Nå, der var sgu en underlig tekst i skuffen. Jeg kan slet ikke huske at have skrevet det her... Den handler nok om mig...


En mand har fundet sig en udsigt. Han står og kigger ud over vandet. Skuende ud over evigheden. Han ser dum ud. Han gør sig umage for at besjæle øjeblikket. I hans indre film er der strygere og pauker og dette er en mands opgør mod naturen, sig selv. Men han gør det kun til ære for sig selv, og i virkeligheden er det en klam efterårseftermiddag, og for forbipasserende er han bare en mand, der står og ser fåret ud. Der er slet ikke de ønskede undertoner af suicidalitet eller pathos over billedet. Det er en skam. For Jeronimus Archibald Gottlieb tager sig selv meget alvorligt og hans problemer er de største i verden. Nogen skal løse dem for ham, for det kan han ikke selv finde ud af. Selv om han ikke rører en finger for det. Og de passer ham i virkeligheden godt. Jeronimus Archibald Gottlieb føler sig ensom, men sidder i sin lejlighed. Gør ingenting.
Men nu står han altså og anstrenger sig for at ligne et billede fra romantikken foran Esrum Sø. Han sad hjemme og kløede sig på maven og ynkede sig selv. Jeronimus Archibald Gottlieb gjorde nemlig den utilgivelige fejl at opdage, at der er andre mennesker i verden end ham.
Det var en pige. Og det denne pige har gjort ved kemien i Jeronimus’ hoved fik ham altså til at tage s-toget fra Nordhavn til Hillerød og siden ’Grisen’ videre op i Nordsjælland. Så vigtigt er det for Jeronimus at hans sorg er synlig. Komisk. Tragikomisk. Få dig dog et liv Jeronimus.
For andre end Jeronimus er det ikke nogen usædvanlig historie. Han forelskede sig i en pige, der havde en kæreste, som hun vist nok var ret glad for. Men i Jeronimus’ hoved er Jeronimus et unikum. En absolut pryd for menneskeheden og når misantropen viser en pige den ære at interessere sig for hende, er det kun naturligt at hun smider sin tilværelse ud til højre og kaster sig i armene på ham. Hæ. Hvor er han dog dum. Dum og selvoptaget.
Selv om hans følelser nu nok var ægte nok drejede denne forblindelse sig vel også om at Jeronimus syntes det var en god historie at han, den mærkelige kværulant, rent faktisk havde følelser. Jeronimus opfatter sig som en mester ud i selviscenesættelse. Det er i hvert fald noget han går meget op i. Jeronimus har delvist glemt hvordan han selv er. Sådan i virkeligheden.