Quiz # 1 - Død og fodbold

Den tyske landsholdskeeper Robert Enke kunne ikke holde sin depression ud længere og tog en tragisk enkeltbillet forleden. Denne uges fodboldquiz handler om fodboldspillere, som enten har mistet livet midt i karrieren eller på anden måde har fået deres karriere defineret af tragiske dødsfald.

1. Hvad hed den kolossale midtbanemand fra Cameroon og Manchester City, som kollapsede på banen i en landskamp for Cameroon mod Colombia i Confederations Cup i 2003? Han, som fejrede sine største succeser i den franske liga for blandt andet Lens og Lyon, døde kort tid efter af en hjertefejl.

2. En hjertefejl var også det, som gjorde det af med en af Christian Poulsens holdkammerater i Sevilla i 2007. Sevillas supportere klapper for at mindes deres talentfulde venstre back gennem hele det 16. minut, fordi den 23-årige bar trøje nummer 16. Hvad hed den unge mand?

3. En anden venstreback mistede livet som 23-årig (og i øvrigt med en enkelt landskamp lige som den førnævnte). Denne unge mand spillede for Juventus i årene 1993 til sin død i 1995, hvor han døde af en kompliceret lungebetændelse som fulgte efter en kamp mod leukæmi. Hvad hed denne back, som var udset til at konkurrere om pladsen ved siden af Baresi med selveste Paolo Maldini op til VM 94?

4. Denne skaldede engelske angriber lever i bedste velgående, som en del af nyrige Notts Countys forsøg på at vende tilbage til de øvre lag af engelsk fodbold. Han var topscorer og rekordindkøb for blandet andet Coventry og West Bromwich Albion i slutningen af halvfemserne og starten af 00’erne, da han med sin Mercedes kørte ind i en anden bil, hvor føreren døde. Angriberen stak af og meldte sig først til politiet dagen efter. Året efter blev han dømt for uagtsomt manddrab og sad i fængsel i tre år frem til 2007, hvor han skrev kontrakt med Oldham FC. Hvem er han?

5. Et selvmål mod USA i 1994 gjorde, at Colombias landshold ikke kom videre fra gruppespillet i den turnering, som colombianerne med blandt andre Carlos Valderrama og Faustina Asprilla på holdet var outsidere til at vinde. Den uheldige centerforsvarer, som kom til at kure bolden i eget net, blev få dage senere brutalt henrettet af storspillende narkobagmænd på en bar i Medellin. Hvad hed den 28-årige forsvarer, som man måtte pille otte kugler ud af kroppen på efterfølgende?

Nu kommer der quizzer. Så mange jeg kan overkomme...

Kongelige Kings Of Leon - Kultur

Og Jeppe Krogsgaard er 20 år yngre. Forholdsvis nemt at læse sig frem til.

Kongelige Kings Of Leon - Kultur

Shared via AddThis

Kings of Leon - en fis i en hornlygte | information.dk

Mægtigt skægt. Jeg skrev engang en filmanmeldelse umiddelbart efter et rygestopsforsøg med det resultat at en dårlig film blev til en elendig film. Hvad mon har været oppe i Klaus Lynggaards røv?

Kings of Leon - en fis i en hornlygte | information.dk

Shared via AddThis

Tårer To The End

Gamle venner, ny relevans og tårer gennem en af halvfemsernes mest perfekte popperler.

Silja og jeg vil gerne noget mere i biografen, men der er så mange film og så lidt tid (overskud) til rent faktisk at se dem.
Derfor vil jeg nu, i anledning af det fedeste ever, begynde at skrive om en af de få ting jeg faktisk ved noget om her på røret i den nærmeste tid.

Jeg er på arbejde, og det bliver ikke nu, men når Damon, kære Damon, er blevet gode venner med Graham igen, og Blur har genfundet både spilleglæde og hinanden igen, bliver Mikkel så glad. Tænk sig. Damon Albarn begyndte at græde efter at have spillet den fantastiske To The End på Glastonbury i weekenden.

Jamen, jamen...

Rødgaard vil ikke anbefale noget som helst, men vil bare gerne lige give et par bud på, hvad man eventuelt kunne få tiden til at gå med...

David Cross og Patton Oswalt
Eels og Jarvis Cocker
Squash og Tennis
Øl og Vin

Og så videre... God sommer. Undskyld forsinkelsen...

Sikke en sommer

Jeg er ikke bare i mægtigt humør lige nu. Jeg er det faktisk hele tiden. I går slettede Lars Aksel alle vores mails på arbejdet. Normalt ville det have gjort mig megapissed, men nix. Stadig i godt humør. Jeg er stoppet med at ryge, (næsten. Det er meget tæt på) men jeg er overhovedet ikke gnaven. Der er i det hele taget en masse ting, der burde gå mig på, men det gør de ikke. Forleden spillede jeg tennis med TKM og smed andet sæt væk på at spille forfærdeligt. Jeg smed kun med ketcheren een gang. Det er så uvant mig, at det er fantastisk sært.
Det er Siljas skyld. Hun er min kæreste, og jeg er så glad for hende, at jeg smiler hele tiden. Vi blev kærester med det samme, faktisk. Hun er sød, smuk, varm og klog, og så griner hun, når jeg siger ting. Det er fantastisk, og denne sommer er den bedste i mange år. Jeg er næsten aldrig hjemme for tiden, og jeg er faktisk meget mere interesseret i at høre på hende end på mig selv. Derfor er der ikke meget ballade på Røret for tiden.

Tak for interessen.

Mikkel

Pepe med EM 2008s bedste mål... Og andre ting.

Jeg har skrevet ganske lidt om fodbold. Dette smukke mål af Pepe mod Tyrkiet, var i mine øjne slutrundens bedste...

Derudover. Jeg har ferie et smut, og den tegner til at blive en glimrende een af slagsen. Jeg er i mægtigt humør, og selv om jeg allerede skal tilbage på arbejde på mandag, tror jeg, at batterierne nok skal blive ladet op. På trods af at jeg rent faktisk var på vej ned i bilen i morges...

Thomas'en var hjemme i Danmark i den forgangne uge, og han er en dejlig dreng. Tak for en god uge, min ven. Vi ses i München eller noget...

Det er altid hyggeligt at besøge Christian A., men nu er der den ekstra bonus, at man samtidig kan se på verdens største fjernsyn. Tillykke med det fine køb.

Jeg mødte Made ud af det blå i lørdags. Han ligner sig selv, og det er alt for længe siden, han sidst lavede mos af min beskedne viden. Jeg giver den kloge mand en øl ved lejlighed.

Det har været en god ferie. I morgen bliver også en god dag...

Tillykke til Søren Jørgensen

Og tak for en mægtig fest...

Oh no - endnu en strejke

Niks. Det er ikke herhjemme, hvor batterierne er løbet flade for de offentligt ansatte. De fik deres minimale indrømmelser og tømt deres strejkekasser. Jeg vil gerne være solidarisk, men det var ikke andet end gratis research for mig.
Hvad der bekymrer mig mere er den truende strejke fra SAG (The Screen Actors Guild). Skuespillerne har endnu ikke besluttet sig, men meget tyder på, at skuespillerne går på barrikaderne, og så har vi balladen. Så går al film og tv-produktion simpelthen i stå. Og det ville sågu være frustrerende. Specielt når man som jeg glæder sig utrolig meget til blandt meget andet sæsonstarten på The Office, men ikke mindst at der kommer andet end superheltemøvere nede i Empire.
I november nægtede WGA (Writers Guild of America) at sætte flere ord sammen i sammenhæng før de fik et stykke af kagen, der smager af New Media. Det vil sige, at de ikke blev kompenseret for, at deres arbejde blev udgivet eller vist på internettet, og det er i bund og grund de samme rettigheder (WGA indgik overenskomst i februar) som skuespillerne nu ser ud til at skulle slås for. Lad os krydse fingre for, at det ikke sker... For jeg skal guddødeme se The Office.

Reyes de Europa

Ok. Det var vel fortjent nok. Spanierne var de rigtige vinder af et EM, der bød på rigeligt med god fodbold, et Poborsky-gennembrud til Arshavin, masser af sidste øjebliksafgørelser og desværre ikke særlig megen stemning.
Franskmændene og Italienerne var de største skuffelser, og Spanierne var både det bedste hold og den største overraskelse. Russerne spillede halvanden god kamp, og det tæller ikke rigtig.

Ikke mere fodbold herfra. Weitergehen...

Mikkel er ikke tilfreds

Snarere gal i skralden. Og så har han en lille smule dårlig samvittighed over for det danske færdselspoliti. Byrådsmødet i Hillerød trak ud helt sindssygt, og det sluttede for 28 minutter siden. Hvis Mikkel havde overholdt færdselsbegrænsningerne ville han stadig være på motorvejen, men han er alligevel gået glip af de første 50 minutter af en em-semifinale...

Republikanernes gnavne gammelfar

'At least I don't plaster on the make-up like a trollop, you cunt'
Slap dog af Bassemand... Det bliver en svær valgkamp for John McCain, nu hvor demokraterne er holdt op med at slås med hinanden. Utroskab, mistanke om samme, dumsmarte politiske udmeldinger (Vi bliver i Irak om det skal tage 100 år) og ikke mindst krigsheltens koleriske temperament kommer til at boble til overfladen. Og hvis ikke man er slidt helt ned oven på Hillarys mange måneder, hvor hun nægtede at dø, kan netop McCains plettede fortid nok komme til at gøre præsidentvalgkampen lige så (tragi)komisk som altid.
Den hidsige udmelding ovenfor ramte fru Cindy i 1992, da hun kærligt påpegede, at platinmanken ikke var lige så kraftig, som den havde været.

Farvel til 'one funny motherfucker'

Ikonet George Carlin døde 71 år gammel i søndags. Jeg har faktisk aldrig hørt hans '7 words you can't say on television,' men den var kraftigt medvirkende til den ikonstatus, Carlin opnåede. Både officielt og uofficielt rangerer han blandt de bedste nogensinde, og der var ikke umiddelbart udsigt til, at den tidligere hippie, junkie og enfant terrible var på vej ned i tempo. Han var kontroversiel, ærlig og morsom, og det materiale, jeg har hørt er, selv om det er efter hans storhedstid, faktisk ganske godt. Tryk på linket ovenover og bliv klogere.

Kontoret blev reddet af en midaldrende jomfru

I dag så jeg nogle rigtige levende piger. De var pæne, og det var godt. Jeg tror heldigvis, at jeg var i affekt i sidste uge, da jeg pludselig forelskede mig i Pam Beesly, den bedårende og morsomme receptionist i Scranton-afdelingen af papirdistributionsfirmaet Dunder Mifflin. Det er ikke et rigtigt firma, og Pam Beesly er i virkeligheden den ligeså bedårende skuespillerinde Jenna Fischer.
Som det sikkert fremgår af nedenstående indlæg er jeg nu en meget stor fan af den amerikanske udgave af The Office. Jeg dyrkede serien meget intenst seks dage i træk, og nu trapper jeg ned, og opdager til min glæde, at der også er noget ved de rigtige mennesker i verden.
Som sagt. Jeg så rigtige piger i dag. De var pæne, og det var godt. Jeg er ikke længere forelsket i en fiktiv person. Det er også godt.

Men min besættelse af The Office er også en god ting. Den har genvakt min begejstring for (gode) sitcoms, og den største overraskelse ved, at det netop er denne serie, som efter min mening, selv efter den første brusende fascination har lagt sig, er en af de bedste sitcoms siden Seinfeld. Og det er overraskende, i hvert fald for mig, for jeg er en stor tilhænger af originalen. I ved, Ricky Gervais/Stephen Merchants mesterværk. Da jeg første gang hørte, at amerikanerne ville lave en remake, var jeg stærkt skeptisk, og boycottede faktisk den første sæson, som dr2, den herlige kanal, ellers var modige nok til at vise.

Den første sæson af The Office – An American workplace, der udspiller sig i provinsbyen Scranton, Pennsylvania, en by der er for langt væk fra New York (to timers kørsel) til at være en pendlerby, og alligevel tæt nok på til, at de fleste har lyst til at bo der, er faktisk heller ikke mere end hæderlig.

Piloten, som det første afsnit hedder i sitcom-terminologi, er indspillet ord for ord efter den britiske, og NBC bestilte kun seks afsnit til den første sæson. Modtagelsen fra alle de mange skeptikere, der ligesom jeg mente, at det var helligbrøde at pille ved ’kontoret’ i Slough, dømte serien ude, og skuespillerne, der dengang stort set alle sammen var relativt ukendte var sådan set ved at tage billederne ned af væggene. De havde ellers allerede etableret en ret unik kemi i ensemblet, og serien havde i løbet af sæsonen udviklet sig fra at være en lidt spag oversættelse til et glimrende supplement til den universelle fortælling om et kontor med en åndssvag chef, irriterende kolleger og et røvkedeligt arbejde. Alligevel var seertallene lave, og sæson to meget langt væk.

Men så blev Dunder Mifflins chef pludselig en superstjerne. Steve Carell er i dag så universelt afholdt og så stor en box-office-succes, at man glemmer, at det faktisk ikke er ret meget mere end tre år siden, at det stort set kun var det trods alt beskedne udsnit af den amerikanske (og det minimale udsnit af den danske), der havde set ham i andet end The Daily Show og i en markant birolle i Jim Carreys Bruce Almighty. Han havde været i Hollywood-trumlen i 20 år, og gennembruddet var aldrig kommet. SLAM. The 40-year Old Virgin.

Den film skabte både Carell og den nu så toneangivende instruktør Judd Apatow (Knocked Up, Superbad etc.) The Office havde pludselig en stjerne. Kontoret havde pludselig også seere.

NBC bestilte en sæson mere og efterhånden blev satsningen så stor, at de flyttede den til en del af deres meget gunstige ’Must See’ tidsflade om torsdagen. Kontoret udviklede sig til en seersucces, blandt andet også på grund af en talstærk og meget aktiv fanskare på internettet. Tjek for eksempel Lifeintheoffice.com. Og i sæson to og fremefter har serien udviklet sig fra at være en forholdsvis loyal kopi af Gervais’ The Office til at udvikle en stærk selvstændig identitet, og er blevet en fremragende sitcom. På flere måder er den stærkere end originalen. Den er selvfølgelig ikke den samme revolution, som den første, men der er så mange ting, der virker i The Office. Dens form, der ellers ikke er rettet mod den gængse amerikanske smag, uden laughtrack og publikum adskiller sig fra alt anden amerikansk komik i billedet, og mockumentaryformen, stærkt skuespil og blændende forfattere har gjort, at man identificerer sig vældigt med disse tilsyneladende almindelige mennesker.

Jim + Pam = Jam. Netop den uforløste hengivenhed mellem receptionisten Pam Beesly og den morsomme og følsomme unge sælger Jim Halpert har udviklet sig til et fænomen, der overgår det hysteriske og lidt skingre sitcompar numero uno Ross og Rachel fra Friends. Youtube flyder med hyldestvideoer til 'The greatest tv-couple. Ever!' (Det er ikke mine ord, men jeg er nok nærmest enig.) Præcis som kyniske misantropiske Mikkel, led horder af mænd med Jim, der er skælvende forelsket i den generte, men varme, bedårende og morsomme Pam, der ikke kan indse, at hun er lige så forelsket i ham, og ikke i det sikre valg, den brovtende og ubetænksomme lagerarbejder Roy, som hun har været sammen med siden gymnasiet og forlovet med i tre år. Og endnu flere kvinder følte med den generte lille Pam, og længtes efter Jim, der langsomt blev forvandlet til en ukarakteristisk førsteelsker på amerikansk tv.

Steve Carells Michael Scott er en mere sympatisk, men lige så ubetænksom, dum og uvidende chef som David Brent. Han bærer op mod 40 procent af serien, og han gør det fremragende. Rainn Wilsons Dwight Schrute er på niveau med Kramer, og man kunne fremhæve mange flere af kollegerne. Men det er helet, der har løftet The Office op på seriens nuværende meget høje niveau. Det er et fantastisk ensemble, og en fantastisk serie, og hvis jeg var dig og ikke mig, ville jeg fluks taste mig ind på en af world wide webs mange butikker og bestille de første sæsoner… Ikke mere herfra. Denne tekst er alt for lang alligevel.

Min 29-årige legekammerat og ærkefjende

En decembermorgen i 2003 vågnede jeg på en nusset sofa på et kollegium i Århus. Tømmermændene ventede et par sekunder og ramte mig så som et bræt lige bag pandeskallen. Jeg sank tilbage, fandt en forvreden pakke gule kings i lommen og tændte en cigaret… Og så åbnede jeg øjnene. Og var pludselig lysvågen. Gulvet var dækket af cornflakes og grannåle. Bordet flød med ølsjatter og våde cigaretskod, og ud af kollegiekøkkenets ene dyrt indkøbte ovn stak resterne af et juletræ ud. Jeg overvandt min kvalme og kom på benene, vaklede ind på Kristians værelse. Og der lå han. Min ven med de mange aliaser og den uberegnelige brandert lå halvvejs på sin seng og halvvejs på gulvet med en pakke guldkorn spændt om maven. Og så gik jeg.

Kristian Troels Nørregaard fyldte 29 år tirsdag. Der er længere mellem hans improviserede oppustelige guitarsoloer i møblerne, men knægten er ikke længere en dreng. Han har et rigtig voksent job, et rigtig voksent parforhold og han kan efterhånden sætte flaskerne fra sig inden han mister forstanden. Jeg kommer aldrig i stand til at erkende min egen mentale alder, så derfor er det først, når en stor dreng som Kristian fylder 29, at det går op for mig, hvor hurtigt tiden går.

Kristian og jeg kan ikke være sammen i en halv time uden at svine hinanden til. Når vi spiller tennis er der stadig mindst to bolde, hvor jeg forsøger at ramme ham i hovedet frem for at vinde pointet. Når vi diskuterer film, siger han, at jeg er prætentiøs, og jeg siger, at han er dum. Jeg siger, at han har forfærdelig smag i alting, og han siger, at alting jeg kan lide stinker. Jeg siger, han er en idiot. Han siger, at jeg er en fed abe.

Så vi er ikke særligt gamle alligevel, og Kristian er stadig ham, der køber en Paul Potts-billet til 400 kroner, udelukkende fordi der kun er een billet tilbage. Han melder stadig sine kammerater til sms-nyhedsbreve fra Hjem Is, Scandlinesfærgerne og allergivarsler, og han kan stadig være sin særegne blanding af naiv/spontan/dumdristig. Han er altså stadig en barnerøv, og jeg holder meget af ham.

Tillykke... Idiot...

Ikke siden Mary Ingalls Wilder,

da jeg var ni år gammel. I ved, der hvor Lauras yndige storesøster bliver blind. Det kunne jeg slet ikke tage. Ligeså 17 år senere, hvor Jim og Pams følelser går rent ind hos mig. Tim og Dawn var et stort plus for det oprindelige kontor, men de to førnævnte er rent guld. Rent guld siger jeg jer. Jeg kunne godt tænke mig at finde en pige, at se den her serie med. Ultimativ lakmusprøve for et eventuelt forhold. Vil hun kunne klare, at jeg fik blanke øjne over adskillige afsnit? Eller ville jeg for den sags skyld kunne acceptere, at hun tilsyneladende ingen følelser har, hvis hun ikke tuder lidt med?
...
Jeg er sådan en pige. Men nu er det sagt. Jeg lægger ikke skjul på, at jeg efterhånden bliver blødere og blødere. Jeg tror, jeg projicerer adskillige forelskelser og i hvert fald en af de store over i det her forhold. Jeg ved, at jeg ville kortslutte hver gang Pam smilede.
... Igen. Det er en tv-serie. Det er fiktion.
Jeg må virkelig ud at spille noget tennis... Og på en eller anden måde komme over det store hul i mit koffeinplagede hjerte, der er kommet over, at jeg skal vente helt til september med at få næste afsnit i føljetonen om Jim og Pam. Og jeg har bange anelser...

Jim and Pam: How Can I Tell You?

Hvis du, som jeg, er lige så anal omkring ikke at få noget som helst at vide, du selv vil finde ud af, så skal du ikke se denne video. Hvis du er normal, er dette både en meget poetisk opsummering af The Office - US, helt store force, nemlig forholdet mellem Jim og Pam, og samtidig en video, der faktisk rører mig til tårer. Og det har jeg aldrig oplevet med tv før...

Fodbold på kontoret

Der er forlænget spilletid i em-kvartfinalen mellem Kroatien og Tyrkiet. Ud fra Flemming Toft lyder det ikke særlig spændende. Men jeg følger heller ikke rigtig med. Den eneste grund til at mit fjernsyn er tændt er vel egentlig min 14-årige ubrudte slutrundestatistik. Altså at jeg har set dem alle sammen. Altså kampene, hvis nogen skulle være i tvivl om, hvor vanskelig jeg er i sommermånederne.
Men jeg ser ikke kampen. Og jeg sidder egentlig bare og venter på en straffesparkskonkurrence. Og så kan jeg slukke igen. Og det er en sensation i min lillebitte verden.
I går spillede to af giganterne. Tyskland - Portugal. Eller Ballack, Klose, Podolski mod Cristiano Ronaldo, Simao og Moutinho. Storkamp. Europæiske giganter. Og den så jeg knap nok heller ikke. Den var på mute, og den fik et dovent blik i ny og næ. Så engageret er jeg i hvad der ellers har været en blændende slutrunde.
Er Mikkel endelig blevet en anelse mere voksen? Er han deprimeret? Er han lykkedes med at lave om på sin forfærdelige personlighed? Er han selvoptaget nok til at stille sig selv spørgsmål?
Svarene er måske, nej, ikke rigtig og selvfølgelig. Men de ovennævnte er ikke grunden til at Mikkel bryder sine egne dogmer... Nej. Nej. Nej. Jeg er forelsket på en VOLDSOMT uhensigtsmæssig måde. Ikke rigtig forelsket forstås, men det er alligevel slemt nok. Jeg er på det nærmeste blevet besat af den amerikanske udgave af The Office, og min underbevidsthed har besluttet sig for, at jeg skulle udvikle en mildest talt bizar betagelse af denne fremragende series fiktive receptionist Pam Beesley. Eller også af Jenna Fischer som spiller hende. Nå. Det er sært, og belyser egentlig bare det indlysende faktum, at jeg skal til at genoptage det socialliv, jeg trods alt havde engang.
Men altså. Som svar til Thomas. En af årsagerne til, at jeg ikke har skrevet et pip, om hvad der tegner til at overgå den sidste rigtigt fantastiske slutrunde, nemlig EM 2000, er at jeg har set alle fire sæsoner af The Office to gange siden i mandags. Og det svarer til 132 sitcom-afsnit. Det er meget. Det er alt for meget.
Mine brandvarme anbefalinger til denne serie, der i øvrigt kører på DR2 mandag til torsdag. Og nu scorede Kroatien vist... To sekunder. Trods alt... Og så scorede tyrkerne fame. So long.

Misantropi biennale

Jeg er en spøjs een. Magelig/luddoven/lejlighedsvis misantropisk glemmer jeg at omgås mennesker. Eller jeg forsømmer det. Og det er ris til egen røv, for det meste af tiden kan jeg godt lide (en hel del) mennesker. Men jeg får ikke taget mig sammen til at komme udenfor og møde dem. Og så kan en fredag aften sagtens passere, hvor jeg tøffer rundt og pludrer med min (fars) espressomaskine.
»Crema, crema, crema. Sikke du kan. Kulsort kaffe. Lækker. Lækker.«
Men aldrig er jeg mere socialt besværet end under en fodboldslutrunde. Jeg får det dårligt ved tanken om at gå glip af bare en enkelt kamp. Og tro mig. Ikke engang jeg ser frem til Østrig-Polen i aften, men jeg SKAL se den. Og jeg SKAL se dem alle sammen. Min far kalder det min ’tvangstanke,’ og han har ret. Det er et problem, og jeg kan ikke lave aftaler uden at tænke ligegyldige fodboldkampe ind i min ellers så blanke kalender.
Men jeg bliver trods alt ældre. Wimbledon bliver meget on-off, jeg har ikke længere noget forhold til Tour de France, og de Olympiske Lege er for mig at se bare en samling af de sportsgrene, der er så perifære, at ingen gider se på dem een ad gangen. Så det skal jeg ikke se.
Der er 21 kampe tilbage, og så hæves forbandelsen.

I øvrigt. Filmsæsonen er stillet i bero. Kan i sagens natur heller ikke gå i biografen for tiden. Men gæsteanmeldelser er utroligt velkomne. Er der nogen, der har set Iron Man for eksempel? Eller Harrison Ford-show?

Menihvertfald. Jeg skal nok passe Røret lidt bedre fremover. For eksempel under Østrig – Polen i aften.

Lige et par afsluttende sommeranbefalinger: Musik, film, sport, mad, alkohol, bøger, tobak og asparges er alle fine ting.