Ikke siden Mary Ingalls Wilder,

da jeg var ni år gammel. I ved, der hvor Lauras yndige storesøster bliver blind. Det kunne jeg slet ikke tage. Ligeså 17 år senere, hvor Jim og Pams følelser går rent ind hos mig. Tim og Dawn var et stort plus for det oprindelige kontor, men de to førnævnte er rent guld. Rent guld siger jeg jer. Jeg kunne godt tænke mig at finde en pige, at se den her serie med. Ultimativ lakmusprøve for et eventuelt forhold. Vil hun kunne klare, at jeg fik blanke øjne over adskillige afsnit? Eller ville jeg for den sags skyld kunne acceptere, at hun tilsyneladende ingen følelser har, hvis hun ikke tuder lidt med?
...
Jeg er sådan en pige. Men nu er det sagt. Jeg lægger ikke skjul på, at jeg efterhånden bliver blødere og blødere. Jeg tror, jeg projicerer adskillige forelskelser og i hvert fald en af de store over i det her forhold. Jeg ved, at jeg ville kortslutte hver gang Pam smilede.
... Igen. Det er en tv-serie. Det er fiktion.
Jeg må virkelig ud at spille noget tennis... Og på en eller anden måde komme over det store hul i mit koffeinplagede hjerte, der er kommet over, at jeg skal vente helt til september med at få næste afsnit i føljetonen om Jim og Pam. Og jeg har bange anelser...

Jim and Pam: How Can I Tell You?

Hvis du, som jeg, er lige så anal omkring ikke at få noget som helst at vide, du selv vil finde ud af, så skal du ikke se denne video. Hvis du er normal, er dette både en meget poetisk opsummering af The Office - US, helt store force, nemlig forholdet mellem Jim og Pam, og samtidig en video, der faktisk rører mig til tårer. Og det har jeg aldrig oplevet med tv før...

Fodbold på kontoret

Der er forlænget spilletid i em-kvartfinalen mellem Kroatien og Tyrkiet. Ud fra Flemming Toft lyder det ikke særlig spændende. Men jeg følger heller ikke rigtig med. Den eneste grund til at mit fjernsyn er tændt er vel egentlig min 14-årige ubrudte slutrundestatistik. Altså at jeg har set dem alle sammen. Altså kampene, hvis nogen skulle være i tvivl om, hvor vanskelig jeg er i sommermånederne.
Men jeg ser ikke kampen. Og jeg sidder egentlig bare og venter på en straffesparkskonkurrence. Og så kan jeg slukke igen. Og det er en sensation i min lillebitte verden.
I går spillede to af giganterne. Tyskland - Portugal. Eller Ballack, Klose, Podolski mod Cristiano Ronaldo, Simao og Moutinho. Storkamp. Europæiske giganter. Og den så jeg knap nok heller ikke. Den var på mute, og den fik et dovent blik i ny og næ. Så engageret er jeg i hvad der ellers har været en blændende slutrunde.
Er Mikkel endelig blevet en anelse mere voksen? Er han deprimeret? Er han lykkedes med at lave om på sin forfærdelige personlighed? Er han selvoptaget nok til at stille sig selv spørgsmål?
Svarene er måske, nej, ikke rigtig og selvfølgelig. Men de ovennævnte er ikke grunden til at Mikkel bryder sine egne dogmer... Nej. Nej. Nej. Jeg er forelsket på en VOLDSOMT uhensigtsmæssig måde. Ikke rigtig forelsket forstås, men det er alligevel slemt nok. Jeg er på det nærmeste blevet besat af den amerikanske udgave af The Office, og min underbevidsthed har besluttet sig for, at jeg skulle udvikle en mildest talt bizar betagelse af denne fremragende series fiktive receptionist Pam Beesley. Eller også af Jenna Fischer som spiller hende. Nå. Det er sært, og belyser egentlig bare det indlysende faktum, at jeg skal til at genoptage det socialliv, jeg trods alt havde engang.
Men altså. Som svar til Thomas. En af årsagerne til, at jeg ikke har skrevet et pip, om hvad der tegner til at overgå den sidste rigtigt fantastiske slutrunde, nemlig EM 2000, er at jeg har set alle fire sæsoner af The Office to gange siden i mandags. Og det svarer til 132 sitcom-afsnit. Det er meget. Det er alt for meget.
Mine brandvarme anbefalinger til denne serie, der i øvrigt kører på DR2 mandag til torsdag. Og nu scorede Kroatien vist... To sekunder. Trods alt... Og så scorede tyrkerne fame. So long.