3:10 to Yuma (9)

År: 2007
Instr.: James Mangold
Medv.: Russell Crowe, Christian Bale, Ben Foster, Peter Fonda m.fl.

Jeg er normalt ikke den store fan af westerngenren, men denne enkle, velfortalte og utroligt intense 'remake' af en klassisk western fra 1957 er faktisk en af de bedste spændingsfilm, jeg har set i lang tid.

Præmis og handling er såre simpel. Den morderiske ’outlaw’ Ben Wade (Russell Crowe) bliver fanget i den lille flække Bisbee, og han skal eskorteres til togstationen i Contention, hvor toget, der går 3:10 dagen efter til fængslet i Yuma, skal transportere ham direkte til galgen. Og det skal eddersparkeme gå stærkt for Wades bande af snavsede og dødsensfarlige desperadoer med den diabolske Charlie Prince i spidsen vil gøre alt for at befri deres leder. Der er langt, og de er ikke mange, der tør binde an med opgaven. Med bandens og Wades eget ry, er opgaven på mange måder decideret selvmord.

Dan Evans (Christian Bale) er en bonde, der er på desperationens rand. Han fik skudt sit ene ben i stykker i den amerikanske borgerkrig. Der er tørke, hans jord er gold ørken, kvæget bliver magrere og mindre værd for hver dag, der går. Hans kone og to børn går sultne i seng, og hvis ikke han betaler sine brutale kreditorer inden en uge, mister han jorden og hele sit og familiens livsgrundlag. Derfor slutter han sig (mod en sum af 200 dollars) til den lille gruppe, der mod fornuft og bedre viden begiver sig ud på rejsen mod, hvad der ligner den visse død gennem land med krigsgale apacheindianere og med Charlie Prince og de andre desperadoer, der kommer tættere og tættere på.

Multimorderen Ben Wade er både charmerende og uberegnelig, og samtidig har man hele tiden fornemmelsen af, at han finder hele situationen lidt lattervækkende. Hans oppassere er en ikke imponerende skare. De er en bebrillet dyrlæge, der ikke kan skyde, en aldrende, udslidt og såret dusørjæger, en repræsentant for det jernbaneselskab, som Wades bande har terroriseret og en storskrydende, usympatisk slambert fra Bisbee. Og så er der den etbenede plagede og forpinte rancher, der kun er med på denne selvmordsmission for at skaffe penge til sine kreditorer og brød på bordet derhjemme. Det er denne forpinte, benhårde mand, der kæmper for sin selvrespekt og familiens overlevelse, der viser sig at være den eneste kvalificerede modstander for den uhyggeligt stærke forbryder.

Dan Evans' 14-årige søn har mistet respekten for sin far, og slutter sig mod farens formaninger uventet til gruppen, der når frem til Contention et par mand færre og en masse blod og kugler senere. Men de er der længe før, toget kommer, og så når desperadoerne frem...

Handlingen bevæger sig ikke langt i tid og rum, og der er ingen episke tilbageblik eller langvarige forklaringer, der gør os klogere på de forskellige personer. Men det behøves ikke. Handlingen er så stramt fortalt og så strippet for overflødige scener, at man får lige præcis nok at vide til at forstå, hvorfor disse mænd er, som de er og gør som de gør. Det er fandeme imponerende instruktion, der i løbet af et par henkastede samtaler mellem Crowes morder og Bales forhutlede bonde etablerer både motiver og baggrund for de to hovedkarakterer. Vi ved lige præcis, hvad vi har brug for at vide, og kan derfra bevæge os ud i den skæbnesvangre rejse, der er så stemningsmættet og medrivende, at man ikke keder sig to sekunder undervejs.

Jeg har dog en enkelt anke over for handlingen. Mod slutningen udvikler forholdet fange(Wade) og tilfangetager(Evans) sig en anelse ulogisk, men jeg vil uden at afsløre noget nøjes med at konstatere, at instruktøren James Mangold ved nærmere eftertanke redder logikken i de allersidste fem sekunder af filmen. Men det syntes jeg faktisk ikke umiddelbart efter, jeg forlod biografen.

Men… anyways…
Den nøje afstemte handling er '3:10 to Yuma's næststørste aktiv. Det bedste er den inspirerede casting.
Peter Fonda er et barsk og amoralsk jern af en determineret dusørjæger og Ben Foster er skræmmende i rollen som Wades næstkommanderende Charlie Prince. Den lille spinkle mand med de psykotiske træk og den latente forelskelse i Ben Wade gør ham næsten farligere end Wade selv. De andre biroller er også fine, men det er dog de to hovedrolleindehavere, der bærer filmen.
Russell Crowe er en glimrende skurk. Han er charmerende, men uberegnelig. Mærkeligt sympatisk, men dødsensfarlig og frem for alt gløder han af karisma.
Og så er Christian Bale utrolig stærk som den forpinte, desperate, halte bonde, som kæmper for sin families overlevelse og sin egen og sin ældste søns selvrespekt. Han er både ynkelig og ærefrygtindgydende og vokser i statur efterhånden som de kommer tættere på det tog, de ikke må komme for sent til. Hans ansigt er uudgrundeligt og udmattet, men der er et eller andet overmenneskeligt inde bag de tætsiddende øjne. Han er ganske enkelt fremragende, og kemien mellem ham og Crowe bærer den her film på en måde, så jeg ikke kan forestille mig andre i rollerne.

Som skrevet er jeg normalt ikke den store tilhænger af de næsten formulariske westerns. Selv om historien er klassisk (og det er jo en remake) så er den simpelthen så fremragende forløst, at der er håb for den døende genre. Hurra for det.
Og så må amerikanerne et eller andet sted sidde og skamme sig over, at to af de stærkeste westernhelte i mange år rent faktisk er spillet af en walisiskfødt englænder og en New zealandsk australier.