Mor taler...

Nu er det næsten kvindernes kampdag. Husk at lukke røven, hvis du har en tissemand. Du kan ikke, og jeg mener overhovedet ikke, sige noget rigtigt d. 8. marts.

A hoy hoy.

P.S. Alle burde købe Grinderman. I vil dog ikke alle kunne lide den.

Mænd er sjovere end kvinder...

Fordi de bliver nødt til det. Christopher Hitchens er berømt for sine polemiske provo-klummer, og denne i januars Vanity Fair er ikke anderledes. Snarere har han i sin langstrakte argumentation for at kvinder, malet med den brede pensel mind you, er mindre morsomme end kvinder, ramt flere læsere end længe før.
Jeg er ikke hundrede procent uenig, faktisk er jeg slet ikke uenig i præmissen, men hans argumentationer hænger ikke altid sammen.
Han mener, at mænd er sjovere end kvinder, fordi det er deres våben i den endeløse kamp for at imponere det modsatte køn. Man komplimenterer en kvinde med 'Du er smuk,' mens en mand hellere vil høre: 'Du er så sjov.' Nu forenkler jeg hans ord, og nu sidder du sikkert, afhængig af dit køn, og tænker: 'Min kæreste er bare superspas' eller 'Jeg er da mindst lige så sjov som ham Rødgaard,' men i det har han jo ofte ret. Jeg kan for eksempel ikke trække voldsomt på mit udseende i forhold til kvinder. Min force er klart, at jeg er morsom og har vid. Og det er jeg da smerteligt bevidst om. Sådan er det for mange mænd. En afgørende forskel på mænd og kvinder i denne henseende er, at mænd til gengæld ikke har den store selverkendelse. Selv fyre, der ikke kan sige noget sjovt, selv hvis de læser en god joke op af den bog, de har lånt på biblioteket forsøger sig med humor. Og det kan gå spektakulært ad helvede til. Men under alle omstændigheder forsøger de sig. Det enten gider kvinder ikke, eller også vil vi mænd ikke konkurrere på dette område. En mand, der forsøger at imponere en kvinde, der viser sig at være lige så morsom som ham selv, vil i mange tilfælde miste interessen. Det holder kvinderne tilbage. Tror jeg...
Nå, men kvinder, der har læst denne klumme har fået trykket alle deres knapper. Blandt andet hende her, der er mægtigt provokeret, samt en masse andre.
Jeg har diskuteret dette emne med min medskribent på kulturredaktionen det meste af dagen, og Julie argumenterer for, ikke helt ueffent, at det i høj grad skyldes en nedarvet mekanisme, der gør at mænd ikke vil acceptere at kvinder er sjove. Det er ganske enkelt ikke acceptabelt for os bavianer, der foretrækker at trække på urinstinkter og vores røde røve, mens hunnerne bare skal sidde og se bedårende ud. Igen en forenkling, men igen heller ikke forkert.
Jeg tror min konklusion er, og så må i ellers læse på de glimrende links, at mænd er sjovere, fordi de prøver hårdere, men at kvinder har potentiale for at være mindst lige så spas. Historien er med mig. Prøv at tælle kvinderne på denne liste.
Og igen. Dette er ikke et forsøg på at disse alle de møgskægge kvinder, der kan få mælk eller fadøl til at sprøjte ud af næseborene. Bredpenselmaling.
Sarah Silverman er for eksempel mægtig.

Der er vist stadig et kommentarfelt på denne side. Skriv hvis jeg tager fejl, eller hvis du er enig kan du eventuelt elaborere.

I øvrigt mener jeg, at alle bør købe 'The Good, The Bad & The Queen'.

Mikkel

Comeback

Jeg har overvejet at slette Talerøret, men har ikke kunne tage mig sammen til at slette dette infernalske rod af nonsens og sene nattetimer. Så nu prøver vi igen. dato tager hovedparten af mine skriblerier. Talerøret er til overskudsproduktionen. Velkommen tilbage

Aviskrig-bloggen

Made har egentlig ganske ret i sin kommentar. Det er måske ikke særlig smart at berette for indgående om de interne forhold på 'dato – den hemmelige avis'. Derfor vil jeg udsluse de kommende indlæg om min rolle i 'aviskrigen' til følgende blog.

Derved vil denne blog blive så navlepillende kedsommelig som i gamle dage. Det bliver fedt.

Jeg har endnu ikke tænkt konceptet omkring aviskrig.blogspot.com igennem. Én ting er sikkert. Det er ikke fordi jeg er mere anonym derovre end jeg er her. Til gengæld vil læsere, der kommer for indhold frem for Rødgaard, sandsynligvis ikke falde over tidligere tiders diskussion af min seksualitet, min udleverende drømmetydning og mine ikke særligt subtile beskrivelser af de kvinder, der frister, den ellers så koldblodede, Rødgaard over evne.

Hvis nogen af mine læsere eventuelt skulle ønske at blive medlemmer med ret til at poste egne indlæg på 'aviskrig', skal i være hjerteligt velkomne. Giv besked.

Det er mit mål, at vi ligefrem laver et diskussionsfora. Lidt i stil med det hedengangne semifri, men bare ubeskriveligt meget federe.

Det er værd at bemærke, at diskussionen tager udgangspunkt i aviskrigen, men absolut kan omhandle resten af pressen, 'den fjerde statsmagt'. Og der ville det være fantastisk, hvis der både blev diskuteret journalistik, etik og væsentlighed etc. fra os idioter, der tilhører pressen og for jer hædersmennesker, der bruger den…

Mvh.

Rødgaard

P.S. Jeg har slettet aviskrig-bloggen. Som så mange andre har jeg mistet interessen for denne meget interne krig.

Hakkeorden i Berlingske Hus

Nu er vi i indlandsredaktionen også blevet forflyttet til Konferencesalen, hvor 'kommandocentralen' som chefredaktionen kalder det kaos af ledninger, tekniske problemer og telefonsamtaler gør ethvert opkald til en udfordring, hører hjemme.

Den gode ting er, at jeg fra min plads har 30 sekunder til kaffemaskinen, den dårlige er, at det er næsten umuligt at arbejde i den larm.

Nå, det varer ikke så længe. Det Berlingske Officins multimillionsatsning er angiveligt ikke så vigtig, at man gider prioritere os. For alle 50 mænd og kvinder, der forsøger at få en spiselig avis på gaden skal nemlig flytte. Ingen ved hvorhen, eller for den sags skyld hvorfor, ud over at der skal holdes afskedsreception for den afgående koncernchef den 27 september...

Anyways... Noget med uddannelse fra Rødgaard i morgen...

Tutelihut!

Det mest intelligente, der nogensinde er blevet sagt på Tee Vee Two.
FCK ligner det bedste danske hold siden Brøndbys starthalvfemser mandskab. Tillykke til os og til Benjamin især.

Jeg tror, jeg ved, hvad sportsredaktionen på dato skal beskæftige sig med i morgen. Og jeg tror også, at TKM er godt tilfreds med mulighederne for akkrediteringer på sit nye arbejde. Nu skal han i Parken på VIP-billetter.

Nyt fra avisen. Det ser ud til, at et par af de rutinerede journalister vi har lånt af søsteraviserne bliver et par måneder endnu. Det er en vældig god nyhed, fordi det vi mangler i øjeblikket er rutine og stabilitet. De allerfleste dage starter vi på bar bund, og der kan dæleme være mange historier i sådan en avis.
Jeg kan lyde lidt udmattet, når jeg taler om dato, men det er vist mest fordi jeg er det. Det er jo stadig sjovt, og på trods af 40 års aldersforskel mellem undertegnede og indlandsredaktionens nestor Anders Wiig har vi fået et rigtig godt arbejdsklima oppe på fjerde sal. Men jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg skal sove længe på lørdag. Det trænger jeg til...

Vi er begyndt så småt at få galningemails, og det er næsten altid det sjoveste på en avisredaktion. Jeg skal forsøge at stjæle en til offentliggørelse her på siden, men mens vi venter kan jeg gengive en fra hukommelsen:

Tag jer nu sammen!!!

Jeg vil ikke have jeres skide 24 timer. Døgnet rundt lorteavis. Jeg håber i bliver kvalt i jeres egne fækalier.

Venlig hilsen Poul.

Vi får også en masse af den slags. Danskerne er splittet mellem den grundlæggende mistillid til gratis ting og den grundlæggende trang til at tage imod det...

So long

Mikkel

Har du læst dagens dato?

Det har jeg, fordi jeg fandt et eksemplar inde på redaktionen. Der er ved grød mange logistiske kinks ved sådan et aviseventyr. Og det er en besynderlig følelse, ikke at vide, hvem der egentlig læser mine historier.

dato (med småt begyndelsesbogstav som i blur) blev på et tidspunkt sammenlignet i designet med min internationale yndlingsavis, The Guardian. Det må vist siges at være en tilsnigelse. For det første er der ufatteligt mange flere ord på siderne i The Guardian. Men det er da noget at stræbe efter. Vi skal have ambitioner, selv om det bliver svært at matche David Trads' luftkasteller.
Men det lyder honestly ret spændende. Et eller andet sted skylder de ligesom at udkomme. Som en kommentator bemærkede ville det være en anelse antiklimatisk, hvis dem, der startede mediefænomenet aviskrigen, aldrig bevægede sig ud på slagmarken.

Jeg er ked af, at jeg ikke rigtig har været særlig meddelsom omkring min rolle i fejden, men først og fremmest skulle vi lige igennem et par dage som en offentlig hemmelighed, og så har jeg arbejdet omkring 105 timer siden sidste lørdag. Når man som jeg i bund og grund er voldsomt doven tærer det på kræfterne.

Anyways. I morgen venter nye strabadser.

Vi snakkes ved...

Mikkel

Lejesoldat i aviskrigen

Meget er sket siden sidste torsdag, hvor jeg sad og blev orienteret om mine muligheder for aktivering. Den rare mand fra journalisternes a-kasse foreslog en helt ny karriere som radiograf til de af os, der havde været ledige i meget lang tid.
Det havde jeg trods alt ikke, og jeg havde jo sådan set også et arbejde, jeg skulle tiltræde 1. september. Men sådan skulle det ikke være...

Dagen efter tullede jeg rundt og bryggede kaffe, da en mand ved navn Jan Bartram ringede og tilbød mig et job på et hemmeligt projekt under Berlingske Tidende.
Jeg var i starten mest optaget af at finde ud af, om det var den tidligere landsholdsspiller Jan Bartram. Det var det. Wow. Fedt.

Det tog mig fem sekunder at finde ud af, at jeg meget hellere ville arbejde på det her projekt end på bold.dk. Så jeg blev løst fra min kontrakt af de rare mennesker på bold.dk, og så mødte jeg ellers foran hovedindgangen i Berlingske Hus næste morgen klokken ni.

Nu har vi bygget en avis på fem dage, alle skiftevis hader os, og synes vi er fine nok, jeg er blevet citeret og har fået fine tegninger til mine historier. I dag er min første fridag, og vi hedder dato, og vi er orange, og vi er til den moderne dansker, og folk skal kunne læse os på 10 minutter, og Michael Jeppesen har svinet min chefredaktør på bagsiden af Ekstrabladet, og jeg har drukket mange liter kaffe og mange sodavand, og jeg er blevet skole/uddannelseredaktør, og der er mange flinke mennesker på dato, og Nyhedsavisen har masser af penge, men vil ikke fortælle, hvor de har dem fra, og 24 timer har ingen annoncer, og distributionen er stadig mærkelig fordi, det er gået så stærkt, og jeg skal på arbejde i morgen, og jeg hører blur, og vigtigst af alt: TKM har også fået et job. Det lykkedes os simpelthen at lave en fiks lille udskiftning, hvor han tog jobbet på bold.dk. Og masser af andre spændende ting.

Fortsættelse følger...

Jeg må kun tænke på at skrive en roman. Hvis jeg så meget som laver ganske lidt research på nettet eller skriver en note på en post-it skal jeg i teorien notere det på mit dagpengekort. Det er at regne for selvstændig virksomhed. A-kasser og offentlig forsørgelse er nederen. Det er i realiteten, det eneste jeg lærte i dag da jeg var til vejledningsmøde i Journalisternes A-kasse.

Nok med fodbold-analogier. Gider dem ikke længere. Har selv yndet dem, men nu er jeg mere end almindeligt træt af dette spil. Og misbruget af samme.

Fra og med den 1. september kommer det meste af Rødgaards vågne timer til at dreje sig om fodbold. Den journalistiske karriere er langt om længe begyndt at rulle, og jeg skal nu til at skrive fodboldnyheder på denne hjemmeside.

Sidste indlæg blev forfattet mens jeg var beruset og træt. Jeg bliver en mærkværdig blanding af gnaven og kærlig, når jeg er beruset. Så se venligst bort fra det foregående nonsens.

Nå. Jeg går ind til dette job med en blandet følelse. Glad er jeg for at have fået det foran de andre ansøgere, men mellemfornøjet med at have fået det på bekostning af TKM, der angiveligt sluttede som nummer to i ræset.

Og for de af mine læsere, der også læser TKMs lille netfidus.
Mikkel Rødgaard er hverken heldig eller jobsøgernes svar på Italien. Mikkel Rødgaard er voldsomt kvalificeret. Men hvem var i tvivl?
Som sagt. Ikke flere fodbold-analogier

Og så har vi sagt farvel til Dennis Bergkamp. Denne fodboldens Dolph Lundgreen.
Det er en hemmelighed for de færreste, at Rødgaard holder med Tottenham, men alligevel må jeg udtrykke min beundring for denne fantastiske fodboldspiller.

De falder fra. Dennis Bergkamp er muligvis den sidste fra EM slutrunden i 1992. Vi bliver så gamle.

I øvrigt. Thestrup og mig var på dansebar i nat. Det var nederen. Og ikke med min gode vilje, og de to piger, der havde trukket os med på denne bar skred med nogen i undertrøje. Det passede mig fint. Jeg tænker uafbrudt på en pige. Hun er dejlig.

Med hensyn til mit seneste indlæg, der var delvist inspireret af alkohol og en uforklarlig lykkefølelse.
Det passer ikke helt, at det lykkedes mig at holde kæft. Jeg husker nu, at jeg blandt andet stædigt insisterede på, at jeg hed Bob og at jeg sang temaet til Fragglerne. Men næsten altså.

TKM har beskrevet den solnedgang vi oplevede på Amager Strand natten mellem lørdag og søndag. Jeg vil bidrage med en lille personlig erindring.

Hollywood trængte sig på, og jeg fik lov at nyde at få solen lige i bøtten på en måde, der var stærkt behagelig. Fordi jeg for en sjælden gangs skyld holdt min kæft og bare lyttede til en fantastisk sød pige, der talte om sig selv og sine tanker, i stedet for at jeg lavede improcomedy. Hun var sød, det var pænt, og jeg er glad for sommeren.

Smofie og dragen – uden ridder.

Jeg havde psykologi i 3.g. i gymnasiet. På mellemniveau goddammit!

Derfor ved jeg et og andet, om det der hejs, og jeg foretager min egen drømmetydning. Ikke baseret på den teori, jeg har glemt og/eller aldrig lærte, men på min egen sunde fornuft. Ifølge min sunde fornuft er min underbevidsthed i gang med at advare mig om en snart kommende eksistenskrise.

Aha. Interessant! sidder i sikkert for jer selv og tænker kære læsere, men vi vil have eksempler.

Ok, nok lige et tought publikum. Men så får i da sidste nats drøm, der omhandler en unavngiven pige, jeg engang var vældigt glad for. Hun skal helst ikke vide, at hun er med i mine drømme, flere af jer kender hende faktisk. Så derfor skriver jeg i kode. Hun hedder nu Smofie. Clever ikke sandt…

Denne drøm er en variation af en klassiker. Jeg har ikke drømt den siden i vinters.

Vi har det sjovt oppe på førstesalen af en flot villa, hvor vi drikker rødvin og lytter til musik. Mange af mine faste læsere er med til festen. Der er en flydende kronologi i mine drømme, der ofte er ret langvarige. Og den del af den, hvor i kære læsere er med som festgæster er 1. kedelig, 2. svær at huske og 3. ikke det i vil læse om. Spole spole.

Smofie ankommer nede i haven, og jeg sidder og ser på henne fra et vindue. Jeg er forelsket, og det knækker hjertet, når hendes kæreste dukker op (garanteret efter at have parkeret sin møglækre bil, det svin). Ganske som hun plejer ser Smofie fantastisk ud, og han ligner en filmskurk. Og de kommer op at skændes, hun er en klassisk skønjomfru, og han er så meget en drage. Han slår hende. Og jeg hopper ud af vinduet og slår ham til hummus. Hun græder, og jeg bærer hende væk fra hendes slubbert af en EKSkæreste. Hun klynger sig til mig, og scenen skifter pludseligt til en skovsø, der minder meget om branddammen i Tisvilde Hegn. Vi taler, hun er bedårende. Og hun kysser mig, og baggrundsmusikken er den der med Elvira Madigan. Jeg har, ynkeligt nok, drømt denne drøm utallige gange.

Men…

Denne gang, however, slår han hende, og jeg stivner. Jeg kan ikke bevæge mig ud af stedet. Hun løber ind i huset, kommer ind til os, ser på mig med et hjerteskærende blik, der indeholder så dyb en skuffelse, at jeg bliver bittelille. Senere kommer han, røvhullet, ind i stuen og jeg trækker HAM til side, og begynder at fortælle ham, at det nok er en dårlig idé, at han sådan slår sin kæreste. Så henter jeg Smofie og agerer parterapeut til de hulkende indser deres store kærlighed. Jeg forlader dem, mens de lægger an til at lave børn, og så vågner jeg.

Lidt perpleks ligger jeg i min seng, og forsøger at holde styr på nattens begivenheder. Der er mange ting galt med denne drøm. Et er udgangen ikke nær så behagelig som vanligt, og samtidig er det sært, at jeg drømmer om Smofie igen, men så får jeg en tanke. Med Sigmund Freuds ånd i rummet konkluderer jeg, at det nok har noget at gøre med, at jeg ikke længere SELV opfatter mig som den uovervindelige hævner, jeg egentlig altid har tæret på. Selv i de situationer, hvor jeg ikke fik et arbejde eller blev pure afvist af en kvinde eller på andre måder har TABT, har jeg inderst inde tænkt: ’Op i røven, jeg er stærkere og klogere end jer’. Jeg ved da udmærket godt, at det ikke passer, og at det er en sær forsvarsmekanisme, men den har altså betydet meget for min personlighed og den massive selvtillid jeg udviser, der tit bliver forvekslet med snobberi og arrogance.

Og jeg synes ikke, det er en særlig god ting.

Det er en sær tolkning af denne nederen drøm, og der er andre langt mere oplagte af slagsen. Jeg har selv et par stykker, men i endnu et forsøg på at gøre Talerøret interaktivt vil jeg lade jer komme til orde… Og samtidig ved jeg, at Talerøret har ligget stille så længe, at der nok ingen læsere er, og at det sikkert også er de færreste, der gider læse så langt…

Først og fremmest.

Princess er overraskende elendig. Anders Morgenthaler provokerer kun de mest bonerte med sine klicheer, replikker, historie og manuskript er mildest talt svage og så pisser det mig af, at ingen tør proklamere at kejseren vader rundt med bar nummer. Okay så.

Nils Tjell er en mytisk skikkelse for specielt TKM og jeg. Og at han har givet mig en pris er en fantastisk kompliment...

Jeg gider ikke bruge tid på at anmelde Princess.
Ikke lige nu i hvert fald...

Sorry. Der har været VM, men der er heldigvis for faste læsere ikke Tour i år. Jeg har fulgt det show intenst siden 1993, men nu gider jeg simpelthen ikke mere.
Det er der flere grunde til, men den største grund er ikke, at Ullrich og Basso måske måske ikke er hooked på deres eget blod. Det er jeg hverken overrasket eller forarget over.
Latterlig frelst dobbeltmoral, TV2s debile selvudnævnte ekspert/journalist Dennis Ritter og at man kører videre alligevel. Disse grunde vejer tungere.

OG når jeg nu alligevel er gnaven.
Jeg er træt af de danske filmanmeldere, der ikke tør ikke at kunne lide Anders Morgenthalers 'Princess' fordi, de er bange for at blive udnævnt til rindalister af fremtidige filmvidenskabstuderende.

Benjamin takkede nej til at tage med ind og se denne film og det var weekendens bedste beslutning fra vor ven.
Jeg følger op i morgen når jeg ikke er nær så irriteret...

Vi ruller igen...

Hver gang der er efterspørgsel stiger forventningerne, og jeg kan altså ikke indfri dem.

Det foregår i mit tempo.

Tidligere i dag ville jeg skrive noget om 'deceptive hair' på english, men så kom jeg fra det.

I stedet vil jeg skrive noget om TKMs veninder. Hans hollandske veninder er skidedejlige. Han er lidt af en pigemagnet, den gode Kristian.

Og hej Kristian Gaarskjær. Skæg at du kommer forbi talerøret. Jeg er ikke ofte herinde, mens der er vm....

Bis später...

Vi har været der før. Ingenting på denne portal af viden og underholdning er, hvad det giver sig ud for at være. Jeg har takket Made for den rare kommentar til mit forrige indlæg. Han afviser enhver indblanding, og jeg tror ham. Tak skal du i stedet have THOMAS MICHAEL DE THESTRUP...

Hovsa!!!

Endnu en nat glemte Rødgaard at gå i seng. Det var hverken natfilm eller en bizar afhængighed af 80-serier, der spolerede den hårdt tiltrængte skønhedssøvn.
Nix.... Musica...
Mange af mine læsere, der har mødt idolet i egen middelhøje person, har spurgt: 'Hvordan kan det dog være, at du har så uovertruffen musiksmag og hører al denne her fede musik, vi i øvrigt ikke bryder os særlig meget om?'

'Dumb luck!', plejer jeg at svare. Joe Henry's fremragende 'Tiny Voices' landede kun på min hylde fordi andre ikke ville have den, Blurs status som yndlingsband er skyldes oprindeligt en lede ved Oasis og Elvis Costello var rent held i biblioteket på Jagtvej.

Sådan er det ikke længere. I nat gik jeg systematisk til værks. Ved hjælp af Pandoras æske opdagede (eller genopdagede) jeg adskillige interessante nye indslag til 'Rødgaard - The Soundtrack.'

Jeg har før lyttet til bands og solister som: Bush, Black Rebel Motorcycle Club, Cree Summer, Heather Nova, men aldrig i mere end 4 minutter af gangen. Og det er en skam for de er vældig fine. Dagens sang: Cree Summer - Mean Sleep. Lenny Kravitz er med, men han gik også i seng med hende dengang. Derfor skal i ikke diskvalificere nummeret på forhånd.

I nat var også den nat, hvor jeg opdagede at Josh Haden, tidligere frontfigur for det lidet kendte og meget glemte orkester 'Spain', nu laver musik i eget navn. Det er stadig slæbende og melankolsk, men for dylan mckay, hvor har han en fed stemme.

Twilight Singers, Ron Sexsmith (ham sagde jeg nej til koncertbilletter med engang. Dumt) og Simple Kid har jeg aldrig rigtig hørt. Specielt de to sidste er pissefjong, og jeg glæder mig til Politiken shanghaier mig, og jeg får et amazon-budget.

Nu var det så planen, at jeg skulle kloge mig på vanlig maner. Jeg skulle på bedste Morregard-vis opstille ranglister, der med vittige observationer og sansegribende argumenter skulle få Rødgaards disciple til at få kasseapparaterne i TP, Guf og Fona 2000 til at brænde sammen eller i det mindste berøve salgsassistenterne i selvsamme forretninger, deres tissepauser...

...Alas. Omkring klokken tre, jeg havde lige drukket et dejligt glas vand, havde tændt en cigaret og var i et mægtigt humør, da Rødgaard tilvældigvis stødte på manden, der umuliggjorde dette forehavende. Jeg har læst og læst hvad denne behagelige mand har skrevet og skrevet, og nu henviser jeg i stedet til hans ganske glimrende og ufatteligt omfattende blog.

Adrian Denning hedder han, og det er jo et fint navn. Men han tager fejl med hensyn til Blur. 'Parklife' er ikke det bedste album, og jeg har egentlig altid syntes at 'Girls and Boys' var irriterende frem for catchy.

Never ever mind. Det er morgen...

P.S. Har i også lagt mærke til, at nogen har skrevet søde ting om Rødgaard i kommentarfeltet til min log-post. Jeg blev så glad, så glad, men føler nu samtidig en trang til på det strengeste at afvise enhver indblanding fra både min og Emmas side. Vores respektive 'engelsker' er 'not on par' med denne behagelige læser. Og tak skal du i øvrigt have Made...