Hello...

Jeg har endnu en anmeldelse. Denne gang af 'Mågen' på Århus Teater. Som man kan læse her på Røret var det en svær fødsel, og den blev heller ikke særligt god. Til slut blev jeg forbandet og besluttede mig for at svine lortet og gå i seng. Det ser således ud...



Knap vågen til Mågen

Af mikkel svinth rødgaard

Trist. Trist. Trist. Hvor er det dog tragisk det hele for de ti karakterer i nyopsætningen af Tjekhovs ’Mågen’ på Århus Teater. Et hurtigt kig i disse ildestedte menneskers mentale og fysiske journaler er næsten ikke til at bære. Ulykkelig kærlighed, næsten alle er de forelskede i den forkerte, bristede illusioner, en kompliceret moderbinding med et strejf af forbudt erotik, en forbløffende hastigt accelererende rheumatisme, jeg kunne blive ved. Jeg gider bare ikke.
Dette er en komedie; det står på plakaten. Men grinede jeg? Nix, njet! Eller rettere sagt der undslap et enkelt lille hæ i løbet af de knap to timer forestillingen varede. Og det var desværre for forestillingen ikke tilsigtet, men det så altså skægt ud, da stakkels plagede Nina kom til at spytte under et af sine teatralske følelsesudbrud. Hun gjorde det igen i fjerde akt, men da var den ligesom blevet gammel.
Nå, men græd jeg så, spørger du vel? Nej, heller ikke. Hvis sandheden skal frem var jeg nærmest ligeglad med de der russere oppe på scenen.
Det største problem ved denne nyfortolkning af Tjekhovs klassiker er netop, at det er en nyfortolkning. Er du en reaktionær, elitær, højpandet anmeldersnob, spørger du så? Hæ, så langt fra. Men jeg vil have konsekvens. Hvis jeg skulle have købt denne nyfortolkning, skulle de ansvarlige for denne jammerlige opsætning måske have drukket en del mere liflig vodka og satset igennem. Nu udstiller det, der i højere grad kan kaldes en opdatering af universet, skuespillerne så man på intet tidspunkt bare sympatiserer med dem.
Konkret har man blandt andet tilført en scenografi, der minder om et stort, hvidt og nemt samlet IKEA-møbel, et 70’er møblement, adidasbukser og en bærbar computer. Og man har hjælpsomt fjernet nogen af de der svære gamle ord, der ikke står i retskrivningsordbogen længere. Og så har Teatrets husdramatiker Christian Lollike skrevet et nyt skuespil, der indgår i forestillingens metaramme. Det er tæt på at være en god idé. Men hans maniske symbolik med brændende dukker og nutidsreferencer til præsidenter, atomaffald og globalisering bliver brat stoppet for, at man kan vende tilbage til den gamle vanetænkning. Hvilket er ganske ironisk fordi, det netop er det, forestillingens unge idealistiske nytænker Konstantin tordner imod.
Når instruktøren Christoffer Berdal, der også har bearbejdet det klassiske forlæg, ikke fører projektet igennem og sprænger fortællingens rammer virker den nymodens måge ikke. Karaktererne har bare moderne tøj på, og sidder i møbler i stål og læder, mens de stadig taler som om de befandt sig i et Rusland før både Jeltsin, Putin og Lenin. Samtidig er der opdateringer, der ikke umiddelbart giver mening.
Eksempel og følg nu godt med: Handlingen finder sted på et gods langt fra byen, hvor der drives landbrug. På godset er der i hvert fald én personbil. Det ved vi, for den bliver lånt ud senere i forestillingen. På et tidspunkt skal divaen Irina køres til stationen, fordi hun vil tilbage til Moskva, men får at vide, at alle vognene skal bruges til at hente rughøsten. Nok er jeg ikke landmand, men jeg har dog aldrig hørt om, at man høster med personbiler. Endnu en af den slags uoverensstemmelser. I forestillingen er også en læge, der ikke mener, at man bør forvente at leve ret længe, efter man er fyldt 60 år, hvilket også i Rusland er ret beskedent i vores dage.
Nå, det er småfejl. Større og mere graverende er det, at man tilstræber en nutidig ramme vi kan identificere os med, men alligevel (over)spiller samtlige ti skuespillere. Sandsynligvis i loyalitet mod Tjekhovs 110 år gamle forlæg.
’Hvis du vidste, hvor ulykkelig jeg er,’ siger den unge Konstantin midtvejs, som havde han glemt at købe smøger og blev nødt til at vade hele vejen ned til 7-eleven, for derefter at skrige sin næste replik i et voldsomt emotionelt udbrud.
Det samme gør sig gældende blandt andet gældende for den unge skuespillerinde in spe, den førnævnte diva, den pibende gammelfar på 60, der ævler med en karrikeret gammelmandsstemme, den fjoget grinende skolelærer og doktoren, der råber med dunkende blodårer.
Der er simpelthen for mange distraktioner, skuespillet er for overfladisk og teatralsk, og så bliver man hverken revet med eller bevæget. Og med forlov Mester Tjekhov, din morbide humor har ikke overlevet et århundrede. I hvert fald ikke i denne udgave af ’Mågen’. Den er ikke morsom, den er ikke tragisk. Den er helt lige meget.


Århus Teater: Mågen
Manuskript: Anton Tjekhov
Scenografi: Thomas Bjørnager
Lyddesign: Jeppe Larris

Den ukendte person til h�jre �nsker at v�re anonym... 

Knap vgen til mgen

Hej læsere. En lille perle-update. Ind i mellem har Rødgaard svært ved at trykke på de rigtige taster i den rigtige rækkefølge. Det sker heldigvis ikke så tit, men når det sker, som i nat, hvor Rødgaard skal anmelde den ikke særligt vellykkede opsætning af Tjekhovs ’mågen’, er det temmelig spas at læse mislykkede indledninger. Her er et bredt sortiment…  

Knap vågen til mågen

Af Mikkel Svinth Rødgaard

Mor er på ferie på godset. Mor er pisseirriterende…

Der undslap denne anmelder et enkelt hæ i løbet af to timer og tyve minutter. Det var godt nok inklusiv en pause, men det er stadig ikke mange gange at more sig i en komedie. Specielt ikke hvis dette hæ skyldes en betragtelig mængde spyt, der sprøjtede ud af munden på den kvindelige hovedrolleinderhavers mund under en af forestillingens mange teatralske følelsesudbrud.
Tjekhovs ’Mågen’ fik en overhaling på Århus Teater, men uheldigvis ikke gennemført nok.

Mågen er en klassiker på linje med Jonatan Havmåge, Hitchcocks Fuglene og den der Ib Spang-Olsen tegnefilm med alle de der åndssvage fugle…

’Hjælp mig’, ’Hvis du vidste, hvor ulykkelig jeg er…’, ’Alt er håbløst.’ Dette er replikker fra Århus Teaters nyfortolkning af Tjekhovs ’Mågen’. Som du måske kan regne ud, kære læser, er de ikke ligefrem glade i låget, hovedpersonerne…

Hvad: ’Mågen’ af Tjekhov.
Hvor: Århus Teater.
Hvorfor: Aner det ikke…

Ulykkelig kærlighed, hastigt accelererende rheumatisme, tvangstanker, uforløste moderbindinger, jalousi, bristede illusioner, etc. Jeps. Det er en komedie. Man siger jo at der er tragedie bag enhver god komedie. Den lektie kendte Tjekhov, og har i den grad benyttet sig af formlen. Uheldigvis er nyfortolkningen af klassikeren ’Mågen’ på Århus Teater ikke morsom. Den er nu heller ikke tragisk. Man er nærmest ligeglad, og hvis Konstantin ikke selv havde skudt sig i slutningen af forestillingen havde denne anmelder gerne hjulpet til. Bare for at få en ende på denne elendighed…

Tyskere ser fjollede ud. Usikkerhed om valgresultatet...  

Selv om Rødgaard altid har været voldsomt kulturel, er det relativt nyt, at han er blevet finkulturel.
Rødgaard var for nylig i Symfonien. Det havde Rødgaard ikke været før...

Uheldigvis skrev Rødgaard denne reportage lidt for sent og lidt for hurtigt. Og så bliver teksten ind i mellem lidt svulstig. Og der er et par pinlige klicheer...

Fascineret i Symfonien

Korrekte bedsteborgere var til Symfonikoncert i Musikhuset i Århus i går aftes. Tilstede var også en nybegynder, der fik et fascinerende indblik i en verden af ophøjet værdighed, klassisk kultur og kontrolleret, men alligevel glødende begejstring.

Af Mikkel Svinth Rødgaard

Kunstfærdigt svungne, hvide silkehårsfrisurer, nystrøgede Mr. Jardex-jakkesæt og perleøreringe. Århusianske finkulturelle seniorer med midlertidigt frosne vurderende sunkne ansigtstræk. En andægtig alvor mens musikken spiller. Der er faste regler for god opførsel, når man er i Symfonien. En ældre kvinde lægger an til en anerkendende klapsalve, men før hun når at begå den utilgivelige brøde at applaudere mellem to satser i Beethovens 4. klaverkoncert, reagerer hendes sidemand lynsnart og bremser den ene hånd i flugten. Hendes mand ser mildt bebrejdende på hende. Resten af koncerten er hun som en sjælden kirkegænger under en gudstjeneste og reagerer tre sekunder senere end alle andre.
For en nybegynder er en symfonikoncert en sælsom oplevelse. Som hvis man fjerner låget, og ser ned i en kompliceret maskine, ser man dirigenten tænde og slukke for musikerne. Han sender en appellerende gestus af sted mod cellisterne eller violinisterne, der straks i hidsige kropsvrid med blafrende kinder og synkrone buer leverer et par strofer. For derefter at gå ud og med uudgrundelige ansigter vente på at dirigenten igen trykker på knappen. Træblæserne eller fløjtenisterne overtager med milimeterpræcis disciplin. Denne illusion af en fuldendt ensartet organisme bliver dog punkteret, hvis man fokuserer på maskinens enkelte tandhjul. En af kontrabassisterne har et imponerende slagtermoustache og den lange gråhårede cellist, der sidder tættest på publikum stumper i buksen og har glemt at pudse sine sko. Unge, kvindelige og, undskyld mig, delikat sensuelle violinister flankeres af knap fyrre år ældre kolleger.
Symfonikoncerter er for hovedparten af et par generationer nethindebilleder af Olsenbanden, der borer og sprænger sig gennem Det Kongelige Teaters mure til tonerne af Elverhøj. For os indskrænkede sjæle er det fascinerende at se, hvordan sådan en koncert er et studie i ceremoniel hyldest. Koncerten indledes med en uropførelse af den danske komponist Sven Erik Werners værk Fabliau – d´apres Andersen, der er en del af den hysteriske fødselsdagshyldest til H.C. Andersen. Så snart dirigent Neil Thomson sætter punktum for værket, tør tilhørernes ansigter op, og Werner, dirigenten, symfonikerne og skuespillerinden, der fortolkede nationalskjalden over og under musikken modtager ovationer og blomster i et omfang, der ville få Tintins Madame Castafiore til at krympe sig af misundelse. Til aftenens andet stykke har Musikhuset æren af at kunne præsentere den amerikanske pianist og dirigent Jeffrey Siegler. Han er en lavstammet, tæt mand, der entrerer scenen med en mine som en selvtilfreds sovjetisk skakverdensmester, der nu skal dele sit geni med pøbelen. Skiftevis kærtegner solisten tangenterne med en forsigtighed, som skulle han beskære et bonsaitræ med en kædesav, andre gange hamrer han i klaveret med et blik så mørkt og intenst bag massive øjenbryn, at man frygter, han laver en Uri Geller, og får det sagesløse instrument til at slå knuder på sig selv.
Han vækker så mange følelser i sine publikummer, at de kalder ham ind til et ekstranummer.
Efter pausen, der byder på høflig konversation og rødvin, slutter orkesteret aftenen af med den finske senromantiker Jean Sibelius, hvis symfoni nr. 2 kaster os rundt i den vilde natur i de tusinde søers land.
Kvinden, der lagde an til at klappe under Beethoven, sidder som naglet i sædet, da symfonikoncerten finder sin ende, mens andre af de begejstrede pensionister rykker umærkeligt i de velpolstrede sæder. Alle lægger de an til den ultimative hæder, den stående ovation. Ingen vil være den første. Og ingen bliver den første. Symfonikerne må nøjes med et siddende brus af en applaus. Og så går vi alle mættede mod udgangen. Under ordnede forhold forstås. Der er skam regler for god opførsel, når man er i symfonien.

Ja ja, i er ikke sådan til at snyde. Rødgaard lavede et par fuck-ups i sine anmeldelser. Tro ikke han ikke selv har set dem. Først og fremmest er der et fuldstændigt misvisende verbum i slutningen. 'Hvor de begge nøjes med højre hånd.' Det referer selvfølgelig til Søren Ulrich Thomsens udmærkede billede med fadosangerne. Men det kan læses forkert. Fuck-up.
I journalistik skal menigmand også være med.

I den anden, den om 'Forførelsen', er det ret tydeligt, at Rødgaard var træt af at skrive til slut. Slutningen er påklistret. Fuck-up...

Nå men det er i vel ligeglade med, (det er egentlig lidt sørgeligt, at Talerøret ikke er mere læst end, at Rødgaard overvejer at skrivere læsere i ental). Nevermind var der engang en depressiv amerikaner, der kaldte en cd-plade...

To ting.

Det er valgaften i Tyskland og Rødgaard er bekymret. Det ser ud til, at de borgerlige vinder, men det er ikke Frau Merkel, der generer mig. Ikke alle lande kan være lige så fornuftige som nordmændene. (Det føles helt sært at skrive den sætning).
Nej, det der bekymrer undertegnede ordoverforbruger er det faktum, at en række kvindesagsorganisationer in Deutschland har agiteret for, at man burde stemme på Merkel fordi hun er kvinde. Ikke et ord om hendes politik. Og så er vi tilbage til det vidunderligt destruktive emne, som Rødgaard har så dårlige erfaringer med på trods af, at Rødgaard er feminist. En erklæret, men dog temmelig passiv en af slagsen. Disse kvinder mener altså, at man skal skide hul i om kandidaten er den bedst egnede, fordi det ville være et stort skridt for ligestillingen.
Åh, hvor Rødgaard ikke håber, det bliver ris til deres egne popoer...
Nå op i røven. Der er Desperate Housewives, og ja Rødgaard har også set Sleepless in Seattle...

Nå, Rødgaard er feminin nok til, at han kan multitaske.
Der var jo en ting til.
TV2 sendte Sleepers igen. Den der udmærkede, men ikke storslåede film, om de der unger fra Hells Kitchen, der ryger på drengehjem og bliver mishandlet af Kevin Bacon.
I har set filmen. Hvis ikke skal den nok komme på en eller anden kanal om et par måneder.
Det som Rødgaard vil frem til, er at han er helt tosset med epiloger. Uanset i hvilken sammenhæng. Det er så vidunderligt simpelt. Man bruger to timer på at stampe rundt i detaljer og storylines og what have you. Og så runder man det hele af med to linjers koncentreret fremtid...
Nogen gange kunne man ønske sig at stoppe handlingen lige NU. Og så bare få et resumé af de 40-60 år, man forhåbentlig har tilbage...