Undskyld afbrækket. Når Rødgaard får tid skal han nok fortsætte den spændende historie.

Rødgaard sætter Rødgaards mening utrolig højt, og nu har han endelig fået lov at være anmelder.

Følgende anmeldelser bringes på opfordring af Rødgaards ven Steengaard.

Den første er en anmeldelse af Jørgen Leths portræt af digteren Søren Ulrich Thomsen. Den anden af et teaterstykke på den lille århusianske scene Katapult...



Digterportræt med sikker højrehånd

Anmeldelse: Jeg er levende – Søren Ulrik Thomsen, digter

Af Mikkel Svinth Rødgaard

Når en portugisisk fado-sanger ikke længere har stemmepragt til sine melankolske hjemlandssange tager han venstre hånd op af lommen til hjælp. Hvis man gestikulerer med begge hænder er det for at kompensere for manglende gennemslagskraft. Det har Søren Ulrik Thomsen konstateret i Lissabon, og taget det til efterretning. Når digteren reciterer, er det med venstre hånd i et fast greb om digtsamlingen. Filmmanden Jørgen Leth bruger én nænsom højrehånd i dette minimalistiske, ja nærmest asketiske portræt af den knap 20 år yngre lyriker.
Søren Ulrik Thomsen toner frem i mættet sort-hvid og reciterer tonløst messende, men engageret digtet, filmens titel stammer fra. Klip. Stevns Klint. Et lille øde hus i sneløs vinter. Barndommen med kulde, men hjertevarme. Thomsen fortæller om farens aftensange, den imponerende Onkel Børge og Danmark anno 1963, som digteren stadig ærgrer sig over, at han ikke fik oplevet som voksen.
Klip. København, storbyjazz, slørede billygter og digterens lejlighed med udsigt til genboerne, ikke et panorama af inspirerende natur. Et nærbillede af netop Thomsens højrehånd, der med en altmodisch fyldepen skaber de ord og billeder, der har gjort ham til et af de store navne i nyere dansk litteratur.
Imellem, under og over disse klip frem og tilbage mellem natur og by, fortid og nutid optræder digteren selv som fortæller, ene hovedperson og med sine digte.
Leth holder sig tilbage fra fortællerrollen, som han ellers ynder i mange af sine andre film, og skaber en støvet, varm og nærmest slæbende stemning. Men hans nonchalante overforbrug af tid er netop en af portrættets store kvaliteter. Det er underligt medrivende at se Thomsen renskrive digte med to febrilske fingre på den utidssvarende skrivemaskine eller se hans hænder tilberede en kop te med mælk, der snurrer hypnotisk i koppen.
I sekvenser filosoferer Søren Ulrik Thomsen over poesien, dens væsen og dens kvaliteter. Hvordan han har reageret mod digtergenerationen før ham ved at lægge vægt på det patetiske, følelserne. Digte er ifølge ham enten en hymne til verden eller en klagesang over verden. Jørgen Leth er også poet, og han supplerer Søren Ulrik Thomsens ord med disse smukke, nærmest fastfrossede billeder, der virker som ingredienser til et fælles univers de to imellem. Sammen har Thomsen og Leth skabt et usædvanligt, visuelt digt om en digter. Hvor de begge nøjes med højre hånd.





Usammenhængende tankeeksperiment

Forførelsen: Teater Katapult.

Af Mikkel Svinth Rødgaard.

Hvis Jesus virkelig kunne lave vand til vin og tilsidesætte sin egen dødelighed, kan han da sikkert også manifestere sig i vor tid som en gråsprængt, insisterende mand med hang til musicals.
Det er i hvert fald, hvad den kvindelige hovedrolle må tænke i ’Forførelsen’, der havde urpremiere på Teater Katapult i går.
En ung sangerinde, Julie, forbereder sig før en optagelsesprøve til rollen som Maria Magdalene i musicalen ’Jesus Christ Superstar’, da en midaldrende mand opsøger hende i øvelokalet. Først for på en særdeles påtrængende måde at komplimentere hendes sangstemme, siden for at afsløre sig som Jesus Kristus, der bedyrer en udødelig kærlighed til hende, som i hans øjne ER Maria Magdalene.
Store spørgsmål trænger sig på for publikum. Hvad dælen sker der? Er dette Jesus? Hvem er han så? Men i højere grad for den unge sangerinde, der begiver sig ud i den ultimative eksistentialisme. Hvem er jeg?
Dette enorme spørgsmål skal dog ikke rotere ret længe, før den i forvejen religiøse kvinde accepterer, at hun i virkeligheden er ingen ringere end den frelste skøge Maria Magdalene. Endda i den version, der er blevet gjort så hip af de voksnes svar på Harry Potter, Da Vinci Mysteriet. Nemlig i rollen som Jesu elskerinde.
Et kort ømt øjeblik senere, hvor Jesus og Maria Magdalene har talt om de gode gamle dage i Jerusalem kommer Jesus, eller hvem han nu er, pludselig i tvivl. Hun tror jo alligevel ikke på ham, den træske kvinde. På trods af hendes forsikringer om, at hun skam TROR, forlader han hende kort efter, mens hun er overladt til ensomheden, tomheden og et gevaldigt trælår af en identitetskrise.
Hvordan reagerer Julie (indsæt: man) på at blive konfronteret med noget så irrationelt, som at en fremmed mand insisterer på at være Guds søn, og tvinger hende til at tage stilling til det udsagn? Det virker som om, det er den idé, ’Forførelsen’ udspringer af. Men det interessante tankeeksperiment falder fra hinanden, når Julie reagerer helt uhensigtsmæssigt og unaturligt. Eksempel: Jesus har netop afsløret sig selv som Jesus, og Julie, som hun endnu hedder, har først været behørigt patroniserende og dernæst skeptisk.
”Har du ikke nogen disciple, du skal ud at lege med,?” spørger hun sarkastisk, for derefter (endelig) at sige fra over for hans grænseoverskridende adfærd. Knap fire blink med øjnene senere og uden nogen synlig forklaring tillader hun nu, i skikkelse af Maria Magdalene, Jesus at salve sine fødder.
Hun er selvfølgelig ganske forvirret omkring sin egen identitet, men der er ingen troværdige motiver bag eller bevæggrunde for hendes handlinger. Muligvis er manuskriptforfatteren heller ikke er klar over dem. Det kan jo også være at rollens uberegnelighed, er intentionel, men i så fald fungerer det bare ikke. Julie beder på et tidspunkt manden om at gå og ikke forstyrre hendes forberedelser. Han kommer ind igen og beordrer hende til at tage skoene af. Og hun gør det. Også sokkerne. Efterhånden som Julie/Maria Magdalenes handlinger altså bliver mere og mere absurd uigennemskuelige, stiger man af.
Scenografien er en sort, rå væg, lyssætningen er både kreativ og stemningsskabende, og de trange rammer i Katapultteaterets lille lokale bliver i det hele taget forsøgt udnyttet. En glimrende scene til intenst skuespil og til at trække publikum ind i dramaet. ’Jesus’ sidder indledningsvis og indimellem blandt tilskuerne og henvender sig en enkelt gang direkte til publikum. Men denne bevidsthed om publikum bliver ikke fulgt op, og så skulle man bare have ladet være.
Signe Kærup Hjort er i den kvindelige hovedrolle, glimtvis indtagende, men hun lider stærkt under manuskriptets mangler og måske også under instruktionen.
Victor Marcussen, der spiller måske-Jesus, gør sit bedste for at virke forførende både i verdslig og spirituel forstand, men det forbliver et mysterium, hvorfor Julie lader sig bjergtage af mandens karisma. For det gør man ikke på tilskuerpladserne, og det er endnu en grund til at ’Forførelsen’ ikke forfører.



Teater Katapult: ’Forførelsen’
Manuskript: Andreas Garfield
Instruktion: Mikkel Stubbe Teglbjærg
(Musik: Andrew Lloyd Webber)