Jeg kan godt tillade mig at prale af mine venner. Det er lykkedes mig at samle en kreds af humoristiske, intelligente og nuancerede mennesker, der rent faktisk gider mig…
Men det skyldes tilvænning fra deres side. På trods af store og ret indlysende fejl i min personlighed er det rent faktisk, og her lyder jeg måske lidt indbildsk, ret gode venskaber.
Men tilbage til det med tilvænningen. Forklaring:

Fase 1. Jeg er, for det meste, ret god til at møde nye mennesker. Jeg er udadvendt, morsom og direkte. Jeg gør en indsats for at fingere interesse og tolerance over for andre mennesker og det de nu siger til mennesker de ikke har mødt før. Jeg gør mig umage for ikke at fornærme dem (at det så sker indimellem vidner om de føromtalte fejl i min personlighed.)

Fase 2. Hvis jeg selv har nogen interesse i at indlede processen fra høfligt bekendtskab eller drukkammerat til et indledende venskab, fortsætter jeg med at yde en indsats. Dog krydret med et lidt mindre manisk emnevalg og small talk er i den forbindelse et nyttigt værkstøj. Arbejdsindsatsen er mindre, men det er også mindre stimulerende for mig. Simpelthen fordi jeg ikke nødvendigvis er center for al opmærksomhed. Jeg må blankt erkende at jeg nyder den indledende fase simpelthen fordi jeg får det godt med mig selv.

Fase 3. Her går det i mange tilfælde galt. Venskabet eller det efterhånden ret gode bekendtskab er stadig ikke særlig fasttømret, men jeg er begyndt at slappe af. Og på den måde afslører jeg mere af de kyniske, pessimistiske og temmelig konfronterende sider af mig selv. Jeg kan måske begynde at skændes med dem for morskabs skyld. Jeg elsker at skændes med folk, men fase 3 vennerne kender mig endnu ikke godt nok til at vide at jeg intet har mod dem personligt fordi jeg sviner dem til eller er ekstremt sarkastisk. Snarere tværtimod. Det er faktisk meget længe siden jeg har skændtes med nogen jeg ikke har følt en eller anden form for sympati for. Det er simpelthen ikke min tid og mine kræfter værd.
Mange fase 3’ere bliver skræmt væk af denne udvikling og falder fra. Specielt kvinder er sarte over for denne sindssyge.

Fase 4. Hvis de stadig hænger ved på det her tidspunkt er der faktisk rigtigt gode chancer for et vedvarende venskab.

Og så til et lille efterskrift. Et par af mine venner vil måske ikke kunne genkende at have gennemgået ovennævnte simple proces. Anciennitet har også noget med det at gøre og jeg havde en anden måde at møde nye mennesker på da jeg var yngre. (Frekvensen af nytilkomne venskaber var også større af en eller anden grund).
Kvinder burde egentlig have et separat kapitel…