Selv om Rødgaard altid har været voldsomt kulturel, er det relativt nyt, at han er blevet finkulturel.
Rødgaard var for nylig i Symfonien. Det havde Rødgaard ikke været før...

Uheldigvis skrev Rødgaard denne reportage lidt for sent og lidt for hurtigt. Og så bliver teksten ind i mellem lidt svulstig. Og der er et par pinlige klicheer...

Fascineret i Symfonien

Korrekte bedsteborgere var til Symfonikoncert i Musikhuset i Århus i går aftes. Tilstede var også en nybegynder, der fik et fascinerende indblik i en verden af ophøjet værdighed, klassisk kultur og kontrolleret, men alligevel glødende begejstring.

Af Mikkel Svinth Rødgaard

Kunstfærdigt svungne, hvide silkehårsfrisurer, nystrøgede Mr. Jardex-jakkesæt og perleøreringe. Århusianske finkulturelle seniorer med midlertidigt frosne vurderende sunkne ansigtstræk. En andægtig alvor mens musikken spiller. Der er faste regler for god opførsel, når man er i Symfonien. En ældre kvinde lægger an til en anerkendende klapsalve, men før hun når at begå den utilgivelige brøde at applaudere mellem to satser i Beethovens 4. klaverkoncert, reagerer hendes sidemand lynsnart og bremser den ene hånd i flugten. Hendes mand ser mildt bebrejdende på hende. Resten af koncerten er hun som en sjælden kirkegænger under en gudstjeneste og reagerer tre sekunder senere end alle andre.
For en nybegynder er en symfonikoncert en sælsom oplevelse. Som hvis man fjerner låget, og ser ned i en kompliceret maskine, ser man dirigenten tænde og slukke for musikerne. Han sender en appellerende gestus af sted mod cellisterne eller violinisterne, der straks i hidsige kropsvrid med blafrende kinder og synkrone buer leverer et par strofer. For derefter at gå ud og med uudgrundelige ansigter vente på at dirigenten igen trykker på knappen. Træblæserne eller fløjtenisterne overtager med milimeterpræcis disciplin. Denne illusion af en fuldendt ensartet organisme bliver dog punkteret, hvis man fokuserer på maskinens enkelte tandhjul. En af kontrabassisterne har et imponerende slagtermoustache og den lange gråhårede cellist, der sidder tættest på publikum stumper i buksen og har glemt at pudse sine sko. Unge, kvindelige og, undskyld mig, delikat sensuelle violinister flankeres af knap fyrre år ældre kolleger.
Symfonikoncerter er for hovedparten af et par generationer nethindebilleder af Olsenbanden, der borer og sprænger sig gennem Det Kongelige Teaters mure til tonerne af Elverhøj. For os indskrænkede sjæle er det fascinerende at se, hvordan sådan en koncert er et studie i ceremoniel hyldest. Koncerten indledes med en uropførelse af den danske komponist Sven Erik Werners værk Fabliau – d´apres Andersen, der er en del af den hysteriske fødselsdagshyldest til H.C. Andersen. Så snart dirigent Neil Thomson sætter punktum for værket, tør tilhørernes ansigter op, og Werner, dirigenten, symfonikerne og skuespillerinden, der fortolkede nationalskjalden over og under musikken modtager ovationer og blomster i et omfang, der ville få Tintins Madame Castafiore til at krympe sig af misundelse. Til aftenens andet stykke har Musikhuset æren af at kunne præsentere den amerikanske pianist og dirigent Jeffrey Siegler. Han er en lavstammet, tæt mand, der entrerer scenen med en mine som en selvtilfreds sovjetisk skakverdensmester, der nu skal dele sit geni med pøbelen. Skiftevis kærtegner solisten tangenterne med en forsigtighed, som skulle han beskære et bonsaitræ med en kædesav, andre gange hamrer han i klaveret med et blik så mørkt og intenst bag massive øjenbryn, at man frygter, han laver en Uri Geller, og får det sagesløse instrument til at slå knuder på sig selv.
Han vækker så mange følelser i sine publikummer, at de kalder ham ind til et ekstranummer.
Efter pausen, der byder på høflig konversation og rødvin, slutter orkesteret aftenen af med den finske senromantiker Jean Sibelius, hvis symfoni nr. 2 kaster os rundt i den vilde natur i de tusinde søers land.
Kvinden, der lagde an til at klappe under Beethoven, sidder som naglet i sædet, da symfonikoncerten finder sin ende, mens andre af de begejstrede pensionister rykker umærkeligt i de velpolstrede sæder. Alle lægger de an til den ultimative hæder, den stående ovation. Ingen vil være den første. Og ingen bliver den første. Symfonikerne må nøjes med et siddende brus af en applaus. Og så går vi alle mættede mod udgangen. Under ordnede forhold forstås. Der er skam regler for god opførsel, når man er i symfonien.