King Kong (2005) (8)

År: 2005
Instr.: Peter Jackson
Medv.: Naomi Watts, Jack Black, Adrien Brody, Andy Serkis + Andy Serkis som en vældigt stor abe.

Jeg husker den oprindelige King Kong fra 1933, som en af de uhyggeligste film, jeg nogensinde har set. Og da jeg så den godt 50-55 år (altså som ganske klejn) efter den blev lavet er det noget af en præstation for en film. der hviler så stærkt på special effects. Derfor besluttede jeg mig for at brygge kaffe på forhånd og tisse af inden den nyeste remake blev vist på fjernsyn. Netop disse to gøremål plus internet, manglende cigaretter og læsestof på toilettet har ødelagt mange film på tv for mig. Men ikke denne gang. For Peter Jacksons King Kong er faktisk en rigtig skide god film. Og jeg kunne godt abstrahere fra hygiejnebind og frostpizzaer umiddelbart efter overraskende uhyggelige scener i filmen.

Vi er forvænte biografgængere. Special effects imponerer os ikke længere. Vi har set dinosaurer, talende dyr og ildebrande på rumstationer nok til at tage det som en selvfølge. Derfor er det ikke effekterne, (der som ventet er meget imponerende,) men historien, der virker så stærkt. Det er selvfølgelig spas, ballade og samtidig kvalmende, at se forhistoriske kæmpeorme æde mennesker, og sådan... Men altså.

Undskyld. Jeg skrev aldrig videre, og jeg kan knap huske, hvad det var jeg vurderede var så godt, at King Kong rammer en fornem otter. Jack Blacks præstation i rollen som den alt for ambitiøse filminstruktør Carl Denham er nuanceret og ikke lige så stereotypt grådig som i den første (som jeg husker endnu dårligere,) Naomi Watts er en dejlig heltinde. Hun får rent faktisk skabt en person og ikke bare en skrigeballon, som hende platindamen fra 1933, og ja. God film. Kong er så flink, så flink, og gokker jo kun folk i stykker, der provokerer ham.

Hov. Jeg kan huske, jeg sagde til Jacob fra arbejdet, at slutningen i New York var lidt påklistret. Kan ikke huske, hvad jeg mente. Prøv at ringe til ham og spørge...

Interview (7)

År: 2007
Instr.: Steve Buscemi
Medv.: Steve Buscemi, Sienna Miller.

Denne fortælling om et interview, der udvikler sig mellem en kynisk, livstræt politisk journalist og en ung blond sexbombe a la Paris Hilton/Lindsay Lohan ville faktisk have virket stærkere på en teaterscene. Dette lille kammerspil er en remake af en hollandsk film fra 2003 af Theo Van Gogh (I ved. Ham der blev myrdet af en muslimsk fanatiker.) Steve Buscemi har i stedet påtaget sig instruktørrollen, og med ham og Sienna Miller som de altopslugende roller i to akter i en kort film har han fortalt en stram og disciplineret historie, der forløber over få timer eller... et interview.

Buscemi er Pierre Peters, hvis stjerne på bladet er faldende. Han får ikke længere lov at dække politik og verdensbegivenheder og er i stedet blevet sat til at lave 'People profiles.' Og han skal starte med at interviewe den unge Katya (Miller): Starlet/sexsymbol/b-skuespiller/tabloidoffer. Han foragter genren, og han kan næsten ikke holde ud at skulle tale med Katya, som han sådan set foragter uden at kende hende. Han foragter det hun repræsenterer.
Jeg har lavet den slags interviews, og det er ikke en stor journalistisk udfordring, og jeg kender også en hel del journalister, hvor en sådan opgave enten ville betyde raseri og en opsigelse, eller en opførsel som Buscemis over for Katya. I den forstand er filmen forholdsvis realistisk...

Katya kommer for sent til interviewet, Pierre fornærmer hende ved at sige, at han ikke kender noget som helst om hende, og hun skrider. Hun gider ikke spilde sin tid. Hun bliver omringet af paparazzi uden for restauranten og i tumulten slår Pierre sit hovede. Hun inviterer ham med op i lejligheden til en drink og en pose frosne ærter på den beskadigede bold, og de drikker, interviewer, flirter, skændes og græder. Og så slutter aftenen mærkeligt.

Buscemi ligner Buscemi og Sienna Miller er jo yndig, så den romance, man måske/måske ikke får, virker undervejs usandsynlig, somme tider pludselig plausibel og andre gange er det slet ikke det det handler om. De gennemlever en masse følelser i løbet og man er egentlig hele tiden lidt i tvivl om, hvem der egentlig er foran på point i deres indbyrdes magtkamp. Han er erfaren, kynisk og intelligent og provokerer hende. Hun er forførende, barnlig, lige så intelligent og provokerer ham tilbage.

Det er som sagt en lille kort film, der er oplagt til en teaterscene. Det er ikke nogen stor film, men ret fascinerende. Det er et mærkværdigt interview, dog. Ligner ikke noget jeg har været med til.

There Will Be Blood (8) Daniel Day-Lewis (10)

År: 2007
Instr.: Paul Thomas Anderson
Medv.: Daniel Day-Lewis, Daniel Day-Lewis, Daniel Day-Lewis, Paul Dano, Dillon Freasier. Også medvirkende: Daniel Day-Lewis.

Du skal ikke være kontrær, Mikkel. Du skal ikke pludselig synes, at
filmen er dårligere end den er, du skal ikke provokeres til at lave
en Henning Høeg (BT-anmelder som svinede No Country for at få opmærksomhed,) du
ved bedre end at læse andre anmeldelser, før du skriver din egen.
Vigtigst af alt: Din anmeldelse skal ikke handle om de andres
anmeldelser...

En lille huskeseddel til mig selv. Mens jeg skriver anmeldelsen af
’There Will Be Blood’ vil jeg engang imellem læse ovenstående
opremsning. Men jeg kan ikke love noget. For de danske anmeldere, der
alle uden undtagelse er kommet i bukserne over Paul Thomas Andersons
semi-epiker, har enten delt en solid håndfuld lykkepiller før pressevisningen,
eller også har de ikke set den samme film, jeg har.

Først, fremmest og med det samme før jeg alligevel fortaber mig i de
ting, jeg havde lovet mig selv at lade være med. ’There Will Be
Blood’ er en rigtig god film. Daniel Day-Lewis, der bærer og tynger hele
filmen har skabt en grum og fascinerende karakter, og der er i lyd (Utroligt stemningsladet. Skaber suspense i stillestående landskabsscener. Christian A. hadede lydsiden. Jeg synes, den var en af filmens største forcer) og billeder (samme endeløse ørken som blev brugt i No Country for Old Men, plus en masse snavs og ild) meget godt at sige om filmens indpakning. Men der er bare ikke nok i den. Den er knap to en halv time lang, men den føles længere. Der er ikke historie nok, og handlingen slæber afsted i lange passager.
'There Will Be Blood' er historien om en misantropisk mand, der har een ambition. At tjene så mange penge som muligt. Og han skyr ikke mange midler for at tilfredsstille sin grådighed. I løbet af små 30 år følger vi Daniel Plainview, som han hedder, og hans kamp mod sit mål. Først som enlig ukuelig sølvgraver og siden en af oliebranchens helt store spillere i starten af det tyvende århundrede, efter han med møje og besvær, trods ulideligt hårdt arbejde, mord og religiøse fanatikere, scorer den helt store jackpot i landsbyen Little Boston i Californien, som rummer et helt hav af olie i undergrunden. Han hader alle mennesker, pånær, i hvert fald for en tid, sin adoptivsøn, og han har ingen venner, ingen fortrolige, ingen kvinder. Han har kun sig selv og ultimativt sine penge.
Han er brutalt hensynsløs, frygtindgydende, humorforladt og tydeligvis skingrende sindssyg.

Hvem skal man sætte til at spille denne rolle? Daniel Day-Lewis selvfølgelig, og er du da tosset, hvor denne mageløse skuespiller sætter alle sejl til. Han overspiller, som kun han kan. Hans ansigt er forvrænget, stemmen lyder som om han har drukket et par liter af sin egen olie og spist grus, og han LARMER!!! i alle scener. Selv når han intet siger. Og Day-Lewis er i alle scener, og er centrum for alle begivenheder. En fuldstændig ubegribelig tour de force for den engelsk/irske excentriker. "I am an oilman," siger han insisterende med en dyb, hypnotiserende, overartikuleret stemme, der på en gang er tilsyneladende ligefrem og ærlig, men på den samme tid giver en lyst til enten at tisse i bukserne af skræk eller slå ham i det imponerende overskæg med en skovl og flygte ud over stepperne.
Og Day-Lewis skaber en stor rolle. Det er imponerende, hvad han kan overkomme. Og når man så samtidig ved, hvor meget han går op i sin method acting, ved man også, hvor ulidelig han har været på settet.

Men... På et tidspunkt bliver man træt. Der sker ikke nogen udvikling med manden, det hele handler om. Vi ved ikke rigtig noget om ham, han har ingen andre ambitioner end sine penge, vi ved, at han hader mennesker og kan også godt regne ud, at han hader sig selv. Hvor stammer denne urkraft og grådighed fra? Det får vi ikke svar på. Hvordan reagerer han på dødsfald, utilgivelige synder, ulykke, religiøse fanatikere? Han er rasende, umenneskelig, brutal, hensynsløs og ulykkelig. Hvad sker der, når han endelig får de store penge mellem hænderne?.... øøh.... Han er rasende, umenneskelig, brutal, hensynsløs og ulykkelig.
Daniel Plainview er en imponerende og fascinerende person. Og når det er etableret, hvilket sker hurtigt, er det ligesom det. Han har een dimension. Den amerikanske drøm forvandlet til et mareridt personificeret af en plaget, sindssyg mand. Og det bliver There Will Be Blood så ved med at fortælle os i to en halv time, der føles som fire.

Hvis Paul Thomas Anderson havde lavet filmen med Keanu Reeves eller
Steve Guttenberg, eller for den sags skyld de fleste andre skuepillere i hovedrollen og stadig fået et seværdigt resultat ud af det, så ville jeg være imponeret af filmen og historien. Nu anerkender jeg bare, at Daniel Day-Lewis er en imponerende skuespiller. Og i øvrigt en fortjent Oscar-vinder.

Men altså... Ingen Daniel Day Lewis. Ingen film.

Igen. Det er ikke helt fair. Man kan ikke kritisere Paul Thomas Anderson for at have hyret den bedste skuepiller til rollen. Og der er da også grum humor og glimrende præstationer i de andre skuespilleres bittesmå bidrag til filmen. Men mesterværk? Så langt fra. Det er ikke engang Paul Thomas Andersons bedste. (Og gud bevare os nej. Jeg mener ikke Magnolia. Punch Drunk Love er stærkt anbefalelsesværdig. Og det er endda med Adam Sandler i hovedrollen)

At de fleste danske anmeldere mener, at denne film er bedre end No Country er latterligt.

Det er i øvrigt sjovt, at det er tredje år i træk, at den mandlige Oscar er gået til en stor skuespillerpræstation i en ikke fantastisk film. Phillip Seymour Hoffman i Capote, Forrest Whitaker i 'The Last King of Scotland' og nu Daniel Day Lewis.

Juno (9)

År: 2007
Instr.: Jason Reitman
Medv.: Ellen Page, Jennifer Garner, Michael Cera, JK Simmons, Jason Bateman m.fl.

Teenage-Mikkel er smaskforelsket

Kan i huske dengang, man ikke accepterede, at filmen var slut? Når man sad derhjemme i sengen og digtede videre på Feivels eventyr i Rejsen til Amerika, Tilbage til fremtiden eller What have you... Måske ikke. Men jeg blev så barnligt fortryllet af universet og stemningen i denne ultimative film for din mentale helse, at Juno og Paulie endnu ikke har sluppet deres tag i mig. Jeg er gladere i en deprimerende tid. Hvis du ikke synes det er en god grund til at gå i biografen, så er du sgu selv ude om det. Tag Kafka, minderne om alle dine ekskærester og vintergråvejret ned under dynen og nyd det, din masochist.
Hvis der er lidt latent glæde tilbage i dig, så er den bedste måde at fremprovokere den kun en biograftur væk.

Juno (Ellen Page) er en knivskarp 16-årig teenagepige, der ved hjælp af sin bedste ven Paulie (Michael Cera) beslutter sig for at komme af med deres begges mødom. Det er ikke hans idé, men han er ikke utilfreds. Og det er ikke kun kedsomhed, påpeger den fårede, men så gennemført sympatiske Paulie senere, da hun affærdiger ham, for der var Blair Witch på tv og den havde hun sagt, at hun gerne ville se.
Nå, men den ømme seance foregik tankeløst au naturel (Juno er intelligent, men også teenager) og nu er Juno til sin irritation gravid. Hun beslutter sig for ikke at få en abort og finder i stedet et smukt og velhavende par i avisen, der ønsker at adoptere. Bingo, så er det, det vi gør... Og så får vi lov at følge med. Og taxa mange gange.

I modsætning til ligesindede überintelligente teenagepiger, som Thora Birch i Ghost World eller Claire Danes i My Socalled Life er Junos problemer reelle og ikke skabt af kedsomhed. Men Juno er stærk, stædig, glad, veltilpasset nok til grundlæggende at betragte graviditeten med en nonchalance, der placerer teenagegraviditeten et sted mellem at få bøjle på og slæbe rundt med et brækket ben. Og selv om det næsten er for nemt, elsker vi hende for det. Hun er ikke offer for andet end sin egen dumhed, men hun bebrejder hverken sig selv eller Paulie. Men det var jo heller ikke hans idé.

Paulie er vores undskyldning for at forelske os hovedkuls i den lille flabede, men strålende pige. Han er så vild med hende, at det smerter os, og ikke mindst teenageren inden i, når hun ikke lukker ham helt ind. Hvis ikke årene mellem 13 og 18 passerer revy inde i hovederne på i hvert fald det mandlige publikum, har de haft en helt anden ungdom end den vi havde i Tisvildeleje. Måske har de slet ikke haft en ungdom.

De fleste af os har en vag idé om, hvordan en graviditet starter og slutter, og Juno gør sine planer med barnet klart fra starten af, da hun endeligt beslutter sig for at forære denne gave til det velhavende barnløse par Vanessa (Jennifer Garner), som brændende ønsker sig et barn og Mark (Jason Bateman), der måske er 40 år udenpå, men meget yngre indeni. Alligevel kan man ikke regne ud, hvad der sker, og man glæder sig til hver gang, man ser de mennesker på skærmen, som man i løbet af filmen simpelthen kommer til at holde så uendeligt meget af. Junos forældre er for eksempel ældre, klogere, morsommere og mindre karikerede end i stort set alle andre komedier, og man kan pludselig forstå, hvorfor Juno er sådan et livsstykke.

Instruktøren Jason Reitman og (den nu oscarvindende) manuskriptforfatter Diablo Cody er lige ved at gøre Junos graviditet for nem og uproblematisk, men redder sig selv i to stramme rørende scener, hvor publikums kroniske øretiløre-smil for en kort stund erstattes af blanke øjne. Det er djævelsk godt skrevet (Diablo... get it?) og instrueret. Det er rigtige mennesker oppe på det lærred. Og de spiller med i den bedste film jeg har set i denne genre.

Hov. Og man griner. Meget. For de er skægge de her mennesker.

Og... I har absolut ikke hørt det her først, men Ellen Page som Juno er dårende dejlig. Mikkel anno 1997 ville være helt væk i hende, og Mikkel anno 2008 glæder sig til at se hende på lærredet igen. På trods af fine og poetiske præstationer fra blandt andre Michael Cera og JK Simmons er den fortjent oscarnominerede canadier i særklasse. Hendes Juno er ganske enkelt livgivende. Jeg smiler stadig. Ciao.

Charlie Wilson’s War (6)

Man sidder dårligt i Falkoner Bio. I hvert fald i den lille sal 5. Jeg fik meget tid til at gå, på bekostning af denne atypiske krigsfilm, med at finde en nogenlunde behagelig siddestilling. Og det har givet påvirket min vurdering af filmen, ligesom jeg midt i sidste års mislykkede rygestop blev voldsomt irriteret over Luc Bessons animationsfilm ’Arthur og Minimoyserne.’ Den film fik måske lidt ufortjent kniven, og det kan ikke være meningen.
Christian Andreasen, der angiveligt sad bedre end jeg, syntes at denne film var glimrende underholdning. Det gjorde jeg ikke. På trods af flere gode øjeblikke.
Charlie Wilson’s War er noget rod. Tom Hanks er udmærket, på den Tom Hanks-agtige måde, i titelrollen, men han lider under filmens manglende samlede idé

Sweeney Todd: The Demon Barber of Fleet Street (5)

År: 2007
Instr.: Tim Burton
Medv.: Johnny Depp, Helena Bonham Carter, Alan Rickman, Timothy Spall, Sascha Baron Cohen m.fl.

Jeg kan ikke lide musicals. Specielt ikke musicals på film. Hvis det er jumbofråderen for dig, så er denne anmeldelse ikke skrevet til dig. For så er det sikkert en fremragende en af slagsen.
Kritikerne af denne ellers universelt anmelderroste syngefilm har kaldt markedsføringen af Sweeney Todd for svindel, fordi traileren ikke gør det klart, hvor klar den er i sin musicalform. Kritikken er berettiget. Jeg troede, at Johnny og Helena ville gøre det, de er så fremragende til, nemlig at spille veloplagt i de to alt overskyggende roller som den morderiske barber og den forsmåede elsker, der bager Londons værste pies. Og så ville de engang imellem bryde ud i sang. For ligesom at løfte stemningen eller bidrage til den. Men non... Dette er ikke en spoiler, det er en advarsel. De synger hele fucking tiden. Og hvis der er Stephen Sondheim-fans blandt Rødgaards læsere (hvilket ville undre mig overordentligt) så undskyld... Sangene er bare monotone og ensformige. Nej... Hvordan er det nu? De sutter røv...

Det er ikke kun skidt. Der er mange glimrende ting ved Sweeney Todd. Fredag fortæller jeg hvorfor, vi lander på en middelkarakter. Nu skal jeg være en ansvarlig samfundsstøtte, som Anders F. helst vil have det. Med andre ord. Jeg skal på arbejde i morgen. Godnat...

I øvrigt vil jeg sikkert også sætte tale dunder over folk, der fører samtaler under biograffilm. Men det er kun fordi, jeg er irriteret nu.

3:10 to Yuma (9)

År: 2007
Instr.: James Mangold
Medv.: Russell Crowe, Christian Bale, Ben Foster, Peter Fonda m.fl.

Jeg er normalt ikke den store fan af westerngenren, men denne enkle, velfortalte og utroligt intense 'remake' af en klassisk western fra 1957 er faktisk en af de bedste spændingsfilm, jeg har set i lang tid.

Præmis og handling er såre simpel. Den morderiske ’outlaw’ Ben Wade (Russell Crowe) bliver fanget i den lille flække Bisbee, og han skal eskorteres til togstationen i Contention, hvor toget, der går 3:10 dagen efter til fængslet i Yuma, skal transportere ham direkte til galgen. Og det skal eddersparkeme gå stærkt for Wades bande af snavsede og dødsensfarlige desperadoer med den diabolske Charlie Prince i spidsen vil gøre alt for at befri deres leder. Der er langt, og de er ikke mange, der tør binde an med opgaven. Med bandens og Wades eget ry, er opgaven på mange måder decideret selvmord.

Dan Evans (Christian Bale) er en bonde, der er på desperationens rand. Han fik skudt sit ene ben i stykker i den amerikanske borgerkrig. Der er tørke, hans jord er gold ørken, kvæget bliver magrere og mindre værd for hver dag, der går. Hans kone og to børn går sultne i seng, og hvis ikke han betaler sine brutale kreditorer inden en uge, mister han jorden og hele sit og familiens livsgrundlag. Derfor slutter han sig (mod en sum af 200 dollars) til den lille gruppe, der mod fornuft og bedre viden begiver sig ud på rejsen mod, hvad der ligner den visse død gennem land med krigsgale apacheindianere og med Charlie Prince og de andre desperadoer, der kommer tættere og tættere på.

Multimorderen Ben Wade er både charmerende og uberegnelig, og samtidig har man hele tiden fornemmelsen af, at han finder hele situationen lidt lattervækkende. Hans oppassere er en ikke imponerende skare. De er en bebrillet dyrlæge, der ikke kan skyde, en aldrende, udslidt og såret dusørjæger, en repræsentant for det jernbaneselskab, som Wades bande har terroriseret og en storskrydende, usympatisk slambert fra Bisbee. Og så er der den etbenede plagede og forpinte rancher, der kun er med på denne selvmordsmission for at skaffe penge til sine kreditorer og brød på bordet derhjemme. Det er denne forpinte, benhårde mand, der kæmper for sin selvrespekt og familiens overlevelse, der viser sig at være den eneste kvalificerede modstander for den uhyggeligt stærke forbryder.

Dan Evans' 14-årige søn har mistet respekten for sin far, og slutter sig mod farens formaninger uventet til gruppen, der når frem til Contention et par mand færre og en masse blod og kugler senere. Men de er der længe før, toget kommer, og så når desperadoerne frem...

Handlingen bevæger sig ikke langt i tid og rum, og der er ingen episke tilbageblik eller langvarige forklaringer, der gør os klogere på de forskellige personer. Men det behøves ikke. Handlingen er så stramt fortalt og så strippet for overflødige scener, at man får lige præcis nok at vide til at forstå, hvorfor disse mænd er, som de er og gør som de gør. Det er fandeme imponerende instruktion, der i løbet af et par henkastede samtaler mellem Crowes morder og Bales forhutlede bonde etablerer både motiver og baggrund for de to hovedkarakterer. Vi ved lige præcis, hvad vi har brug for at vide, og kan derfra bevæge os ud i den skæbnesvangre rejse, der er så stemningsmættet og medrivende, at man ikke keder sig to sekunder undervejs.

Jeg har dog en enkelt anke over for handlingen. Mod slutningen udvikler forholdet fange(Wade) og tilfangetager(Evans) sig en anelse ulogisk, men jeg vil uden at afsløre noget nøjes med at konstatere, at instruktøren James Mangold ved nærmere eftertanke redder logikken i de allersidste fem sekunder af filmen. Men det syntes jeg faktisk ikke umiddelbart efter, jeg forlod biografen.

Men… anyways…
Den nøje afstemte handling er '3:10 to Yuma's næststørste aktiv. Det bedste er den inspirerede casting.
Peter Fonda er et barsk og amoralsk jern af en determineret dusørjæger og Ben Foster er skræmmende i rollen som Wades næstkommanderende Charlie Prince. Den lille spinkle mand med de psykotiske træk og den latente forelskelse i Ben Wade gør ham næsten farligere end Wade selv. De andre biroller er også fine, men det er dog de to hovedrolleindehavere, der bærer filmen.
Russell Crowe er en glimrende skurk. Han er charmerende, men uberegnelig. Mærkeligt sympatisk, men dødsensfarlig og frem for alt gløder han af karisma.
Og så er Christian Bale utrolig stærk som den forpinte, desperate, halte bonde, som kæmper for sin families overlevelse og sin egen og sin ældste søns selvrespekt. Han er både ynkelig og ærefrygtindgydende og vokser i statur efterhånden som de kommer tættere på det tog, de ikke må komme for sent til. Hans ansigt er uudgrundeligt og udmattet, men der er et eller andet overmenneskeligt inde bag de tætsiddende øjne. Han er ganske enkelt fremragende, og kemien mellem ham og Crowe bærer den her film på en måde, så jeg ikke kan forestille mig andre i rollerne.

Som skrevet er jeg normalt ikke den store tilhænger af de næsten formulariske westerns. Selv om historien er klassisk (og det er jo en remake) så er den simpelthen så fremragende forløst, at der er håb for den døende genre. Hurra for det.
Og så må amerikanerne et eller andet sted sidde og skamme sig over, at to af de stærkeste westernhelte i mange år rent faktisk er spillet af en walisiskfødt englænder og en New zealandsk australier.

American Gangster (7)

År: 2007
Instr.: Ridley Scott
Medv.: Denzel Washington, Russell Crowe, Josh Brolin, Cuba Gooding Jr. Ruby Dee, m.fl.

Det er jo så lykkeligt, at jeg fuldstændig bestemmer form og indhold i mine anmeldelser på denne blog, hvor jeg kan se, at tilslutningen endnu ikke berettiger til et milliontilbud fra Billy G.

Altså: For at få denne glimrende, men ikke bemærkelsesværdige gangsterfilm ud af klappen, skriver jeg kort, og for fagnørderne - med ethos...

I slutningen af tresserne dratter Harlems junkier pludselig om på stribe. Den ene overdosis heroin efter den anden. Frank Lucas har entreret markedet.
Ham Frank er nemlig smartere end alle de andre pushere i den betændte bydels underverden. Han sælger bedre kvalitet billigere end alle de andre gangstere, og det tjener han en helvedes masse penge på. Hvordan kan det lade sig give sig? Fordi han har elimineret mellemmændene, der stjæler profitten, og importerer tonsvis af hvidt pulver direkte fra de thailandske valmuer. Frank Lucas er ikke en almindelig gangster....

Pladder... Elendig start på en anmeldelse, men heldigvis (uheldigvis) er der så få mennesker, der læser denne blog, at jeg sikkert når at skrive en ny version, inden der er nogen, der læser overstående. Any which wayward Waylon Jennings way. Det kommer nok til mig...