Saturday, April 29, 2006

Hvem er han dette enigma, Mikkel Rødgaard?

I Nick Hornbys roman 'High Fidelity' påstår den frustrerede og underligt livskloge hovedperson Rob, at man ikke bør definere folk efter hvordan de er, men hvad de kan lide. Og fordi enkle budskaber formuleret af karismatiske mennesker er så nemme at goutere, blev det mere eller mindre også min teori. Pladder. Vrøvl.

Det siger selvfølgelig noget om den sære eksistens, der er mig, at jeg foretrækker Joe Henry frem for 50 Cent eller Eminems, at jeg foretrækker kaffe frem for te, Fernet Branca frem for Bacardi Breezere eller fodsved om sommeren frem for at skulle gå med sandaler.
Men ikke ret meget.

I virkeligheden er det en ørkesløs opgave at skulle definere sig selv. Umådelig selvoptaget samtidig, men ikke desto mindre er det en ok idé en gang i mellem at foretage sig andet end at se fjernsyn og skrive et filmmanuskript over Thomas Thestrups bedrifter.

Der er mange måder at gribe det an på.

1. Hvad Mikkel Rødgaard kan:

a. Han kan åbne øl med tænderne, men har ikke gjort det i årevis.
b. Han kan køre cykel uden hænder, men bryder sig ikke om at gøre det.
c. Han kan drikke mange øl på kort tid. Det er dyrt og åndssvagt. Det er han i færd med at trappe ned på.
d. Han kan løfte tunge ting.
e. Han kan læse hurtigt. Og han kan også stave.

2. Hvad Mikkel Rødgaard ikke kan:

f. Han kan ikke falde i søvn om natten.
g. Han kan ikke tage sig sammen til at gennemføre noget som helst, hvor han ikke har mødepligt.
h. Han kan ikke finde ud af at håndtere penge.
i. Han kan ikke skrive fin lyrik.
j. Han kan ikke løbe hurtigt.
(Listen fortsætter, men jeg vil gerne falde i søvn i et forholdsvis godt humør)

3. Okay, hvad Mikkel Rødgaard kan lide:

k. Rødvin, kaffe, cigaretter, rucola, azukibønner, saltlakrids.
l. Ord.
m. Storbritannien.
n. (hos andre mennesker) Selvironi.
0. At diskutere.

4. Hvad kan han så ikke lide?:

p. Small talk.
q. Forpligtelser.
r. Action, science-fiction, fantasy film.
s. Sne.
t. Tatoveringer.

5. Hvad har han udrettet?

u. Opnået den hæderfulde titel 'Månedens trafikant på Tisvilde Skole' November 1988.
v. Har gjort sig selv til grin ved at kysse Stamford Bridge iført Tottenham-trøje, fordi der var for langt til White Hart Lane.
w. Har skrevet sangene 'En tissemand skal bruges til at tisse med', 'Nu går vi' og Hvad kunne de gøre? Manden var steril'.
x. Arresø rundt på cykel. (Ikke hurtigt eller noget, men altså hele vejen rundt)
y. Sagde noget sjovt ved flere lejligheder i slutningen af halvfemserne.


6. Hvad drømmer han om?

z. At sige noget sjovt igen.
æ. Ved hjælp af intenst lobbyarbejde at forbyde scootere.
ø. At prøve at stemme på et regeringsparti. (Kom nu, Søvndahl)
å. (lige nu) At der var andet drikkeligt end koldskål i køleskabet.

Det var 29. Og hvad kan vi så konkludere?
Det er ikke en potentiel kandidat til Time Magazines top-100 over 'Mennesker der ændrede verden i det 21. århundrede', vi har at gøre med.
Havde han hængt i dengang Karin Hjort mente at kunne se et blokfløjte-talent i den unge Rødgaard for 15 år siden, havde meget måske set anderledes ud. Men ligesom han aldrig bliver direktør for Nationalbanken eller B93, bliver han nok heller aldrig den ny Michala Petri.

Men jeg kan nu meget godt lide ham, den kiksede idiot.

1 comment:

Anonymous said...

Very best site. Keep working. Will return in the near future.
»