Hello...

Jeg har endnu en anmeldelse. Denne gang af 'Mågen' på Århus Teater. Som man kan læse her på Røret var det en svær fødsel, og den blev heller ikke særligt god. Til slut blev jeg forbandet og besluttede mig for at svine lortet og gå i seng. Det ser således ud...



Knap vågen til Mågen

Af mikkel svinth rødgaard

Trist. Trist. Trist. Hvor er det dog tragisk det hele for de ti karakterer i nyopsætningen af Tjekhovs ’Mågen’ på Århus Teater. Et hurtigt kig i disse ildestedte menneskers mentale og fysiske journaler er næsten ikke til at bære. Ulykkelig kærlighed, næsten alle er de forelskede i den forkerte, bristede illusioner, en kompliceret moderbinding med et strejf af forbudt erotik, en forbløffende hastigt accelererende rheumatisme, jeg kunne blive ved. Jeg gider bare ikke.
Dette er en komedie; det står på plakaten. Men grinede jeg? Nix, njet! Eller rettere sagt der undslap et enkelt lille hæ i løbet af de knap to timer forestillingen varede. Og det var desværre for forestillingen ikke tilsigtet, men det så altså skægt ud, da stakkels plagede Nina kom til at spytte under et af sine teatralske følelsesudbrud. Hun gjorde det igen i fjerde akt, men da var den ligesom blevet gammel.
Nå, men græd jeg så, spørger du vel? Nej, heller ikke. Hvis sandheden skal frem var jeg nærmest ligeglad med de der russere oppe på scenen.
Det største problem ved denne nyfortolkning af Tjekhovs klassiker er netop, at det er en nyfortolkning. Er du en reaktionær, elitær, højpandet anmeldersnob, spørger du så? Hæ, så langt fra. Men jeg vil have konsekvens. Hvis jeg skulle have købt denne nyfortolkning, skulle de ansvarlige for denne jammerlige opsætning måske have drukket en del mere liflig vodka og satset igennem. Nu udstiller det, der i højere grad kan kaldes en opdatering af universet, skuespillerne så man på intet tidspunkt bare sympatiserer med dem.
Konkret har man blandt andet tilført en scenografi, der minder om et stort, hvidt og nemt samlet IKEA-møbel, et 70’er møblement, adidasbukser og en bærbar computer. Og man har hjælpsomt fjernet nogen af de der svære gamle ord, der ikke står i retskrivningsordbogen længere. Og så har Teatrets husdramatiker Christian Lollike skrevet et nyt skuespil, der indgår i forestillingens metaramme. Det er tæt på at være en god idé. Men hans maniske symbolik med brændende dukker og nutidsreferencer til præsidenter, atomaffald og globalisering bliver brat stoppet for, at man kan vende tilbage til den gamle vanetænkning. Hvilket er ganske ironisk fordi, det netop er det, forestillingens unge idealistiske nytænker Konstantin tordner imod.
Når instruktøren Christoffer Berdal, der også har bearbejdet det klassiske forlæg, ikke fører projektet igennem og sprænger fortællingens rammer virker den nymodens måge ikke. Karaktererne har bare moderne tøj på, og sidder i møbler i stål og læder, mens de stadig taler som om de befandt sig i et Rusland før både Jeltsin, Putin og Lenin. Samtidig er der opdateringer, der ikke umiddelbart giver mening.
Eksempel og følg nu godt med: Handlingen finder sted på et gods langt fra byen, hvor der drives landbrug. På godset er der i hvert fald én personbil. Det ved vi, for den bliver lånt ud senere i forestillingen. På et tidspunkt skal divaen Irina køres til stationen, fordi hun vil tilbage til Moskva, men får at vide, at alle vognene skal bruges til at hente rughøsten. Nok er jeg ikke landmand, men jeg har dog aldrig hørt om, at man høster med personbiler. Endnu en af den slags uoverensstemmelser. I forestillingen er også en læge, der ikke mener, at man bør forvente at leve ret længe, efter man er fyldt 60 år, hvilket også i Rusland er ret beskedent i vores dage.
Nå, det er småfejl. Større og mere graverende er det, at man tilstræber en nutidig ramme vi kan identificere os med, men alligevel (over)spiller samtlige ti skuespillere. Sandsynligvis i loyalitet mod Tjekhovs 110 år gamle forlæg.
’Hvis du vidste, hvor ulykkelig jeg er,’ siger den unge Konstantin midtvejs, som havde han glemt at købe smøger og blev nødt til at vade hele vejen ned til 7-eleven, for derefter at skrige sin næste replik i et voldsomt emotionelt udbrud.
Det samme gør sig gældende blandt andet gældende for den unge skuespillerinde in spe, den førnævnte diva, den pibende gammelfar på 60, der ævler med en karrikeret gammelmandsstemme, den fjoget grinende skolelærer og doktoren, der råber med dunkende blodårer.
Der er simpelthen for mange distraktioner, skuespillet er for overfladisk og teatralsk, og så bliver man hverken revet med eller bevæget. Og med forlov Mester Tjekhov, din morbide humor har ikke overlevet et århundrede. I hvert fald ikke i denne udgave af ’Mågen’. Den er ikke morsom, den er ikke tragisk. Den er helt lige meget.


Århus Teater: Mågen
Manuskript: Anton Tjekhov
Scenografi: Thomas Bjørnager
Lyddesign: Jeppe Larris