Mens vi venter på afklaring

Først og fremmest er jeg faktisk nok af en romantiker til at synes, Michael Rasmussen er en fantastisk cykelrytter. En modig ener der kombinerer Richard Virenques nosser og vilje til at forsøge sig på vanvidstogter over 100 kilometer, samt noget der minder om Pantanis evner på den sidste stigning. Da den diminutive orange dansker smadrede konkurrenterne på en knaldhård etape i Vueltaen i 2003, var jeg begejstret over at se en dansk rytter eksemplificere en ægte grimpeur i et felt, der undtaget de to førnævnte (dopingbelastede) har været overbefolket af enten slidere uden udstråling (Moreau, Sastre, Evans, Mejia, Zubeldia, Klöden, Escartin etc.), tempospecialister med mangler i bjergene (Zülle, Olano, Botero, Rogers etc. eller de helt store allroundere, der låste hinanden i røvkedelig taktik (Lance selvfølgelig, Ullrich og til dels Basso og Heras).

Til gengæld synes jeg det lyder alt for usandsynligt, at Rasmussens besynderlige exit udelukkende handler om, at Rabobanks sportslige ledelse er blevet sindssyg. Som mange har antydet, må det altså være muligt at undersøge om, han har været i Italien eller i Mellemamerika. Og spørgsmålet er jo sådan set, hvilke oplysninger offentligheden ikke kender til. Det får vi sandsynligvis aldrig at vide. Men uanset hvordan tingene hænger sammen, er det et faktum, at Rasmussen ikke er blevet behandlet fair hverken i pressen eller i særdeleshed af hyperhyklerne i Tour de France-ledelsen og i UCI.
For officielt har Rasmussen ikke brudt reglerne. Men det hindrede ikke Prudhomme og Patrice Clerc i at lægge pres på Rabobank, og det har heller ikke forhindret specielt den udenlandske presse i at stemple den lille dansker som en dopingsnyder på et meget tyndt grundlag.
Nu har jeg fulgt ret intenst med i den udenlandske dækning siden den chokerende nyhed sprang. Og dobbeltmoralen hersker helt åndssvagt. Australierne er grundigt forargede på Cadel Evans vegne,og på trods af at den lille temporytter har kørt næsten lige så hurtigt opad som specialisterne Contador og Rasmussen, er der ingen mistanke til deres yndling.
Spanierne hylder deres nye Indurain og ignorerer Contadors mistænkelige forbindelser til kontroversielle dopinglæger og Operation Puerto.
Briterne er de mest ulidelige. ’I’m mad as hell’ skrev The Guardians William Fotheringham forleden, fordi deres middelmådige tempodreng Bradley Wiggins er blevet ’snydt’ af Rasmussen og Vino (den er jo så god nok.) For Brad er jo clean. Det har han nemlig selv sagt. Og David Millar er et kapitel for sig selv. En af feltets få beviste dopingsyndere er nemlig begyndt at dømme sine kolleger på trods af, at han i mine øjne er den første, der skal lukke røven.

Alle medier og specielt de amerikanske omtaler Rasmussen som dopingsynder i samme åndedrag som Vino, på trods af at pressen rent faktisk ikke har beviser for, at han har brudt reglerne og det simple faktum, at han ikke er testet positiv.

Og der er ingen, der stiller spørgsmålstegn ved denne proces. Rasmussen kommer ikke til orde, og der er ingen, der tager fat i spørgsmålet om hans retssikkerhed. Heller ikke et ellers bemærkelsesværdigt forsvar fra Miguel Indurain, den mest respekterede skikkelse i cykling bliver refereret.

Jeg har selv temmelig svært ved at tro på, at Rasmussen er uskyldig, men jeg har ikke tænkt mig at dømme ham, før jeg får beviser på, at han har forbrudt sig mod reglerne. Det eneste, man foreløbig kan være sikker på er, at man ikke kan være sikker på noget.

Jeg klynger mig stadig til et spinkelt håb om, at Rasmussen beviser sin påstand og bliver anerkendt som moralsk vinder af denne håbløse begivenhed. Men jeg tror ikke på det.