Opgør med de fire stjerner

I Danmark er standarden at anmelde film i et seks-stjerne-system. Det gør de på stort set alle dagblade, med undtagelse af for eksempel Information, og det gjorde Julie og jeg også på dato. Det er fint, ikke mindst for læserne, med denne konsensus, og der er da også et vist råderum inden for disse seks stjerner (i meget sjældne tilfælde er der anmeldere, der benytter sig af 0 stjerne-dommen. Men så er der også tale om en negativ milepæl), men jeg baksede altid med den. En og to stjerner var nemme at dele ud. De er nemme at dechiffrere.

Een stjerne er en fabelagtig dynge afføring. Den er så dårlig, at man hidser sig op over den. (Yderst sjældent kan det også være en film, der sutter så meget popo, at det er sjovt. Jeg har for eksempel en mægtig lyst til at se 'Stjerner uden hjerner' igen)
(Eksempler: Spiceworld. The Prince and me, Scary Movie 2...)

Toeren er i mit hovede slet og ret en dårlig film. Den er spild af tid og/eller penge. Man kan dog også give to stjerner til en film, der virkelig skuffer. Hvis en instruktør, man holder af, laver noget, der er langt under sin egen høje standard, bliver en treer for eksempel hurtigt degraderet.
(Eksempler: Evan Almighty, Åndernes Hus, The Majestic, Bicentennial Man, Idioterne (eksempel på stor skuffelse.))

Treeren er lidt mere tvetydig, i det, at den både kan gives til en film, der er ligegyldig, hæderlig, stærkt klichépræget eller måske endda seværdig, men med en skønhedsfejl, der sidder så irriterende fast i baghovedet, at man alligevel ikke kan anbefale den.
(Eksempler: 300, The Ladykillers, Unbreakable, A good year, Snatch and so on, etc., og så videre)

Femmeren er fandenslaskeme en god film. Nej, det er en fremragende film. Det er en, du kan tale længe om, og opfordrer folk til at gå ind og se. Alternativt er det en film, der ikke rammer følelserne, men imponerer sokkerne af en.
(Eksempler: The Big Lebowski, The Shawshank Redemption, Forrest Gump, Groundhog Day, Festen, American Beauty.......)

Sekseren klokker direkte ind på din top20 over det bedste du har set, smagt, oplevet, hørt nogensinde. (Forudsat selvfølgelig, at du elsker film.) Et mesterværk, og/eller en, der påvirker hele måden man laver film på. Dem er der ikke mange af.
(Eksempler: Fargo, Taxi Driver, Casablanca... Pulp Fiction)

Det er sent og mine eksempler er delvist valgt ud fra film, jeg lige kan komme i tanke om. Hvis jeg satte mig ned og brugte lang tid på det, ville jeg sikkert nævne helt andre...

Men for at vende tilbage til rubrikken på denne efterhånden alenlange smøre... Fire stjerner er skideirriterende at tildele en film. Denne karakter er alt, alt, alt for unuanceret. Udover det grundlæggende, at filmen på et eller andet niveau er anbefalelsesværdig, dækker den over et alt for bredt spekter. På den gamle trettenskala dækker fire stjerner i princippet karaktererne 8-9-10. Og hvis du nogensinde er gået op i en eksamen, ved du at der er meget stor forskel.
Fireren er for mig både en charmerende romantisk komedie eller en nem latter, som Love Actually eller Night at The Museum i den lave ende, eller glimrende veldrejede film som The Truman Show, Casino eller Reservoir Dogs på tærsklen til femmeren.

Derfor: For at undgå krumspring med pile op eller ned har jeg besluttet mig for at indføre den ikke særligt originale titrins-model. Plads til nuancer. Slam!

Altså:
* er i mit system en 1'er.
** kan være både 2 og 3.
*** er enten en 4 eller en 5'er.
**** dækker, hurra, over både 6,7 og 8.
***** er tæt på perfektion = 9.
****** er selvfølgelig den næsten uopnåelige 10'er.

Og når alt det er sagt skal en numerisk bedømmelse altid (helst) læses i sammenhæng med argumentationen, dvs. den egentlige anmeldelse.