeren er fandenslaskeme en god film. Nej, det er en fremragende film. Det er en, du kan tale længe om, og opfordrer folk til at gå ind og se. Alternativt er det en film, der ikke rammer følelserne, men imponerer sokkerne af en.
(Eksempler: The Big Lebowski, The Shawshank Redemption, Forrest Gump, Groundhog Day, Festen, American Beauty.......)

Sekseren klokker direkte ind på din top20 over det bedste du har set, smagt, oplevet, hørt nogensinde. (Forudsat selvfølgelig, at du elsker film.) Et mesterværk, og/eller en, der påvirker hele måden man laver film på. Dem er der ikke mange af.
(Eksempler: Fargo, Taxi Driver, Casablanca... Pulp Fiction)

Det er sent og mine eksempler er delvist valgt ud fra film, jeg lige kan komme i tanke om. Hvis jeg satte mig ned og brugte lang tid på det, ville jeg sikkert nævne helt andre...

Men for at vende tilbage til rubrikken på denne efterhånden alenlange smøre... Fire stjerner er skideirriterende at tildele en film. Denne karakter er alt, alt, alt for unuanceret. Udover det grundlæggende, at filmen på et eller andet niveau er anbefalelsesværdig, dækker den over et alt for bredt spekter. På den gamle trettenskala dækker fire stjerner i princippet karaktererne 8-9-10. Og hvis du nogensinde er gået op i en eksamen, ved du at der er meget stor forskel.
Fireren er for mig både en charmerende romantisk komedie eller en nem latter, som Love Actually eller Night at The Museum i den lave ende, eller glimrende veldrejede film som The Truman Show, Casino eller Reservoir Dogs på tærsklen til femmeren.

Derfor: For at undgå krumspring med pile op eller ned har jeg besluttet mig for at indføre den ikke særligt originale titrins-model. Plads til nuancer. Slam!

Altså:
* er i mit system en 1'er.
** kan være både 2 og 3.
*** er enten en 4 eller en 5'er.
**** dækker, hurra, over både 6,7 og 8.
***** er tæt på perfektion = 9.
****** er selvfølgelig den næsten uopnåelige 10'er.

Og når alt det er sagt skal en numerisk bedømmelse altid (helst) læses i sammenhæng med argumentationen, dvs. den egentlige anmeldelse.

Heath Ledger 1979-2008

Nu hvor denne blog skal handle om film, bliver jeg vel nødt til at runde Heath Ledgers død. Det er tragisk og meningsløst, som så frygtelig meget andet, og det er synd for en masse mennesker. Ikke mindst den lille datter. Og resten af familien og så videre.
Jeg har ikke set ret mange af de film, han har spillet med i, heller ikke den, der kommer til at være referencepunktet for den legende, der uundgåeligt vil blive bygget op omkring ham. Brokeback Mountain var et fænomen, og det helt store samtaleemne i 2005, og han fik den oscar-nominering, der gør, at man ikke bare vil huske ham som ung og lovende. Og det er da trods alt en trøst. Eller måske egentlig ikke...
Til sommer kan man se ham i hans sidste rolle, som Jokeren i Christopher Nolans 'Batman-sequel,' og det er sandsynligvis et spektakulært punktum på en (for) kort karriere. Op i røven med karrieren. Et for kort liv...

Relancering vol. 22

Eller sådan noget. Der har ikke været nødder og bolde at skrive om i meget lang tid. Eller jeg har i hvert fald ikke fundet anledning til at skrive noget mere end det, jeg får klunset sammen til avisen.
Men nu har Christian A. og jeg (der i øvrigt ikke deler en for lille lejlighed mere. Jeg er flyttet over i nr. 87)... Hvor kom jeg fra? Jo, vi har i hvert fald i teorien genoplivet de regelmæssige besøg i Empire Bio. Og så besluttede jeg mig for at skrive de anmeldelser, jeg sådan savner igen at få penge for at skrive.
Det er Oscar-sæson, og jeg glæder mig allerede som en lille pige til at se 'No Country for Old Men,' som bliver kaldt Coen-brødrenes bedste hidtil. Og det siger absolut ikke så lidt. 'Juno,' og 'There will be Blood' venter jeg mig også mægtig meget af. Men jeg og vi må vente.
Det er givet, at jeg skriver dette til absolut ingen, men anywhichway. Så skriver jeg lidt for min egen skyld. Det har jeg gjort før...

Hvad synes du om cybersex med fabeldyr?

Jeg skal være den første til at indrømme mit noget antikvariske forhold til læserne. I min verden er jeg indsamler, bearbejder, formidler og ultimativt afsender af information. Til læserne. Og det er da i vid udstrækning også min rolle som journalist i dag.
Men... Ovenstående spørgsmål, som er hentet fra eb.dk, er samtidig en klar indikator for, hvor meget man egentlig bestræber sig på at forny (forplumre) mediernes rolle. Efterhånden er al information ligestillet, og alle holdninger er lige valide. Og bevares. Dine holdninger er lige så gode som mine og alle andres, men din viden er måske ikke helt på niveau med folk, der har gjort kvalificerede studier ud i det område, du udtaler dig om.
Genindfør smagsdommeriet og ekspertvældet.

p.s.

Det er helt i orden. Så længe ingen lider overlast. Altså med hensyn til det indledende spørgsmål.

Snart følger...

'Metromanden Markus - Et liv på kanten.'

Om pressen

Vi konstaterer, informerer, polemiserer, ironiserer, resignerer. Og så gør vi ikke mere.

Bill Plympton - 25 Ways To Quit Smoking

Og nu entrerer vi den skæbnesvangre måned, hvor driftige barejere får travlt med plastre og hamre, når de skal opstille nødtørftige skillevægge, der skal snyde myndighederne.

Og i øvrigt. Det er usundt at ryge, og ufedt at få krampe.

Hvem er det?

"...an inquisitive mind interested in everything, but too lazy to actually read up about it."

Sådan beskriver kritikeren Steve Bennett Eddie Izzard i sin anmeldelse af stand-uppens Zinedine Zidane, Eddie Izzard.

Sådan vil jeg også fremover beskrive mig selv. Mikkel, stand-uppens Jens Risager...

Mens vi venter på afklaring

Først og fremmest er jeg faktisk nok af en romantiker til at synes, Michael Rasmussen er en fantastisk cykelrytter. En modig ener der kombinerer Richard Virenques nosser og vilje til at forsøge sig på vanvidstogter over 100 kilometer, samt noget der minder om Pantanis evner på den sidste stigning. Da den diminutive orange dansker smadrede konkurrenterne på en knaldhård etape i Vueltaen i 2003, var jeg begejstret over at se en dansk rytter eksemplificere en ægte grimpeur i et felt, der undtaget de to førnævnte (dopingbelastede) har været overbefolket af enten slidere uden udstråling (Moreau, Sastre, Evans, Mejia, Zubeldia, Klöden, Escartin etc.), tempospecialister med mangler i bjergene (Zülle, Olano, Botero, Rogers etc. eller de helt store allroundere, der låste hinanden i røvkedelig taktik (Lance selvfølgelig, Ullrich og til dels Basso og Heras).

Til gengæld synes jeg det lyder alt for usandsynligt, at Rasmussens besynderlige exit udelukkende handler om, at Rabobanks sportslige ledelse er blevet sindssyg. Som mange har antydet, må det altså være muligt at undersøge om, han har været i Italien eller i Mellemamerika. Og spørgsmålet er jo sådan set, hvilke oplysninger offentligheden ikke kender til. Det får vi sandsynligvis aldrig at vide. Men uanset hvordan tingene hænger sammen, er det et faktum, at Rasmussen ikke er blevet behandlet fair hverken i pressen eller i særdeleshed af hyperhyklerne i Tour de France-ledelsen og i UCI.
For officielt har Rasmussen ikke brudt reglerne. Men det hindrede ikke Prudhomme og Patrice Clerc i at lægge pres på Rabobank, og det har heller ikke forhindret specielt den udenlandske presse i at stemple den lille dansker som en dopingsnyder på et meget tyndt grundlag.
Nu har jeg fulgt ret intenst med i den udenlandske dækning siden den chokerende nyhed sprang. Og dobbeltmoralen hersker helt åndssvagt. Australierne er grundigt forargede på Cadel Evans vegne,og på trods af at den lille temporytter har kørt næsten lige så hurtigt opad som specialisterne Contador og Rasmussen, er der ingen mistanke til deres yndling.
Spanierne hylder deres nye Indurain og ignorerer Contadors mistænkelige forbindelser til kontroversielle dopinglæger og Operation Puerto.
Briterne er de mest ulidelige. ’I’m mad as hell’ skrev The Guardians William Fotheringham forleden, fordi deres middelmådige tempodreng Bradley Wiggins er blevet ’snydt’ af Rasmussen og Vino (den er jo så god nok.) For Brad er jo clean. Det har han nemlig selv sagt. Og David Millar er et kapitel for sig selv. En af feltets få beviste dopingsyndere er nemlig begyndt at dømme sine kolleger på trods af, at han i mine øjne er den første, der skal lukke røven.

Alle medier og specielt de amerikanske omtaler Rasmussen som dopingsynder i samme åndedrag som Vino, på trods af at pressen rent faktisk ikke har beviser for, at han har brudt reglerne og det simple faktum, at han ikke er testet positiv.

Og der er ingen, der stiller spørgsmålstegn ved denne proces. Rasmussen kommer ikke til orde, og der er ingen, der tager fat i spørgsmålet om hans retssikkerhed. Heller ikke et ellers bemærkelsesværdigt forsvar fra Miguel Indurain, den mest respekterede skikkelse i cykling bliver refereret.

Jeg har selv temmelig svært ved at tro på, at Rasmussen er uskyldig, men jeg har ikke tænkt mig at dømme ham, før jeg får beviser på, at han har forbrudt sig mod reglerne. Det eneste, man foreløbig kan være sikker på er, at man ikke kan være sikker på noget.

Jeg klynger mig stadig til et spinkelt håb om, at Rasmussen beviser sin påstand og bliver anerkendt som moralsk vinder af denne håbløse begivenhed. Men jeg tror ikke på det.

Tour - retour - nedtour

Sikke et år det har været for dansk sport. Vi charmerende lykkelige nordboere. Vi er samba med sne, glade amatører med rene idealer, handlekraftige lejlighedsvikinger, der ikke stikker op for bollemælk eller ligger under for janteloven. Når vores gæve gutter, der kommer fra beskedne provinsbyer som Tølløse, Asnæs, Fårvang eller Ryomgård kører, tackler eller spiller på viljen er det noget så livsbekræftende og fællesskabende.

Vi er Danmarks drenge/piger, der vinder i Enge-land og er jernhårde og ladies eller gentlemen. Og vi gør det en for alle og i røg og damp, og bøgen er skidelækker og pilsnerne er møgkolde.

Vi kan vel allesammen blive provokerede, ikke? Christian Poulsen er et mandfolk, og havde vi ikke alle lyst til at nakke svensken? Og grim var han jo også ham Rosenberg. Skal du provokere? Er det det, du skal? Fisenberg. Ha ha.
Og vores Ironhard Ladies. Lækre og smærke. Søde og bløde. Ærgerligt at de ikke har talent eller charme, for ellers havde jeg nok lige syntes, det var interessant. Det er underordnet, at vi selv har opfundet spillet og er en af de tre nationer i verden, der gider gå op i dette pseudospil. Og vores store stærke Nutella-mænner fik jo bronze. Metal! Medalje! Til lille Danmark. Det er da bare det fedeste. Yummi yummi - hvor' mit gummi?

Og nu lille Michael. Han kørte jo fremragende. Og vi lod os rive med. Og Tv2's kommentator/ekspert/kritiske journalist/overall nice guy Dennis Ritter forsøgte jo at overbevise os om, at der blev skrevet historie hver dag. Det var da fantastisk. Også imponerende at Dennis i sin egen optik kunne skille snot fra kanel og have så mange kasketter på samtidig. Og hvorfor er de tossede franskmænd dog så sure på Michael? Har det noget med Muhammed at gøre? Hvad er der nu i vejen med os? For det er jo da bare vores allesammens lille grillkylling fra flade Tølløse og ikke en af de dersens fæle og infame gutter, der tager det dersens doping...

Nå. Det var en skriftlig lille 'rant'. Spas at skrive i hvert fald.

Det er svært at vide, hvad der er op og ned i Rasmussen-sagen. Jeg ved mindre end de fleste, så derfor gider jeg ikke sidde og spekulere. Det lader jeg sportsjournalister som Dennis Ritter og Kristian Nørregaard om, men det er frustrerende og pisseåndssvagt. To ting er dog rimeligt indlysende: 1. Man suspenderer normalt ikke en vindende rytter uden grund. Og 2. Tour de France, Giro D'Italia, Vueltaen og alle de klassikere, der engang betød noget har totalt mistet deres eksistensberettigelse. Luk butikken i tre år, og gør dog for helvede op med dopingspøgelser, dobbeltmoral og hykleri.

Det gør de selvfølgelig ikke, så længe vi tåbelige seere og lyttere stadig hænger på. Boykot lortet.

Rødgaard recap.

Ford Ka hedder den lille mærkelige, men vidunderlige bil, jeg har købt. Den er sort og kører dejligt, og jeg er pisseglad for den. Jeg fik den i dag.

Slotsbyerne hedder den avis, jeg starter som journalist på i morgen. Den ligger i Hillerød og vil gerne være en utraditionel og ambitiøs lokalavis. Det skal jeg forsøge at hjælpe med.

Min Flight of The Conchords t-shirt er kommet med posten. Den er lyseblå og smart, og jeg går med den í ny og næ.

Jeg ser Tour de France igen. Det er pinligt, men jeg er ret fascineret af ham den lille gule skid, der kører hurtigt opad og ok ligeud.

Otrivin er mit nye drug of choice. I hvert fald når jeg er så pisseforkølet, som jeg har været den seneste uge.

MESSI

Der har været mange små nye Maradonaer, men Messi ser ud til at indfri Argentinas forventninger. Dette lob er endda bedre end Sukers lob over Schmeichel i '96. Suker havde tid og plads til at chippe bolden, mens Messi er i fuldt løb. Imponerende.

Mitch

Smacked op på 'drugs and booze,' død og det endda før sit endelige gennembrud. Men Mitch Hedberg er stadig morsom...

Det begynder måske at gå lidt for stærkt...

... men så måske ikke, for min mor vil have mig til at købe en meget lille fiat. Men under alle omstændigheder er jeg måske på nippet til at erhverve mig min første rigtige voksenting, siden jeg selv købte et dørslag som 18-årig. Jeg er meget splittet mellem den frihed, der ligger i at have en bil, man ikke skal aflevere i sine forældres indkørsel om et par timer, og den frihed jeg har, nu hvor kronisk ludfattige Mikkel rent faktisk har luft i budgettet. Jeg giver måske snart en tur i en lillebitte hatchback fra slutningen af 90'erne... Eller sådan noget...

Robin Ince on Creationism

Vores allesammen Peter Martin Wilhjelm har engang i en af sine mere religiøse perioder udtalt sig positivt om 'Intelligent Design.' Og som al anden religiøs teori kan også denne reduceres til 'Magic Man done it.' Og det illustrerer Robin Ince så smukt her...

Patton Oswalt - Republikanernes fornemmelse for homoseksualitet

Jeg er ikke så meget for cirkus.

Bill Bailey - Hats of to the Zebra

Endnu en oprigtig musikalsk appel til det gode i mennesket. Op i røven med Live Aid.

Flight of the Conchords -Think about it

Bret og Jemaine om 'The Issues'

New Zealand in Danish

Jeg er ingen englænder, ej heller irsk. Jeg er ikke som andre født i New Jersey eller Perth. Jeg er født i Hillerød, og derfor fortsætter vi på dansk. Og lidt oftere. Meget oftere faktisk, for nu har jeg lært at 'embedde.'

Chris A. og jeg er meget begejstrede for New Zealands fjerdestørste folk-parodi-orkester. Og det bør i også, for det er mægtig spas. Hvis i vil have min ydmyge ufejlbarlige mening, som arbejdsløs anmelder...

Når nu Rødgaard har lært at 'embedde' skal i have spas, skal i, ja i skal. Og det bliver mægtigt, ja det bliver.

As you might know. I've been cancelled

Or fired, but I prefer the other term. And it's also more accurate. The infamous free newspaper 'dato' reached a total of 166 editions, and was a part of the fabled 'paperwar' for eight months, before the board in 'The Berlingske Officin' decided enough was enough. It was a sad day, when the talking suits visited our little newsroom and pulled the plug exactly 14 days ago, but it wasn't entirely unexpected.
We (the editorial staff) knew that it probably wasn't going to last for too long, when we arrived at the konference room in 'Berlingske Hus, in mid-August last year', and 'dato' actually held on longer than I thought. But it was, as every socalled expert said from the beginning, only a matter of time, before one of the three new mailbox-delivered papers went under. And two days after we made our hastened debut (we built the paper from scratch in four days), a bookmaker decided to take bets on which paper would 'die' first, as they put it. We (dato) were huge favourites.

Now, while I sit at home centemplating the near future, I have fond memories of the weird little orange pamphlet I was very much a part of for three quarters of a year. Even though it could be frustrating as hell, when the rest of the Danish press, used every opportunity to figuratively speaking, kick us in the groin, and we were always understaffed, I realise that it was the most fun I've ever had. I loved going to work, and I miss it terribly now. Mainly because of my colleagues. A possitive that I derived from the cancellation of 'dato' was that I realised that many of them weren't just colleagues, but friends. And besides not sharing my day with this group of friends every day, it's just incredibly boring not having anything to do.

Luckily I'm still on the payroll for a few more months, but I'm about to decide what to do now. I'l let you know.

Fest!!!

Fodboldfest altså.

Lige så snart man ikke længere kunne udholde dødssyge målfattige møgkampe, bliver ens interesse i det i bund og grund åndssvage spil vakt igen. I onsdags spillede Roma Man U ud af banen i Rom. Jeg havde store forventninger til returkampen, som spiller, mens jeg skriver. Jeg hader United, og Roma har altid været en yndling. Men efter 20 minutter var der ikke spænding mere, men bare en afsindig opvisning i drømmebold. United fører siger og skriver 6-1, men det er egentlig ok på grund af måden, de gjorde det på. De har simpelthen kørt deres store engelske provinstraktor over de romerske elegantierer. Og det er sgu flot, surrealistisk og uventet.

... Og nu scorede Evra til 7-1. Fodbold er sjovt...

Mor taler...

Nu er det næsten kvindernes kampdag. Husk at lukke røven, hvis du har en tissemand. Du kan ikke, og jeg mener overhovedet ikke, sige noget rigtigt d. 8. marts.

A hoy hoy.

P.S. Alle burde købe Grinderman. I vil dog ikke alle kunne lide den.

Mænd er sjovere end kvinder...

Fordi de bliver nødt til det. Christopher Hitchens er berømt for sine polemiske provo-klummer, og denne i januars Vanity Fair er ikke anderledes. Snarere har han i sin langstrakte argumentation for at kvinder, malet med den brede pensel mind you, er mindre morsomme end kvinder, ramt flere læsere end længe før.
Jeg er ikke hundrede procent uenig, faktisk er jeg slet ikke uenig i præmissen, men hans argumentationer hænger ikke altid sammen.
Han mener, at mænd er sjovere end kvinder, fordi det er deres våben i den endeløse kamp for at imponere det modsatte køn. Man komplimenterer en kvinde med 'Du er smuk,' mens en mand hellere vil høre: 'Du er så sjov.' Nu forenkler jeg hans ord, og nu sidder du sikkert, afhængig af dit køn, og tænker: 'Min kæreste er bare superspas' eller 'Jeg er da mindst lige så sjov som ham Rødgaard,' men i det har han jo ofte ret. Jeg kan for eksempel ikke trække voldsomt på mit udseende i forhold til kvinder. Min force er klart, at jeg er morsom og har vid. Og det er jeg da smerteligt bevidst om. Sådan er det for mange mænd. En afgørende forskel på mænd og kvinder i denne henseende er, at mænd til gengæld ikke har den store selverkendelse. Selv fyre, der ikke kan sige noget sjovt, selv hvis de læser en god joke op af den bog, de har lånt på biblioteket forsøger sig med humor. Og det kan gå spektakulært ad helvede til. Men under alle omstændigheder forsøger de sig. Det enten gider kvinder ikke, eller også vil vi mænd ikke konkurrere på dette område. En mand, der forsøger at imponere en kvinde, der viser sig at være lige så morsom som ham selv, vil i mange tilfælde miste interessen. Det holder kvinderne tilbage. Tror jeg...
Nå, men kvinder, der har læst denne klumme har fået trykket alle deres knapper. Blandt andet hende her, der er mægtigt provokeret, samt en masse andre.
Jeg har diskuteret dette emne med min medskribent på kulturredaktionen det meste af dagen, og Julie argumenterer for, ikke helt ueffent, at det i høj grad skyldes en nedarvet mekanisme, der gør at mænd ikke vil acceptere at kvinder er sjove. Det er ganske enkelt ikke acceptabelt for os bavianer, der foretrækker at trække på urinstinkter og vores røde røve, mens hunnerne bare skal sidde og se bedårende ud. Igen en forenkling, men igen heller ikke forkert.
Jeg tror min konklusion er, og så må i ellers læse på de glimrende links, at mænd er sjovere, fordi de prøver hårdere, men at kvinder har potentiale for at være mindst lige så spas. Historien er med mig. Prøv at tælle kvinderne på denne liste.
Og igen. Dette er ikke et forsøg på at disse alle de møgskægge kvinder, der kan få mælk eller fadøl til at sprøjte ud af næseborene. Bredpenselmaling.
Sarah Silverman er for eksempel mægtig.

Der er vist stadig et kommentarfelt på denne side. Skriv hvis jeg tager fejl, eller hvis du er enig kan du eventuelt elaborere.

I øvrigt mener jeg, at alle bør købe 'The Good, The Bad & The Queen'.

Mikkel

Comeback

Jeg har overvejet at slette Talerøret, men har ikke kunne tage mig sammen til at slette dette infernalske rod af nonsens og sene nattetimer. Så nu prøver vi igen. dato tager hovedparten af mine skriblerier. Talerøret er til overskudsproduktionen. Velkommen tilbage

Aviskrig-bloggen

Made har egentlig ganske ret i sin kommentar. Det er måske ikke særlig smart at berette for indgående om de interne forhold på 'dato – den hemmelige avis'. Derfor vil jeg udsluse de kommende indlæg om min rolle i 'aviskrigen' til følgende blog.

Derved vil denne blog blive så navlepillende kedsommelig som i gamle dage. Det bliver fedt.

Jeg har endnu ikke tænkt konceptet omkring aviskrig.blogspot.com igennem. Én ting er sikkert. Det er ikke fordi jeg er mere anonym derovre end jeg er her. Til gengæld vil læsere, der kommer for indhold frem for Rødgaard, sandsynligvis ikke falde over tidligere tiders diskussion af min seksualitet, min udleverende drømmetydning og mine ikke særligt subtile beskrivelser af de kvinder, der frister, den ellers så koldblodede, Rødgaard over evne.

Hvis nogen af mine læsere eventuelt skulle ønske at blive medlemmer med ret til at poste egne indlæg på 'aviskrig', skal i være hjerteligt velkomne. Giv besked.

Det er mit mål, at vi ligefrem laver et diskussionsfora. Lidt i stil med det hedengangne semifri, men bare ubeskriveligt meget federe.

Det er værd at bemærke, at diskussionen tager udgangspunkt i aviskrigen, men absolut kan omhandle resten af pressen, 'den fjerde statsmagt'. Og der ville det være fantastisk, hvis der både blev diskuteret journalistik, etik og væsentlighed etc. fra os idioter, der tilhører pressen og for jer hædersmennesker, der bruger den…

Mvh.

Rødgaard

P.S. Jeg har slettet aviskrig-bloggen. Som så mange andre har jeg mistet interessen for denne meget interne krig.

Hakkeorden i Berlingske Hus

Nu er vi i indlandsredaktionen også blevet forflyttet til Konferencesalen, hvor 'kommandocentralen' som chefredaktionen kalder det kaos af ledninger, tekniske problemer og telefonsamtaler gør ethvert opkald til en udfordring, hører hjemme.

Den gode ting er, at jeg fra min plads har 30 sekunder til kaffemaskinen, den dårlige er, at det er næsten umuligt at arbejde i den larm.

Nå, det varer ikke så længe. Det Berlingske Officins multimillionsatsning er angiveligt ikke så vigtig, at man gider prioritere os. For alle 50 mænd og kvinder, der forsøger at få en spiselig avis på gaden skal nemlig flytte. Ingen ved hvorhen, eller for den sags skyld hvorfor, ud over at der skal holdes afskedsreception for den afgående koncernchef den 27 september...

Anyways... Noget med uddannelse fra Rødgaard i morgen...

Tutelihut!

Det mest intelligente, der nogensinde er blevet sagt på Tee Vee Two.
FCK ligner det bedste danske hold siden Brøndbys starthalvfemser mandskab. Tillykke til os og til Benjamin især.

Jeg tror, jeg ved, hvad sportsredaktionen på dato skal beskæftige sig med i morgen. Og jeg tror også, at TKM er godt tilfreds med mulighederne for akkrediteringer på sit nye arbejde. Nu skal han i Parken på VIP-billetter.

Nyt fra avisen. Det ser ud til, at et par af de rutinerede journalister vi har lånt af søsteraviserne bliver et par måneder endnu. Det er en vældig god nyhed, fordi det vi mangler i øjeblikket er rutine og stabilitet. De allerfleste dage starter vi på bar bund, og der kan dæleme være mange historier i sådan en avis.
Jeg kan lyde lidt udmattet, når jeg taler om dato, men det er vist mest fordi jeg er det. Det er jo stadig sjovt, og på trods af 40 års aldersforskel mellem undertegnede og indlandsredaktionens nestor Anders Wiig har vi fået et rigtig godt arbejdsklima oppe på fjerde sal. Men jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg skal sove længe på lørdag. Det trænger jeg til...

Vi er begyndt så småt at få galningemails, og det er næsten altid det sjoveste på en avisredaktion. Jeg skal forsøge at stjæle en til offentliggørelse her på siden, men mens vi venter kan jeg gengive en fra hukommelsen:

Tag jer nu sammen!!!

Jeg vil ikke have jeres skide 24 timer. Døgnet rundt lorteavis. Jeg håber i bliver kvalt i jeres egne fækalier.

Venlig hilsen Poul.

Vi får også en masse af den slags. Danskerne er splittet mellem den grundlæggende mistillid til gratis ting og den grundlæggende trang til at tage imod det...

So long

Mikkel

Har du læst dagens dato?

Det har jeg, fordi jeg fandt et eksemplar inde på redaktionen. Der er ved grød mange logistiske kinks ved sådan et aviseventyr. Og det er en besynderlig følelse, ikke at vide, hvem der egentlig læser mine historier.

dato (med småt begyndelsesbogstav som i blur) blev på et tidspunkt sammenlignet i designet med min internationale yndlingsavis, The Guardian. Det må vist siges at være en tilsnigelse. For det første er der ufatteligt mange flere ord på siderne i The Guardian. Men det er da noget at stræbe efter. Vi skal have ambitioner, selv om det bliver svært at matche David Trads' luftkasteller.
Men det lyder honestly ret spændende. Et eller andet sted skylder de ligesom at udkomme. Som en kommentator bemærkede ville det være en anelse antiklimatisk, hvis dem, der startede mediefænomenet aviskrigen, aldrig bevægede sig ud på slagmarken.

Jeg er ked af, at jeg ikke rigtig har været særlig meddelsom omkring min rolle i fejden, men først og fremmest skulle vi lige igennem et par dage som en offentlig hemmelighed, og så har jeg arbejdet omkring 105 timer siden sidste lørdag. Når man som jeg i bund og grund er voldsomt doven tærer det på kræfterne.

Anyways. I morgen venter nye strabadser.

Vi snakkes ved...

Mikkel

Lejesoldat i aviskrigen

Meget er sket siden sidste torsdag, hvor jeg sad og blev orienteret om mine muligheder for aktivering. Den rare mand fra journalisternes a-kasse foreslog en helt ny karriere som radiograf til de af os, der havde været ledige i meget lang tid.
Det havde jeg trods alt ikke, og jeg havde jo sådan set også et arbejde, jeg skulle tiltræde 1. september. Men sådan skulle det ikke være...

Dagen efter tullede jeg rundt og bryggede kaffe, da en mand ved navn Jan Bartram ringede og tilbød mig et job på et hemmeligt projekt under Berlingske Tidende.
Jeg var i starten mest optaget af at finde ud af, om det var den tidligere landsholdsspiller Jan Bartram. Det var det. Wow. Fedt.

Det tog mig fem sekunder at finde ud af, at jeg meget hellere ville arbejde på det her projekt end på bold.dk. Så jeg blev løst fra min kontrakt af de rare mennesker på bold.dk, og så mødte jeg ellers foran hovedindgangen i Berlingske Hus næste morgen klokken ni.

Nu har vi bygget en avis på fem dage, alle skiftevis hader os, og synes vi er fine nok, jeg er blevet citeret og har fået fine tegninger til mine historier. I dag er min første fridag, og vi hedder dato, og vi er orange, og vi er til den moderne dansker, og folk skal kunne læse os på 10 minutter, og Michael Jeppesen har svinet min chefredaktør på bagsiden af Ekstrabladet, og jeg har drukket mange liter kaffe og mange sodavand, og jeg er blevet skole/uddannelseredaktør, og der er mange flinke mennesker på dato, og Nyhedsavisen har masser af penge, men vil ikke fortælle, hvor de har dem fra, og 24 timer har ingen annoncer, og distributionen er stadig mærkelig fordi, det er gået så stærkt, og jeg skal på arbejde i morgen, og jeg hører blur, og vigtigst af alt: TKM har også fået et job. Det lykkedes os simpelthen at lave en fiks lille udskiftning, hvor han tog jobbet på bold.dk. Og masser af andre spændende ting.

Fortsættelse følger...

Jeg må kun tænke på at skrive en roman. Hvis jeg så meget som laver ganske lidt research på nettet eller skriver en note på en post-it skal jeg i teorien notere det på mit dagpengekort. Det er at regne for selvstændig virksomhed. A-kasser og offentlig forsørgelse er nederen. Det er i realiteten, det eneste jeg lærte i dag da jeg var til vejledningsmøde i Journalisternes A-kasse.

Nok med fodbold-analogier. Gider dem ikke længere. Har selv yndet dem, men nu er jeg mere end almindeligt træt af dette spil. Og misbruget af samme.

Fra og med den 1. september kommer det meste af Rødgaards vågne timer til at dreje sig om fodbold. Den journalistiske karriere er langt om længe begyndt at rulle, og jeg skal nu til at skrive fodboldnyheder på denne hjemmeside.

Sidste indlæg blev forfattet mens jeg var beruset og træt. Jeg bliver en mærkværdig blanding af gnaven og kærlig, når jeg er beruset. Så se venligst bort fra det foregående nonsens.

Nå. Jeg går ind til dette job med en blandet følelse. Glad er jeg for at have fået det foran de andre ansøgere, men mellemfornøjet med at have fået det på bekostning af TKM, der angiveligt sluttede som nummer to i ræset.

Og for de af mine læsere, der også læser TKMs lille netfidus.
Mikkel Rødgaard er hverken heldig eller jobsøgernes svar på Italien. Mikkel Rødgaard er voldsomt kvalificeret. Men hvem var i tvivl?
Som sagt. Ikke flere fodbold-analogier

Og så har vi sagt farvel til Dennis Bergkamp. Denne fodboldens Dolph Lundgreen.
Det er en hemmelighed for de færreste, at Rødgaard holder med Tottenham, men alligevel må jeg udtrykke min beundring for denne fantastiske fodboldspiller.

De falder fra. Dennis Bergkamp er muligvis den sidste fra EM slutrunden i 1992. Vi bliver så gamle.

I øvrigt. Thestrup og mig var på dansebar i nat. Det var nederen. Og ikke med min gode vilje, og de to piger, der havde trukket os med på denne bar skred med nogen i undertrøje. Det passede mig fint. Jeg tænker uafbrudt på en pige. Hun er dejlig.

Med hensyn til mit seneste indlæg, der var delvist inspireret af alkohol og en uforklarlig lykkefølelse.
Det passer ikke helt, at det lykkedes mig at holde kæft. Jeg husker nu, at jeg blandt andet stædigt insisterede på, at jeg hed Bob og at jeg sang temaet til Fragglerne. Men næsten altså.

TKM har beskrevet den solnedgang vi oplevede på Amager Strand natten mellem lørdag og søndag. Jeg vil bidrage med en lille personlig erindring.

Hollywood trængte sig på, og jeg fik lov at nyde at få solen lige i bøtten på en måde, der var stærkt behagelig. Fordi jeg for en sjælden gangs skyld holdt min kæft og bare lyttede til en fantastisk sød pige, der talte om sig selv og sine tanker, i stedet for at jeg lavede improcomedy. Hun var sød, det var pænt, og jeg er glad for sommeren.

Smofie og dragen – uden ridder.

Jeg havde psykologi i 3.g. i gymnasiet. På mellemniveau goddammit!

Derfor ved jeg et og andet, om det der hejs, og jeg foretager min egen drømmetydning. Ikke baseret på den teori, jeg har glemt og/eller aldrig lærte, men på min egen sunde fornuft. Ifølge min sunde fornuft er min underbevidsthed i gang med at advare mig om en snart kommende eksistenskrise.

Aha. Interessant! sidder i sikkert for jer selv og tænker kære læsere, men vi vil have eksempler.

Ok, nok lige et tought publikum. Men så får i da sidste nats drøm, der omhandler en unavngiven pige, jeg engang var vældigt glad for. Hun skal helst ikke vide, at hun er med i mine drømme, flere af jer kender hende faktisk. Så derfor skriver jeg i kode. Hun hedder nu Smofie. Clever ikke sandt…

Denne drøm er en variation af en klassiker. Jeg har ikke drømt den siden i vinters.

Vi har det sjovt oppe på førstesalen af en flot villa, hvor vi drikker rødvin og lytter til musik. Mange af mine faste læsere er med til festen. Der er en flydende kronologi i mine drømme, der ofte er ret langvarige. Og den del af den, hvor i kære læsere er med som festgæster er 1. kedelig, 2. svær at huske og 3. ikke det i vil læse om. Spole spole.

Smofie ankommer nede i haven, og jeg sidder og ser på henne fra et vindue. Jeg er forelsket, og det knækker hjertet, når hendes kæreste dukker op (garanteret efter at have parkeret sin møglækre bil, det svin). Ganske som hun plejer ser Smofie fantastisk ud, og han ligner en filmskurk. Og de kommer op at skændes, hun er en klassisk skønjomfru, og han er så meget en drage. Han slår hende. Og jeg hopper ud af vinduet og slår ham til hummus. Hun græder, og jeg bærer hende væk fra hendes slubbert af en EKSkæreste. Hun klynger sig til mig, og scenen skifter pludseligt til en skovsø, der minder meget om branddammen i Tisvilde Hegn. Vi taler, hun er bedårende. Og hun kysser mig, og baggrundsmusikken er den der med Elvira Madigan. Jeg har, ynkeligt nok, drømt denne drøm utallige gange.

Men…

Denne gang, however, slår han hende, og jeg stivner. Jeg kan ikke bevæge mig ud af stedet. Hun løber ind i huset, kommer ind til os, ser på mig med et hjerteskærende blik, der indeholder så dyb en skuffelse, at jeg bliver bittelille. Senere kommer han, røvhullet, ind i stuen og jeg trækker HAM til side, og begynder at fortælle ham, at det nok er en dårlig idé, at han sådan slår sin kæreste. Så henter jeg Smofie og agerer parterapeut til de hulkende indser deres store kærlighed. Jeg forlader dem, mens de lægger an til at lave børn, og så vågner jeg.

Lidt perpleks ligger jeg i min seng, og forsøger at holde styr på nattens begivenheder. Der er mange ting galt med denne drøm. Et er udgangen ikke nær så behagelig som vanligt, og samtidig er det sært, at jeg drømmer om Smofie igen, men så får jeg en tanke. Med Sigmund Freuds ånd i rummet konkluderer jeg, at det nok har noget at gøre med, at jeg ikke længere SELV opfatter mig som den uovervindelige hævner, jeg egentlig altid har tæret på. Selv i de situationer, hvor jeg ikke fik et arbejde eller blev pure afvist af en kvinde eller på andre måder har TABT, har jeg inderst inde tænkt: ’Op i røven, jeg er stærkere og klogere end jer’. Jeg ved da udmærket godt, at det ikke passer, og at det er en sær forsvarsmekanisme, men den har altså betydet meget for min personlighed og den massive selvtillid jeg udviser, der tit bliver forvekslet med snobberi og arrogance.

Og jeg synes ikke, det er en særlig god ting.

Det er en sær tolkning af denne nederen drøm, og der er andre langt mere oplagte af slagsen. Jeg har selv et par stykker, men i endnu et forsøg på at gøre Talerøret interaktivt vil jeg lade jer komme til orde… Og samtidig ved jeg, at Talerøret har ligget stille så længe, at der nok ingen læsere er, og at det sikkert også er de færreste, der gider læse så langt…

Først og fremmest.

Princess er overraskende elendig. Anders Morgenthaler provokerer kun de mest bonerte med sine klicheer, replikker, historie og manuskript er mildest talt svage og så pisser det mig af, at ingen tør proklamere at kejseren vader rundt med bar nummer. Okay så.

Nils Tjell er en mytisk skikkelse for specielt TKM og jeg. Og at han har givet mig en pris er en fantastisk kompliment...

Jeg gider ikke bruge tid på at anmelde Princess.
Ikke lige nu i hvert fald...

Sorry. Der har været VM, men der er heldigvis for faste læsere ikke Tour i år. Jeg har fulgt det show intenst siden 1993, men nu gider jeg simpelthen ikke mere.
Det er der flere grunde til, men den største grund er ikke, at Ullrich og Basso måske måske ikke er hooked på deres eget blod. Det er jeg hverken overrasket eller forarget over.
Latterlig frelst dobbeltmoral, TV2s debile selvudnævnte ekspert/journalist Dennis Ritter og at man kører videre alligevel. Disse grunde vejer tungere.

OG når jeg nu alligevel er gnaven.
Jeg er træt af de danske filmanmeldere, der ikke tør ikke at kunne lide Anders Morgenthalers 'Princess' fordi, de er bange for at blive udnævnt til rindalister af fremtidige filmvidenskabstuderende.

Benjamin takkede nej til at tage med ind og se denne film og det var weekendens bedste beslutning fra vor ven.
Jeg følger op i morgen når jeg ikke er nær så irriteret...

Vi ruller igen...

Hver gang der er efterspørgsel stiger forventningerne, og jeg kan altså ikke indfri dem.

Det foregår i mit tempo.

Tidligere i dag ville jeg skrive noget om 'deceptive hair' på english, men så kom jeg fra det.

I stedet vil jeg skrive noget om TKMs veninder. Hans hollandske veninder er skidedejlige. Han er lidt af en pigemagnet, den gode Kristian.

Og hej Kristian Gaarskjær. Skæg at du kommer forbi talerøret. Jeg er ikke ofte herinde, mens der er vm....

Bis später...

Vi har været der før. Ingenting på denne portal af viden og underholdning er, hvad det giver sig ud for at være. Jeg har takket Made for den rare kommentar til mit forrige indlæg. Han afviser enhver indblanding, og jeg tror ham. Tak skal du i stedet have THOMAS MICHAEL DE THESTRUP...

Hovsa!!!

Endnu en nat glemte Rødgaard at gå i seng. Det var hverken natfilm eller en bizar afhængighed af 80-serier, der spolerede den hårdt tiltrængte skønhedssøvn.
Nix.... Musica...
Mange af mine læsere, der har mødt idolet i egen middelhøje person, har spurgt: 'Hvordan kan det dog være, at du har så uovertruffen musiksmag og hører al denne her fede musik, vi i øvrigt ikke bryder os særlig meget om?'

'Dumb luck!', plejer jeg at svare. Joe Henry's fremragende 'Tiny Voices' landede kun på min hylde fordi andre ikke ville have den, Blurs status som yndlingsband er skyldes oprindeligt en lede ved Oasis og Elvis Costello var rent held i biblioteket på Jagtvej.

Sådan er det ikke længere. I nat gik jeg systematisk til værks. Ved hjælp af Pandoras æske opdagede (eller genopdagede) jeg adskillige interessante nye indslag til 'Rødgaard - The Soundtrack.'

Jeg har før lyttet til bands og solister som: Bush, Black Rebel Motorcycle Club, Cree Summer, Heather Nova, men aldrig i mere end 4 minutter af gangen. Og det er en skam for de er vældig fine. Dagens sang: Cree Summer - Mean Sleep. Lenny Kravitz er med, men han gik også i seng med hende dengang. Derfor skal i ikke diskvalificere nummeret på forhånd.

I nat var også den nat, hvor jeg opdagede at Josh Haden, tidligere frontfigur for det lidet kendte og meget glemte orkester 'Spain', nu laver musik i eget navn. Det er stadig slæbende og melankolsk, men for dylan mckay, hvor har han en fed stemme.

Twilight Singers, Ron Sexsmith (ham sagde jeg nej til koncertbilletter med engang. Dumt) og Simple Kid har jeg aldrig rigtig hørt. Specielt de to sidste er pissefjong, og jeg glæder mig til Politiken shanghaier mig, og jeg får et amazon-budget.

Nu var det så planen, at jeg skulle kloge mig på vanlig maner. Jeg skulle på bedste Morregard-vis opstille ranglister, der med vittige observationer og sansegribende argumenter skulle få Rødgaards disciple til at få kasseapparaterne i TP, Guf og Fona 2000 til at brænde sammen eller i det mindste berøve salgsassistenterne i selvsamme forretninger, deres tissepauser...

...Alas. Omkring klokken tre, jeg havde lige drukket et dejligt glas vand, havde tændt en cigaret og var i et mægtigt humør, da Rødgaard tilvældigvis stødte på manden, der umuliggjorde dette forehavende. Jeg har læst og læst hvad denne behagelige mand har skrevet og skrevet, og nu henviser jeg i stedet til hans ganske glimrende og ufatteligt omfattende blog.

Adrian Denning hedder han, og det er jo et fint navn. Men han tager fejl med hensyn til Blur. 'Parklife' er ikke det bedste album, og jeg har egentlig altid syntes at 'Girls and Boys' var irriterende frem for catchy.

Never ever mind. Det er morgen...

P.S. Har i også lagt mærke til, at nogen har skrevet søde ting om Rødgaard i kommentarfeltet til min log-post. Jeg blev så glad, så glad, men føler nu samtidig en trang til på det strengeste at afvise enhver indblanding fra både min og Emmas side. Vores respektive 'engelsker' er 'not on par' med denne behagelige læser. Og tak skal du i øvrigt have Made...

Rødgaards blog-log

Torsdag 11/5-2005

9.05: Vågnede. Var fornøjet over tidspunktet. Satte kaffe over. Åbnede persiennerne. Opdagede at jeg kunne sove videre fordi jeg er arbejdsløs. Lukkede persiennerne igen. Glemte kaffen. Sov.

11.20: Vågnede for anden gang. Var mindre fornøjet med tidspunktet. Kaffen er ikke frisk, men den virker. Gik i bad. Barberede mig. Høvlede en knop af på halsen. Blod. Var utilfreds.

12.30: Drak kaffe. Så Cosby og Co. Var utilfreds med at Cosby ikke har opdaget at han ikke ligner to ud af fem børn. Tænkte på dagens sysler. Opdagede at der ingen var.

13.00: Så Dallas. Bobby var irriterende. Holder med JR. Jock er hjernedød.

14.00: Bandede over TV2s nyheder. Claus Elming var ved at komme for sent. Slukkede fjernsynet. Gik udenfor.

14.30: Købte en danskvand i inderkiosken på Østrigsgade. Drak den.

14.45: Hjemme igen. Satte kaffe over. Kiggede på at overboen kiggede på mig. Hun er en gammel dame, der altid sidder og kigger ind af folks vinduer. Drak kaffe.

16.00: Bandede over TV2s nyheder. Gik i Superbrugsen. Købte rugbrød, ost og kaffe.

16.10: Satte kaffe over. Drak den.

17.00: Så på hjemmesider.

18.00: Gik ned i Lergravsparken. Købte en iste med citronsmag i kiosken på hjørnet af Østrigsgade og Lergravsvej. Drak den.

19.00: Så på mit cv på jobnet.dk. Ingen har læst det. Vidste jeg godt. Misfornøjet. Så fjernsyn. Slukkede igen. Skrev underlig skønlitteratur. Satte kaffe over. Drak den.

20.42: Fjernsyn er fyldt med jyske børn, anlægsgartnere og tykke mennesker. Slukker. Sætter kaffe over. Drikker den.

Her sidder han så og smiler, den gode Rødgaard...



 

Alter Ego.

Umiddelbart før næste del af planen skulle træde i effekt, påpegede Made den pinlige slåfejl, der ultimativt placerer mistanken hos mig, Rødgaard.
Dette gramatiske 'mishap' kan endda bortforklares. I det oprindelige udkast var Emma ikke alene, men en del af et dansk Rødgaardlæsende 'Dorm' fra Minnesota.
Selvfølgelig er Emma Rødgaard og Rødgaard Emma. Min største fortrydelse i forbindelse med denne sag er, at det kun lykkedes at tage røven på TKM, der nu, efter Made har sandsynligjort denne forbindelse, har 'gennemskuet' Rødgaard.
Uheldigvis for TKM's selvrespekt har både Christian Andreasen og Thomas Thestrup set denne forbindelse på et meget tidligere tidspunkt.

Søg på navnet 'Jenna' i googles billeder og efter kort tids søgning optræder den unge solbrændte kvinde, Rødgaard har misbrugt i sin jagt på spas.

Denne 'fan' blev opfundet klokken 6 om morgenen, og Rødgaard var selv overrasket over alle de fodfejl, der blev begået i forsøget på at dække sporene.

Som TKM ganske rigtigt påpegede var der ingen henvisninger til den e-mail 'Emma' sendte sit beundrende brev til. Den måtte Rødgaard tilføje en tilfældig post fra maj 2005 efter fejlen var opdaget.
Rødgaard var samtidig alt for specifik, da han gjorde 'Emma' til en del af Columbia University's journalistiske fakultet, hvor der naturligt nok ikke er nogen spor af den bedårende 'ms. Sorensen'.
Der var mange flere...

Den egentlige baggrund for denne omvendte prank er at Rødgaard efterhånden ikke kan lave reelle pranks, uden at mistanken automatisk falder tilbage på ham. Det var tanken. Hvis nogen lavede en prank med Rødgaard ville det ikke være tilfældet.

Så. Farvel til Talerørets største fan. Uanset om hun var fiktiv eller ej, var det fint at have en...

Nu til noget helt andet...

Dagens lektie:

Jeg har lige set et underligt program om en kvinde med en enorm svulst. Jeg blev lidt småsulten og spiste et par af de sherrytomater, jeg havde tilovers fra forleden... Lad være med det. Meget tæt på at brække mig, da jeg fik uheldige associationer...

Mystifistisk?

Findes hun denne bedårende dansk-amerikaner? TKM betvivler hendes eksistens og påpeger ganske rigtigt nogle 'løse ender'.
Tyv tror, hver mand stjæler.
Både The Kristian Morregard og Rødgaard kunne i princippet godt finde på at lave denne slags spas, og Kristians indædte uskyldsbedyringer beviser ingenting.

Uden på nogen måde at konkludere at Emma Sørensen er Kristians feminine alter ego, vil jeg dog alligevel indvie udenforstående læsere i mine grunde til at mistænke den muntre vejlenser.

1. TKM har en lang tradition for at udføre practical jokes. Allerede i gymnasieårene suspenderede han egenhændigt flere timers undervisning og fratog en liderlig skolekammerat al værdighed ved at udgive sig for at være... rigtigt gættet, en køn ung pige.

2. Han har også i nyere fortid udgivet sig for at være en anden, end han er. Dengang sendte han i studievejleder Lars Bjergs navn flere mails ud med beskyldninger om kildefusk. De stakkels studerende, der modtog denne mail, var rædselsslagne. Derudaf kan vi konkludere, at han rent faktisk gør dette ret godt.

3. Rødgaard har ofte sagt, at han er umulig at fuppe. En udfordring for en joker som Kristian.

4. Den gang det rent faktisk lykkedes (delvist) at fuppe Rødgaard nægtede Kristian i flere uger at være indblandet og gik til yderligheder for at skaffe sig et alibi. Først langt senere gik han til bekendelse.

5. Det er naturligt for TKM at skrive på engelsk, eftersom han hovedsageligt har udtrykt sig på dette sprog siden september.

6. Kristian er i besiddelse af en del argumenter for denne kvindes manglende eksistens. Alle er dog kun indicier.


Findes hun? Jeg ved det ikke. Er Kristian indblandet? Jeg ved det ikke.

Nu er det vel op til Emma at bevise, at hun findes...

Breaking fricking news!!!

Der er indløbet fanmail. En amerikansk studine med danske forældre har i gennem længere tid holdt sine forældres modersmål vedlige v.h.a. dette ydmyge web-extravaganza.

Før jeg går videre vil jeg takke dig, Emma, for de rosende ord. Jeg rødmer mere end vanligt og kan næsten ikke vente med at skrive noget mere spas. Næste indlæg er dedikeret til dig, baby.

Og jeg ved i er spændte. Med Emmas tilladelse bringer jeg denne skamrosning.

Dear Roedgaard.
It's been a long time since I've laughed as hard as the night I discovered 'taleroeret'. I read the whole thing and even though Danish isn't exactly my first language I really enjoyed your interesting variety of topics. My parents are from Aalborg in Jutland, and in case you were wondering, that's why I've been able to understand "most of" what you write. I'm not very good at writing in Danish though.
I'm a journalism major at Columbia University and are actually thinking about studying abroad for a semester or two. I'm seriously considering my other 'faedreland'. Maybe you'd be able to tell me, where I should go. Just a little appreciation from The States. Looking forward to your updates.

Love Emma Sorensen (avid reader since christmas)

Okay, måske er ordet 'skamrosning' en anelse misvisende, men alligevel...Og hun er jo også pæn. I andre må også gerne sende billeder af jer selv...

Hvem er han dette enigma, Mikkel Rødgaard?

I Nick Hornbys roman 'High Fidelity' påstår den frustrerede og underligt livskloge hovedperson Rob, at man ikke bør definere folk efter hvordan de er, men hvad de kan lide. Og fordi enkle budskaber formuleret af karismatiske mennesker er så nemme at goutere, blev det mere eller mindre også min teori. Pladder. Vrøvl.

Det siger selvfølgelig noget om den sære eksistens, der er mig, at jeg foretrækker Joe Henry frem for 50 Cent eller Eminems, at jeg foretrækker kaffe frem for te, Fernet Branca frem for Bacardi Breezere eller fodsved om sommeren frem for at skulle gå med sandaler.
Men ikke ret meget.

I virkeligheden er det en ørkesløs opgave at skulle definere sig selv. Umådelig selvoptaget samtidig, men ikke desto mindre er det en ok idé en gang i mellem at foretage sig andet end at se fjernsyn og skrive et filmmanuskript over Thomas Thestrups bedrifter.

Der er mange måder at gribe det an på.

1. Hvad Mikkel Rødgaard kan:

a. Han kan åbne øl med tænderne, men har ikke gjort det i årevis.
b. Han kan køre cykel uden hænder, men bryder sig ikke om at gøre det.
c. Han kan drikke mange øl på kort tid. Det er dyrt og åndssvagt. Det er han i færd med at trappe ned på.
d. Han kan løfte tunge ting.
e. Han kan læse hurtigt. Og han kan også stave.

2. Hvad Mikkel Rødgaard ikke kan:

f. Han kan ikke falde i søvn om natten.
g. Han kan ikke tage sig sammen til at gennemføre noget som helst, hvor han ikke har mødepligt.
h. Han kan ikke finde ud af at håndtere penge.
i. Han kan ikke skrive fin lyrik.
j. Han kan ikke løbe hurtigt.
(Listen fortsætter, men jeg vil gerne falde i søvn i et forholdsvis godt humør)

3. Okay, hvad Mikkel Rødgaard kan lide:

k. Rødvin, kaffe, cigaretter, rucola, azukibønner, saltlakrids.
l. Ord.
m. Storbritannien.
n. (hos andre mennesker) Selvironi.
0. At diskutere.

4. Hvad kan han så ikke lide?:

p. Small talk.
q. Forpligtelser.
r. Action, science-fiction, fantasy film.
s. Sne.
t. Tatoveringer.

5. Hvad har han udrettet?

u. Opnået den hæderfulde titel 'Månedens trafikant på Tisvilde Skole' November 1988.
v. Har gjort sig selv til grin ved at kysse Stamford Bridge iført Tottenham-trøje, fordi der var for langt til White Hart Lane.
w. Har skrevet sangene 'En tissemand skal bruges til at tisse med', 'Nu går vi' og Hvad kunne de gøre? Manden var steril'.
x. Arresø rundt på cykel. (Ikke hurtigt eller noget, men altså hele vejen rundt)
y. Sagde noget sjovt ved flere lejligheder i slutningen af halvfemserne.


6. Hvad drømmer han om?

z. At sige noget sjovt igen.
æ. Ved hjælp af intenst lobbyarbejde at forbyde scootere.
ø. At prøve at stemme på et regeringsparti. (Kom nu, Søvndahl)
å. (lige nu) At der var andet drikkeligt end koldskål i køleskabet.

Det var 29. Og hvad kan vi så konkludere?
Det er ikke en potentiel kandidat til Time Magazines top-100 over 'Mennesker der ændrede verden i det 21. århundrede', vi har at gøre med.
Havde han hængt i dengang Karin Hjort mente at kunne se et blokfløjte-talent i den unge Rødgaard for 15 år siden, havde meget måske set anderledes ud. Men ligesom han aldrig bliver direktør for Nationalbanken eller B93, bliver han nok heller aldrig den ny Michala Petri.

Men jeg kan nu meget godt lide ham, den kiksede idiot.

Månedens Pige

April 2006

Cecilie Svinth Claësson.
Der har ikke været stor konkurrence, men hun er nu en sød pige min ældste lillesøster. Og i dag fylder hun 19 år...





 

Månedens mand.

April 2006.

Thomas Thestrup har mange kvaliteter, som Rødgaard respekterer og beundrer. Jeg har kendt ham fra han var en lattermild gut på halvanden meter, og troede egentlig jeg kendte ham ret godt. Men han overrasker stadig. På baggrund af netop indhentede oplysninger, som endnu ikke er parat til offentliggørelse er TT en klar vinder af denne måneds coolness-award...

Tillykke. Et brev grøn the med pebermyntesmag vil blive sendt til vinderen...



 

Hej!

Snazzy design, ikke sandt?
Man skulle tro, jeg var pro...
Som i måske husker, blev der på det gamle talerør (good riddance i øvrigt) afholdt en afstemning om indholdet. Det blev en overvældende sejr til nøgenbilleder af Søren Espersen fra Dansk Folkeparti, men da talerøret ikke er i besiddelse af nogen, måtte redaktionen desværre skuffe vores store kvindelige og homoseksuelle segment.
Det var noget af en fuser. Et nyrestød for jeres forhåbninger. Sorry...
Nå, men nu...
Jeg surfede tilfældigt rundt på nettet og snublede?!? over denne side. Og indehaveren af denne intimiderende konkurrent havde en brevkasse. Og så tænkte jeg ved mig selv: Mikkel, din lusede amatør-mo-fo!!! Hvorfor har du ikke fundet på denne super idè???.

Det er alle tiders mulighed. Talerøret er fra nu af interaktivt, og som resten af pressen siger jeg nu: Public journalism!!! Det er vejen frem.

Spørgsmål og foreslag. Direkte ned i kommentarfeltet og så vil faster Rødgaard trække på sine rige erfaringer. Og råde jer til at undgå diskussioner om friværdi, tage HIV-tests, til at gå mere ud på Kastellet, ja snart sagt whatever passer ind i lige netop jeres kontekst. Det bliver så godt. Uh, hvor skal vi blive klogere på livet og hinanden...

Oh my God. Det har været like pisse-hektisk. Så derfor lukkede redaktionen bag dette altruistiske web-overflødighedshorn. Det har Rødgaard været møg-utilfreds med, men som den folkesocialist han nu er, respekterer han selvfølgelig en rask arbejdsnedlæggelse.
Happy days. Vi er tilbage in business, og efter at have gennemgået planerne for de næste par uger er det med enorm optimisme og begejstring for fremtiden, at Rødgaard siger: Hey og velkommen tilbage.
Rødgaard har lige læst korrektur på vor topreporter Mikkels seneste udkast til et indlæg og tillad mig at sige: by George, hvor er det godt. I vil grine, og i vil græde. I vil (endnu engang) tænke: 'Hvor er det dog et vidunderligt medie, det hersens internet. Når vi, ganske free of charge, kan opleve så vidunderlig læsning og sansestimulerende ordgøgl, er vi dog inderligt lykkelige for vores bredbåndsopkobling'.

Slutteligt, mes amis, op i nummeren med klima, konflikter og klamme problemer, TALERØRET er BACK, og overflødiggører al aktivitet væk fra computeren.

Sincerely yours

Ansvarshavende chefdespot
RØDGAARD

Jeg søger job som socialreporter på Kristeligt Dagblad. Og nu kommer der Crossing Jordan... Så nu skriver jeg ikke mere på min ansøgning før i morgen...

Tillykke til Benjamin.
Og til mig og mine frustrerede medjunkier. Det er jo ingen hemmelighed, at vores fatalistiske, selvdestruktive og politisk ukorrekte vane gør os til mere interessante, mere charmerende og grundlæggende menneskelige mennesker, men måske skulle vi regne på smøgerne...

Jeg troede fejlagtigt, at jeg kunne alt da jeg var yngre. Blandt andet var jeg overbevist om, at jeg var en genial interviewer. Har netop fundet dette bevis på, at det var en fed løgn. Og jeg gad ikke finde en fremmed, så jeg ringede til Kenneth...



Interview med Kenneth Hansen, 20 årig medarbejder på en netcafé.

Forud for dette er gået nogle spørgsmål om, hvor længe han har arbejdet der, hvad han laver osv.



IW: Hvorfor arbejder du i en netcafé?

IP: Jamen øøh, jeg stod og manglede nogle penge og så så jeg en annonce i avisen, og øhh, så tænkte jeg at det var lidt anderledes….

IW: Hvordan anderledes?

IP: Altså sådan anderledes end i Netto og sådan noget… Altså sidde ved kassen…

IW: Er du selv interesseret i computer og sådan noget?

IP: Altså det er jo nok øhh. Men de fleste kommer herind for at spille spil og det gider jeg ikke rigtig…

IW: Hvordan øøh servicerer du kunderne når du ikke ved noget om spillene?

IP: Det er ikke så svært, jeg er jo ret god til computer, og der er ikke ret mange der ikke kan…

IW: Er dit arbejde på netcafèen det eneste du laver?

IP: Ja sådan lige pt.

IW: Hvad lavede du før?

IP: Jeg er lige blevet færdig med sådan et aftenskole øhh tegnekursus…

IW: Mens du arbejdede her?

IP: Ja jeg arbejder kun tre dage eller sådan noget om ugen…


IW: Øøh ja okay. Jeg tænkte på… Har du nogen uddannelse eller…?

IP: Ja jeg har en gymnasieuddannelse… sproglig gymnasieuddannelse…

IW: Har du tænkt dig at bruge den til noget?

IP: Tjah… jeg overvejer at begynde at læse japansk…

IW: Har du tænkt dig at læse japansk? Så må jeg lige spørge hvorfor? Hvad er så tiltalende ved japansk?

IP: Jeg synes det lyder sjovt. Jeg gør helst ting som jeg synes er sjovt… Jeg synes japansk er sjovt..

IW: Ja, det er jo rigtigt nok… Jeg tænkte på… Kan du godt lide at gøre anderledes ting?


IP: Jaa, jeg vil godt lave noget kreativt… Og leve af det. Imens vil jeg bare lave noget jeg synes er sjovt…

IW: Hvad kunne ”noget kreativt,” f.eks. være?

IP: Det er jo sådan noget som arkitekt eller designer… Det er ikke sikkert jeg kan blive det, og så vil jeg lave noget jeg synes er sjovt… Som f.eks. at læse japansk…

IW: For lige at holde fast i det. Hvad tiltaler dig ved netop japansk?

IP: Nu er jeg jo sådan ret kunst interesseret, og jeg kan godt lide den japanske kunst og… kulturen…. Jeg synes bare det er spændende… og sjovt.

IW: Du siger du er kunstinteresseret og gerne vil lave noget kreativt engang… Hvad laver du i din fritid?

IP: Så tegner jeg ret meget og slapper af, de samme ting jeg gør på arbejdet.

IW: Hvad siger din chef til det?

IP: Det siger han ingenting til, det meste af arbejdet er jo som sagt at vente…Jeg laver lige så meget som de andre…

IW: Ved du øøh, hvad er dine kollegers forhold til computere?

IP: De virker ikke heller ikke særlig engagerede…

IW: Okay, er du blevet mere interesseret i computere?

IP: Nej, snarere tværtimod…

Selv om det ikke er voldsomt stimulerende for krop og sind at være arbejdsløs og doven er der dog også positiver.
Jeg er nu en ivrig tilhænger af tv-serien Crossing Jordan, der sendes på TV Danmark, den eneste kanal stueantennen gider. Problemet er, hvis jeg finder et arbejde, at denne serie bliver sendt på umulige tidspunkter. Men jeg er jo arbejdsløs, så jeg er i stand til at se tv på umulige tidspunkter...

Men den er vældigt anbefalelsesværdig. Specielt, hvis man kan håndtere en afsindig masse døde mennesker...