Heath Ledger in memoriam med hindbærroulade og Joel/Ethans triumf
Hej. Oscarballade fra start til slut i Imperial. Jeg skal på arbejde om 29 sekunder, så derfor aftenen i punktform indtil jeg har sovet...
Coen-brødrene har begået en fabelagtig film. 'No country for old men' er lige så god som Fargo.
Jesper Steinmetz var ulidelig i rollen som Oscarvært.
Kun een gedigen overraskelse blandt de tunge priser. Marion Cotillard vandt 'bedste skuespillerinde' for sin rolle som Edith Piaff. Ved ikke om det er fortjent, men vil finde ud af det.
Jesper Steinmetz var ulidelig i rollen som Oscarvært. Og TV2s tilbageværende public serviceforpligtelse skal være at lade DR transmittere alle kulturelle begivenheder. Til gengæld for den ulejlighed, skal de få fuld brugsret over mit forslag til et genialt underholdningsprogram. 'Lunken i vand,' hvor Pelle Hvenegaard og Henrik Skovgaard er værter på et program, hvor andre tv2-journalister lærer synkronsvømning.
Jon Stewart var i form, og det var ikke hans skyld, at Oscarfest nr. 80 var en flad affære. Der var ingen underholdning og alt for mange middelmådige sange.
Jesper Steinmetz var ulidelig i rollen som Oscarvært. Da montagen over årets afdøde filmfolk klingede af med et billede af Heath Ledger og vi vendte tilbage til TV2 Film, havde Steinmetz (som i øvrigt var ulidelig) inviteret en der hed Ole i studiet, og han havde taget en kage med. Der var hindbær i.
Lad for jehova/allah/allan/guds/whatevers skyld være med at tage til Oscarshow i Imperial.
Det sjoveste, ja ha ha, var egentlig, at Søren Høy, der stod for nogle glimrende Oscar-transmissioner på DR2, gad medvirke i denne pinagtige udsendelse. Han er en udmærket og meget vidende anmelder, der gang på gang udstillede både Steinmetz (som i øvrigt var ulidelig) og den anden 'ekspert' Frederikke Lett. Hun udtalte konsekvent navnene på skuespillere og film forkert. Og det var egentlig meget sjovt. Hun kunne for eksempel lide 'Atonement' så meget, at hun klaskede ekstra vokaler ind i titlen. Hæ hæ.
Publikum i Imperial denne aften bestod af en masse mennesker, der angiveligt troede, at transmissionen var interaktiv. Disse debile mennesker klappede og hujede gennem hele natten. Men sådan er det jo egentlig altid i Emperial...
Som Christian A., sagde: Nu er det prøvet.
Nu lyder det egentlig som om det var spild af penge og tid, men nej. 'No Country' er så fremragende, at jeg vil ind og se den igen. Og så får i den anmeldelse, jeg allerede nu kan afsløre bliver placeret et eller andet sted mellem 9 og 10.
For lige at runde af: Jesper Steinmetz var ulidelig.
1 comment:
Super billede Mikkels!
Post a Comment